Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-03-2012
Offentliggjort:26-03-2012
SKM-nr:SKM2012.209.HR
Journalnr.:1. afd, 194-2009
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Omgørelse - lagt klart frem

Sagen drejede sig om, hvorvidt betingelserne for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2 og nr. 3 var opfyldt. Sagen havde sammenhæng med Højesterets dom af 9. januar 2006 - SKM2006.38.HR - hvor Højesteret fandt, at en postering på selskabernes mellemregningskonto ikke var udtryk for reelle overførsler, men derimod udtryk for, at det posterede beløb måtte anses som udloddet på posteringsdatoen den 30. september 1993, hvilket ifølge den dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 2, udløste udlodningsbeskatning. De sagsøgende selskaber anmodede under denne sag om omgørelse af udlodningen pr. 30. september 1993.Højesteret fandt, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, men fandt derimod ikke, at betingelsen om, at dispositionen, der ønskes omgjort, skal være lagt klart frem for myndighederne, jf. skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.Højesteret anførte, at den disposition, der søges omgjort, fra begyndelsen af skal have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed, således at der for myndighederne ikke har været tvivl om dispositionens eksistens og indhold, jf. SKM2011.769.HR.Højesteret henviste til, at det af det udbyttemodtagende selskabs selvangivelse fremgik, at selskabet havde modtaget et skattefrit udbytte på 37 mio. kr. fra det udloddende selskab. Imidlertid fremgik udbyttet ikke klart af det udbyttemodtagende selskabs årsregnskab for samme periode, der var vedlagt selvangivelsen. Af det udbytteudloddende selskabs årsregnskab fremgår, at der blev foreslået et udbytte på 37 mio. kr. for regnskabsåret. Der fremgik ikke noget om, at udbyttet skulle være udbetalt i regnskabsåret. Udbytteerklæringen, udbytteattesten og revisorerklæringen fra det udloddende selskab efterlod ligeledes indtryk af, at udbytte først var udbetalt efter en generalforsamling, dvs. i det andet ejerår og dermed ikke i det første ejerår, hvor en udlodning ville være skattepligtig.Højesteret fandt derfor, at udlodningen ikke havde været lagt klart frem for skattemyndighederne.


Parter

H1 Holding ApS
(advokat Leo Jantzen)

og

H2 Holding ApS
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Walsøe, Jon Stokholm, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 5. afdeling den 7. juli 2009.

Appellanterne, H1 Holding ApS og H2 Holding ApS, har gentaget deres påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for omgørelse, at dispositionen utvivlsomt skal have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige. Parterne er enige om, at de skattemæssige virkninger af, at udbyttet på 37 mio. kr. er skattepligtigt, er væsentlige. Uenigheden vedrørende denne bestemmelse angår således spørgsmålet om, hvorvidt dispositionen utvivlsomt har haft utilsigtede skattemæssige virkninger.

Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at dispositionen den 30. september 1993 under de foreliggende omstændigheder utvivlsomt har haft den utilsigtede og væsentlige virkning, at udlodningen blev skattepligtig, og at betingelsen for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 2, derfor er opfyldt. Det bemærkes, at det var i H2 Holding ApS, at der blev truffet generalforsamlingsbeslutning den 22. december 1993.

Spørgsmålet er herefter, om betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 3, hvorefter dispositionen

"skal have været lagt klart frem for myndighederne",

er opfyldt. Heri ligger ifølge bestemmelsens forarbejder, at den disposition, der søges omgjort, fra begyndelsen har været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed, således at der for myndighederne ikke har været tvivl om dispositionens eksistens og indhold.

Det fremgår af Højesterets dom af 9. november 2011 (SKM2011.769.HR ), at omgørelse som udgangspunkt må forudsætte, at den pågældende disposition fremgår eller kan udledes af de relevante selvangivelser.

H1 Holding ApS' selvangivelse for 1992/93 indeholder oplysning om, at dette selskab har modtaget et skattefrit udbytte på 37 mio. kr. fra H2 Holding. Udbyttet fremgår imidlertid ikke klart af H1 Holdings årsregnskab for samme periode, der var vedlagt dette selskabs selvangivelse. Af årsregnskabet for H2 Holding for perioden 1. maj 1992-30. september 1993, der er dateret den 30. november 1993, fremgår, at der foreslås et udbytte på 37 mio. kr. for dette regnskabsår. Der fremgår ikke noget om, at udbyttet skulle være blevet udbetalt i regnskabsåret. H2 Holdings udbytteerklæring, udbytteattesten og revisorerklæringen efterlader ligeledes det indtryk, at udbyttet først er udbetalt efter generalforsamlingen den 22. december 1993, dvs. i regnskabsåret 1993/94.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at dispositionen den 30. september 1993 ikke har været lagt klart frem for skattemyndighederne.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Holding ApS og H2 Holding ApS solidarisk betale 300.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.