Dokumentets metadata

Dokumentets dato:22-03-2004
Offentliggjort:21-04-2004
SKM-nr:SKM2004.186.ØLR
Journalnr.:11. afdeling, B-307-01
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Dokumenttype:Dom


Registreringsafgift - vurdering - brugt motorkøretøj

Sagen angik spørgsmålet om værdiansættelse af en Lotus Esprit.Vurderingsmyndigheden havde fastsat den afgiftspligtige værdi til kr. 162.000,- , men ifølge en under retssagen udmeldt skønsmands erklæring udgjorde den afgiftspligtige værdi kun kr. 90.652,- .Landsretten fastslog, at vurderingsmyndigheden efter registreringsafgiftslovens § 13, stk. 1, efter sin sammensætning og efter det betydelige antal vurderinger, myndigheden foretager hvert år, måtte antages at have en meget stor og bred erfaring ved vurdering af køretøjer. Vurderingsmyndigheden havde fastsat bilens afgiftspligtige værdi på grundlag af en besigtigelse af bilen sammenholdt med tilgængelige objektive oplysninger om en tidligere tilsvarende vurdering og øvrige foreliggende oplysninger om prisniveauet.Landsretten fandt det ikke godtgjort, at disse objektive oplysninger var forkerte, og det fandtes heller ikke ved skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at grundlaget for vurderingen af bilen havde været mangelfuldt eller ufuldstændigt. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen.


Parter

A
(advokat Jakob Juul (prøve))

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten /advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Mogens Kroman, C. Levy og Henrik Engell Rhod (kst. )

Denne sag, der er anlagt den 31. januar 2001, vedrører vurderingen af en bil mærket Lotus Esprit årgang 1990 i forbindelse med beregning af registreringsafgift ved indførslen i Danmark.

Påstande

Sagsøgeren, A, har endeligt påstået sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtet at anerkende, at sagsøgerens Lotus Esprit, årgang 1990 havde en afgiftspligtig værdi på 90.652 kr. på indførselstidspunktet den 31. januar 1999.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens baggrund

Den 31. januar 1999 indførte sagsøgeren fra Belgien til Danmark en Lotus Esprit, årgang 1990 og anmeldte bilen til Told- og Skatteregion Svendborg, der foreløbigt opgjorde bilens afgiftspligtige værdi til 170.000 kr. Depositum for registreringsafgiften blev fastsat til 302.175 kr. som sagsøgeren betalte den 30. december 1999. Både af anmeldelsen og kvitteringen for betalingen af depositum fremgår blandt andet:

"De må regne med, at afgiften kan blive ændret, når den endelige værdi fastsættes af vurderingsmyndigheden"

Ved skrivelse af 17. januar 2000 fastsatte ToldSkat Fyn den afgiftspligtige værdi pr. 30. december 1999 til 162.000 kr. og regulerede registreringsafgiften i forhold til den foreløbige registreringsafgift - det indbetalte depositum - til 287.775 kr.

Ved skrivelse af 21. februar 2000 klagede sagsøgeren over vurderingen til ToldSkat Fyn, der videresendte klagen til Vurderingsmyndigheden vedrørende køretøjer, ToldSkat Fyn, der ved skrivelse af 3. marts 2000 fastholdt vurderingen. Det hedder i afgørelsen blandt andet:

"...

De har anket over en værdiansættelse på 162.000 kr. af en Lotus, Esprit, .... der den 30.12.99 er anmeldt til afgiftsberigtigelse med fuld registreringsafgift.

Køretøjet er registreret første gang den 24.7.90 og har ifølge det oplyste kørt over 100.000 km (Km-tæller udskiftet).

Vurderingsmændenes ansættelse af værdien til 162.000 kr. svarer til en handelspris på 449.775 kr.

De har bl a fremført, at

en lignende bil er værdiansat i Randers i 1995 til en tilsvarende værdi, hvorfor der må være sket et fald i værdien siden da

bilen har diverse defekter, der må have værdiforringende karakter

et tilsvarende køretøj i dag har en nypris på ca. 1.000.000 kr, hvorfor nedskrivningen synes for lille.

