Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-06-2010
Offentliggjort:25-06-2010
SKM-nr:SKM2010.396.HR
Journalnr.:2. afd. 319/2007
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Dom


Grænsehandel - beskatningssted

H1 ApS, som drev detailforretning i Danmark med salg af bl.a. jetbåde, markedsførte i årene 1998 til 2002 et grænsehandelsarrangement, hvorefter firmaets varer kunne købes med tysk moms i stedet for med dansk moms, hvis kunden købte båden hos G1 i Tyskland og afhentede båden der. Om dette arrangement lagde Højesteret til grund, at bådene blev forevist i H1 ApS forretningslokaler i Danmark. Efter kundens valg af en båd kontaktede H1 ApS G1 og oplyste, at der ville komme en kunde, hvorefter H1 ApS transporterede båden til Tyskland. Kunden fik båden udleveret mod kontant betaling til G1, og G1 betalte herefter H1 ApS. G1s fortjeneste bestod alene i et fast beløb på 500 kr. pr. båd, G1 drev ikke i øvrigt virksomhed med salg af både, og G1 fandtes heller ikke at være berettiget til at disponere over båden på anden måde, herunder ved salg til tredjemand. Højesteret fandt, at de danske kunders købsaftale under disse omstændigheder reelt måtte anses for indgået med H1 ApS og ikke med G1, som alene måtte anses for at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. H1 ApS' levering, jf. momslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., var således sket til den danske kunde og ikke til G1. Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til den danske kunde (aftageren) begyndte, var leveringsstedet her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., og der skulle derfor betales moms i Danmark.


Parter

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat H. C. Vinten)

mod

H1 ApS
(advokat Tom Deichmann)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Sørensen, Peter Blok, Børge Dahl, Poul Søgaard, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Poul Dahl Jensen, Michael Rekling og Hanne Schmidt.

Påstande

Appellanten, Skatteministeriet, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, H1 ApS, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret vedrørende de 89 handler, der er omfattet af sagen, fremlagt fakturaer fra H1 ApS til G1 og fra G1 til kunderne samt udskrifter af H1 ApSs bankkonto.

Det fremgår heraf, at H1 ApSs fakturapris til G1 i mange tilfælde var lavere end den pris, der fremgik af H1 ApSs prislister. Det fremgår endvidere, at samarbejdet mellem H1 ApS og G1 var tilrettelagt således, at G1s fortjeneste bestod af et beløb på 500 kr., der blev lagt til det beløb, der var faktureret af H1 ApS, og at betalingerne fra G1 til H1 ApS først skete, efter at G1 havde udstedt faktura til kunden.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af JS samt af UN, der var økonomichef i G1-koncernen fra 2005 til 2007.

JS har forklaret, at han var ansat i G1-koncernen fra 1991 til 2004. Først var han økonomidirektør/controller for de tyske selskaber, og fra 2000 blev han controller og medansvarlig for hele G1-koncemen.

Han tror, at A fra H1 ApS har haft kontakt med LP for 10-15 år tilbage - dvs. forud for 1998. A ringede og forklarede, at han havde lavet en aftale med LP. Det var ham selv og A, der aftalte, hvorledes der skulle forholdes.

Samhandlen med H1 ApS var for så vidt samme "set-up" som vedrørende hvidevarehandel med den forskel, at der ikke var tale om samhandel mellem koncernforbundne selskaber. Normalt fik G1 leveret båden, inden kunden ankom. Det foregik på den måde, at A ringede og sagde, at nu ville der komme en kunde. Han husker ikke, om G1 fik et navn på kunden. Herefter købte G1 båden af H1 ApS. Der blev sendt en faktura fra H1 ApS til G1. Fakturaen blev sendt fra H1 ApS, inden kunden hentede båden. Efter at G1 havde solgt båden og fået penge fra kunden, betalte de for båden til H1 ApS. Han husker ikke, om G1 enkelte gange har betalt forud til H1 ApS.

I ...2 klargjorde de ikke båden. Det var G1, der ejede båden. Det er hans opfattelse, at de i princippet kunne sælge båden til tredjemand. Han er ikke bekendt med, at de har solgt til andre personer end dem, som var blevet henvist via H1 ApS. G1 har ham bekendt ikke fået leveret både til salg fra andre end H1 ApS.

I starten blev der enkelte gange udstedt to checks af den endelige køber af båden - en check på et beløb svarende til G1s fortjeneste på 500 kr. med tillæg af den tyske moms og en check på det beløb, som H1 ApS skulle have. Derefter blev der normalt kun udstedt een check af slutkøberen, Udlevering af båden skete ved de butikker, hvor der bliver solgt sodavand, elektrovarer mv. Hjemtransporten måtte kunden selv sørge for. Det havde G1 ikke noget med at gøre.

G1 havde ikke noget varelager af både eller i øvrigt både stående ud over dem, der skulle hentes. Han husker ikke, at der har været kunder, der ikke har afhentet både, men det vil han på den anden side ikke afvise. Efter hans opfattelse var der en mundtlig aftale med H1 ApS om returret, såfremt kunden ikke afhentede båden, men han husker ikke, at dette har været aktuelt. Der var således et tillidsforhold mellem A og G1-koncernen. Han ved ikke, hvordan der skulle have været forholdt, hvis en båd var blevet beskadiget, men det er hans opfattelse, at det var H1 ApS, der i givet fald skulle have betalt for en skade.

