Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-11-2007
Offentliggjort:22-11-2007
SKM-nr:SKM2007.813.SKAT
Journalnr.:07-176718
Referencer.:Tinglysningsafgiftsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Præcisering af praksis vedrørende beregning af tinglysningsafgift på indekspantebreve, indeksregulerede vedtægter o.lign. samt forhøjelser heraf

Når der tinglyses et pantebrev eller vedtægter, som indeholder en indekseringsklausul, skal der beregnes tinglysningsafgift af det højeste beløb som hovedstolen eller forhøjelsen kan opskrives til i henhold til Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 3. - 8. pkt.


1. Indledning

Det fremgår af § 5 stk. 1 i Tinglysningsafgiftsloven (LBK nr. 462 af 14/05/2007), at ved tinglysning af pant i fast ejendom, udgør afgiften 1.400 kr. og 1,5 % af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol. Hvis et pantebrev eller de pantstiftende vedtægter indeholder en bestemmelse om opskrivning af hovedstolen, er det pantsikrede beløb det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til. I praksis har der vist sig at bestå en del usikkerhed omkring håndteringen af sidstnævnte del.

Hvis det højeste beløb, som hovedstolen kan opskrives til, ikke fremgår direkte af pantebrevet, er der i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 3. - 8. pkt. hjemmel til, at den afgiftspligtige skal angive et skøn over det højeste beløb, som hovedstolen kan opskrives til inden for en periode af 10 år fra anmeldelsen til tinglysning. Afgiften beregnes herefter af dette beløb. En opskrivningsklausul er som hovedregel enten en renteopskrivning eller en opskrivning med udviklingen i f.eks. reguleringsindekset for boligbyggeri eller nettoprisindekset.

Nærværende meddelelse angår alene situationen med indeksering.

2. Formulering og placering af erklæringen

I tinglysningsafgiftsvejledning pkt. C.2.1.1 er der fastsat, at formuleringen i det pantstiftende dokument skal have følgende ordlyd:

"Nærværende pantebrev kan højst opskrives til xx kr." Denne erklæring skal underskrives af debitor.

Ovennævnte formulering er den eneste, som skal være indeholdt i selve det pantstiftende dokument. Forklaringen på hvordan debitor/kreditor/anmelder har regnet sig frem til beløbet, behøver ikke fremgå af selve dokumentet, med derimod af følgeskrivelsen, som medsendes til tinglysningsdommeren.

3. Beregning af afgiften

Beregningen af afgiften afhænger bl.a. af, om der er tale om første lysning af et dokument med en indeksklausul (se eksempel 1), eller om der er tale om en forhøjelse.

Hvis der er tale om en forhøjelse, er det endvidere afgørende om det er hele det pantstiftende dokument, der indekseres (se eksempel 2)- eller det alene er forhøjelsen som indekseres (se eksempel 3).

Eksempel 1: første gangs lysning af pant med indeksering af hovedstolen.

Hovedstolen på 50.000 kr. kan opskrives med udviklingen i Danmarks Statistiks beregnede byggeomkostningsindeks for boliger. I det konkrete eksempel har udviklingen i indekset været på 30 %-points over de seneste 10 år.

Det højeste skønnede beløb, der skal afgives erklæring om udgør således:

50.000 kr. + (30 % af 50.000 kr.=) 15.000 kr., svarende til i alt 65.000 kr.

Af dette beløb skal der betales afgift med 1.400 kr. + (1,5 % af 65.000 kr. =) 975 kr., i alt 2.375 kr., der skal rundes op til nærmeste 100 kr. efter tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1 - dvs. i alt 2.400 kr.

Eksempel 2: lysning af panteforhøjelse med indeksering af både forhøjelsen og hovedstolen.

Sædvanlige panteforhøjelser (uden indekseringer) er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, hvorefter der kun skal beregnes afgift af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse.

Når der er tale om indekserede panteforhøjelser, må der imidlertid også tages højde for lovens § 5, stk. 1, omkring afgiftsbetaling af det højeste beløb, som hovedstolen kan opskrives til. Derfor skal ved lysning af indekserede panteforhøjelser betales afgift af forhøjelsen tillagt det beløb, som indekseringen af både hovedstol og forhøjelsen, måtte udgøre. Se dette eksempel:

En hovedstol på et pantstiftende dokument er lyst for 50.000 kr.. Et par år senere ønsker man at forhøje pantet. Dokumentet med en allonge sendes til tinglysning. I følgebrevet til tinglysning er det nævnt, at "..pantebrevet forhøjes med 25.000 kr. til i alt 75.000 kr. Hovedstolen reguleres med det af Danmarks Statistiks beregnede byggeomkostningsindeks for boliger". Denne formulering indebærer, at både forhøjelsen og den hidtidige hovedstol anses for at skulle yderligere forhøjes med indekseringen.

I det konkrete eksempel har udviklingen i indekset været på 30 %-points over de seneste 10 år.

Det højeste skønnede beløb, der skal afgives erklæring om udgør således:

Forhøjelsen

= 25.000 kr.

tillagt indekseringen af hovedstol og
forhøjelse; 30 % af (50.000 kr. + 25.000 kr.)

= 22.500 kr.

svarende til i alt

47.500 kr.

Af dette beløb skal der betales afgift med 1.400 kr. + (1,5 % af 47.500 kr. =) 712,50 kr., i alt 2.112,50 kr., der skal rundes op til nærmeste 100 kr. efter tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1 - dvs. i alt 2.200 kr.

Eksempel 3: lysning af panteforhøjelse hvor kun panteforhøjelsen kan indekseres:

I de få tilfælde, hvor det klart fremgår, at det kun er forhøjelsen, som skal indekseres, skal der naturligvis kun beregnes afgift af forhøjelsen og den tilknyttede værdi, som indekseringen medfører jf. Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 3- 8 pkt..

En hovedstol på et pantstiftende dokument er lyst for 50.000 kr.. Et par år senere ønsker man at forhøje pantet. Dokumentet med en allonge sendes til tinglysning. I følgebrevet til tinglysning er det nævnt, at "..pantebrevet forhøjes med 25.000 kr.. Forhøjelsen reguleres med det af Danmarks Statistiks beregnede byggeomkostningsindeks for boliger". Denne formulering indebærer, at kun forhøjelsen anses for at skulle yderligere forhøjes med indekseringen.

I det konkrete eksempel har udviklingen i indekset været på 30 %-points over de seneste 10 år.

Det højeste skønnede beløb, der skal afgives erklæring om udgør således:

Forhøjelsen

= 25.000 kr.

tillagt indekseringen af forhøjelse;
30 % af 25.000 kr.

= 7.500 kr.

svarende til i alt

32.500 kr.

Af dette beløb skal der betales afgift med 1.400 kr. + (1,5 % af 32.500 kr. =) 487,50 kr., i alt 1.887,50 kr., der skal rundes op til nærmeste 100 kr. efter tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1 - dvs. i alt 1.900 kr.

4. Gyldighed

Meddelelsen vil blive indarbejdet i Tinglysningsafgiftsvejlednings 2008- 1 punkt C.2.1.1 .