Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-02-2012
Offentliggjort:19-03-2012
SKM-nr:SKM2012.171.BR
Journalnr.:Retten i Aarhus, BS 7-2867/2010
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Dom


Ejendomsavance - parcelhusreglen - beboelse i ejerperiode -tilbageflytning - samlivsophævelse - tidligere bopæl

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens avance ved salget af sin ejerlejlighed var omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 (parcelhusreglen).Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde løftet bevisbyrden for, at hun på grund af en samlivsophævelse med sin kæreste havde flyttet ind i ejerlejligheden med henblik på varigt ophold.Retten fandt efter en samlet bedømmelse, at sagsøgeren ikke med den sikkerhed, der kræves for at blive skattefri efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, havde bevist, at det ikke var muligt for hende at flytte tilbage til hendes kæreste på den fraflyttede ejendom.Sagsøgeren havde derfor ikke bevist, at ejerlejligheden var bestemt til hendes permanente beboelse.Skatteministeriet blev herefter frifundet.


Parter

A
(advokat Susanne Buskov Møller)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Martin Sønnersgaard (prøve))

Afsagt af byretsdommer

Anders Stokbro Jensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerens avance ved salget af sin ejerlejlighed er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at avancen ved salget af lejligheden ...1, er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

SKAT traf den 6. juli 2009 afgørelse om, at salget af ejerlejligheden ikke var omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og ændrede/forhøjede grundlaget for sagsøgerens skat for 2007 med 555.975 kr.

Sagsøgeren indbragte spørgsmålet for Skatteankenævnet, som den 23. november 2009 stadfæstede afgørelsen.

Sagsøgeren indbragte skatteankenævnets afgørelse for Landsskatteretten, som ved kendelse af 6. august 2010 stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Til brug for hovedforhandlingen i sagen har begge parter indleveret påstandsdokumenter.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument til støtte for sin påstand gjort gældende,

at

sagsøger reelt havde ophævet samlivet med sin kæreste,

at

sagsøger havde erhvervet lejligheden fra sin far med henblik på at tage bopæl i lejligheden,

at

sagsøger ikke havde andre bopælsmuligheder i perioden,

at

det forhold, at sagsøger flyttede tilbage til sin kæreste og dermed samme adresse, ikke kan godtgøre sagsøgtes formodning om, at sagsøger ikke reelt har taget ophold i lejligheden,

at

der ikke stilles krav til længden af den periode man skal bebo en ejendom for at opnå skattefrihed,

at

der har været et reelt forbrug af el og varme i lejligheden i perioden,

at

det ikke kan tillægges betydning, hvem der betalte udgifterne til lejligheden,

at

lejligheden først blev udbudt til salg i begyndelsen af juni 2007,

at

sagsøgeren har dokumenteret at have boet i lejligheden i foråret 2007,

at

sagsøgeren erhvervede lejligheden med henblik på at tage varigt ophold heri,

at

sagsøgerens beboelse af lejligheden således har været reel.

Det bestrides, at overdragelsen til A var begrundet i ønske om at spare ejendomsskat.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sagsøgte i sit påstandsdokument gjort gældende,

at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hun opfylder betingelserne for skattefrihed efter parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Bevisbyrden for, at betingelserne for skattefrihed efter parcelhusreglen er opfyldt, påhviler sagsøgeren, og denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Som udgangspunkt medregnes fortjeneste ved salg af fast ejendom til den skattepligtige indkomst, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1. Efter lovens § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamiliehuse og ejerlejligheder ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Parcelhusreglen er således en undtagelse fra hovedreglen om beskatning, jf. SKM2007.209.HR .

Fritagelse for beskatning efter parcelhusreglen forudsætter, at sagsøgeren kan bevise, at ejendommen - i lovens forstand - har tjent til bolig for hende eller hendes husstand, jf. SKM2005.404.HR og SKM2007.74.HR .

Efter højesteretspraksis har en ejendom alene tjent til bolig i lovens forstand, hvis der har foreligget "reel permanent beboelse" og ikke, hvis der blot er tale om et "midlertidigt ophold", jf. SKM2007.74.HR , hvor et ophold på over 4 måneder blev anset for et midlertidigt ophold med beskatning til følge.

