Dokumentets metadata

Omkostningsgodtgørelse - medholdsvurdering

Ved vurderingen af hvilken påstand, der skulle danne grundlag for en bedømmelse af, om der i en sag ved Landsskatteretten var givet klageren medhold i overvejende grad, udtalte retten, at "sagen" i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, må forstås som den del af en påklaget afgørelse, som klageinstansen har påbegyndt en klagebehandling af. Da påstanden over for Landsskatteretten først blev nedsat i forbindelse med indkaldelse til et møde med sagsbehandleren havde klageren ikke fået medhold i overvejende grad. Han var derfor alene berettiget til omkostningsgodtgørelse med 50 %.

Klagen skyldes, at skattecentret ikke fuldt ud har imødekommet klagerens anmodning om omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klage til Landsskatteretten, da klageren ikke er anset for at have fået medhold i overvejende grad.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skattecentrets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren blev ved dekret med fristdag den 8. marts 2000 taget under konkursbehandling. Han ejede på det tidspunkt ejendommene Y1 og Y2.

Ejendommen Y2 blev overtaget af F1-Bank pr. 1. juli 2000. Klagerens konkursbo blev sluttet den 27. juli 2000. Konkursboet blev sluttet efter konkurslovens § 143 (dvs. et bo uden midler). Ingen af kreditorerne ønskede at fortsætte administrationen af ejendommen Y1 eller at afholde udgifter til et eventuelt salg af denne. Den 11. januar 2001 blev denne ejendom solgt på tvangsauktion.

Ved brev af 16. oktober 2002 anmodede klageren skatteforvaltningen om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 og 2001 samt forskudsregistreringen for 2002. Klageren oplyste, at han havde indgået frivilligt forlig med F1-Bank, og anmodede om at få fradrag for renter på i alt 352.400 kr. fordelt på 2000, 2001 og 2002.

Skatteforvaltningen afslog anmodningen, og afgørelsen blev ikke påklaget.

Ved brev af 17. januar 2003 anmodede klageren på ny skatteforvaltningen om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 og 2001 samt forskudsregistreringen for 2002 vedrørende rentefradrag. Ved afgørelse af 20. januar 2003 afslog skatteforvaltningen anmodningen.

Skatteforvaltningen forhøjede klagerens skatteansættelse for 2001 med et ikke-godkendt selvangivet fradrag for salgsomkostninger på 62.401 kr. og med en fortjeneste ved salg af den faste ejendom, Y1, opgjort til 373.467 kr.

Ved brev af 9. februar 2003 klagede klageren til skatteankenævnet over skatteansættelsen for 2001, over afslaget på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 og 2001 for så vidt angik rentefradrag samt forskudsregistreringen for 2002.

Ved afgørelse af 23. oktober 2003 stadfæstede skatteankenævnet skatteforvaltningens afgørelse om nægtelse af fradrag for salgsomkostninger for indkomståret 2001, afslaget på genoptagelse af skatteansættelsen for 2000 og 2001 vedrørende rentefradrag samt forskudsregistreringen for 2002. Skatteankenævnet forhøjede ansættelsen af den skattepligtige avance ved salg af fast ejendom for indkomståret 2001 til 478.595 kr.

Ved brev af 22. januar 2004 klagede klageren til Landsskatteretten over skatteankenævnets afgørelse. Klagen havde følgende indhold:

"Klage over afgørelse fra skatteankenævnet

Jeg ønsker at klage over afgørelse fra skatteankenævnet på følgende punkt:

Ejendomsavance ved tvangssalg af ejendommen Y1

Som det fremgår af sagens akter var jeg igennem en personlig konkurs i perioden fra den 9. marts 2000 til den 27. juli 2000.

Den 11. januar 2001 blev min udlejningsejendom Y1 solgt på tvangsauktion.

