Dokumentets metadata

Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse - direktør og hovedanpartshaver - afkald på løn - befordringsfradrag - nedslagsprocent ejendomsværdiskat

Ved sagen indbragte appellanten 4 Landsskatteretskendelser vedrørende indkomstårene 2000-2005.I indkomstårene 2000-2003 havde appellanten fået udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse fra sit selskab. For så vidt angår indkomståret 2000 fandt byretten, at appellanten med rette var blevet beskattet af disse godtgørelser, idet appellanten, henset til at han ikke modtog løn fra selskabet i det pågældende år, ikke opfyldte betingelserne for at modtage de udbetalte godtgørelser skattefrit. Med samme begrundelse fandt byretten, at appellanten heller ikke var berettiget til et ligningsmæssigt fradrag for de afholdte befordringsudgifter.For så vidt angår indkomstårene 2001-2003, der materielt ligeledes vedrørte spørgsmålet om rejse- og befordringsgodtgørelse, tiltrådte byretten, at der ikke skulle ske genoptagelse, idet appellanten ikke var fremkommet med oplysninger, der kunne føre til en ændring af skatteansættelsen.For så vidt angår indkomståret 2004 vedrørte sagen spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnet med rette havde afvist at realitetsbehandle appellantens klage. Byretten fandt, at klagen med rette var blevet afvist. Byretten henviste herved til, at appellanten havde indgivet en foreløbig klage efter udløbet af fristen i dagældende skattestyrelseslov § 21, stk. 1, og at appellanten, uanset at Skatteankenævnet havde accepteret denne klage og fastsat en frist for indgivelse af en endelig og begrundet klage, aldrig indsendte en sådan klage.For så vidt angår indkomståret 2005 vedrørte sagen spørgsmålet om forhøjelse af appellantens indkomst med overskud ved udleje, med overskud ved skibsdrift og af genvundne afskrivninger. Sagen vedrørte tillige nedsættelse af appellantens nedslag i ejendomsværdiskatten. Byretten fandt, at appellantens skattepligtige indkomst med rette var blevet forhøjet og henviste herved til, at appellanten ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes opgørelser af overskud og genvundne afskrivninger var behæftet med fejl. Byretten fandt tillige, at skattemyndighederne med rette havde nedsat appellantens nedslag i ejendomsværdiskatten. Byretten henviste herved til, at appellanten ikke havde godtgjort, at værdien af den erhvervsmæssige andel af ejendommen udgjorde 44% som påstået, idet byretten bemærkede, at det ikke var den arealmæssige anvendelse, der var afgørende for størrelsen af appellantens nedslag.Landsretten stadfæstede byrettens dom af de af byretten anførte grunde, og Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Morten Wahl Liljenbøl)

Afsagt af landsdommerne

Chr. Bache, Stig Glent-Madsen og Lene Holm Trøst (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byretten har den 30. juni 2011 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 1-524/2010).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Skatteministeriet har endvidere gentaget den subsidiære påstand om, at As skatteansættelse for indkomståret 2000 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Forklaring

A har supplerende forklaret, at opgørelsen af kørselsgodtgørelsen er sket i henhold til Ligningsrådets regler. Han har ikke overskud på kørselsregnskabet. I januar 1999 var børnene flyttet hjemmefra, og det var derfor muligt at anvende noget af huset til virksomheden. Den 25. januar 1999 kom SM og en anden medarbejder fra SKAT. De blev enige om, at der var basis for en aftale. Ved et efterfølgende møde indgik de en aftale, som han efterfølgende skrev ned og fremsendte til SKAT med bemærkning om, at der nu var en aftale. I aftalen var der en accept af, at han kunne bruge en del af ejendommen erhvervsmæssigt uden at skulle betale skat. SKAT havde indtil da opgjort et overskud på ejendommen, hvilket ikke kunne dokumenteres.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor. Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand.

Beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.