A.A.3.13 Klage over bindende svar

Dette afsnit handler om adgangen til klagebehandling af afgørelser om bindende svar.

Afsnittet indeholder:

De kompetente klagemyndigheder

Et bindende svar er en afgørelse, der kan påklages på linje med andre afgørelser, bortset fra afgørelser om afvisning. Dvs. at der inden 3 måneder fra modtagelsen af svaret kan klages til et skatte- eller motorankenævn i det omfang ankenævnet har kompetence til at behandle det spørgsmål, hvorom der er givet bindende svar. Vedrørende ankenævnenes kompetence henvises til afsnit A.A.1.6.

Endvidere kan et bindende svar, bortset fra afgørelser om afvisning, i alle tilfælde påklages til Landsskatteretten efter den almindelige bestemmelse i SFL § 11.

Efter afslutningen af den administrative klagesag kan en afgørelse om bindende svar indbringes for domstolene efter reglerne i SFL kapitel 17.

Særligt om klage over afvisning

Når SKAT/Skatterådet med henvisning til SFL § 24, stk. 1 eller 2, træffer afgørelse om afvisning af et bindende svar, gælder særligt, at en sådan afgørelse ikke kan påklages administrativt, jf. SFL § 24, stk. 3. Der skal i stedet vejledes om adgangen til domstolsprøvelse efter SFL § 48.

Se også

Afsnit A.A.3.9 om muligheden for afvisning af en anmodning.

Hvis afgørelsen om afvisning ikke træffes med henvisning til SFL § 24, stk. 1 eller 2, kan der klages til ankenævnet/Landsskatteretten som beskrevet ovenfor.

Som eksempler på tilfælde, hvor der kan ske afvisning uden for området for SFL § 24, stk. 1 eller 2, kan nævnes følgende:

Nye oplysninger under en klagesag

Hvis et spørgsmål ændres under klagebehandlingen, skal klagen afvises og klageren skal henvises til at indgive en ny anmodning om bindende svar i 1. instans.

Hvis situationen derimod er, at spørgsmålet er uændret, men klageren fremlægger supplerende oplysninger i klagesagen, gælder følgende:

Drejer klagesagen sig om et bindende svar om en påtænkt disposition, vil udgangspunktet være, at klagen skal afvises og klageren skal henvises til at indgive en ny anmodning om bindende svar i 1. instans. Afvisning kan dog efter omstændighederne undlades, hvis de supplerende oplysninger alene har præciserende karakter og ligger klart inden for rammerne af det påklagede afgørelsesgrundlag.

Drejer klagesagen sig derimod om et bindende svar om en allerede foretaget disposition, kan klagegrundlaget efter det almindelige officialprincip suppleres med eventuelt manglende oplysninger, medmindre grundlaget for klagen ændrer sig så meget, at sagen skifter identitet.