Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-03-2012
Offentliggjort:19-03-2012
SKM-nr:SKM2012.172.SKAT
Journalnr.:2011-261-0295
Referencer.:Vinafgiftsloven
Dokumenttype:Styresignal


Ølmoderation - præcisering af praksis - styresignal

Styresignal om præcisering af praksis vedrørende beregning af afgiftslettelse (ølmoderation) til mindre bryggerier


Ølmoderationsordningen

Efter øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 1, ydes der for hvert finansår en afgiftslettelse pr. hl stærkt øl (øl med et ætanolindhold på 2,8 pct. vol. eller derover), der er fremstillet og udleveret af det enkelte bryggeri.

Afgiftslettelsen, som kaldes ølmoderation, gælder for mindre bryggerier, der producerer under 200.000 hl stærkt øl om året. Hidtil har ølmoderationsordningen kun været gældende for bryggerier, som fremstillede stærkt øl den 1. november 1940. Dette årstalskrav blev ophævet ved lov nr. 626 af 14. juni 2011, hvilket betyder, at fra 1. januar 2011 kan alle mindre bryggerier anvende ordningen.

Grænsen på 200.000 hl øl fremgår af Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Medlemsstaterne kan efter artikel 4 anvende reducerede punktafgiftssatser for bryggerier, der producerer under 200.000 hl øl om året. Grænsen indgår i beregningsbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 2, hvorefter muligheden for afgiftslettelse bortfalder ved en udlevering på 200.000 hl øl.

Beregning af ølmoderation

Satsen for ølmoderation pr. hl beregnes efter øl- og vinafgiftslovens § 2, stk. 2, hvert år ud fra den samlede mængde stærkt øl, som bryggeriet har fremstillet og udleveret i det foregående år - dvs. hvis bryggeriet udleverede 10.000 hl øl i 2010, fastsætter SKAT satsen for 2011 ud fra denne udlevering. Der er tale om en faldende sats, som nedsættes i takt med en stigende udlevering af hl øl.

Der gives kun moderation for øl, der angives til beskatning. Øl, der udleveres afgiftsfrit eller ubeskattet, fx udført øl, øl til bryggeriets personale til forbrug på stedet og øl, som er overført til andre autoriserede virksomheder, er dermed ikke berettiget til moderation, men skal medregnes til den samlede udlevering, når moderationssatsen skal beregnes for det følgende år.

Praksis hidtil

Det har hidtil været praksis at fastsætte et beløbsmæssigt loft for ølmoderation i det enkelte år. Satsen pr. hl fastsættes på baggrund af sidste års udlevering, men således at den samlede afgiftslettelse højst kan udgøre det beløb, som bryggeriet var berettiget til sidste år, selvom bryggeriet har en større udlevering i indeværende år.

Præcisering af praksis

Det er Skatteministeriets opfattelse, at der ikke er hjemmel i øl- og vinafgiftslovens § 2 til at fastsætte et sådant beløbsmæssigt loft for ølmoderationen i relation til det enkelte bryggeri, hvorfor kravet bortfalder.

Afgiftslettelsen for indeværende år kan således ikke begrænses til det beløb, som bryggeriet var berettiget til sidste år. Satsen pr. hl øl fastsættes ud fra sidste års udlevering, men den samlede ølmoderation for indeværende år er derudover uafhængig af, om indeværende års udlevering er større eller mindre end sidste års udlevering.

Eksempel

I 2010 udleverer bryggeriet 10.000 hl øl.

I 2011 udleverer bryggeriet 20.000 hl øl. Moderationssatsen pr. hl for 2011 fastsættes ud fra bryggeriets udlevering på 10.000 hl i 2010 til XX kr. pr. hl.

Bryggeriet vil herefter i 2011 kunne få ølmoderation for 20.000 hl med en sats på XX kr. pr. hl. Dette gælder, uanset om det samlede beløb for 2011 dermed overstiger det beløb, som bryggeriet var berettiget til i ølmoderation for 2010.

I 2012 udleverer bryggeriet igen 10.000 hl. Moderationssatsen pr. hl for 2012 fastsættes ud fra bryggeriets udlevering i 2011 på 20.000 hl til YY kr. pr. hl. Satsen for 2012 vil dermed blive lavere end satsen for 2011, selvom bryggeriet i 2012 udleverer færre hl øl end i 2011.

Det er endvidere Skatteministeriets opfattelse, at da der er tale om en bagudrettet ordning, vil det kunne forekomme i enkelte tilfælde, at et bryggeri kan være berettiget til ølmoderation, dog maksimalt for 200.000 hl, selvom bryggeriets udlevering i indeværende år overstiger 200.000 hl øl.

Dette kan være tilfældet, hvis et bryggeris udlevering svinger omkring grænsen på 200.000 hl øl.

Eksempel

I 2010 udleverer bryggeriet 190.000 hl øl.

I 2011 udleverer bryggeriet 210.000 hl øl. Moderationssatsen pr. hl for 2011 fastsættes ud fra bryggeriets udlevering på 190.000 hl i 2010 til XX kr. pr. hl. Da der er tale om en bagudrettet ordning, vil bryggeriet være berettiget til ølmoderation, selvom bryggeriet i 2011 udleverer over 200.000 hl. Moderationen er dog i denne situation begrænset til højst 200.000 hl.

I 2012 udleverer bryggeriet igen 190.000 hl øl. Moderationssatsen pr. hl for 2012 fastsættes ud fra bryggeriets udlevering på 210.000 hl i 2011 til 0 kr. pr. hl. Da der er tale om en bagudrettet ordning, vil bryggeriet ikke være berettiget til ølmoderation for 2012, selvom bryggeriet i 2012 udleverer under 200.000 hl. Men bryggeriet vil igen i 2013 være berettiget til moderation, da satsen for dette år fastsættes på baggrund af udleveringen i 2012 på 190.000 hl.

Ikrafttrædelse og genoptagelse

Styresignalet træder i kraft den 1. januar 2012. Genoptagelse kan i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk.1, nr. 1 finde sted for årerne 2009 - 2011.

SKAT er i besiddelse af de nødvendige oplysninger til at identificere bryggerier, som har været berettiget til ølmoderation i årerne 2009 - 2011.

SKAT vil derfor af egen drift genoptage eventuelle sager, hvor hidtidig praksis har ført til, at bryggerier ikke har fået den korrekte afgiftslettelse efter øl- og vinafgiftslovens § 2.