Dokumentets metadata

Skønsmæssig forhøjelse - straffedom - skatteunddragelse

Sagen drejer som om skønsmæssige forhøjelser af sagsøgernes indkomster for henholdsvis 1994-2001 og 1993-2000. SKAT havde forhøjet indkomsterne på baggrund af én samlet privatforbrugsberegning for perioderne for begge sagsøgere, der er gift. Det samlede negative privatforbrug blev fordelt på de enkelte år skønsmæssigt mellem ægtefællerne og skønsmæssigt mellem kapitalindkomst og personlig indkomst. Sagsøgerne blev efterfølgende idømt bøder og fængselsstraffe for skatteunddragelse ved Østre Landsret, som i vidt omfang lagde SKATs privatforbrugsberegninger til grund. Landsretten foretog dog ved straffedommen enkelte mindre korrektioner af skønnet, hvilket blev afspejlet i de efterfølgende afgørelser fra Landsskatteretten. Det var ved ankedommen i straffesagen blevet lagt til grund, at de af skattemyndighederne foretagne skøn i formue- og privatforbrugsopgørelsen forekom konservative, ligesom de afsatte beløb til privatforbrug syntes beskedne sammenholdt med de foreliggende oplysninger om skatteydernes livsførelse. Der var under nærværende sags behandling ikke fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at ændre denne vurdering, hvorved også blev bemærket, at der under straffesagen var foretaget en skønsmæssig nedregulering af appellanternes formueopgørelse, og at det for landsretten forelå oplyst, at der var overført betydelige beløb fra bankkonti til appellanterne, som ikke var indgået i skatteberegningerne. Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn burde tilsidesættes enten som åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(advokat Jan Schneider)

og

B
(advokat Jan Schneider)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af landsdommerne

Inge Neergaard Jessen, Karen-Anke Tørring og Rasmus Kieffer-Kristensen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 12. november 2009 i sagerne BS D-559/2008 og BS D560/2008, der er behandlet sammen, er anket af A og B.

A har nedlagt påstand om, at hans skattepligtige indkomst i indkomstårene 1994-2001 nedsættes med i alt 2.676.655 kr.

B har nedlagt påstand om, at hendes skattepligtige indkomst i indkomstårene 1993-2000 nedsættes med i alt 725.000 kr.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse i begge sager.

Sagsfremstilling

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har supplerende forklaret blandt andet, at han har været ejer af to selskaber med navnet H1x. Det ene selskab, som var registreret i Luxembourg, blev oprettet med henblik på at finansiere byggeriet af en kontorbygning i Australien. Selskabet skiftede i 1987 navn til H1. Det andet selskab, som var registreret i Liberia, og som blev brugt til investeringer i pantebreve, blev oprettet i 1986. Det fik i 1989 navnet H2x. Senere ændrede selskabet navn til H2.

I forbindelse med skatteansættelsen har skattemyndighederne ikke været opmærksomme på, at der var tale om to separate selskaber. Derfor har de ikke medtaget det liberianske selskab som et aktiv i deres beregninger, hvilket er en fejl. Det er As opfattelse, at de fremlagte kontoudtog fra 1988, 1993 og 1994 viser, at det liberianske selskab må have haft en værdi på Ca. 2,3 millioner kr. medio 1994. Det fremgår af kontoudtogene, at der hele tiden har ligget de samme pantebreve i selskabet.

Skattemyndighederne har også begået en fejl, da de opgjorde værdien af det liberianske selskab pr. 31. december 2000 på baggrund af et kontoudtog fra slutningen af januar 2001, idet selskabets aktiver blandt andet bestod af aktier, hvis kursværdi hele tiden ændrede sig.

Procedure

Parterne har gjort de samme anbringender gældende som for byretten og procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at skattemyndighederne på baggrund af appellanternes manglende indgivelse af selvangivelser og virksomhedsregnskaber har været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af appellanternes skattepligtige indkomst, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Det er ved ankedommen i straffesagen lagt til grund, at de af skattemyndighederne foretagne skøn i formue- og privatforbrugsopgørelsen forekommer konservative, ligesom det afsatte beløb til privatforbrug synes beskedent sammenholdt med de foreliggende oplysninger om appellanternes livsførelse. Der er ikke under nærværende sags behandling fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at ændre denne vurdering. I den forbindelse bemærkes det, at der under straffesagen blev foretaget en skønsmæssig nedregulering af appellanternes formueopgørelse. Endvidere må det efter de for landsretten foreliggende oplysninger lægges til grund, at der er overført betydelige beløb fra udenlandske bankkonti til appellanterne, som ikke er indgået i skatteberegningerne.

Heller ikke efter bevisførelsen for landsretten findes appellanterne at have godtgjort, at skattemyndighedernes skøn bør tilsidesættes enten som åbenbart urimelig eller udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag. Landsretten har herved navnlig lagt vægt, at oplysningerne om værdien af det liberianske selskab må anses for usikre, og at As forklaringer vedrørende virksomheden i Bulgarien og salget af en grund i Australien ikke er understøttet af objektive kendsgerninger.

Herefter, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, stadfæster landsretten dommen.

Under hensyn til sagens udfald skal appellanterne A og B i sagsomkostninger for landsretten betale til indstævnte Skatteministeriet 40.000 kr., hvoraf 685 kr. udgør indstævntes udgifter til udarbejdelse af materialesamling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanterne A og B betale 40.000 kr. til indstævnte Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.