Dokumentets metadata

Dokumentets dato:15-12-2008
Offentliggjort:12-01-2009
SKM-nr:SKM2009.28.ØLR
Journalnr.:2. afdeling, B-647-08
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Rentefiksering - armslængde vilkår - sagsbehandlingsfejl

Skatteyderen havde sammen med sin mand udlånt ca. 1,1 mio. kr. til deres fælles anpartsselskab. Lånet var uforrentet, ligesom der heller ikke var stillet sikkerhed for lånet.Skattemyndighederne foretog derfor rentefiksering, og ansatte i den forbindelse forrentningen til diskontoen + 4 pct. Skatteyderen, der var enig i, at der kunne foretages rentefiksering, påstod sagen hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne, idet hun mente, at renten var for høj.Landsretten mente, at skattemyndighedernes behandling af sagen havde været behæftet med fejl. Landsretten fandt ikke, at skattemyndighederne havde foretaget et sådant individuelt skøn, som krævedes efter en ændring af Ligningsvejledningen foretaget for indkomståret 2001 og senere. Landsretten henviste også til en ministerbesvarelse. Det forhold, at Landsskatteretten i en tidligere kendelse vedrørende selskabet havde fastsat renten til samme niveau, fritog ikke skattemyndighederne fra at foretage et individuelt skøn i forhold til skatteyderen som hovedanpartshaver.Under henvisning til, at skatteyderen ikke under skatteyderens behandling af sagen nærmere redegjorde for relevante karakteristika vedrørende koncernrelevante lån, og at renten på et anlægslån, som selskabet mod sikkerhedsstillelse havde opnået hos sin faste bankforbindelse, var højere, samt at den skønsmæssige fastsættelse af renten ikke kunne anses for urimelig, forelå der ikke en så væsentlig mangel ved skattemyndighedernes afgørelse, at det kunne begrunde en hjemvisning af sagen.Landsretten stadfæstede herefter dommen, men med en anden begrundelse end byrettens.


Parter

A
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af landsdommerne

Steen Mejer, Lilholt og Peter Mørk Thomsen (kst.)

Lyngby Rets dom af 22. februar 2008 (BS 150-180/2007) er anket af A med påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at indkomstansættelsen for 2001 og 2002 vedrørende rente af mellemregningskonti hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

  1. For H1 ApS' anlægslån i Nordea er der i januar 2001 stillet sikkerhed i form af selvskyldnerkaution fra hovedanpartshaverne A og B.
  2. Ud over det, der i byretsdommen er citeret fra skatteministerens svar på spørgsmål 356 af 30. maj 2006, er det i svaret blandt andet udtalt:


    "...

SKAT har oplyst, at der i de sager, hvor der foretages en konkret fastsættelse af rentesatsen, kan programmer fra Standard and Poor's (Credit model) og Bloomberg indgå som hjælpeværktøjer, til at vurdere om transaktionerne er foregået på armslængdevilkår.

SKAT har oplyst, at man for nylig har erhvervet licens til programmer fra henholdsvis Standard and Poor's og Bloomberg.

..."


I sin replik af 20. april 2007 for byretten opfordrede A Skatteministeriet til at foretage og fremlægge de sammenligninger, der er foreskrevet i besvarelsen af spørgsmål 356 samt anvende programmerne fra Standard & Poors og Bloomberg.


For landsretten har Skatteministeriet i den anledning indhentet en udtalelse fra SKAT-Center for Store Selskaber, Kontoret for International Selskabsbeskatning, har den 24. oktober 2008 blandt andet har oplyst, at SKAT har adgang til fire systemer, der kan bistå med blandt andet rentefastsættelser. Om Standard&Poors Credit Model, som SKAT har kontraheret med den 15. juni 2006, oplyses det, at systemet bedst vil kunne anvendes, hvis den årlige omsætning overstiger € 50 mio. Finansielle virksomheder og "rene" holdingselskaber er ikke med i den model, som systemet kan anvendes på. Om Bloomberg Professional, som SKAT har kontraheret med ultimo december 2006, oplyses det, at systemet blandt andet indeholder oplysninger om syndikerede lån, det vil sige lån, der er så store, at flere långivere er gået sammen om at yde dem. Om ThomsonReuters Loan Connector, som SKAT har kontraheret med den 26. oktober 2006, oplyses det, at systemet blandt andet giver adgang til data om syndikerede lån. Det oplyses endvidere blandt andet:


"Ved et opslag den 20/10-08 er der oplistet fra 580 lån i ranget fra € 0 - ½ mio. (uden valg af andre variable), så i princippet kan systemet anvendes også på små og mindre lån. ThomsonReuter har selv oplyst, at skal systemet anvendes med større sikkerhed, vil lån i VestEuropa skulle være > € 100 mio., i udviklingslande > € 50 mio. og i mindre økonomier > € 20 mio."


Om Moodys Rating Interactive system, som SKAT har kontraheret med i december 2007, er det oplyst, at systemet er udviklet til at finde anvendelse på store selskaber og derfor virker bedst på dem, men at Moodys ikke har kunnet pege på et "minimumsbeløb" for den sikre anvendelse af systemet.


Afslutningsvis hedder det i udtalelsen af 24. oktober 2008 fra SKAT


"...

Som det fremgår, er systemerne bedst egnede til større og store lån. Vi er opmærksomme på, at det forhold ikke er nævnt eksplicit i skatteministerens ovenfor omtalte svar.

..."