Vurderingsmændene har på dette grundlag taget værdiansættelsen op til fornyet overvejelse, men har ikke fundet grundlag for en ændring og må således fastholde den afgiftspligtige værdi. Der er ved denne afgørelse taget hensyn til, at

der ikke findes noget generelt vurderings- eller handelsniveau for denne type vogne

værdien er sat i overensstemmelse med en værdiansættelse, der i 1999 er foretaget af en anden vurderingsmyndighed af et tilsvarende køretøj

der er taget hensyn til de skader mv, der ikke har relation til, hvorvidt køretøjet er i registreringsklar stand

der nu markedsføres en LOTUS GT 2,0 med 240 HK og i en udstyrsmæssigt skrabet udgave til ca. 1.000.000 kr

den oprindelige pris for Deres køretøj var ca. 1.350.000 kr, og at det aktuelle køretøj har 2,2 motor og 264 HK

det aktuelle køretøj således er nedskrevet til ca. 33% af ny-prisen.

Det skal bemærkes, at den afgiftspligtige værdi i henhold til vurderingscirkulærets § 3, skal fastsættes uafhængigt af eventuelle deposita fastsat af told- og skattevæsenet.

Vurderingen er foretaget af 3 vurderingsmænd, hvoraf en er teknisk kyndig (Bilinspektør) og en er handelskyndig (Taksator). De to sidstnævnte er forbrugerrepræsentanter og udpeget efter indstilling fra hovedorganisationerne af bilejere.

Det kan oplyses, at den afgiftspligtige værdi for et brugt køretøj er køretøjets almindelige pris, incl moms ved salg til bruger her i landet i den stand, hvori det skal registreres.

Ved værdifastsættelsen tages der udgangspunkt i den almindelige handelspris incl. registreringsafgift for et tilsvarende brugt køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model på anmeldelsestidspunktet i normalt vedligeholdt stand, jfr. vedlagte vurderingscirkulære.

I værdien foretages fradrag eller tillæg på grundlag af en samlet vurdering af køretøjets kilometer- og. vedligeholdelsesstand, evt forbedringer og øvrige beskaffenhed.

Der foretages ikke fradrag for reparationer mv, der udføres for at bringe køretøjet i registreringsklar stand.

..."

Ved skrivelse af 15. juni 2000 til ToldSkat Fyn fremførte sagsøgeren yderligere klagepunkter og henviste blandt andet til en vurdering af en Lotus T82, årgang 1990 foretaget i 1995 af Sand Jensen Automobiler A/S, Silkeborg, hvoraf fremgår blandt andet:

"...

Vurderingsprisen er fastsat på grundlag af vognens årgang, km-tal samt vognens almene tilstand som følger:

  1. Turboen er defekt, vognen yder ca. 45 HK for lidt.
  2. Vognen trænger generelt til maling
  3. Der er ikke overholdt service på vognen, ligesom der ingen servicebøger findes.

Ud fra ovenstående har undertegnede i samarbejde med GP vurderet ovennævnte vogn til at have en udsalgspris på kr. 350.000,00.

..."

Det fremgår af vurderingen, at denne bil var indregistreret første gang i marts 1990 og havde kørt 76.000 kr.[km.red]

Af Vurderingsmyndighedens svar af 21. juli 2000 til sagsøgeren fremgår blandt andet:

"...

De har i Deres oprindelige anke henvist til, at et tilsvarende køretøj i dag har en nypris på 1 000 000 kr, hvilket vurderingsmændene har betegnet som en udstyrsmæssigt skrabet model.

Oplysningerne (mindre motor og mindre udstyr) er taget fra "Bilrevyen 1999" - kopi vedlagt.

Til orientering kan det oplyses, at den Lotus der er henvist til i besvarelsen af 3. marts 2000, er indregistreret umiddelbart efter afgiftsberigtigelsen, og der er ikke indenfor den gældende 3 måneders klagefrist gjort indsigelse mod vurderingsforretningen.

Vurderingsmyndigheden har ikke hjemmel til at oplyse Dem yderligere om den pågældende ekspedition, da De ikke er part i sagen.

