Dokumentets metadata

Automobilværksted - erhvervsmæssig virksomhed - underskud

En ejer af et automobilværksted havde for indkomstårene 1998 og 2000 selvangivet underskud i virksomheden. Virksomheden blev drevet af ejerens søn, der tidligere var gået personligt konkurs, og som tidligere havde drevet autoværksted. Ejeren af virksomheden modtog folkepension som hovedindtægtskilde, mens sønnens hovedindtægtskilde stammede fra hans hovedbeskæftigelse som døgnplejer, idet han ikke modtog løn for sit arbejde på autoværkstedet.Virksomheden havde i indkomstårene 1998 - 2000 haft en beskeden omsætning på mellem 38.000 kr. og 63.000 kr., og virksomheden havde i indkomstårene 1998 og 2000 haft underskud på mellem 20.000 kr. og 22.000 kr. I indkomståret 1999 var der dog et mindre overskud i virksomheden.Skattemyndighederne nægtede fradrag under henvisning til, at virksomheden ikke havde været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998-2000, hvorfor underskuddene ikke kunne fratrækkes i sagsøgerens øvrige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 2.Skatteministeriet blev frifundet i byretten.I ankesagen fandt Landsretten, at virksomhedens beskedne overskud i indkomståret i 1999 udelukkende skyldtes, at virksomheden havde fået et forholdsvist stort tilskud fra kommunen vedrørende aktivering af bistandsklienter, og at dette overskud derfor ikke i sig selv kunne føre til, at virksomheden var rentabel.Endvidere fandt landsretten, at hvis der i regnskaberne havde været medtaget rimelige lønudgifter til ejerens ægtefælle og ejerens søn, ville virksomheden i alle årene fra 1998 til 2005 have haft et betydeligt underskud.På denne baggrund fandt landsretten, at virksomheden ikke har været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000, hvorfor byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet blev stadfæstet.

Parter

B
(advokat Arne Møllin Ottosen v/advokat Eduardo Vistisen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli v/advokat Peter Hedegaard Madsen)

Afsagt af landsdommerne

B. Vollmond, Talevski og Lisbeth Feldvoss (kst.)

Byrettens dom af 29. april 2008 (BS 132/2007) er anket af B med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at appellanten kan fremføre og fradrage underskuddet i virksomheden H1 Automobiler vedrørende indkomstårene 1998 og 2000 i As øvrige indkomst.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Det er oplyst for landsretten, at B sidder i uskiftet bo efter A.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at B, der sidder i uskiftet bo efter A, alene kan fradrage underskuddet i virksomheden H1 Automobiler vedrørende indkomstårene 1998 og 2000 i As øvrige indkomst, hvis virksomheden må anses for erhvervsmæssig. Som anført af Landsskatteretten lægges der herved betydelig vægt på, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste.

Virksomheden havde i indkomstårene 1998 og 2000 et underskud før renter. Virksomheden havde tillige et underskud før renter i indkomstårene 1997 og 2001. Det tiltrædes, at virksomhedens beskedne overskud i 1999 udelukkende skyldes, at virksomheden fik et forholdsvis stort tilskud fra kommunen for aktivering af bistandsklienter. I virksomhedens regnskaber er der ikke medtaget lønudgift til C, selv om hans arbejdsindsats i virksomheden efter hans forklaring var betydelig, og selv om C efter As forklaring for Landsskatteretten gennem sit arbejde i virksomheden skulle tilbagebetale en gæld, der skyldtes hendes tab som kautionist i forbindelse med Cs konkurs. Der er i regnskaberne heller ikke medtaget lønudgift til B, selv om han efter sin forklaring også ydede en betydelig arbejdsindsats i virksomheden i indkomstårene 1998-2000. Hvis rimelige lønudgifter til C og B havde været medtaget i virksomhedens regnskaber, ville virksomheden i alle årene fra 1998-2005 have haft betydeligt underskud.

På denne baggrund finder landsretten, at virksomheden ikke har været erhvervsmæssig i indkomstårene 1998 og 2000. Allerede som følge heraf stadfæstes byrettens dom.

Under hensyn til sagens udfald, karakter og omfang skal B i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet betale 15.000 kr. til dækning af salær til advokat.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, B, inden 14 dage betale 15.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8a.