Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-02-2010
Offentliggjort:24-02-2010
SKM-nr:SKM2010.139.SR
Journalnr.:09-184903
Referencer.:Selskabsskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Vandværk kvalificeres som forening

Skatterådet bekræfter, at X vandværk betragtes som et selvstændig skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 og overgår til beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h fra og med 1. januar 2010.


Spørgsmål

Svar

Spørgers forslag

1

Kan X Vandværk betragtes som et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 og overgå til beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h fra og med 1. januar 2010?

Ja

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrunden for anmodningen er, at X Vandværk fra 1. januar 2010 omfattes af lov nr. 469 af 12. juni 2009 "Lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold", samt lov nr. 460 af 12. juni 2009 "Konsekvensloven".

Konsekvensen af lovændringer er, at vandværket overgår fra skattefritagelse til skattepligt.

X Vandværk er formelt betegnet som et interessentskab. Såfremt X Vandværk skattemæssigt anses som et interessentskab vil konsekvensen af de nævnte lovændringer være, at den enkelte interessent beskattes, jf. lov nr. 460 af 12. juni 2009 § 9, nr. 1 (Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h). Vandværket har ca. 2400 interessenter / medlemmer.

Såfremt vandværket anses som et selvstændigt skattesubjekt i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, vil beskatningen ske i én juridisk person, frem for hos de cirka 2400 interessenter/medlemmer.

Frem til 31. december 2009 har X Vandværk været omfattet af den hidtidige skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Grundet lov 460 af 12. juni 2009 vil X Vandværk efter 1. januar 2010 blive skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Rådgiver finder det uhensigtsmæssigt at beskatningen skal ske hos den enkelte kunde hos vandværket, hvorfor de ønsker vandværket skal anses som et selvstændigt skattesubjekt.

Såfremt Skatterådet ikke mener X Vandværk er et selvstændigt skattesubjekt jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, overvejes det at foretage en omdannelse til et andelsselskab, a.m.b.a..

Rådgiver har anført, at det bindende svar kan have generel betydning.

SKATs indstilling og begrundelse

Da X Vandværk indtil 1. januar 2010 har været omfattet af den hidtidige skattefritagelse for vandværker i den tidligere selskabsskattelov § 3, stk. 1, nr. 4, har kvalifikationen af X Vandværk ikke været klarlagt i skattemæssig henseende.

X Vandværk er benævnt Interessentskabet X Vandværk i vedtægterne. Det er dog ikke afgørende for bedømmelsen af, hvordan vandværket skal betragtes skattemæssigt. I stedet skal vandværkets faktiske virke bedømmes.

Således må en vurdering af vandværkets subjektive skattepligt bero på en konkret vurdering af, hvorvidt vandværket kan betragtes som værende et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1,stk. 1, nr. 6 eller en skattemæssig transparent enhed (I/S), hvis indkomst beskattes direkte hos deltagerne.

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6 indeholder ikke i sin ordlyd retningslinjer for afgrænsningen af skattepligtige foreninger. Bedømmelsen foretages derfor på baggrund af de retningslinjer, som Skatteministeriet har opstillet som karakteristiske for selvstændigt skattepligtige foreninger i TfS1984,434SKM. Se endvidere Ligningsvejledningen 2009-2 S.A.1.10.1 .

Karakteristika for selvstændigt skattepligtige foreninger

Sådanne foreninger vil ifølge Skattedepartementets udtalelse typisk være karakteriseret ved:

Karakteristika for interessentselskaber

Følgende karakteristika taler for interessentskab ved bedømmelsen af en sammenslutnings skattepligt

X Vandværks vedtægter

Det fremgår af vedtægterne for X Vandværk, at formålet er "- i overensstemmelse med den til enhver tid gældende vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ - at forsyne ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt vand til lavest mulige driftsbidrag, som dog foruden driftsomkostningerne skal dække forsvarlige afskrivninger af anlæg i rimelige henlæggelser til fornyelser, forbedringer og nødvendige udvidelser samt at varetage medlemmernes fælles interesser i alle vandforsynings- og deraf afledte spørgsmål."

Medlemmer er grundejere indenfor vandværkets forsyningsområde. Overtages en ejendom, hvis tidligere ejer var medlem, overtages medlemskabet.

Medlemmerne har ret til at blive forsynes med vand.

Medlemmerne hæfter solidarisk for lån og andre forpligtelser.

Udtræden af selskabet kan ske ved ejerskifte af ejendom, ved nedlæggelse af ejendommen (sletning som selvstændig matr.nr.), ekspropriation o.l., ved eksklusion p.g.a. restance, der ikke har kunnet inddrives. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom omkostninger afholdes af medlemmet.

Det fremgår endvidere af vedtægterne at generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed. Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen.

Afgørelser træffes med simpelt flertal. Dog kræves der tilslutning til vedtægtsændringer med mindst 2/3 af de afgivne stemmer, samt 2/3 af medlemmerne skal være repræsenteret

Vandværket har ligeledes en bestyrelse, som består af 7 medlemmer valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen.

Endelig fremgår det af vedtægterne, at vandværket ikke kan opløses før al gæld er afviklet.

Vurdering

For at kvalificere X Vandværk som en selvstændig skattepligtig forening taler følgende:

Vandværket leverer vand til cirka 2400 kunder, hvilket er en flerhed af deltagere.

Deltagerkredsen kan skifte ved ejerskifte af ejendommene. Nye medlemmer optages således efter objektive kriterier, ligesom der er en skiftende ejerkreds, som ikke påvirker vandværkets identitet. Hvilket adskiller foreningen fra interessentskabet.

En udtræden af vandværket giver ikke krav på en del af vandværkets formue Det adskiller ligeledes en forening fra interessentskabet. I henhold til SKM2001.417.VLR , SKM2003.240.LR , SKM2003.241.LR samt SKM2003.357.LR tillægges det særlig vægt.

Endvidere ledes vandværket af et foreningsorgan, generalforsamlingen. Hvert medlem har en stemme på generalforsamlingen samt vedtægterne indeholder bestemmelser omkring beslutningsdygtigheden. Generalforsamlingen vælger endvidere en bestyrelse.

Vandværkets formål er at levere vand til de tilsluttede ejendomme til det lavest mulige dækningsbidrag. Vandværket er ikke oprettet med henblik på erhvervsmæssig virksomhed. Formålet må betragtes som ideelt.

For at kvalificere X Vandværk som et interessentskab taler alene, at medlemmerne hæfter solidarisk.

I henhold til TfS1984.434.SKM kan ingen af de nævnte forhold alene være ubetinget afgørende, hvorfor den solidariske hæftelse i sig selv ikke kan gøre, at X Vandværk anses som et interessentskab, jf. SKM2007.867.SR .

På baggrund af udformningen af vedtægterne og en konkret vurdering heraf, er det således SKATs opfattelse, at X Vandværk har så tydeligt foreningspræg, at det må anses som værende et selvstændigt skattesubjekt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Henset til vedtagelsen af lov nr. 460 af 12. juni 2009 vil X Vandværk overgå til skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h pr. 1. januar 2010.

Ved overgangen fra skattefritagelse efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4 til skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2h kan X Vandværk benytte overgangsbestemmelsen i § 20 i lov nr. 460 af 12. juni 2009.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.