Vurderingsmændene har set på den fremlagte salgsvurdering fra 1995 foretaget af fa. Sand Jensen, men det har ikke givet anledning til ændring af vurderingsmyndighedens opfattelse, hvorfor den tidligere trufne afgørelse fastholdes.

..."

Ved skrivelse af 11. september 2000 gjorde sagsøgeren over for regionen på ny indsigelse mod afgørelsen og henviste blandt andet til, at ToldSkat Midtjylland i 1995 havde berigtiget en Lotus - magen til sagsøgers bil - til 296.500 kr.

Af Vurderingsmyndighedens besvarelse af 22. september 2000 fremgår blandt andet, at:

"...

Vurderingsmyndigheden i forbindelse med Deres tidligere skrivelser er bekendt med den værdiansættelse, der er foretaget ved ToldSkat Midtjylland i 1995

værdiansættelsen er udtryk for den generelle "handelspris" på anmeldelsestidspunktet

køretøjet er af en sådan karakter, at der ikke findes en egentlig "markedspris", og ikke nødvendigvis nedskrives med en eller anden % pr år.

værdiansættelsen derfor må baseres på et skøn, hvori bl a indgår nyligt foretagne værdiansættelser af tilsvarende køretøjer.

..."

Efterfølgende påklagede sagsøgeren den 4. oktober 2000 afgørelsen til Told- og Skattestyrelsen.

Ved sagens fremsendelse til Told- og Skattestyrelsen den 26. oktober 2000 anførte Vurderingsmyndigheden blandt andet:

"...

Værdien er fastsat ud fra "norm kørsel" for en årgang 90 (155 000 km), selv om det gamle speedometer stod på 82 045 km og det nye på 2500 km - i alt 84 545 km. Der kunne ikke fremlægges servicebog, så tvivlen kom kunden til gode. Endvidere er der taget hensyn til køretøjets stand.

Der er taget hensyn til, at der nu markedsføres en Lotus GT 2,0 med 240 hk og i en udstyrsmæssig skrabet udgave til ca. 1 million - hvor det aktuelle køretøj havde en nypris på ca 1 350 000 kr, og har en 2,2 motor med 264 hk.

Endvidere, at der i 1999 er foretaget en tilsvarende vurdering af et identisk eller sammenligneligt køretøj hos en af de andre vurderingsmyndigheder.

A har afleveret kopi af forskellige dokumenter omhandlende et tilsvarende køretøj, blandt andet en vurdering fra Fa. Sand Jensen, og anmeldelse til afgiftsberigtigelse ved ToldSkat Midtjylland.

Ad 1

Hvad angår salgsvurderingen fra Sand Jensen, foretaget 24.8.95, er
køretøjet tilsyneladende i miserabel stand, både hvad angår karosseri
og motor.

Ad 2

Jævnfør notat på sagen er køretøjet da også den 25.10.95 endelig
vurderet til 168 000 kr svarende til en handelspris på 464 595 kr. -
altså betydeligt over Sand Jensens vurdering (350 000 kr)

Da begge vurderinger er over 4 år gamle, og der er tale om et specielt køretøj, som ikke nødvendigvis afskrives med en % pr år, har vurderingsmyndigheden valgt (blandt andet udfra § 5 i vurderingscirkulæret) at lægge større vægt på den vurdering der er foretaget i 1999 - en vurdering der i øvrigt ikke er anket over inden for den gældende klagefrist på 3 måneder.

Slutteligt skal det bemærkes, at A ifølge egne oplysninger under vurderingsforretningen har givet 150 000 kr for køretøjet, samt at det har kostet 10 000 - 15 000 kr at syne køretøjet.

..."

Told- og Skattestyrelsen meddelte ved skrivelse af 1. november 2000 sagsøgeren følgende afgørelse:

"...

Efter at have gennemgået sagen, finder vi, at Vurderingsmyndigheden vedrørende Motorkøretøjer, ToldSkat Fyn, ved vurderingen af denne bil har fulgt de regler, der gælder for dens virksomhed, og vi må derfor fastholde afgørelsen.

