D.A.6.2.6.8 Arbejdskraft ML § 21 d, stk. 1, nr. 6

Dette afsnit beskriver de typer af ydelser, der er omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 6, om arbejdskraft.

Afsnittet indeholder:

Bemærk

Bemærk at afsnittet ikke beskriver udnyttelseskriteriets anvendelse ved fastlæggelsen af leveringsstedet. Denne beskrivelse findes under afsnittene om de relevante leveringsstedsregler.

Se også

De forskellige særregler vedrørende faktisk benyttelse eller udnyttelse af ydelser omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 6, er beskrevet i disse afsnit:

Lovgrundlag

ML § 21 d, stk. 1, nr. 6, har følgende ordlyd:

"6) Levering af arbejdskraft."

Momssystemdirektivets artikel 59, litra f), har følgende ordlyd:

"f) tilrådighedsstillelse af personale".

Hvilke ydelser er omfattet af "arbejdskraft"?

ML § 21 d, stk. 1, nr. 6, omfatter levering af arbejdskraft, fx fra vikarbureauer, dvs. udlejning af personale (eksempelvis vikarer).

Udlejning af arbejdskraft er ofte kendetegnet ved, at personale placeres hos kunden, der kontrollerer og har opsyn med vikaren.

Ved vurderingen af om der er tale om udlejning af arbejdskraft eller arbejde i henhold til en entreprisekontrakt, vil bl.a. følgende forhold tale for, at der er tale om arbejdsudleje:

Se SKM2010.460.VLR og SKM2011.805.ØLR.

Se også

For den skattemæssige behandling af udenlandske virksomheders udlejning af arbejdskraft til arbejdsgivere her i landet, se C.F.3.1.4 Udlejning af arbejdskraft (arbejdsudleje)".

Hvilke ydelser udgør ikke "arbejdskraft"?

Arbejdsydelser, som en virksomheds personale udfører i henhold til en kontrakt om levering af bestemte ydelser, er ikke "levering af arbejdskraft".

Leveringsstedet for disse ydelser skal fastlægges afhængigt af ydelsens art i henhold til de øvrige leveringsstedsbestemmelser.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-218/10, ADV Allround

EU-domstolen udtalte, at begrebet »virksomhed som vikarbureau« som omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e), 6. led, også omfatter tilrådighedsstillelse af selvstændigt personale, som ikke er ansat ved den handlende, der leverer tjenesteydelsen.

Denne fortolkning gælder ligeledes begrebet "levering af arbejdskraft" i ML § 21 d, stk. 1, nr. 6.

Landsretsdomme

SKM2011.805.ØLR

Det arbejde, som en polsk virksomhed udførte for en dansk virksomhed, skulle karakteriseres som arbejdsudleje. Der var tale om istandsættelse af ejendomme.

Landsretten lagde vægt på

  • at samarbejdsaftalen mellem virksomhederne var generelt formuleret og ikke indeholdt en beskrivelse af, hvilke arbejder den polske virksomhed konkret skulle udføre.
  • at den danske virksomhed havde det overordnede ansvar for de arbejder, der blev udført.
  • at den danske virksomheds indehaver løbende havde kontakt til de polske arbejdere, der var ansat i den polske virksomhed.
  • at den danske virksomhed stillede den væsentligste del af byggematerialerne til rådighed for arbejderne.
  • at faktura fra den polske virksomhed ikke omfattede byggematerialer eller arbejdsredskaber, men alene angik vederlag for 2.674 timers udført arbejde til en pris på 150 kr. pr. time.

SKM2010.460.VLR

Et antal polske virksomheders arbejde for en dansk virksomhed udgjorde arbejdsudleje og ikke entreprisearbejde.

Landsretten lagde vægt på:

  • at der i de indgåede kontrakter ikke var angivet nogen samlet entreprisesum
  • at der i de indgåede kontrakter ikke var nogen præcis beskrivelse af arbejdets omfang
  • at der i kontrakterne blev tilbudt arbejdskraft
  • at den overordnede ledelse påhvilede kunden.

Byretsdomme

SKM2012.517.BR

Byretten fandt efter en samlet vurdering af kontrakterne og sagens øvrige omstændigheder, at der forelå arbejdsudleje og ikke entreprise, idet retten tillagde det vægt, at kontrakterne blandt andet ikke regulerede samarbejdsforholdet mellem virksomhederne, herunder misligholdelsesbeføjelser i tilfælde af forsinkelse eller mangler, ligesom retten fandt, at sagsøgeren havde instruktionsbeføjelsen over de lettiske håndværkere.

SKM2012.169.BR

Byretten fandt efter en samlet vurdering, at en polsk virksomheds arbejde for sagsøgerne var udført som arbejdsudleje og ikke entreprise. Byretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at vederlaget til den polske virksomhed var beregnet efter den tid, der var medgået til arbejdets udførelse, at der ikke var beregnet moms af samtlige de beløb, som den polske virksomhed havde opkrævet, samt at sagsøgerne havde forestået den overordnede ledelse af de polske arbejdere.