I en lang række andre sager er det lagt til grund, at den skattepligtige havde opholdt sig på den pågældende ejendom i større eller mindre omfang, men at dette ikke var tilstrækkeligt til at udløse skattefrihed efter parcelhusreglen, jf. f.eks. SKM2011.110.HR , SKM2005.404.HR , SKM2010.633.ØLR , SKM2009.762.ØLR , SKM2006.380.ØLR , SKM2006.16.ØLR , samt Retten i Aarhus' dom af 11. februar 2011 gengivet i SKM2011.212.BR (anket).

Sagsøgeren var i folkeregisteret tilmeldt lejlighedens adresse i perioden 15. december 2006 til 1. juni 2007, jf. bilag A. Men sagsøgeren har imidlertid først kunnet have adgang til lejligheden den 1. januar 2007, da en lejer havde folkeregisteradresse på og rent faktisk boede i lejligheden frem til den 1. januar 2007 (bilag A og bilag 1, side 3).

Af perioden på 5 1/2 måned, hvor sagsøgeren har været registreret på lejlighedens adresse, har sagsøgeren således kun kunnet råde over ejendommen i en kort og begrænset periode på 5 måneder.

Sagsøgeren har anført, at lejligheden alene var til salg i 5 uger, hvilket imidlertid ikke er dokumenteret. Såfremt det imidlertid lægges til grund, at lejligheden alene var til salg i 5 uger, er salgsbestræbelserne under alle omstændigheder indledt tidligt, nemlig allerede senest ca. 4 1/2 måned efter, at sagsøgeren kunne have tilflyttet lejligheden den 1. januar 2007.

Hertil kommer, at sagsøgeren erhvervede lejligheden på et tidspunkt, hvor sagsøgeren ventede barn med sin kæreste, og hun skiftede den 1. juni 2007 folkeregisteradresse tilbage til sin oprindelige bopæl, hvor hendes kæreste var tilmeldt i hele perioden, jf. bilag B.

Kravene til beviset for "reel permanent beboelse" er særligt strenge i en sag som den foreliggende, hvor der sker tilbageflytning til den oprindelige bopæl. Ud over højesteretsdommene SKM2007.74.HR og SKM2005.404.HR er der tillige en række byrets- og landsretsdomme om tilfælde, hvor sagsøgeren er vendt tilbage til den oprindelige bopæl efter et ophold i den efterfølgende solgte ejendom, og hvor bevisbyrden ikke var løftet af den skattepligtige, jf. således f.eks. TfS 1999, 318 Ø, SKM2002.625.ØLR , SKM2004.221.VLR , SKM2005.21.ØLR , SKM2006.16.ØLR , SKM2006.380.ØLR , SKM2008.815.ØLR , SKM2009.628.VLR , SKM2009.762.ØLR , SKM2010.633.ØLR , SKM2011.23.VLR og SKM2011.386.ØLR .

Sagsøgeren har da heller ikke bestridt, at hun indtil købet af lejligheden boede sammen med sin kæreste på adressen ...2 og senere flyttede tilbage hertil. Kort tid efter afståelsen af lejligheden anskaffede sagsøgeren og kæresten i lige sameje ejendommen ...3, hvor de bor i dag.

Det bestrides, at sagsøgeren reelt havde opgivet sin oprindelige bolig hos kæresten på ...2 i perioden december 2006 til juni 2007, således at hun, således som det faktisk skete i juni 2007, umiddelbart kunne flytte tilbage til ...2.

Den korte ejerperiode, de tidligt indledte salgsbestræbelser, tilbageflytningen til kæresten på den tidligere bopæl, graviditeten og det efterfølgende fælles køb af ejendommen ...3 skaber en meget stærk formodning for, at sagsøgeren aldrig havde til hensigt at tage reel og permanent beboelse i lejligheden.

Det gøres gældende, at det under disse omstændigheder påhviler sagsøgeren at fremlægge et sikkert bevis for, at sagsøgeren reelt har opgivet sin oprindelige bopæl med henblik på reel permanent beboelse på den nu afståede lejlighed. Sagsøgeren har ikke fremlagt det fornødne sikre bevis.

Sagsøgeren har i øvrigt heller ikke dokumenteret et tilfredsstillende forbrug af el, varme og vand i lejligheden, hvilket tillægges betydning i retspraksis.

Vedrørende forbrug af el i lejligheden har sagsøgte opfordret sagsøgeren til at dokumentere lejlighedens forbrug af el for perioden december 2006 til juli 2007, der er den for sagen relevante periode.

Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til, at der har været et forbrug på 1518 kwh i lejligheden i perioden fra den 31. marts 2006 til 7. august 2007 (bilag 12), det vil sige i en periode på mere end 1 år og 4 måneder.

Allerede fordi periodeafgrænsningen i denne opgørelse ikke svarer til den for sagen relevante periode, kan denne opgørelse ikke lægges til grund, da det ikke er muligt at se, hvor stor en del af elforbruget, der kan henføres til den tidligere lejer, jf. f.eks. SKM2007.797.ØLR og SKM2009.206.BR .

Hertil kommer, at et elforbrug på 1518 kwh på en periode på 1 år og 4 måneder udgør 1139 kwh på et år, hvilket under alle omstændigheder er et uantageligt lavt elforbrug for en beboer i en lejlighed, jf. bilag H.

Den af sagsøgeren fremlagte e-mail fra G1 (bilag 15) er ensidigt indhentet efter retssagens anlæg og kan ikke tillægges betydning i den forbindelse.

Det bestrides således, at sagsøgeren har dokumenteret et tilfredsstillende forbrug af el i lejligheden for perioden december 2006 til juli 2007.

For så vidt angår lejlighedens forbrug af varme viser de som bilag 3 og 4 fremlagte varmeregnskaber ikke noget entydigt om sagsøgerens reelle forbrug i den for sagen relevante periode, idet der primært er tale om opgørelse af varme i henhold til faste andele og fordelingstal.

På samme måde er lejlighedens forbrug af vand udelukkende opgjort efter fordelingstal for lejlighederne (replikken, side 1, sidste afsnit med bilag 13).

Sagsøgeren har således heller ikke dokumenteret det faktiske vandforbrug for lejligheden, og risikoen for den deraf følgende bevisusikkerhed påhviler sagsøgeren.

Til yderligere støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren er indskudt som mellemled i et forsøg på at konvertere en for BA skattepligtig avance ved salg af lejligheden til en skattefri avance for sagsøgeren.

Bilag 18 viser, at BA - før salget til sagsøgeren - var klar over ejendomsavancebeskatningslovens regler, og at han i sin udlejningsvirksomhed havde en betydelig restskat på ca. 62 %.

BA har solgt lejligheden til sagsøgeren så billigt som muligt, det vil sige 15% under den offentlige ejendomsvurdering, og han har hermed sparet en betydelig restskat af ejendomsavancen i sin udlejningsvirksomhed, og samtidig hermed kunnet begunstige sin datter (sagsøgeren), der stod for at etablere familie og købe hus, mest muligt.

Såfremt BA alternativt havde solgt lejligheden til markedsværdien til tredjemand, skulle BA dels have betalt en betydelig skat af den hermed realiserede større ejendomsavance, dels skulle han herefter have betalt gaveafgift af nettofortjenesten efter boafgiftslovens regler herom, såfremt han ønskede at overføre salgsprovenuet til sagsøgeren.

Det forhold, at BA efter lejlighedens overdragelse til sagsøgeren fortsat fra sin erhvervskonto afholdt udgifter forbundet med lejligheden (ejerforeningsbidrag, ejendomsskat, samt a conto varme, jf. bilag 16 og 17), understøtter indtrykket af, at der har været tale om et skattearrangement snarere end sagsøgerens reelle og permanente beboelse.

Det bestrides, at sagsøgeren har dokumenteret, at hun flyttede indbo ind og ud af lejligheden.

Den som bilag 7-8 fremlagte dokumentation for betaling af ejerforeningsbidrag udgør ikke dokumentation for reel og permanent beboelse af lejligheden, idet betaling af bidragene påhvilede sagsøgeren som ejer af lejligheden som en retlig pligt, jf. bilag 11, side 5, hvad enten hun beboede lejligheden eller ej.

Hverken den fremlagte naboerklæring (bilag 10), indboforsikringen (bilag 6), lægeerklæringen (bilag 2) eller sagsøgerens brev til kommunen om overtagelse af lejligheden (bilag 9) udgør fornøden dokumentation for, at sagsøgeren reelt og permanent har beboet lejligheden.

Forklaringer

Under hovedforhandlingen har sagsøgeren, A, afgivet partsforklaring, og MI, sagsøgerens far, BA, og advokat KJ, som er far til sagsøgerens samlever, KO, har afgivet vidneforklaring.

