Dokumentets metadata

Dokumentets dato:02-03-2009
Offentliggjort:02-03-2009
SKM-nr:SKM2009.158.SKAT
Journalnr.:08-184738
Referencer.:Momsloven
Dokumenttype:Styresignal


Moms - praksisændring - velgørende eller på anden måde almennyttige formål

Skatteministeriet ændrer praksis, således at politiske og tværpolitiske formål i momsmæssig henseende anses for velgørende eller på anden måde almennyttige formål. Dermed kan der fremover indrømmes momsfritagelse for arrangementer, hvis overskud anvendes til disse formål, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.


Momsfritagelsen for velgørende arrangementer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, gives på betingelse af, at overskuddet anvendes til velgørende formål.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, gennemfører momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra o, der fastsætter fritagelse for varer og ydelser, der præsteres af organer, hvis transaktioner er fritaget i overensstemmelse med litra b), g), h), i), l), m) og n), i forbindelse med indsamlingsarrangementer, der foretages til egen fordel, under forudsætning af, at denne fritagelse ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Medlemsstaterne kan indføre enhver nødvendig begrænsning navnlig med hensyn til antallet af arrangementer eller størrelsen af det indkomne beløb, for hvilke der kan meddeles fritagelse.

Indholdet af begrebet "velgørende eller på anden måde almennyttige formål", jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, skal således fortolkes i overensstemmelse med direktivets tilsvarende bestemmelser.

Efter momssystemdirektivet er det en betingelse, at de indsamlede midler skal anvendes til fordel for de i artikel 132, stk. 1, litra o, nærmere opregnede momsfrie aktiviteter. Det drejer sig om hospitalsbehandling m.v. (artikel 132, stk. 1, litra b), social forsorg og bistand (artikel 132, stk. 1, litra g), beskyttelse af børn og unge (artikel 132, stk. 1, litra h), uddannelse og undervisning (artikel 132, stk. 1, litra i), organisationer med aktiviteter af politisk, fagforeningsmæssig, filantropisk, mv. art (artikel 132, stk. 1, litra l), visse tjenesteydelser i forbindelse med sport (artikel 132, stk. 1, litra m) og kultur (artikel 132, stk. 1, litra n).

En politisk forening er omfattet af momsfritagelsen i artikel 132, stk. 1, litra l, der er implementeret i momslovens § 13, stk. 1, nr. 4, såfremt den konkrete forening ikke arbejder med gevinst for øje, og momsfritagelsen ikke kan fremkalde konkurrenceforvridning.

Efter fast praksis har politiske og tværpolitiske formål ikke hidtil været anset for velgørende eller på anden måde almennyttige formål.

Skatteministeriet har besluttet at ændre praksis, således at politiske og tværpolitiske formål i momsmæssig henseende anses for velgørende eller almennyttige formål. Dermed kan der fremover indrømmes momsfritagelse for arrangementer, hvis overskud anvendes til disse formål.

Praksisændringen er gældende fra offentliggørelsestidspunktet.