Jeg havde i perioden fra ophævelse af min konkurs frem til tvangsauktion ingen mulighed for at sælge ejendommen, der var tinglyst nye pantehæftelser på ejendommen og disse panthavere/kreditorer ville ikke give mig mulighed for at sælge ejendommen i et frit salg. Lejeindtægter mv. indgik hos advokat HJ, der også var kurator i konkursboet, så jeg havde simpelthen ingen mulighed for at "få fat" i ejendommen igen.

Derfor mener jeg, at ikke at der er rimelighed i beskatningen af mig på grundlag af ovennævnte sagsfremstilling.

Salget af ejendommen bør betragtes som værende en indtægt i konkursindkomsten, ligesom underskuddet fra mit firma og underskuddet fra salget af ejendommen Y2 indgik i konkursindkomsten og blev slettet.

Min konkurs kunne for mig først betragtes som afsluttet efter tvangssalget af ejendommen Y1, dvs. den 12. januar 2001.

Jeg henviser i den forbindelse til reglerne i konkursskatteloven -

§ 6 - Fysiske personer, hvis bo tages under konkursbehandling er ikke skattepligtige af konkursindkomsten.

§ 7 - Konkursen omfatter ved fysiske personer skyldnerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og passiver i perioden fra konkursdekretets afsigelse indtil konkursens slutning.

Jeg ønsker mundtlig udtalelse i sagen og kan træffes på mobiltelefon."

Landsskatteretten kvitterede for klagen ved brev af 27. januar 2004, og ved brev af 22. juni 2004 blev klageren indkaldt til møde med Landsskatterettens sagsbehandler den 28. juli 2004. Klageren meldte telefonisk afbud til mødet, og ved brev af 24. juni 2004 meddelte han Landsskatteretten, at et advokatfirma indtrådte i sagen som hans repræsentant.

Ved brev af 24. juni 2004 til Landsskatteretten meddelte advokat BT, fra advokatfirmaet, at han indtrådte i sagen som repræsentant for klageren, og at han agtede at fremkomme med et supplerende indlæg i sagen.

Ved brev af 1. november 2004 fremsendte advokaten et supplerende indlæg til Landsskatteretten. Det fremgår af brevet, at det supplerende indlæg i det hele erstatter klagen af 22. januar 2004. Advokaten nedlagde påstand om, at klagerens skatteansættelse for 2000 skulle nedsættes med 53.993 kr. vedrørende renteudgifter, og at ansættelsen for 2001 skulle nedsættes med 105.128 kr., idet den skattepligtige avance ved salg af ejendommen Y1 skulle opgøres til 373.467 kr. i overensstemmelse med skatteforvaltningens afgørelse.

Sagsbehandleren afholdt møde med klagerens advokat den 26. november 2004.

Ved kendelse af 14. februar 2008 pålagde Landsskatteretten SKAT at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2000 og nedsatte klagerens skattepligtige avance ved salg af ejendommen Y1 til 387.156 kr. I medholdsvurderingen blev det angivet, at resultatet af sagen ikke kunne anses som medhold i overvejende grad, hvilket blev begrundet med, at der alene var givet medhold i en mindre del af de påklagede forhold.

Den 9. april 2008 har klagerens advokat anmodet om 100 % omkostningsgodtgørelse for en udgift på 50.000 kr. til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret har alene godkendt omkostningsgodtgørelse med 50 % af 50.000 kr., da klageren ikke har opnået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Det er den oprindelige påstand i klagen til Landsskatteretten, der skal sammenholdes med kendelsen ved vurderingen af medholdsgraden, ikke den ændrede påstand, jf. afsnit K.5.1 i Processuelle regler på SKATs område.

Den oprindelige påstand var nedsættelse af den skattepligtige fortjeneste ved salg af ejendommen Y1 til det selvangivne på 0 kr. Påstanden blev ændret til nedsættelse til 373.467 kr. Landsskatteretten nedsatte den skattepligtige fortjeneste fra 478.595 kr. til 387.156 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens advokat har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til omkostningsgodtgørelse med 100 % af udgiften til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten.

