Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-12-2009
Offentliggjort:23-12-2009
SKM-nr:SKM2009.826.SKAT
Journalnr.:09-163333
Referencer.:Pensionsbeskatningsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Erklæring - ingen fradragsret for pensionsordning

Meddelelse om udsendelse af erklæring til brug for dokumentation af ingen fradrags-/bortseelsesret for en forsikrings- pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A


Meddelelse om udsendelse af blanket til brug for ejerens erklæring om manglende fradragsret for indbetaling på en forsikrings-/pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Ejeren af en forsikrings- eller pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, skal medregne udbetalinger fra ordningen i det omfang udbetalingen modsvares af indbetalinger, som personen har foretaget på ordningen, og som der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for her i landet eller i udlandet. Det er op til ejeren af ordningen at dokumentere, at der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret for indbetaling til ordningen i de lande, hvor ejeren har været skattepligtig på tidspunktet for indbetalingerne.

Dokumentationen kan foretages på en blanket udfærdiget af SKAT, blanket 07.062, der fra 14. december 2009, kan findes på SKATs hjemmeside: http://www.skat.dk/getFile.aspx?Id=63065

Erklæringen skal udfyldes af en advokat, en statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, et medlem af Foreningen af Danske Revisorer, eller en person, som er bosiddende i det land, hvor forsikrings/pensionsordningen er oprettet eller indbetalingen til ordningen har været foretaget, og som har tilsvarende kvalifikationer.

Erklæringen er udfærdiget på dansk, men der vil senere blive udsendt en erklæring på engelsk..