Som vurderingsmyndigheden også tidligere har meddelt, kan vurderingen påklages til styrelsen, dog kun for så vidt angår spørgsmålet, om de fastsatte bestemmelser for vurderingsmyndighedens virksomhed er fulgt. Det fremgår af § 4, stk. 3, i skatteministeriets cirkulære af 19. juni 1991, om vurdering af motorkøretøjer m.v.

Styrelsen har således ikke kompetence til at træffe afgørelse om selve prisfastsættelsen for det konkrete køretøj.

Ved vurderingen skal man efter lovens § 10, stk. 1, fastsætte køretøjets almindelige pris, inklusive moms, men uden registreringsafgift, ved salg til bruger her i landet i den stand, hvori det skal registreres (markedsprisen her i landet). Den afgiftspligtige værdi kan dog ikke overstige køretøjets oprindelige pris som ny.

Den afgiftspligtige værdi svarer til en handelspris på ca. 450.000 kr.

Vurderingsmyndigheden har oplyst .....

...

Det er styrelsens opfattelse, at vurderingen af Deres bil på denne baggrund må anses for at være sket i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser.

Denne afgørelse er en endelig administrativ afgørelse.

..."

Der har for landsretten været afholdt syn- og skøn, og skønsmanden Erling Lindener, der er administrerende direktør i firmaet Lotus Danmark A/S, som er importør af blandt andet Lotus biler, har den 14. september 2001 har afgivet følgende erklæring ...

"...

Det kunne konstateres at bilens stand var under middel, med spor efter en dårligt repareret karosseriskade på fronten, slidt interiør og med mange tekniske fejl, der bør repareres omgående, inden bilen tages i brug.

De i det tilsendte syns og skønstema tilsendte spørgsmål besvares som følger:

Spørgsmål 1

Hvad er bilens almindelige pris ved salg til bruger her i landet incl. registreringsafgift pr. d. 1/1-2000, når der ved almindelig pris forstås den pris, som en bruger generelt må forventes at skulle betale for et køretøj af samme mærke og model eller et tilsvarende køretøj (jf. cirkulære om vurdering af motorkøretøjer m. v. § 6) .

Svar

Køretøjets pris pr 1/1 2000 vurderes til at være 250.000 kr.

Spørgsmål 2

Hvad må bilens almindelige pris inkl. registreringsafgift og moms pr. 1. februar 1999 ved målrettet salg til en interesseret køber og bruger her i landet antages at være.

Svar

Køretøjets pris pr 1/2 1999 vurderes til at være 250.000,- kr.

Spørgsmål 3

Det bedes specificeret og begrundet, hvilke momenter ved den konkrete bil der har medført et fradrag eller et tillæg i prisen, set i forhold til en bil af så vidt muligt tilsvarende model og mærke i almindelig vedligeholdt stand.)

Svar

Ud over de indledende bemærkninger, følgende

Af tekniske fejl skal nævnes at hele motoren og gearkassen skal udtages af bilen for ompakning, da den driver af olie fra adskillige utætheder. Dette er en meget almindelig fejl på tidlige turbo biler med Lotus type 910 motor. Desuden har vi erfaring for at når først motoren bliver adskilt, må man ofte konstatere, at mange interne komponenter har så alvorlig slitage, at man står overfor en gennemgribende hovedreparation.

Undervognen står ligeledes for en gennemgribende reparation, idet vi kunne konstatere hjulophæng og styretøj med slidte bærekugler, knækkede for fjedre og slidte bremser.

Lotus Cars Ltd har produceret racerbiler og sportsvogne i mere end 50 år, men først fra november 1995 fået officiel repræsentation her i landet, gennem en importør- og forhandlerkontrakt med vort firma.

Derfor er alle prisoplysninger på Lotus biler op til denne dato, opstået på baggrund af nogle få motorjournalisters spekulationer og fantasier.

Vi har set pris oplysninger på Lotus biler i Danske bil årbøger der ligger 20 - 25% over hvad bilerne rent faktisk ville koste, såfremt de havde været markedsført professionelt.

Først i 1998 bliver det almindeligt kendt, at prisniveauet er et andet og væsentlig lavere.

