Skatteforlaget |
|
C.C.2.2.2.5.3 Fradrag for udgifter til reklamer
Skatterådet svarede, at der ikke kunne fradrages udgifter til sponsoraftalen, da udgifterne hverken fandtes at medføre en reklameværdi for spørger, jf. LL § 8, stk. 1, eller at være afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde indkomsten i spørgers erhvervsvirksomhed, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.
Skatterådet anerkendte fradrag for et sponsorbidrag af ukendt størrelse til et udenlandsk museums køb af møbler, designet af en dansk møbelkunstner, som reklameudgift/sponsorbidrag.
Sponsoren samarbejdede med en række møbelproducerende licenstagere, der producerede møblerne i nøje samarbejde med sponsor. Sponsor modtog en fast royalty for alle møbler, der blev solgt af licenstagerne. Sponsors indtægt var derfor direkte afhængig af licenstagernes møbelsalg. Museet, hvor møblerne skulle stå, skulle bl.a. indeholde udstillinger med kunst og design samt huse en designuddannelse mv.
Skatterådet fandt, at butikker havde fradrag for donationer på et antal procent af omsætningen til en hjælpeorganisation som reklameudgift efter LL § 8, stk.1, hvis virksomhederne fik en reklameværdi, der stod i rimeligt forhold til det ydede bidrag. Bidragene var i størrelsen 500 kr. til 20.000 kr., og reklamen, som butikkerne fik, bestod i, at deres navn/firmamærke blev vist på storskærme ved et arrangement (en event), der forventedes at have ca.100.000 deltagere, foruden at arrangementet blev omtalt i diverse medier, både indenlandske og udenlandske.
En tekstilvirksomhed fik ikke fradrag ud fra et reklamesynspunkt for at donere noget fejlbehæftet tøj til en velgørende organisation. Tekstilvirksomheden opnåede ikke en ret til reklame, der svarede til værdien af det donerede tøj, over for den velgørende organisation. Virksomheden kunne efter LL § 8 A fratrække gaver op til en værdi af 14.500 kr. årligt. Værdien skulle opgøres i forhold til værdien efter en eventuel nedskrivning for ukurante varer.
Et selskab solgte parfume, kosmetik og kropspleje mv. i 26 lande via 250.000 forhandlere.
En selvstændig forhandler af selskabets produkter, afholdt salgsmøder (såkaldte homeparties). Fx mødtes en gruppe personer til en wellness-aften, hvor de fik lov at prøve produkterne. Hvis deltagerne havde interesse i at købe produkterne, lod langt de fleste sig registrere som forhandlere, så de kunne købe direkte hos selskabet til fordelagtige priser, altså som hovedregel ikke hos forhandleren. Forhandlerne fik provision og bonus af selskabets salg.
I forbindelse med afholdelsen af homeparties, blev der givet værtindegaver til dem, der lagde hus til. Der blev ikke givet værtindegaver, når et salgsmøde blev afholdt hos en person, der i forvejen var registreret som forhandler.
Skatterådet fandt, at forhandleren kunne fratrække udgifterne til demonstrationsvarer som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Skatterådet lagde ved sin afgørelse vægt på, at demonstrationsvarerne blev brugt til at fremvise og lade potentielle kunder afprøve produkterne, samt at demonstrationsvarerne blev brugt på samme måde som fx testprodukterne i en Matas-butik. Den personkreds, der fik præsenteret demonstrationsvarerne, var oftest personer, som forhandleren ikke kendte i forvejen.
Skatterådet fandt også, at udgifterne til værtindegaverne ikke kunne betragtes som reklamegaver. Der blev lagt vægt på, at værtindegaverne alene blev givet til de personer, der lagde hus til homeparties, og dermed ikke en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Der var derfor ikke fradrag efter LL § 8, stk.1.
Skatterådet fandt herefter, at udgifterne til værtindegaver efter en konkret vurdering var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a.
Skatterådet lagde særlig vægt på det forhold, at salget i det væsentlige var baseret på private homeparties, som var afhængige af, at personer, som ikke var forhandlere, ønskede at "lægge hus til". Når homeparties blev afholdt hos personer, der ikke var forhandlere, nåede produkterne ud til nye personer som potentielle underforhandlere, og dermed øgedes forhandlerens fortjeneste. Værtindegaven havde på den baggrund en sådan tilknytning til indkomsterhvervelsen, at udgiften var fradragsberettiget.
