C.D.8.9.1.1 Overblik over opgørelsen af den skattepligtige indkomst

Dette afsnit giver et overblik over opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de foreninger mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

Overblik

SEL § 1, stk. 1, nr. 6 gælder kun for de foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet.

For de foreninger mv., der er omfattet af bestemmelsen, omfatter skattepligten kun

Det er altså muligt for en forening mv. at have skattefrie indtægter. Se SEL § 1, stk. 1, nr. 6 og afsnit C.D.8.9.1.2.2 om skattefrie ikke-erhvervsmæssige indtægter.

Til gengæld for den begrænsede skattepligt har foreningen mv. kun fradrag for de driftsomkostninger, der knytter sig til den erhvervsmæssige indkomst. Se SEL § 9, stk. 1 og afsnit C.D.8.9.1.3.1 om fradragsberettigede udgifter.

Det er defineret i SEL § 1, stk. 4, hvad der forstås ved erhvervsmæssig virksomhed. Se afsnit C.D.8.9.1.2.1 om erhvervsmæssige indtægter.

Det fremgår samtidig af SEL § 1, stk. 5, at overskud, som en forening indvinder ved leverancer til sine medlemmer, ikke er overskud ved erhvervsmæssig virksomhed. Se afsnit C.D.8.9.1.2.3 om overskud ved leverance til medlemmer.

Foreningerne mv. har udover fradrag for driftsomkostninger også fradrag for udlodninger og henlæggelser til almennyttige eller på anden måde almenvelgørende formål efter reglerne i SEL § 3, stk. 2 og 3. Se afsnit C.D.8.9.1.3.2 om udlodninger og henlæggelser.

Henlæggelserne skal efterbeskattes, hvis de anvendes til andet end formålene. Se SEL § 3, stk. 3, 3. og 4. pkt. og afsnit C.D.8.9.1.2.5 om efterbeskatning af henlæggelser.

De foreninger mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, kan i nogle situationer undtages for selvangivelsespligt efter reglerne i SKL § 2, stk. 1, nr. 4 og nr. 5. Det betyder, at foreningerne mv. i praksis ikke beskattes af nogen indkomst. Se afsnit C.D.8.9.1.6 om fritagelse for selvangivelsespligt.

De foreninger, der er undtaget, er de foreninger mv., der ikke har erhvervsmæssig indtægt, fortjeneste eller tab som nævnt i SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Se SKL § 2, stk. 1, nr. 4.

Det er desuden de foreninger mv., der som følge af fradragsretten i SEL § 3, stk. 2 og 3 ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt. Se SKL § 2, stk. 1, nr. 5.