C.C.2.4.4.5 Nedrivningsfradrag, bygninger og installationer

Se AL § 22, stk. 1.

Eksempel
En installation er anskaffet til 100.000 kr.

Ved årlig afskrivning på 4 pct. i fem år udgør de beregnede afskrivninger 20.000 kr., og ved en erhvervsmæssig anvendelse på 75 pct. udgør de skattemæssige afskrivninger 15.000 kr.

Den nedskrevne værdi er efter fem år 80.000 kr., hvilket svarer til ovenfor nævnte "opgjorte beløb".

Ved nedtagning af installationen i år 6 opnås et nedrivningsfradrag, der opgøres således:

Beregning

Nedrivningsfradrag
80.000 x 15.000/20.000 =60.000 kr.

Ligesom det er tilfældet for nedrivningsfradrag for bygninger, er nedrivningsfradrag for en installation betinget af, at den har været ejet i mindst fem år og at den har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i en periode på mindst fem år.

Hvis betingelsen om ejertid og anvendelse til et afskrivningsberettiget formål ikke er opfyldt, kan tabet trækkes fra i det indkomstår hvor ejendommen, eller den del af ejendommen hvor den udskiftede eller nedtagne installation lå, sælges. Det vil sige, at der kan opnås fradrag for nedrivning af installationen inden de fem års ejertid er gået, men fradraget sker så i form af et tabsfradrag. Se AL § 22, stk. 2.

Nedrivningsfradrag, bygninger på lejet grund

Nedrivningsfradrag for bygninger på lejet grund udgør det uafskrevne beløb nedsat med eventuelle salgssummer for materialer m.m. Se AL § 26, stk. 3.

Der skal ikke ske nogen begrænsning af nedrivningsfradraget i de tilfælde, hvor der ikke er foretaget fuld afskrivning i afskrivningsperioden.

For bygninger, der er omfattet af AL § 25, stk. 4, dvs. bygninger, hvor en væsentlig del anvendes erhvervsmæssigt til andre formål end beboelse, beregnes det uafskrevne beløb på grundlag af den gennemsnitlige andel af anskaffelsessummen, som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse og forbedring udgør.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2002.311.VLR

Sagsøger var berettiget til nedrivningsfradrag i en situation hvor ejendommen - efter landsrettens bevisvurdering - var solgt uden de pågældende bygninger, og hvor nedrivning først fandt sted efter overdragelses- og overtagelsestidspunkt. At fundamenterne ikke var nedbrudt af sagsøger, men af køber, fandt landsretten var uden betydning, da forpligtelsen til dette påhvilede køber ifølge skødet. Indkomstansættelsen blev hjemvist, da det ikke kunne afvises, at der skulle ske en ligningsmæssig prøvelse af sagsøgers tab.

TfS 1999, 804 VLD

Det sagsøgende selskab påstod anerkendelse af nedrivningsfradrag. Selskabet drev virksomhed fra lejede lokaler i en ejendom, der tilhørte selskabets hovedaktionær. Lokalerne blev løbende ombygget, og udgifterne til ombygning blev afholdt af selskabet. Selskabet afskrev oprindeligt med en afskrivningsprocent på 10 efter aftale med kommunen, men denne aftale blev tilsidesat af den regionale skattemyndighed. Selskabet ønskede herefter nedrivningsfradrag. I forbindelse med sagen blev der afholdt syn og skøn om de bygningsændringer, der havde fundet sted. Landsretten fandt, at der ved bevisførelsen

  • ikke var skabt klarhed over tidspunkterne for de enkelte bygningsændringer
  • ikke var godtgjort, at de pågældende bygningsdele var revet ned inden udgangen af de respektive skatteår
  • var godtgjort, at der i et vist omfang var sket genanvendelse.

Selskabet havde herefter ikke krav på nedrivningsfradrag.

TfS 1998, 277 ØLD

Sagen drejede sig bl.a. om nedrivningsfradrag på nogle bygninger i 1990 på en landbrugsejendom. Skattemyndighederne havde ikke godkendt de omhandlede fradrag. Landsretten fandt det godtgjort, at nedrivning var sket i 1989, og skatteyderen var herefter ikke berettiget til nedrivningsfradrag i 1990.