Lotus Esprit har været i produktion siden 1976, frem til i dag. I den periode har der været en konstant udvikling, således at den bil der produceres i dag, har meget lidt til fælles med den oprindelige bil.

I oktober 1999 stoppede produktionen af den sidste sammenlignelige Esprit model, nu med den 4 cylindrene Lotus 920 turbo motor. Denne model blev markedsført under navnet Lotus Esprit GT 3 og var til salg her i landet fra 1.000.000,- kr.

Af kendere betragtet som den bedste Esprit model af alle.

..."

Efterfølgende har skønsmanden den 23. januar 2002 afgivet følgende tillægsskønserklæring ...

"...

Spørgsmål 3

Køretøjets pris såvel pr. 1/1 2000 som pr. 1/2 1999 vurderes i skønserklæring af 14. september 2001 til at være kr. 250.000,-.

Det anføres samtidig, at der er konstateret en række tekniske fejl på køretøjet, som indebærer, at motor og gearkasse skal udtages af bilen for ompakning, da der driver olie fra forskellige utætheder. Det anføres videre, at det er en meget almindelig fejl på tidlige turbobiler med Lotus 910-motor, og at der haves erfaring for, at når først motoren bliver adskilt, må man ofte konstatere, at mange interne komponenter har så alvorlig slidtage, at man står overfor en gennemgribende hovedreparation.

Skønsmanden bedes oplyse, hvorvidt deri den vurderede pris er fratrukket udgifter til udtagning og ompakning af motor samt udskiftning af slidte dele.

Svar

Nej! Der er ikke fratrukket udgifter til reparation

Spørgsmål 4

Såfremt spørgsmål i besvares bekræftende, bedes skønsmanden oplyse, hvor store udgifter der er anslået til udtagning og ompakning af motor samt udskiftning af motordele m.v.

Svar

Udgår.

Spørgsmål 5

Videre anfører skønsmanden i erklæringen, at undervognen ligeledes står overfor en gennemgribende reparation, idet der kunne konstateres hjulophæng og styretøj med slidte bærekugler, knækkede forfjedre og slidte bremser.

Skønsmanden bedes oplyse, hvorvidt de konstaterede forhold er til hinder for, at bilen efter skønsmandens vurdering kan synes.

Svar

Bilen vil ikke kunne synes uden reparation.

Spørgsmål 6

Skønsmanden bedes oplyse, om og i givet fald hvor store udgifter der er fratrukket til reparation af undervogn.

Svar

Der er ikke fratrukket et reparationsbeløb i værdiansættelsen. Da bilen er synet ved indførslen, må disse fejl være opstået efterfølgende.

..."

Forud for skønsforretningen forsøgte sagsøgeren at sælge bilen på auktion. Af en udtalelse af 25. maj 2001 fra BCA Autoauktion, Vejle, fremgår:

"...

Det bekræftes hermed, at vi på auktionen d. 24. maj 2001 havde 1 stk. Lotus Esprit Turbo 2d, årg. Juli 1990, synet januar 2000, i farven rød under hammeren, og vi ingen bud kunne opnå på over kr. 300.000,- på køretøjet.

..."

Efterfølgende har sagsøgeren hos Told- og Skat Fyn, indhentet en vurdering af bilen og beregning af godtgørelse af registreringsafgift i tilfælde af eksport af bilen. ToldSkat Fyn har den 16. september 2003 foreløbigt værdiansat bilen til 135.000 kr. Vurderingsmyndigheden har den 5. februar 2004 fastsat den endelige afgiftspligtige værdi til 155.000 kr.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, Robert Vilhelm Nellemann og skønsmanden, Erling Lindener.

