C.D.11.2.1.1 Armslængdeprincippet og Transfer Pricing Guidelines

Dette afsnit handler om artikel 9 i OECD's modeloverenskomst, Transfer Pricing Guidelines og fortolkningen af LL § 2.

Armslængdeprincippet i LL § 2 skal fortolkes i overensstemmelse med armslængdeprincippet i OECD's modeloverenskomst.

Bemærk, at for faste driftssteder fortolkes LL § 2 i overensstemmelse med artikel 7 i OECD's modeloverenskomst, herunder i overensstemmelse med principperne i OECD's Transfer Pricing Guidelines.

I OECD's modeloverenskomst defineres armslængdeprincippet i artikel 9. Her anføres, at hvis der mellem to kontrollerede foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres handelsmæssige eller økonomiske relationer, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

Retningslinjer for tolkningen og anvendelsen af armslængdeprincippet i modeloverenskomstens artikel 9 og dermed også for armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1, gives i OECD's Transfer Pricing Guidelines. I OECD's Transfer Pricing Guidelines er beskrevet forskellige situationer, hvor de kontrollerede foretagenders handelsmæssige eller økonomiske relationer kan korrigeres. Som nævnt ovenfor omfatter LL § 2 alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen, hvorfor alle korrektionsmuligheder i OECD's Transfer Pricing Guidelines er omfattet.

OECD's Transfer Pricing Guidelines (TPG) indeholder følgende kapitler:

I. Armslængdeprincippet (Opdateret i 2015)

II. Transfer pricing-metoder (2010 med enkelte opdateringer i 2015)

III. Sammenlignelighedsanalysen (2010 uændret)

IV. Administrative forhold (2010 uændret)

V. Dokumentation (Opdateret i 2015)

VI. Immaterielle aktiver (Opdateret i 2015)

VII. Koncerninterne tjenesteydelser (Opdateret i 2015)

VIII. CCA'er (Opdateret i 2015)

IX. Omstruktureringer (Under opdatering i 2016/2017)

Den seneste fulde version af OECD's "Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax Administrations" blev udgivet i 2010. Siden 2013 har OECD arbejdet med "Base erosion and profit shifting" (BEPS), og indtil videre er kapitlerne I, II, V, VI, VII og VIII i den forbindelse blevet opdateret. Indholdet i de opdaterede kapitler findes i to rapporter, der blev offentliggjort på OECD's hjemmeside den 5. oktober 2015:

Opdateringen af kapitlerne blev godkendt forinden offentliggørelsen i 2015. Rapporterne er endvidere godkendt som en del af OECD's Transfer Pricing Guidelines den 23. maj 2016.

I OECD arbejdes der nu med at justere TPG kap. IX om omstruktureringer for at sikre, at kapitlet er i overensstemmelse med præciseringerne i BEPS-rapporterne samt for at undgå gentagelser. Afsnit C.D.11.7 om omstruktureringer skal derfor læses i nær sammenhæng med de opdaterede kapitler i TPG - særligt kapitel I (C.D.11.3) og kapitel VI (C.D.11.6).

I OECD arbejdes der også på et helt nyt kapitel om finansielle transaktioner, som forventes at være færdigt i 2017. Afsnit C.D.11.10 om finansielle transaktioner skal indtil det nye kapitel er færdigt læses i nær sammenhæng med de opdaterede kapitler i TPG - særligt kapitel I, kapitel VI og kapitel VIII.

Transfer Pricing Documentation and Country-by-Country Reporting (TPG kap. V)

I rapporten vedrørende "Transfer Pricing Documentation and Country-by-Country Reporting, Action 13" er indeholdt en revideret version af kapitel V.

Ved lov nr. 1884 af 29. december 2015 blev land for land-rapporteringspligten indført i SKL § 3 B, stk. 10-16. Rapporteringspligten er beskrevet i afsnit C.D.11.13.2. xDer er udstedt en bekendtgørelse med hjemmel i SKL § 3 B, stk. 16. Se BEK nr. 1133 af 27. august 2016 om land for land-rapportering. Se også afsnit C.D.11.13.2.x

Kapitel V indeholder nu en meget detaljeret vejledning om transfer pricing dokumentation, og der er udstedt en TP-dokumentationsbekendtgørelse med hjemmel i SKL § 3 B, stk. 5. Se BEK nr. 401 af 28. april 2016 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner. Indholdet i TP-dokumentationsbekendtgørelsen er beskrevet i afsnit C.D.11.13.1.

Aligning Transfer Pricing Outcomes with Value Creation (TPG kap. I, II, VI, VII og VIII)

I rapporten vedrørende "Aligning Transfer Pricing Outcomes with Value Creation, Actions 8-10" er indeholdt en revideret version af kapitel I (afsnit D), VI, VII og VIII samt enkelte tilføjelser i kapitel II i TPG. Disse kapitler er alle indarbejdet i Den juridiske vejledning.

Rækkevidden eller betydningen af armslængdeprincippet i LL § 2, stk. 1, er ikke ændret ved opdateringen af kapitlerne i TPG. Der er i stedet tale om en præcisering og uddybning af armslængdeprincippet og den måde, hvorpå princippet anvendes i praksis.