C.D.8.4 Sparekasser

Dette afsnit beskriver særlige skattemæssige regler for opgørelse af sparekassers skattepligtige indkomst.

Afsnittet indeholder:

Historik

Sparekasser, der fra 1. januar 1976 er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 a, er principielt undergivet skattepligt efter de for aktieselskaber mv. gældende regler og skal opgøre deres skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler om indkomstopgørelse for selskaber. Se SEL § 8, stk. 1. Dette gælder ligeledes andelskasser, der blev indføjet i SEL § 1, stk. 1, nr. 2 a, i 1994. Desuden gælder det sammenslutninger af andelskasser omfattet af §§ 89-96 i lov om finansiel virksomhed (Lov nr. 453 af 10. juni 2003) og foreninger oprettet i henhold til § 215 i lov om finansiel virksomhed, og som blev skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 2 a, med virkning fra og med indkomståret 1995.

Overgangsregler ved overdragelse til forening

Værdien af aktier, der i henhold til § 215 i lov om finansiel virksomhed overdrages til en forening, medregnes ikke ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst. Se overgangsbestemmelsen i SEL § 35 M som ændret ved lov nr. 453 af 10. juni 2003 om finansiel virksomhed.

Rentefradrag

Sparekassers renteudgifter vedrørende den indbetalte garantikapital kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, da garantikapitalen betragtes som en gæld, der påhviler sparekassen.

Hensættelse til imødegåelse af tab på udlån og garantier

Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner og regioner i Danmark og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage beløb, der ved indkomstårets udløb er nedskrevet på udlån og hensat til tab på garantier mv. efter de regnskabsretlige regler, der gælder for instituttet. Se KGL § 25, stk. 7.

For filialer her i landet af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, skal beløbet dog opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn.

Nedskrivninger og hensatte beløb kan dog kun fradrages, i det omfang de vedrører tab, der er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregnes de fradragsberettigede nedskrivninger og hensatte beløb, jf. KGL § 25, stk. 7, 1. pkt., for det forudgående indkomstår. Se SKL § 6 D.