Landsskatteretskendelser

SKM2004.52.LSR

En klager, der erhvervede en landbrugsejendom i 1968, havde ikke afskrevet på driftsbygningerne og skatteankenævnet nægtede nedrivningsfradrag efter AL § 22. Landsskatteretten fandt ikke, at det kunne antages at være tilsigtet, at der skulle være afskrevet på en bygning før nedrivningsfradrag efter AL § 22, stk. 1, kunne godkendes, hvis betingelserne i loven om ejertid og om anvendelse i øvrigt var opfyldt.

SKM2003.529.LSR

Et selskab, der drev virksomhed med udlejning af fast ejendom, var berettiget til at afskrive på køleskabe samt komfurer og emhætter ud fra en levetid på henholdsvis 12 år og 15 år. Selskabet kunne ikke få nedrivningsfradrag vedrørende installationer, der ikke havde været ejet af selskabet i mindst fem år.

SKM2003.346.LSR

Der kunne ske succession i ejertiden i relation til bedømmelsen af 5-års reglen for erhvervsmæssig anvendelse i forbindelse med nedrivningsfradrag.

SKM2003.222.LSR

Et selskab overdrog ved skøde af 25/5 1998 en ejendom til et ejendomsselskab. Overtagelsen var ifølge skødet den 7/5 1998. Det fremgik af skødet, at ejendommen var overdraget som et ubebygget areal, og at selskabet var forpligtet til at fjerne samtlige bygninger mv. Selskabet var berettiget til at tage nedrivningsfradrag som ejer af bygningerne.

TfS 1999, 92 LSR

I et tilfælde, hvor en del af en bygning var revet fuldstændigt ned, og en anden bygning var forlænget ind over den nedrevne del af bygningen, fandt Landsskatteretten, at der var hjemmel til nedrivningsfradrag.
Det afgørende var ikke, om der blev revet et selvstændigt bygningsafsnit ned, men om det bebyggede areal, fundament, vægge, loft og tag af den bygning eller den del af en bygning, der blev revet ned, blev fjernet fuldstændigt eller sådan, at der kun var uvæsentlige dele af det bebyggede areal tilbage, inden der fx, som i det foreliggende tilfælde, blev opført ny bebyggelse på det tidligere bebyggede areal, evt. som en forlængelse af en allerede eksisterende bygning.

Se også tilsvarende i LSRM 1984, 97.

LSRM 1972.40

A klagede over et ikke godkendt fradrag på det uafskrevne beløb vedrørende klagerens nedbrændte erhvervsejendom.
Det var oplyst, at den nedbrændte ejendom, lå på et lejet areal, som havde været udlejet til klageren med ti års uopsigelighed. Efter ildebranden afslog udlejer at give tilladelse til ejendommens genopbygning.
Branderstatningen blev udbetalt til klageren.
Klageren havde haft til hensigt at afskrive sin anskaffelsessum for bygningerne over den aftalte uopsigelighedsperiode for lejemålet, og han fandt det derfor rimeligt at anvende en analogi til reglerne i daværende AL § 27 om nedrivningsfradrag.
Landsskatteretten var enig med skatterådet i, at det uafskrevne beløb repræsenterede et formuetab, og at det måtte følge af bestemmelserne i daværende afskrivningslovs afsnit IV (herunder det i AL § 26 indeholdte princip), at beløbene ikke kunne trækkes fra ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet.

