Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-10-2003
Offentliggjort:05-01-2004
SKM-nr:SKM2004.2.LSR
Journalnr.:2-1-1826-1183
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Kendelse


Befordringsfradrag - bopæl på Fyn og arbejdssted i København

Det måtte anses for sandsynliggjort, at der var foretaget befordring mellem Odense og København i det selvangivne omfang. Der blev bl.a. lagt vægt på, at klageren havde dokumenteret tilstedeværelsen på arbejdspladserne i København, at der forelå dokumentation for regelmæssige læge- og tandlægebesøg i Odense, at der forelå dokumentation for hævninger i pengeautomater i Odense, og at klageren fortsat har samme bopæl og arbejdsplads og har dokumenteret periodekort til offentlige transportmidler for en efterfølgende periode.


Der klages over, at der ikke er godkendt fradrag for daglig befordring mellem Odense og København.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har godkendt fradrag for befordring med 16.426 kr.

Der var selvangivet fradrag for befordring med 51.895 kr.

Landsskatteretten godkender fradraget med 59.924 kr.

Sagens oplysninger

Klageren blev den 1. september 1997 ansat som elev hos A København.

I forbindelse med sin ansættelse flyttede klageren til København. Den 1. januar 1998 flyttede klageren til Odense.

Klageren har opgjort det selvangivne befordringsfradrag således:

Arbejdsplads

Antal kilometer daglig befordring

Fradrag per dag

Antal arbejdsdage

Fradrag

Hovedkontor

362

276,04

60

= 16.562,40

Salgskontor

362

276,04

128

= 35.333,10

I alt

51.895,00

I forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten er der fremlagt forskellig dokumentation, herunder blandt andet togkort for perioden fra april 2000 til marts 2002, køreplaner, udskrift af arbejdsgiverens registrering af klagerens tilstedeværelse på arbejdspladsen, kontoudskrifter og specifikation af enkelte hævninger, samt redegørelse for den foretagne befordring.

Af klagerens nærmere redegørelse for befordringen fremgår blandt andet følgende:

”…..

I perioden fra 01jan98 og til og med 30apr98 arbejdede jeg, som elev på hovedkontoret i København.

Min arbejdstid var fra 08.00 til 16.00, dog havde jeg en aftale med min chef om at jeg kunne flekse mellem 08.00 og 09.00 for at kunne møde kl 08.10 hver dag. D.d arbejder jeg igen på samme adr., min transporttid er stadigvæk den samme, den eneste forskel er, at jeg i dag har fuld flex mellem 07.00 og 09.00.

…..

I perioden fra 01maj98 og til og med 31dec98 arbejdede jeg som elev på salgskontoret, der ligger skråt over for København Hovedbanegård. Dvs. at det ca. tog mig 2 minutter, at bevæge mig fra tog til salgskontor.

På salgskontoret havde jeg skiftende arbejdstider. Der var ganske få dage, hvor mit tog ikke passede ind i arbejdsplanen, men da det aldrig drejede sig mere end om 10 minutter, var min teamleder altid meget forstående og imødekommende.

…..”

Klageren har foretaget følgende opgørelse af antallet af arbejdsdage i København:

”.....

Arbejdsdage i København

I perioden 01jan98 til 30apr har jeg haft arbejdsdage i alt:

85 dage

Fridag/afspadsering 02jan98

- 1 dag

Ferie uge 5

- 5 dage

ferie uge 12

- 5 dage

Arbejdsdage i alt

74 dage

I perioden 01maj98 til 31dec98 har jeg haft arbejdsdage i alt:

172 dage

Kursus

- 8 dage

Sommer ferie

- 15 dage

Kursus

- 15 dage

Kursus

- 10 dage

Vinterferie

- 7 dage

Arbejdsdage i alt

117 dage

.....”

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens skattepligtige indkomst er forhøjet med 35.469 kr., med henvisning til ligningslovens § 9 C.

Den talmæssige opgørelse er foretaget således:

Fratrukket befordringsudgift

51.895 kr.

Godkendt 53 dage á 362 kilometer:

53 dage á 76 kilometer á 1,34 kr. + 53 dage á 262 kilometer á 0,67 kr.

14.701 kr.

23 dage (før 13. juni 1998) á 75 kr.

1.725 kr.

16.426 kr.

Forhøjelse

35.469 kr.

Klageren har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at daglig befordring mellem Odense og København har fundet sted i det selvangivne omfang. Endvidere har klageren ikke dokumenteret afholdte udgifter til benyttelse af Storebæltsforbindelsen.

Der er henvist til Landsskatterettens praksis og bekendtgørelse nr. 865 af 7. december 1998 om fradrag for udgifter til benyttelse af Storebæltsforbindelsen.

Endvidere kan klageren ikke have en berettiget forventning til fradraget, da henvendelsen til skatteafdelingen ikke er dokumenteret, og da uformelle forhåndsbeskeder fra skatteafdelingen ikke er bindende.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at klagerens skattepligtige indkomst nedsættes i overensstemmelse med det selvangivne.

