Dokumentets metadata

Dokumentets dato:17-03-2009
Offentliggjort:27-03-2009
SKM-nr:SKM2009.229.HR
Journalnr.:2. afdeling, 108/2007
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Dom


Ejendomsavance - pristalsregulering anskaffelsessum - ejendomme erhvervet før 19. maj 1993 - forbedringer - lovhjemmel

Skatteyderen - en sparekasse - havde erhvervet to byggegrunde i 1963/64 betinget bl.a. af, at sparekassen kunne få tilladelse til at bebygge i overensstemmelse med sit projekt. Bygningen blev først opført i 1968 med sparekassen som bygherre.Sparekassen ønskede, at dens udgifter til opførelse af bygningen skulle pristalsreguleres, da den solgte ejendommen til et datterselskab.Højesteret fastslog, at hverken ordlyden af den dagældende ejendomsavancebeskatningslovs § 4, stk. 3, 4. punktum (nu § 4, stk. 3, 3. punktum) eller lovmotiverne til ændringsloven fra 1993 gav grundlag for at indfortolke en adgang til at foretage pristalsregulering af anskaffelsessummen og/eller af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter.Højesteret fastslog videre, at den efterfølgende administrative praksis, hvorefter der kunne foretages pristalsregulering af anskaffelsessummen, som kom til udtryk bl.a. i TSS-cirkulære 2002-18, således ikke havde hjemmel I loven. Praksis var imidlertid blevet lovfæstet i ejendomsavancebeskatningslovens § 4 A.Højesteret tiltrådte, at begrebet anskaffelsessum i ejendomsavancebeskatningsloven § 4 og § 4 A alene omfattede det vederlag, der blev betalt ved erhvervelsen af en fast ejendom.Højesteret fastslog videre - under henvisning til landsrettens præmisser - at den uhjemlede praksis alene havde omfattet den faktiske anskaffelsessum og ikke afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, hvortil udgift til opførelsen af ejendommen hørte.


Parter

H1 Sparekasse A/S
(advokat Christian Bachmann)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Sørensen, Peter Blok, Jytte Scharling, Thomas Rørdam og Michael Rekling

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 8. afdeling den 27. februar 2007.

Påstande

Appellanten, H1 Sparekasse A/S, har gentaget sin påstand.

Indstævnte Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Højesteret begrundelse og resultat

Efter den tidligere affattelse af ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 3, 4. pkt. (nu § 4, stk. 3, 3. pkt.) kunne anskaffelsessummen for ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, fastsattes som "den faktiske anskaffelsessum omregnet til kontantværdi eller stk. 2 og tillagt vedligeholdelses- og forbedringsudgifter afholdt inden den 1. januar 1993", hvis denne værdi var højere end værdien efter 1. og 2. pkt. Hverken ordlyden af bestemmelsen eller forarbejderne til ændringsloven fra 1993 gav grundlag for at indfortolke en adgang til at foretage pristalsregulering af anskaffelsessummen og/eller af vedligeholdelses- og forbedringsudgifter.

Den efterfølgende administrative praksis, hvorefter der kunne foretages pristalsregulering af anskaffelsessummen, og som bl.a. kom til udtryk i ligningsvejledningerne for årene 1999 til 2002 og i TSS-cirkulære 2002-18, havde således ikke hjemmel i loven. Denne praksis er imidlertid nu - med virkning for ejendomme, der er afstået i 1999 eller senere - blevet lovfæstet ved § 4 A, der blev indsat i loven ved lov nr. 458 af 9. juni 2004.

Højesteret tiltræder, at begrebet anskaffelsessum i ejendomsavancebeskatningslovens § 4 og § 4 A må forstås som alene sigtende til det vederlag, der er betalt ved erhvervelsen af en fast ejendom. Udgifter til opførelse af en bygning på en tidligere erhvervet ejendom må således i lovens forstand anses for forbedringsudgifter omfattet af § 5, stk. 2.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 Sparekasse A/S betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.