3. Ud over det, der i byretsdommen og oven for er citeret fra Skatteministerens svar på spørgsmål 356 af 30. maj 2006, er det yderligere i svaret blandt andet udtalt:

"Ved udarbejdelse af dokumentationen skal den skattepligtige redegøre for de relevante karakteristika vedrørende koncerninterne lån. Som sammenligningsgrundlag kan den skattepligtige eventuelt anvende koncerneksterne lån, som den skattepligtige eller koncernforbundne selskaber har. Alternativt kan den skattepligtige anvende koncerneksterne lån mellem andre uafhængige parter, f. eks. via data indhentet i databaser, jf. nedenfor."

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.

Skatteministeriet har henvist til, at det fremgår at Højesterets dom af 10. september 2007, SKM2007.635.HR , at Danske Bank på en forespørgsel fra Kammeradvokaten om, hvilken rente banken under de omstændigheder, der forelå i den sag, kunne have tilbudt i perioden 1. juni 1998 til 30. juni 2001, havde svaret, at det laveste rentespænd i den pågældende periode var 9,25 %-11,25 %, og at det højeste rentespænd var 11,50 %-13,50 %.

Landsrettens begrundelse og resultat

Der er mellem parterne enighed om, at betingelserne for, at skattemyndighederne kan fastsætte en fikseret rente i medfør af ligningslovens § 2, stk. 1, er opfyldt.

Den rentesats, som skattemyndighederne har anvendt, diskontoen med tillæg af 4 procent, er i overensstemmelse med Ligningsvejledningen for 2000 og det udgangspunkt, der ifølge forarbejderne til ligningslovens § 2 (FT 1997-1998, 2. samling, Tillæg A, side 2456) skulle anvendes. Efter Ligningsvejledningen for 2001 blev dette udgangspunkt imidlertid ændret, således at der ved lån fra en hovedanpartshaver til selskabet skal foretages en individuel fastsættelse af rentefoden under hensyntagen til forhold som lånets størrelse, dets løbetid, den stillede sikkerhed og låntagers kreditværdighed. Kun såfremt det undtagelsesvist ikke er muligt at fastlægge en sådan rente med rimelig sikkerhed, kan diskontoen med tillæg af 4 procent anvendes, jf. også skatteministerens besvarelse af spørgsmål nr. 356 af 30. maj 2006.

Efter oplysningerne i SKATS brev af 24. oktober 2008 til Kammeradvokaten lægges det til grund, at rentefastsættelsessystemerne Standard&Poors Credit Model og Bloomberg Professional ikke er velegnede renteberegningsinstrumenter i sager med lån i den størrelsesorden, som denne sag vedrører. Det samme gælder efter oplysningerne i SKATS brev systemet Moodys Rating Interactive system, mens ThomsonReuters Loan Connector måske kunne være anvendeligt.

Det er ubestridt, at skattemyndighederne ikke har benyttet ThomsonReuters Loan Connector eller lignende beregningssystemer til at tilvejebringe yderligere oplysninger som grundlag for udøvelsen af skønnet over den fikserede rente. Der foreligger ikke oplysninger om, hvorfor skattemyndighederne har undladt dette.

Der foreligger ikke oplysninger om, at skattemyndighederne i øvrigt har iværksat foranstaltninger for at bringe sig i stand til at foretage den individuelle fastsættelse af rentefoden, som er udgangspunktet efter ligningsvejledningerne fra 2001 og 2002.

Det fritager ikke skattemyndighederne fra at foretage et sådant individuelt skøn, at det i forarbejderne til ligningsloven blandt andet udtrykkes, at der ved lån fra hovedaktionær til selskab foretages en skattemæssig korrektion i form af rentefiksering, og at långiver beskattes af en fikseret rente - reduceret med en eventuelt lavere rentefod - mens låntager indrømmes et rentefradrag af samme størrelse som den rente, der beskattes hos långiver. Det fritog derfor ikke skattemyndighederne fra at foretage et individuelt skøn i forhold til A, at Landsskatteretten i sin kendelse af 17. august 2005 vedrørende anpartsselskabet havde fastsat renten på lånet til diskontoen med tillæg af 4 procent. Efter ligningslovens § 2, stk. 1, jf. ligningsvejledningerne fra 2001 og følgende, kunne Landsskatterettens fiksering i kendelsen af 23. november 2006 af renten for As udlån således ikke ske (alene) som en konsekvens af Landsskatterettens kendelse af 17. august 2005.

Efter det anførte har skattemyndighedernes behandling af sagen været behæftet med fejl.

Under skattemyndighedernes behandling af sagen blev der ikke fra A eller selskabet nærmere redegjort for relevante karakteristika vedrørende koncernrelevante lån, heller ikke for det anlægslån som selskabet mod sikkerhedsstillelse havde opnået hos sin faste bankforbindelse. Det er ubestridt, at renten på dette lån var højere end den rente, som skattemyndighederne skønsmæssigt fikserede renten på mellemregningskontoen til i medfør af ligningslovens § 2, stk. 1.

Under disse omstændigheder, og idet skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af renten ikke kan anses for urimelig, foreligger der ikke en så væsentlig mangel ved skattemyndighedernes afgørelse, at det kan begrunde en hjemvisning af sagen.

Med denne begrundelse stadfæster landsretten dommen.

A har for landsretten fået medhold i sit principale anbringende om, at skattemyndighederne ved anvendelsen af ligningslovens § 2, stk. 1, ikke har foretaget en sådan individuel fastsættelse af rentefoden, som ligningsvejledningerne for 2001 og 2002 foreskriver. Under andre omstændigheder kunne det have medført, at påstanden om hjemvisning var blevet taget til følge. Landsretten ophæver derfor sagens omkostninger for landsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.