Sagsøgeren har forklaret blandt andet, at han købte bilen hos en forhandler i Belgien for ca. 150.000 kr. Biler er hans hobby. Han fik at vide, at bilen havde kørt ca. 100.000 km. Der var en lille skade i glasfiberfronten og en mindre skade ved bagrudestolpen. Desuden var bremser og dæk dårlige. I øvrigt var bilen præget af almindelig slitage. Den kunne køre. Ved leveringen konstaterede han, at speedometret var defekt. Det stod på ca. 80.000 km. Ud fra bilens reparationspapirer skønnede han, at bilen havde kørt ca. 90.000 km. Han har ikke importeret biler før. Han tænkte derfor ikke over at foretage afkrydsninger i forespørgselsblanketten til ToldSkat, selvom han burde have foretaget afkrydsninger for blandt andet skade og klargøring. Bilen blev synet i efteråret 1999. Ved vurderingsforretningen i januar 2000 fremstod bilen i nysynet stand. Under vurderingsforretningen fortalte han vurderingsmændene om bilens stand ved indførslen. Da vurderingen forelå, talte han med JS, der udtalte, at vurderingen var for høj. Dette fik han bekræftet hos bilforhandler Sand Jensen i Silkeborg, som også fortalte, at bilen var svær at sælge, men at den ved bytte med anden bil havde en værdi på 230.000 kr. Sand Jensen påregnede at kunne videresælge bilen for 280.000 kr. BCA Autoauktion søgte at sælge bilen for et mindstebud på 300.000 kr. Der fremkom alene bud på 260.000 kr. De i skønserklæringen anførte motorproblemer kan eventuelt være opstået i forbindelse med hans kørsel under et arrangement på Jyllandsringen i efteråret 2000.

Robert Vilhelm Nellemann har som vidne forklaret blandt andet, at han i 1999 fra Luxembourg importerede en Lotus Esprit Turbo. Han havde købt bilen for ca. 180.000 kr. Den havde kørt ca. 49.000 km og var skadefri. Den blev synet uden anmærkninger. Ved betalingen af den foreløbige registreringsafgift blev bilen vurderet til 170.000. Ved den endelige vurdering blev værdien sat til 162.000. Han fik at vide, at en tilsvarende model tidligere var blevet vurderet til samme beløb. Han affandt sig derfor med vurderingen. Han har set sagsøgerens bil, der model- og udstyrsmæssigt er identisk med vidnets. Ved vurderingsmændenes besigtigelse af bilen påpegede han en revne i forruden samt en skade på kofangeren. Han oplyste vurderingsmændene om købsprisen, men de var ikke interesseret heri. Han ved, at den pågældende biltype er svær at sælge. Han har ikke forsøgt at sælge sin bil.

Skønsmanden Erling Lindener har vedstået sine erklæringer og har supplerende forklaret blandt andet, at han har solgt specialbiler i mange år. Han har siden 1995 været officiel importør af bilmærket Lotus i Danmark. Der er i Danmark højest 10 modeller svarende til sagsøgerens bil. I alt er der ca. 100 indregistrerede og ikke-indregistrerede Lotus biler i Danmark. Der er som regel kun een interesseret køber til en udbudt bil. Bilens kilometerstand har ikke stor betydning for prisen, men det er afgørende, om bilen fungere uden problemer. Fra 1999 til 2000 var der ingen prisudvikling for så vidt angår den omhandlede model. I dag vil prisen være ca. 200.000 kr. Nyprisen for den sidste Lotus Esprit Model er på 1 mio. kr. Den under sagen nævnte model er svær at værdiansætte, da den snart har en alder, hvor den bliver usælgelig, forinden den efter nogle år på ny bliver værdifuld, men som veteranbil. Bilen var behæftet med tekniske fejl. Han har ved vurderingen taget hensyn til, at bilen havde motorproblemer og værdiansat den lidt lavere. Han har derimod ikke taget hensyn til fejlene ved undervognen, der må være opstået efter, at bilen blev synet i forbindelse med indregistreringen.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der er grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes skøn, da dette udøvet på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag. Vurderingsmyndigheden har ikke foretaget vurderingen i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1, og de dertil knyttede bestemmelser i cirkulæret om vurdering af motorkøretøjer. Vurderingsmyndigheden har ikke lagt de rette forudsætninger til grund ved vurderingen, idet denne bygger på urigtige oplysninger i tidsskriftet "Bilrevyen" samt vurderinger af biler, der ikke er sammenlignelige med sagsøgerens. Som følge heraf er vurderingsmyndighedens vurdering væsentlig højere end den pris, som man må forvente at skulle betale for et så vidt muligt tilsvarende køretøj af samme mærke og model i normal vedligeholdt stand på anmeldelsestidspunktet. Sagsøgeren har med skønserklæringen og oplysningerne om vurderingsmyndighedens værdiansættelse af andre tilsvarende eller sammenlignelige bilmodeller godtgjort, at vurderingen af sagsøgerens bil er behæftet med et så betydeligt fejlskøn, at værdiansættelsen må tilsidesættes og i stedet fastsættes som i skønserklæringen. Skønserklæringen er udarbejdet af en fagmand inden for det pågældende bilmærke, hvorimod vurderingsmyndigheden alene har en generel erfaring, men ikke den fornødne erfaring med det pågældende særlige bilmærke. Skønsmanden har foretaget vurderingen ud fra den forudsætning, at bilen var i registreringsklar stand.