A har bl.a. forklaret, at hun boede til leje i ejerlejligheden, som hendes far ejede, indtil 2005, hvor hun flyttede ud til sin kæreste, KO, som boede i et rækkehus på ...2. Meget af hendes indbo forblev opmagasineret i ejerlejligheden i ...1. På grund af graviditetsproblemer, blev hun lagtidssygemeldt, og der opstod problemer i parforholdet. Hun valgte at flytte fra KO i august måned 2006. Hun købte ejerlejligheden af sin far med overtagelse pr. 1. december 2006, og hun flyttede ind i december måned 2006 - før den 15. december. Hendes kusine havde lejet et værelse, og hun flyttede den 1. januar 2007. Hun købte lejligheden for at markere, at hun var færdig med KO. Hun lånte penge i banken til den kontante udbetaling. Hendes far støttede hende økonomisk ved at betale for en del af vand- og elforbruget. Elforbruget var lille - hun opholdt sig meget hos sine forældre. Hun havde ikke planer om at flytte sammen med KO igen. Hun talte med KO, og de fandt senere ud af, at de ville bo sammen igen. Hun flyttede tilbage til KO den 1. juni 2007. Sammen med KO har hun - i lige sameje - købt et hus på ...3 for 3 millioner kr.

MI har bl.a. forklaret, at hun er veninde med sagsøgeren. Hun fik indtryk af, at sagsøgeren havde brudt definitivt med KO. Sagsøgeren begyndte senere at se KO igen, men sagsøgeren gav udtryk for, at de ikke var kærester. Sagsøgeren fortalte hende, at hun flyttede tilbage til KO i maj/juni måned 2007. De skulle "starte på en frisk", og det var et led heri, at de skulle flytte i et andet hus. De købte huset på ...3 3 - 4 måneder efter, at sagsøgeren var flyttet tilbage til KO på ...2.

BA har bl.a. forklaret, at han i 1995 købte ejerlejligheden i ...1 som et "forældrekøb". Han kender "parcelhusreglen", men tænkte ikke på den i forbindelse med salget af lejligheden til sagsøgeren.

Sagsøgeren flyttede tilbage til KO i begyndelsen af juni måned - før deres fællesbarn CA blev født den 23. juni 2007.

Advokat KJ har bl.a. forklaret, at sagsøgeren købte ejerlejligheden af sin far, fordi hun skulle flytte ind i den. Den 3., 4. eller 5. juni 2007 bad BA ham om at sælge ejerlejligheden for sagsøgeren. Han udarbejdede et skødeudkast. Han rådgav ikke om "parcelhusreglen". Det er hans opfattelse, at sagsøgeren og KO fandt sammen igen i maj måned 2007, da fødslen nærmede sig.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har under proceduren i det væsentlige fremført de anbringender, som fremgår af påstandsdokumentet.

Sagsøgeren har navnlig fremhævet, at hun har løftet bevisbyrden for, at samlivet med KO var ophævet, og at hun derfor ikke har haft behov at føre KO som vidne.

Også sagsøgte har under proceduren i det væsentlige fremført de anbringender, som fremgår af påstandsdokumentet.

Sagsøgte har navnlig fremhævet, at sagsøgeren havde rådighed over ejendommen på ...2, mens hun ejede lejligheden i ...1, selv om hun ikke var ejer/medejer af ejendommen på ...2.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter en samlet bedømmelse har sagsøgeren ikke med den sikkerhed, der kræves for at blive skattefri efter den såkaldte "parcelhusregel" i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, bevist, at det ikke var muligt for hende at flytte tilbage til KO på ...2, og har derfor ikke bevist, at ejerlejligheden i ...1 var bestemt til hendes permanente beboelse.

Retten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Retten bemærker angående sagsomkostningerne, at sagsøgeren som den tabende part skal erstatte sagsøgtes udgift til advokatbistand med 37.500 kr. inkl. moms og udgift til materialesamling med 1.239 kr., således i alt med 38.739 kr.

Retten har ved omkostningsfastsættelsen taget hensyn til sagens resultat for sagsøgte, herunder at sagsgenstanden er opgjort til 233.510 kr., sammenholdt med det arbejde, som sagsøgtes advokat har haft med forberedelsen af sagen og med hovedforhandlingen, som varede i næsten 4 timer.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 38.739 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.