Klagerens klage af 22. januar 2004 til Landsskatteretten var en foreløbig klage, der i det hele blev erstattet af advokatfirmaets klage af 1. november 2004.

Vurderingen af, hvorvidt en skattepligtig har opnået medhold i overvejende grad, skal foretages instans for instans, ud fra den påstand, som den skattepligtige har nedlagt for den pågældende instans, jf. SKM2005.358.ØLR . I praksis foretages sammenligningen mellem den nedlagte påstand og sagens udfald i henhold til den oprindeligt nedlagte påstand. Ændres påstanden under klagebehandlingen, foretages vurderingen af medholdsgraden således i forhold til den oprindelige nedlagte påstand.

Advokaten har henvist til, at praksis efter hans opfattelse suppleres af en intern praksis i Landsskatteretten, hvorefter en foreløbig klage, der erstattes af en uddybende klage, i forbindelse med medholdsvurderingen vurderes i henhold til den senere nedlagte påstand, da den anses for at have erstattet påstanden i den foreløbige klage.

Klagerens klage af 22. januar 2004 indeholder ikke nogen konkret påstand. Klageren redegør i stedet mere overordnet for sagens faktiske forløb og forklarer, hvorfor der ikke er rimelighed i den påklagede afgørelse. Ved indgivelsen af advokatfirmaets klage af 1. november 2004 var det forudsat, at denne kunne træde i stedet for den af klageren oprindeligt indgivne klage.

Landsskatteretten foretog endvidere ingen sagsbehandlingsskridt, før advokatfirmaet indtrådte i sagen. Der er således ikke foretaget høring af eller forhandlet med klageren.

Foretages medholdsvurderingen på baggrund af advokatfirmaets nedlagte påstand, har klageren fået medhold i overvejende grad ved Landsskatterettens afgørelse af 14. februar 2008.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, fremgår følgende:

"Der ydes en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand mv. som nævnt i § 54 i de sager som er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 %, såfremt den pågældende person i sagen har fået medhold eller medhold i overvejende grad."

Efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, ydes der blandt andet godtgørelse ved klage til Landsskatteretten.

Klagerens klage til Landsskatteretten af 22. januar 2004 må forstås således, at han nedlagde påstand om, at han ikke var skattepligtig af fortjeneste ved salg af ejendommen Y1.

Det er ubestridt, at klageren med Landsskatterettens kendelse hverken fik fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i denne påstand. Der er imidlertid hverken i loven, dens forarbejder eller i domspraksis taget udtrykkelig stilling til, hvilken påstand der skal danne grundlag for vurderingen af, om den pågældende person har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad i sagen, når påstanden - som i dette tilfælde - ændres under behandlingen af klagen for den pågældende instans.

Ved "sagen" må imidlertid efter Landsskatterettens opfattelse forstås den del af en påklaget afgørelse, som klageinstansen som følge af klagen har påbegyndt en egentlig behandling af.

I det foreliggende tilfælde, hvor klagen over ankenævnets afgørelse af 23. oktober 2003 blev indgivet umiddelbart inden klagefristens udløb og med et indhold, der ikke efterlod nogen rimelig tvivl om, hvordan påstanden skulle forstås, hvor Landsskatteretten først i forbindelse med indkaldelse af klageren til et møde i sagen blev underrettet om, at klageren nu var repræsenteret af en advokat, og hvor klagerens påstand i sagen først blev ændret med advokatens brev af 1. november 2004, må det antages, at der i Landsskatteretten er påbegyndt en sådan egentlig behandling af klagerens oprindelige klage, er det påstanden heri, der skal danne grundlag for vurderingen af, om der er givet klageren fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Da der i forhold til denne påstand ikke er givet fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, er det med rette, at der alene er godkendt godtgørelse af klagerens udgifter til sagkyndig bistand med 50 %.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.