Sagsøgte har anført, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes afgørelse. Bilens afgiftspligtige værdi på indførselstidspunktet er med rette vurderet til 162.000 kr. Vurderingsmyndigheden er i henhold til § 13 i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. nedsat som en særlig og uafhængig myndighed til at udøve det skøn som en vurdering af brugte køretøjer forudsætter i henhold til lovens § 10, stk. 1. Vurderingsmyndigheden består af 3 vurderingsmænd, hvoraf 2 er udpeget af hovedorganisationerne af bilejere (FDM) og har blandt andet herigennem en særlig sagkundskab med hensyn til vurdering af biler. Det er derfor også i retspraksis fastslået, at der kræves et sikkert grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens vurdering af sagsøgerens bil. Sagsøgeren har ikke ved skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at der foreligger et sådant grundlag, eller at vurderingsmyndigheden ved vurderingen har udøvet et urigtigt eller ufuldstændigt skøn og herved tilsidesat retningslinierne for skønsudøvelsen i Skatteministeriets cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 med et åbenbart urimeligt resultat til følge. Vurderingsmyndigheden har ved vurderingen taget hensyn til nyvognsprisen, en vurdering af en tilsvarende bil i 1999, oplysninger i tidsskriftet "Bilrevyen", køretøjets stand samt kilometerstand. Køretøjet fremstod ved syns- og skønsforretningen ikke i registreringsklar stand, men var behæftet med sådanne reparationskrævende skader, som der i henhold til lovens § 10, stk. 1 skal ses bort fra ved vurderingen. Der skal således ses bort fra skader, der er opstået efter indførslen af køretøjet til Danmark, herunder skader, som sagsøgeren angiveligt har påført bilen under en kørsel på Jyllandsringen efter indregistreringen, men forud for syns- og skønsforretningen. Skønserklæringen giver derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens vurdering, der i øvrigt svarer nogenlunde til det beløb, som sagsøgeren betalte for bilen. Den i sagen omhandlede vurderingsmyndighed foretager årligt mellem 2000 og 2500 vurderinger.

Landsrettens bemærkninger

Efter § 10, stk. 1, i den dagældende lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. fastsættes den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer ved vurdering. Efter lovens § 13, stk. 1, foretages denne vurdering af 3 beskikkede vurderingsmænd

Ved vurderingen ansættes køretøjets almindelige pris efter § 10, stk. 1, inkl. moms, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger heri landet, i den stand, hvori det skal registreres.

I medfør af loven er der udstedt et cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer m.v. der er rettet til vurderingsmyndigheden.

Efter cirkulærets § 6, stk. 2, er køretøjets almindelige, pris den pris, som en bruger generelt må forventes at skulle betale for et køretøj af samme model eller et tilsvarende køretøj.

Cirkulærets kapitel 4 indeholder bestemmelse om vurdering af brugte køretøjer. Det er i cirkulærets § 12, stk. 1, anført, at udgangspunktet for vurderingen er den almindelige pris, inkl. registreringsafgift, for et tilsvarende brugt køretøj eller et køretøj af så vidt muligt tilsvarende mærke og model på anmeldelsestidspunktet i normalt vedligeholdt stand. Det fremgår af cirkulærets § 13, at den afgiftspligtige værdi er den almindelige pris, uden registreringsafgift, men inkl. moms; i værdien foretages der fradrag eller tillæg på grundlag af en samlet vurdering af køretøjets kilometerstand, vedligeholdelsesstand, eventuelle forbedringer og øvrige beskaffenhed.