Muligvis skyldes henvisningen til SL § 6, stk. 1, litra a, vedrørende demonstrationsvarer, at det ikke var forhandleren, der opnåede salg af varer, men derimod selskabet. Hvis forhandleren havde opnået det direkte salg, havde hjemmelen for fradrag for demonstrationsvarerne formentlig været LL § 8, stk. 1.
En bank ønskede at tilbyde kunderne en kontotype, hvor kunden på forhånd vidste, at banken ville yde bidrag til en fond. Banken ønskede derved at synliggøre en social og samfundsmæssigt bevidst profil. Det var bankens hensigt at synliggøre sine bidrag til fonden via bankens almindelige pr-arbejde.
Bidraget skulle ydes i forhold til, hvor stort et indestående kunden havde på sin konto. Ordningen skulle derfor gå ud på, at kunden ikke fik 4 procent i rente, men derimod kun 3 procent, mens banken samtidig forpligtede sig til at beregne 1 procent af indeståendet og aflevere denne procent til fonden.
Skatterådet fandt, at banken ikke kunne fratrække bidragene som en reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.
Efter Skatterådets opfattelse var det en ordning om dispositivt afkald, som ville medføre, at kunden skattemæssigt havde modtaget den fulde renteindtægt og herefter eventuelt kunne fratrække bidrag til velgørende formål efter reglerne herom.
Et selskab ønskede at donere 24.000 kr. til CARE Danmark. Støtten ville fremgå af selskabets hjemmeside og med links mellem parterne. Selskabets breve, detaljerede cv'er og fakturaer, og standardformatet for disse ville blive tilføjet informationen om, at selskabet støttede CARE Danmark.
Ligningsrådet fandt, at udgiften kunne fratrækkes som en reklameudgift.
Ligningsrådet lagde vægt på udgiftens størrelse, at udgiften var imageskabende for selskabet og afholdtes for at opretholde dets almindelige omdømme ved at støtte en hjælpeorganisation.
TfS 1988, 439 LR
En eksportskole ville dække de øgede driftsudgifter som følge af nybyggeri og optagelse af et stigende antal elever ved at søge bidrag fra virksomheder. Til gengæld skulle virksomhederne have mulighed for annoncering i skolens "indvielsesavis". Avisen skulle omdeles indlagt i en lokal avis, som normalt udkom i 40-45.000 eksemplarer. Virksomhederne skulle desuden tilbydes mulighed for opsætning af faste skilte i skolens bygninger samt annoncering i op til 10 år i skolens årsskrift. Prisen for annoncering og/eller faste skilte i skolens bygninger skulle fastsættes til 10-20.000 kr., dog sådan at større bidrag kunne være på op til 50.000 kr. Prisfastsættelsen skulle ske under hensyn til værdien af annonceringen og skiltningen.
Ligningsrådet fandt, at virksomhederne kunne fratrække udgiften som reklameudgift efter LL § 8, stk. 1.
Se også TfS 1988, 289 LR.
TfS 1987, 555 LR
Et internationalt balletarrangement, "The Hans Christian Andersen Ballet Awards" blev finansieret gennem sponsorbidrag fra danske erhvervsvirksomheder.
Sponsorerne blev opdelt i grupper. Afhængigt af bidragets størrelse opnåede de ret til reklame i forbindelse med arrangementet, så de største bidragydere opnåede de fleste rettigheder. Reklamen bestod for hovedsponsoren bl.a. i positiv omtale af virksomheden i gallaprogrammet for The Hans Christian Andersen Ballet Awards 1988. Virksomhedens navn indgik i en helsides annonce i fire farver i gallaprogrammet og i landsdækkende helsides annonce for arrangementet samt i Det Kongelige Teaters programmer sæsonen 1987/88. Virksomhedens logo indgik i en udstilling af H.C. Andersen statuetten i Det Kongelige Teaters foyer, og virksomheden fik ret til at anvende statuetten i reklamesammenhæng. De mindste sponsorer blev nævnt i gallaprogrammet og i landsdækkende helsides annoncer om arrangementet.
Ligningsrådet fandt, at de erhvervsvirksomheder, der ydede bidrag, opnåede reklame i et sådant omfang, at udgifterne hertil kunne fratrækkes som driftsomkostninger.
TfS 1986, 601 SD
Et antal virksomheder gav bidrag til "Flygtning 86". Virksomhederne havde indrykket annoncer i aviserne med oplysning om, at de ville give en vis procentdel af deres omsætning til flygtningehjælpen. Samtidig reklamerede de i forretningen med, at de ydede bidrag til "Flygtning 86".
Bidragene kunne fratrækkes som reklameudgifter.