Dokumentets metadata

Dokumentets dato:27-08-2009
Offentliggjort:27-08-2009
SKM-nr:SKM2009.503.SKAT
Journalnr.:09-007396
Referencer.:Lønsumsafgiftsloven
Dokumenttype:Styresignal


Lønsumsafgift - kommunernes udlån til indefrysning af ejendomsskatter m.v. - styresignal

Kommunerne er ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten for deres udlån til indefrysning af ejendomsskatter m.v.


Sammenfatning

Kommunerne er ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten for deres udlån til indefrysning af ejendomsskatter m.v.

Baggrund og problemstilling

SKAT er blevet spurgt, om kommunerne er omfattet af lønsumsafgiftspligten for deres udlån til indefrysning af ejendomsskatter m.v., efter at reglen om at offentlige virksomheder er undtaget fra registreringspligten blev ophævet med virkning fra 1. januar 2009.

Det retlige grundlag

Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, fremgår:

"Der betales afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2 og 3, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven. Der betales tillige afgift af virksomheder, der udgiver eller importerer aviser."

Långivning er fritaget for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Af momslovens § 3 fremgår:

"§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.
Stk. 2. Som afgiftspligtig person anses endvidere:
1) [ ]
2) Offentlige forsyningsvirksomheder.
3) Andre statslige, regionale og kommunale institutioner, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder."

SKATs opfattelse

Af Momsvejledningen, afsnit C.2.3 , andre offentlige institutioner momslovens § 3, stk. 2, nr. 3, fremgår bl.a.:

"Andre statslige, regionale og kommunale institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder er også momspligtige, hvis de leverer deres varer og ydelser i konkurrence med private erhvervsvirksomheder, der betaler moms.

Udgangspunktet er, at en offentlig institution skal betale moms, hvis tilsvarende varer eller ydelser rent faktisk kunne leveres af andre end den offentlige myndighed.

Uden for momspligten falder kun ydelser, som en myndighed leverer i kraft af sin egenskab af offentlig myndighed, f.eks. udstedelse af pas og kørekort.

EF-domstolen har i en række domme fastslået, at to betingelser skal være opfyldt for at der er momsfritagelse for ydelser, der leveres af offentlige myndigheder. De to betingelser, der skal være opfyldt samtidig er, at virksomheden udøves af et offentligretligt organ, og at virksomheden varetages af dette organ i egenskab af offentlig myndighed.

At virksomheden skal varetages i egenskab af offentlig myndighed betyder, at virksomheden skal udøves på grundlag af det offentligretlige organs særlige status. Momsfritagelsen omfatter ikke virksomhed, som de pågældende organer udøver på samme retlige vilkår som private virksomheder."

Kommunernes adgang til at yde lån til indefrysning af ejendomsskatter m.v. er reguleret i lovbek. nr. 192 af 20. marts 2003 om lån til betaling af ejendomsskatter.

Af lovbekendtgørelsen fremgår det bl.a., at:

Det er SKATs opfattelse, at kommunerne varetager opgaven med at yde lån til indefrysning af ejendomsskatter m.v. i egenskab af offentlig myndighed, og at der ikke er private virksomheder, som kan udøve deres virksomhed på samme retlige vilkår.

Kommunerne er derfor ikke omfattet af lønsumsafgiftspligten for deres udlån til indefrysning af ejendomsskatter m.v.