Efter § 29 i den dagældende lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. kan skatteministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Efter cirkulærets § 4, stk. 3, kan vurderingsmyndighedens afgørelse påklages til Told- og Skattestyrelsen, dog kun for så vidt angår spørgsmålet, om de i cirkulæret fastsatte bestemmelser for deres virksomhed er fulgt.

Det fremgår af sagen, at vurderingsmyndigheden ved fastsættelsen pr. 30. december 1999 af den afgiftspligtige værdi til 162.000 kr. for sagsøgers bil Lotus Esprit har taget hensyn til følgende forhold:

at der ikke findes et generelt vurderings- eller handelsniveau for denne type biler,

at værdien er fastsat blandt andet under hensyntagen til en værdiansættelse, som en anden vurderingsmyndighed havde foretaget i 1999 for en tilsvarende bil,

til skader, der ikke har relation til, hvorvidt køretøjet er i registreringsklar stand,

til at der nu markedsføres en Lotus GT 2,0 med 240 HK i en udstyrsmæssigt skrabet udgave til ca. 1 mio. kr., medens den oprindelige pris for sagsøgerens køretøj var ca. 1.350 mio. kr. med 2,2 motor og 264 HK, og til at det aktuelle køretøj således er nedskrevet til ca. 33% af ny-prisen.

Ved skrivelse af 1. november 2000 anførte Told- og Skattestyrelsen, at den ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om selve prisfastsættelsen for det konkrete køretøj. Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om, at vurderingen af sagsøgerens bil måtte anses for at være sket i overensstemmelse med de fastsatte bestemmelser. Styrelsen tilføjede, at det var en endelig administrativ afgørelse og gav vejledning om 3 måneders fristen for indbringelse af afgørelsen for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31.

Sagen er anlagt den 31. januar 2001 og vedrører en prøvelse af det spørgsmål, der administrativt er afgjort ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af i. november 2001.

Indledningsvis bemærkes, at vurderingsmyndigheden efter § 13, stk. 1 i loven om registreringsafgiften af motorkøretøjer m.v. inden for hvert vurderingsdistrikt består af 3 vurderingsmænd, beskikket af skatteministeren for 3 år, hvoraf en skal være teknisk kyndig og en handelskyndig udpeges efter indstilling fra hovedorganisationerne for bilejere - efter det oplyste af FDM. Det må antages, at vurderingsmyndigheden efter sin sammensætning og efter det betydelige antal vurderinger myndigheden foretager hvert år har en meget stor og bred erfaring ved vurdering af køretøjer.

Det fremgår af sagen, at vurderingsmyndighedens fastsættelse af bilens afgiftspligtige værdi pr. 30. december 1999 til 162.000 kr. svarer til en handelspris på ca. 450.000 kr. Det må lægges til grund, at den pågældende Lotus Esprit model var en så speciel bil, at der - som anført af vurderingsmyndigheden - ikke var noget generelt vurderings- eller handelsniveau for bilen. Det må videre lægges til grund, at vurderingsmyndigheden fastsatte bilens registreringspligtige værdi på grundlag af en besigtigelse af bilen sammenholdt med tilgængelige objektive oplysninger om en tidligere tilsvarende vurdering og med prisforhold vedrørende bilen, som det fremgår af blandt andet vurderingsmyndighedens skrivelse af 3. marts 2000 og Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 1. november.

Det er ikke godtgjort, at disse objektive oplysninger er forkerte. Det findes heller ikke ved skønserklæringen eller på anden måde godtgjort, at grundlaget for vurderingen af sagsøgerens bil i øvrigt har været mangelfuldt eller ufuldstændigt. Den foretagne vurdering findes at være sket i overensstemmelse med vurderingsprincipperne i § 10, stk. 1, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. og § 6, samt kapital 4 i cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer m.v.

Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen.

Herefter frifindes sagsøgte.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, i sagsomkostninger betale 20.000 kr. til sagsøgte.