Højesterets begrundelse og resultat

H1 ApS driver detailforretning i ...1 med salg af jetbåde, jetski og bådtrailere samt våddragter m.m. (for nemheds skyld tales i det følgende kun om salg af både). I årene 1998 til 2002 markedsførte firmaet et grænsehandelsarrangement, hvorefter firmaets varer kunne købes med tysk moms (16 %, senere 19 %) i stedet for med dansk moms (25 %).

Der skal efter momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., betales afgift ved køb af varer, der leveres mod vederlag her i landet. Det er i 2. pkt. angivet, at der ved "levering" af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over den. Efter § 14, nr. 2, 1. pkt., er leveringsstedet for varer bl.a. her i landet,

"når varen forsendes eller transporteres, og varen befinder sig her i landet på det tidspunkt, hvor forsendelsen eller transporten til aftageren påbegyndes".

Sagen angår, om det er med rette, at der er betalt tysk moms og ikke dansk moms i tilfælde, hvor kunder gjorde brug af H1 ApSs grænsehandelsarrangement. Spørgsmålet er, om der som hævdet af H1 ApS blev foretaget to selvstændige køb, idet kunden købte hos G1 i Tyskland, og G1 købte hos H1 ApS, eller om forholdet som hævdet af Skatteministeriet var, at kunderne købte af H1 ApS med aftalt afhentning hos og betaling gennem G1.

Forelå der to selvstændige køb, er det med rette, at der ved kundernes køb hos G1 blev betalt tysk moms. Det bemærkes herved, at der i så fald ved G1s køb hos H1 ApS ikke skulle betales dansk moms, idet en sådan handel er fritaget for afgift efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Forelå der derimod kun een aftale om køb mellem H1 ApS og kunden, hvorefter H1 ApS transporterede båden til Tyskland med henblik på udlevering mod betaling dér, er der tale om een levering, som H1 ApS skal betale dansk moms af.

Der skal således under sagen foretages en konkret bedømmelse af de foretagne transaktioner med henblik på en kvalifikation af faktum i forhold til de relevante momsregler.

Indehaveren af H1 ApS, A, har forklaret, at nogle af bådene på hans foranledning blev leveret direkte til G1 fra en leverandør uden for Danmark. H1 ApS har imidlertid trods opfordring hertil ikke dokumenteret dette. Højesteret lægger derfor til grund, at samtlige både er leveret fra H1 ApSs lager i Danmark.

A har videre forklaret, at bådene blev forevist i H1 ApSs forretningslokaler i Danmark, og at han henviste kunden til at rette henvendelse til G1, hvis kunden ønskede at købe båden med tysk moms. Efter det foreliggende, herunder JSs forklaring, må det imidlertid lægges til grund, at det var A, der kontaktede G1 - som ikke i øvrigt drev virksomhed med salg af både - og oplyste, at der ville komme en kunde. Herefter transporterede H1 ApS den båd, som kunden ønskede, til G1. Det må endvidere lægges til grund, at ordrens sammensætning og prisen for båden, der i mange tilfælde var lavere end listeprisen, blev aftalt mellem H1 ApS og kunden. Det må tillige lægges til grund, at H1 ApS over for kunden var forpligtet til at sørge for, at denne hos G1 kunne få båden udleveret mod at betale den aftalte pris.

Kunden fik båden udleveret mod kontant betaling til G1, og G1 betalte herefter H1 ApS. G1s fortjeneste bestod alene i et fast beløb på 500 kr. pr. kunde uanset prisen på båden. Samarbejdet mellem H1 ApS og G1 må anses for indgået med henblik på, at kunden hos G1 kunne få båden udleveret mod at betale den aftalte pris; samarbejdets indhold må anses for bestemt heraf, og det må derfor lægges til grund, at G1 ikke var berettiget til at disponere over båden på anden måde, herunder ved at sælge den til tredjemand. Ifølge JS var der en mundtlig aftale med H1 ApS om, at G1 kunne returnere eventuelt uafhentede både, men det har, så vidt han husker, ikke været aktuelt.

Højesteret finder, at kundens købsaftale under de anførte omstændigheder må anses for indgået med H1 ApS og ikke med G1, som reelt alene har fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. H1 ApSs levering, jf. momslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., må således anses for sket til kunden og ikke til G1.

Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til kunden (aftageren) begyndte, er leveringsstedet her i landet, jf. momslovens § 14, nr. 2, 1. pkt., og der skal derfor betales moms i Danmark.

Højesteret tager herefter Skatteministeriets påstand til følge.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal H1 ApS betale i alt 215.107,48 kr., som omfatter 200.000 kr. til dækning af udgift til advokat, 10.000 kr. til dækning af retsafgifter samt 5.107,48 kr. til dækning af udlæg.

T h i k e n d e s f o r r e t

H1 ApS skal til Skatteministeriet betale 1.376.762 kr. med rente efter opkrævningslovens § 7 fra den 4. august 2003.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal H1 ApS betale 215.107,48 kr. til Skatteministeriet.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.