LSRM 1970.143

Revisor klagede over, at de stedlige ligningsmyndigheder ikke havde godkendt et fradrag for udgifter til nedrivning af en driftsbygning.
Klageren havde siden 1960 været ejer af en landbrugsejendom, og han havde drevet svineavl fra en af ejendommens driftsbygninger. Denne bygning, som klageren havde afskrevet på, rev han ned i 1968, og han havde ved indkomstopgørelsen trukket den uafskrevne del af bygningens kostpris fra, hvilket var blevet godkendt ved ansættelsen. Derimod var det ovennævnte fradrag for udgift til nedrivning ikke blevet godkendt.
Klageren henviste til støtte for sin påstand om fradrag for nedrivningsudgiften til AL § 27 i lovbekendtgørelse nr. 260 af 26. juni 1968 om skattemæssige afskrivninger mv., hvorefter den uafskrevne saldo på en bygning, der rives ned, skal nedsættes med den eventuelle salgssum for materialer mv. Klageren gjorde gældende, at den tidligere AL § 27 måtte forudsætte, at udgifter i forbindelse med nedrivningen var fradragsberettigede.
Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at der i lovbestemmelsen eller forarbejderne til den var hjemmel til at følge klagerens påstand, og da nedrivningsudgiften heller ikke kunne anses for at være en sædvanlig driftsudgift, blev den påklagede ansættelse stadfæstet.

SKAT

SKM2003.79.LR

En skatteyder, der drev en landbrugsejendom, som hans hustru pr. 1. oktober 1999 købte fra sin far, stillede en række spørgsmål til Ligningsrådet. Faderen havde fra det tidspunkt, hvor han erhvervede ejendommen i 1975 og frem til overdragelsen, drevet ejendommen erhvervsmæssigt. Da skatteyderen var den af ægtefællerne, der drev ejendommen, blev landbrugsvirksomhedens resultat beskattet hos ham.
I forbindelse med hustruens køb af ejendommen blev der efter de dagældende regler i KSL § 33 C succederet i afskrivningerne på alle ejendommens bygninger, hvorimod der ikke blev succederet i den skattemæssige stilling efter ejendomsavancebeskatningsloven.
Hvis skatteyderens ægtefælle lod en eller flere af ejendommens driftsbygninger rive ned, ville skatteyderen efter Ligningsrådets opfattelse være berettiget til nedrivningsfradrag efter AL § 22, stk. 2, fordi skatteyderen med hensyn til betingelserne i AL § 22, stk. 1, sidste punktum, skattemæssigt skulle stilles som om, han selv havde erhvervet bygningen i 1975, og fordi hele den periode, som svigerfaderen havde anvendt bygningen til et afskrivningsberettiget formål, fandtes at kunne tilregnes ham.
Ved opførelse af en ny bygning i forbindelse med eventuel nedrivning af den gamle bygning kunne udgifterne til nedrivning efter Ligningsrådets opfattelse lægges til afskrivningsgrundlaget for den nye bygning i det omfang, der kun var tale om nedrivningsudgifter, der vedrørte de dele af den gamle bygning, som det var nødvendigt at fjerne, for at den nye bygning fysisk kunne placeres på det pågældende grundstykke, og forudsat at den nye bygning blev opført i umiddelbar forbindelse med, at den gamle bygning helt eller delvist blev fjernet. Under samme forudsætninger fandt Ligningsrådet, at nedrivningsudgifterne kunne lægges til anskaffelsessummen efter ejendomsavancebeskatningsloven.
Hvis skatteyderen ikke opførte en ny bygning
i forbindelse med nedrivningen, fulgte det efter Ligningsrådets opfattelse af en naturlig sproglig forståelse af EBL § 5, stk. 2, at nedrivningsudgifterne ikke kunne anses for at være en forbedring af ejendommen, ligesom udgifterne ikke kunne anses for at være afholdt med henblik på vedligeholdelse.
Da skatteyderen havde succederet i de afskrivninger mv., der blev foretaget af hans svigerfader, skulle de pågældende afskrivninger i relation til EBL § 5, stk. 4, nr. 1, 2 og 3, efter Ligningsrådets opfattelse anses for foretaget af ham selv personligt. Da han ikke succederede i anskaffelsestidspunktet efter ejendomsavancebeskatningsloven, fandt Ligningsrådet, at der ikke var mulighed for at se bort fra afskrivninger foretaget før 1993.
Endelig fandt Ligningsrådet, at det var en konsekvens af, at skatteyderen havde succederet i de afskrivninger, som hans svigerfader havde foretaget, at indekseringen efter EBL § 5 A, både omfattede de afskrivninger, som han selv havde foretaget, og de afskrivninger, som hans svigerfader havde foretaget. Skatteyderens anskaffelsessum skulle således reguleres på samme måde, som svigerfaderens skulle have været det.