Dokumentets metadata

Fri bil - hovedanpartshaver - kontor på bopæl - bil parkeret på bopæl - forventningsprincip

Sagen drejede sig om, hvorvidt indstævnte, skatteyderen, med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil i indkomståret 2003, jf. ligningslovens § 16. Bilen var ejet af det selskab, som indstævnte var hovedanpartshaver i. Bilen var dagligt parkeret på indstævntes private bopælsadresse, der ligeledes var selskabets adresse. Indstævnte kørte dagligt fra bopælsadressen.Landsretten anførte, at afgrænsningen mellem erhvervsmæssig- og privatbefordring i relation til ligningslovens § 16, stk. 4, må fastlægges svarende til reglerne i ligningslovens § 9 B.Landsretten fandt - modsat byretten - at idet indstævnte dagligt havde kørt fra bopælen til frisørsalonerne, havde indstævnte således kørt mere 60 gange direkte mellem selskabets adresse og de respektive frisørsaloner, og derfor havde indstævnte overskredet 60-dagesreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, hvorfor indstævnte havde benyttet bilen privat. Derfor skulle indstævnte beskattes af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.Landsretten anførte i den forbindelse, at det forhold, at der på bopælen var indrettet særligt kontor til brug for virksomheden, ikke medførte, at bopælen skulle anses som arbejdsplads i relation til ligningslovens § 16, stk. 4.Landsskatteretten havde for de forudgående indkomstår, 2001-2002, truffet afgørelse om, at indstævnte ikke skulle beskattes af værdi af fri bil. Landsretten bemærkede, at skatteansættelsen for indkomståret 2003 var i uoverensstemmelse med lovgivningen, hvorfor indstævnte ikke kunne påberåbe sig en retsbeskyttet forventning om uændret ligning.Herefter blev Skatteministeriets frifindelsespåstand taget til følge.

Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)

mod

A
(advokat Michael John Brandt)

Afsagt af landsdommerne

Rosenløv, Lyngesen og Niels Christian Baark (kst.)

Byrettens dom af 18. marts 2008 (BS 150-617/2007) er anket af Skatteministeriet med påstand om frifindelse.

Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet forklaring af A, der har bekræftet sin i byrettens dom gengivne forklaring.

A har supplerende forklaret bl.a., at han i 2003 har ført kørebog efter samme mønster som i de foregående mange år. Han noterer ikke i bogen, hvis han på vej fra en forretning til en anden har afleveret f.eks. en hårtørrer til reparation. I 2001-2002 talte han med en medarbejder i Landsskatteretten om den måde, hvorpå han førte kørebogen. Pågældende var tilfreds og gav udtryk for, at såfremt der ikke var forskel i de anførte km-tal, kunne oplysningerne komme til at virke konstrueret. Privat kørsel bliver altid foretaget i Poloen. Han går, cykler og tager toget, hvis Poloen ikke er til rådighed. I 2003 skiftede han Mercedesen ud med en Audi. Inden Audien blev leveret, gjorde forhandleren, der havde købere til Mercedesen, det muligt for ham at benytte forskellige lånebiler. Det er forklaringen på de da uens kilometerangivelser. Han besøger gerne 2 forretninger om dagen. Her tager han sig af personalets trivsel og forretningernes fremtræden. På bopælen lægger han personaleplan og tager sig af lønregnskab.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

A har for landsretten navnlig gjort gældende, at firmabilen ikke har været stillet til rådighed for indstævntes private benyttelse som omhandlet i ligningslovens § 16, stk. 4. Ligningslovens § 9 B regulerer spørgsmålet om skattefri godtgørelse ved benyttelse af arbejdstagerens egen bil og omhandler således ikke en situation som nærværende. Der er derfor ikke grundlag for ved fortolkningen af § 16, stk. 4, at anvende samme forståelse, som er fastlagt vedrørende § 9 B for så vidt angår den skatteretlige virkning af, at bopæl og arbejdssted er sammenfaldende. En sådan fortolkning kræver - jf. også Grundlovens § 43 - klar hjemmel, og denne hjemmel findes ikke. Fortolkningen har heller ikke tidligere været påberåbt af skattemyndighederne. Der findes også vedrørende indkomståret 2003 et betydeligt antal afgørelser fra Landsskatteretten, hvori sådan forståelse ikke har været anvendt. A har derfor en retsbeskyttet forventning om at blive behandlet tilsvarende og dermed opnå skatteansættelse som tidligere år.

Landsrettens begrundelse og resultat

På As bopæl har virksomheden indrettet selvstændigt kontor, hvorfra A administrerer virksomhedens 3 frisørsaloner. Firmabilen er dagligt parkeret på virksomhedens adresse på bopælen.

Ligningslovens § 9 B er affattet ved lov nr. 482 af 30. juni 1993, og ligningslovens § 16, stk. 4, er oprindelig affattet ved lov nr. 483 af samme dato. Efter bemærkningerne til forslaget til sidstnævnte lov skal loven ses i sammenhæng med det samtidigt for Folketinget fremsatte forslag til førstnævnte lov. Som følge heraf tiltrædes det, at afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og privat befordring i relation til ligningslovens § 16, stk. 4, må fastlægges svarende til reglerne i ligningslovens § 9 B. Det forhold, at der på bopælen er indrettet særligt kontor til brug for virksomheden, medfører herefter ikke, at bopælen kan anses som en arbejdsplads i relation til ligningslovens § 16, stk. 4.

Idet A dagligt har kørt fra bopælen til frisørsalonerne, og da der ikke foreligger forhold, der kan føre til andet resultat, er betingelserne for beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, af indstævntes rådighed over firmabilen opfyldt.

Skatteansættelsen er således i overensstemmelse med lovningen, hvorfor A ikke kan påberåbe sig en retsbeskyttet forventning om uændret ligning. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at skattemyndighedernes afgørelse indebærer en krænkelse af en ligebehandlingsgrundsætning.

Herefter tager landsretten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Under hensyn til den tvivl, skattemyndighedernes forskellige afgørelser har medført, ophæves sagens omkostninger.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part for byret eller landsret.