Der er henvist til, at det fremlagte materiale dokumenterer, at klageren har rejst mellem bopæl og arbejdsplads i det selvangivne omfang.

Endvidere er der henvist til, at det af brev af 13. juni 2002 fra den kommunale skattemyndighed fremgår, at der godkendes befordringsfradrag for indkomståret 2001.

Klageren forklarer, at hun ikke på noget tidspunkt er blevet gjort opmærksom på, at skatteforvaltningen kunne kræve dokumentation for befordringen, hverken ved telefonisk henvendelse eller ved gennemlæsning af skattevejledningen. Rejsemønsteret har været uændret siden 1998, og fra maj 2000 kan fremvises dokumentation, idet denne er gemt efter sagen er startet for at undgå fremtidige problemer. Transporttiden på en time og 50 minutter er heller ikke usandsynlig lang sammenholdt med, at transporttiden var en time og 10 minutter, da hun boede i København.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Indledningsvis bemærkes, at der efter retspraksis er en række betingelser, der alle skal være opfyldte, for at en skattepligtig kan støtte ret på en tilkendegivelse efter det individuelle forventningsprincip. Efter disse betingelser skal den omhandlede tilkendegivelse blandt andet have været egnet til at have indflydelse på den skattepligtiges dispositioner, der skal være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse, og tilkendegivelsen skal være klar og uden forbehold. Endvidere kan der som udgangspunkt ikke opnås en retsbeskyttet forventning om den skattemæssige behandling på baggrund af tilkendegivelser fra underordnede skattemyndigheder.

Klageren har ikke opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke ville blive stillet krav om dokumentation for befordringen, idet der ikke ses at foreligge dokumentation for en tilkendegivelse herom. Ligeledes ville en sådan tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed ikke kunne medføre en retsbeskyttet forventning, idet tilkendegivelsen i så fald stammer fra en underordnet myndighed og vedrører retlige forhold.

Der kan foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 C, stk. 1-3. Fradraget beregnes med baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen rent faktisk foretages.

Efter praksis gives der kun fradrag, i det omfang befordringen rent faktisk er foretaget. Der kan således ikke beregnes fradrag for fridage, feriedage, sygedage og helligdage.

Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis den skattepligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk er foretaget. Der henvises herved til blandt andet Østre Landsrets dom af 28. maj 2003, offentliggjort i SKM2003.269.ØLR (www.toldskat.dk ), og Vestre Landsrets dom af 27. april 2001 offentliggjort i SKM2001.431.VLR (www.toldskat.dk). Dette kan eksempelvis ske ved fremlæggelse af arbejdssedler, lønsedler, brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler med videre.

Klageren må henset til det for Landsskatteretten fremlagte materiale anses for at have sandsynliggjort, at der rent faktisk er foretaget befordring mellem Odense og København i det beskrevne omfang. Der er herved lagt vægt på, at klageren har dokumenteret tilstedeværelsen på arbejdspladserne i København, at der foreligger dokumentation for regelmæssige læge- og tandlægebesøg i Odense, at der foreligger dokumentation for hævninger i pengeautomater i Odense, og at klageren fortsat har samme bopæl og arbejdsplads og har dokumenteret periodekort til offentlige transportmidler for en efterfølgende periode.

Endvidere er der lagt vægt på, at klageren efter det oplyste har været under uddannelse til merkonom ved en uddannelsesinstitution i Odense samtidig med arbejdet, og at der er fremlagt eksamensbevis herfra. Der er også henset til klagerens forklaring om en personlig tilknytning til Odense.

Klageren er derfor berettiget til befordringsfradrag for 191 arbejdsdage for indkomståret 1998 i overensstemmelse med den af klageren for Landsskatteretten fremlagte opgørelse.

Det bemærkes, at klageren er berettiget til fradrag for passage af Storebælt inden den 14. juni 1998 med 75 kr. per arbejdsdag. Fra den 14. juni 1998 reguleres dette forhold af bekendtgørelse nr. 865 af 7. december 1998.

Den skattepligtige kan ved opgørelsen af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, foretage fradrag for udgifter til benyttelse af Storebæltsforbindelsen mod dokumentation for indkomstårene 1998 til og med 2002. Fradraget udgør 15 kr. per passage for brugere af kollektiv trafik. Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 865 af 7. december 1998.

Da klageren ikke direkte har dokumenteret udgifter til benyttelse af Storebæltsforbindelsen, er klageren ikke berettiget til fradrag for passage af Storebælt fra den 14. juni 1998 og frem til udløbet af indkomståret 1998.

Herefter kan befordringsfradraget opgøres som 191 arbejdsdage á 276,04 kr., svarende til 52.724 kr., tillagt 96 passager af Storebælt inden den 14. juni 1998 á 75 kr., svarende til 7.200 kr., hvilket giver et samlet befordringsfradrag på 59.924 kr. for indkomståret 1998.

Den skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 nedsættes derfor med 43.498 kr.