D.A.4.1.7 Vare eller ydelse (blandede leverancer)

Dette afsnit beskriver den momsmæssige behandling af blandende leverancer.

Afsnittet indeholder:

Hvad er en blandet leverance?

En blandet leverance er en leverance, der indeholder både en vare og en ydelse, men som momsmæssigt udgør en enkelt udelelig leverance.

Se også

Se afsnit D.A.4.1.4 om levering af varer og D.A.4.1.5 om levering af ydelser.

Se afsnit D.A.4.1.6 for en beskrivelse af, hvornår en leverance med flere bestanddele momsmæssigt anses for flere leverancer, og hvornår den anses for en enkelt leverance.

Er leverance en vare eller en ydelse?

For at kunne tage stilling til, om en blandet leverance skal anses for en vare eller en ydelse, så skal de fremherskende omstændigheder ved leverancen identificeres. Se præmis 14 i dommen i sag C-231/94, Fåborg-Gelting linien, og præmis 27 i sag C-41/04, Levob.

Der skal med andre ord tages stilling til, om det er varen (varerne) eller ydelsen (ydelserne), der udgør hovedbestanddelen i den blandede leverance.

Det gælder både, når der kan identificeres en hovedydelse (som både kan være en vare og ydelse), se afsnit D.A.4.1.6.2 Hovedydelse og en eller flere biydelser, og de tilfælde, hvor ingen af varerne eller ydelserne i den blandede leverance, kan anses for en hovedydelse, se afsnit D.A.4.1.6.3 Nært forbundne ydelser. Hvis der kan identificeres en hovedydelse, sker bedømmelsen alene på baggrund af hovedydelsen. Hvis der ikke kan identificeres en hovedydelse, sker bedømmelsen på baggrund af alle delelementer i leverancen set under ét.

Eksempel: Software til computere

Problemstillingen med blandede leverancer kendes fx fra leverance af PC-software, hvor selve udviklingen af softwaren er en ydelse, og softwaren leveres fx i form af en CD-rom, der udgør en vare.

Der sondres herved mellem standard og individuelt tilpasset software. Salg af individuelt tilpasset software anses for salg af en ydelse, mens salg af standard software anses for salg af en vare.

Salg af software, der downloades, anses dog for salg af en ydelse.

Se også

Se afsnit D.A.6.2 og D.A.6.2.8.12 om stedet for momspligtig levering af ydelser.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Forenede sager C-497/09, C-499/09,
C-501/09 og C-502/09

Levering af nytillavede spisevarer eller levnedsmidler til umiddelbar indtagelse på stedet fra snackboder eller i biograffoyerer udgør en levering af varer som omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 5 (Momssysemdirektivets artikel 14), når det fremgår af en kvalitativ undersøgelse af den samlede transaktion, at de tjenesteydelseselementer, der går forud for eller følger med leveringen af levnedsmidler, ikke er de væsentligste.

Medmindre cateringvirksomheden begrænser sig til at levere standardiserede retter uden yderligere tjenesteydelseselementer, eller medmindre, at andre særlige omstændigheder viser, at leveringen af retterne udgør transaktionens væsentligste element, udgør cateringvirksomhed en tjenesteydelse som omhandlet i 6. momsdirektivs artikel 6 (Momssystemdirektivets 24).

C-88/09, Graphic Procédé

Kopieringsvirksomhed er levering af varer, når den er begrænset til kopiering af dokumenter på hjælpemidler (materialer), som overdrages fra kopieringsvirksomheden til kunden, som har bestilt kopierne. Kopieringsvirksomhed er imidlertid at betragte som ydelser, når den ledsages af supplerende ydelser, som, henset til deres betydning for modtageren, den anvendte tid og andelen af de samlede omkostninger, har en fremherskende karakter i forhold til leveringen af varer, sådan at ydelserne udgør et mål i sig selv for modtageren.

C-111/05, Aktiebolaget NN

Overdragelse af et nedlagt og fuldt funktionsdueligt kabel efter afsluttet udlægning og gennemførelse af prøvekørsler. Levering og udlægning af kabel er begge nødvendige for gennemførelsen af transaktionen og er tæt forbundne. En enkelt momspligtig transaktion.

Denne transaktion skal anses for levering af en vare, når kablet efter prøvekørsler foretaget af leverandøren overdrages til kunden, der kan råde over det som ejer, når prisen for selve kablet udgør den klart væsentligste del af de samlede udgifter for transaktionen, og når de ydelser, leverandøren yder, er begrænset til udlægning af kablet, uden at kablet ændres eller tilpasses kundes specifikke behov. Vare.

C-41/04, Levob

Levering af forud udviklet og markedsført software på en databærer og efterfølgende tilpasning til købers særlige behov. Særskilte vederlag. En leverance, som det ville være kunstigt at opdele.

Leverancen er en ydelse, når det fremgår, at den pågældende tilpasning, hverken er underordnet eller accessorisk, men derimod har herskende karakter. Dette er bl.a. tilfældet, når en sådan tilpasning i betragtning af forhold, såsom omfanget af, omkostningerne ved og varigheden af tilpasningen, har afgørende betydning for at gøre det muligt for køberen at anvende en individuelt tilpasset software. Ydelse.

C-231/94, Fåborg-Gelting Linien

Restaurationsvirksomhed. Levering af næringsmidler kun et led blandt en række omstændigheder og handlinger, som i overvejende grad består af ydelser. Ydelse.

Fødevarer, som sælges "ud af huset" og uden tilknyttede tjenesteydelser, er derimod varer. Se evt. også afsnit D.A.6.2.7.4.

Landsskatteretskendelser

SKM2006.354.LSR

Kunstner. Overenskomst med Statens Kunstfond om indvendig udsmykning af en større bygning. Efter en samlet vurdering var der ikke tale om levering af en vare, men om levering af en kunstnerisk ydelse. Der blev bl.a. lagt vægt på, at værket efter sin art ikke kunne sælges flere gange, og at der var tale om udførelsen af et værk på bestilling, hvorved opdragsgiveren fra starten ejede kunstværket. Ydelse.

Skatterådet kom til samme resultat i SKM2007.540.SR, der omhandlede en kunstners samlede leverance i form af udsmykning af en hall og et gangareal. Ydelse.

Skatterådet

SKM2016.307.SR

Skatterådet bekræfter, at spørgers levering og installering/montering af lyselementer og reklameudstyr mv. momsmæssigt udgør en samlet leverance, som er en vareleverance. At installeringen/monteringen efter det oplyste udgør ca. 60 pct. af den samlede værdi af leverancen medfører ikke et andet resultat. Da spørger ikke er etableret i Danmark, er spørgers kunde derfor betalingspligtig for momsen på leverancen efter reglerne om levering og installering/montering af varer. Demontering og fjernelse af eksisterende elementer kan ligeledes anses for en del af vareleverancen.x