E.A.7.4.4 Virksomheder omfattet af reglerne

Dette afsnit beskriver de to typer virksomheder, der er omfattet af reglerne om afgift på råstoffer.

Afsnittet indeholder:

Se også

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt indvinder afgiftspligtige råstoffer nævnt i AFFAL bilag 1, skal registreres. Se AFFAL § 4. Ved erhvervsmæssig indvinding forstås indvinding, hvortil der kræves en indvindingstilladelse efter § 7 i lovbekendtgørelse nr. 950 af 24. september 2009 om råstoffer (råstofloven).

Erhvervsmæssig indvinding af råstoffer på land må kun ske efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Tilladelse til indvinding på strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende landvegetation, kan kun meddeles med tilslutning fra Kystinspektoratet. Indvinding af råstoffer på havbunden (søterritoriet og kontinentalsoklen) må kun ske efter tilladelse fra miljøministeren.

Virksomheder, der har opnået tilladelse til indvinding af afgiftspligtige råstoffer, skal anmelde sig til registrering, hvis de ønsker at gøre brug af tilladelsen.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer

Virksomheder, der erhvervsmæssigt importerer råstoffer nævnt i AFFAL bilag 2, skal registreres. Se AFFAL § 4.

Registrerede virksomheder er berettiget til at modtage afgiftspligtige råstoffer fra andre registrerede virksomheder, uden at afgiften er berigtiget. Se AFFAL § 4, stk. 2.

Anmeldelse til registrering

Anmeldelse til registrering sker hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.