Dokumentets metadata

Arbejdsværelse i hjemmet - erhvervsdrivende - privat anvendelse - afskrivning driftsmidler

Skatteyderen drev en revisionsvirksomhed fra hjemmet og havde indrettet et kontor til brug herfor.Højesteret udtalte, at et kontor indrettet i en privat bolig normalt også kan benyttes til private formål, og at fradragsret for udgiften til et sådant kontor derfor i almindelighed må forudsætte, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som skatteyderens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid.Da skatteyderen havde forklaret, at han stort set altid arbejdede "ude i byen" i tidsrummet mellem kl. 08.30 og kl. 16.30, og at arbejdet i kontoret normalt kun foregik 1-3 timer om aftenen, fandt Højesteret, at betingelserne for undtagelsesvist at indrømme fradrag for arbejdsværelse i hjemmet ikke var opfyldt.Efter skatteyderens forklaring sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger fandt Højesteret det tilstrækkeligt godtgjort, at nogle reoler, der var opstillet i kontoret, højst i bagatelagtigt omfang havde været benyttet privat, og at appellanten derfor var berettiget til at afskrive disse efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler m.v.

Parter

A
(lrs. I.A. Strobel)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling og Thomas Rørdam.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 6. december 2001.

Appellanten, A, har nedlagt påstand om principalt, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige personlige indkomst nedsættes med 7.870 kr. for indkomståret 1995 og med 9.148 kr. for indkomståret 1996, subsidiært, at Skatteministeriet skal anerkende, at han er berettiget til et skattemæssigt fradrag på 1.278 kr. i sin personlige indkomst for indkomståret 1996, og at der i øvrigt skal ske ny ansættelse af hans skattepligtige personlige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996, og mere subsidiært, at der skal ske ny ansættelse af hans skattepligtige personlige indkomst for indkomstårene 1995 og 1996.

Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse med den ændring, at ansættelsen af As personlige indkomst for 1996 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne på det grundlag, at det anerkendes, at reolerne kan afskrives efter reglerne for driftsmidler m.v., der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål. Skatteministeriet har subsidiært nedlagt påstand i overensstemmelse med As mere subsidiære påstand.

Der er enighed om, at As udgifter til køb af reoler udgjorde 1.278 kr. ekskl. moms.

Til brug for Højesteret har A yderligere forklaret bl.a., at der for så vidt angår reolerne er tale om 2 reoler, der er købt i 1996 i Ikea. Reolerne går fra gulv til loft. På den ene reol var hele øverste hylde fyldt med edb-manualer. En anden hylde var fyldt med bogføringsmaterialet fra hans firma. En tredje hylde var fyldt med "skattelovgivningen". Nederste hylde var fyldt med udtræksbakker med formularer. På den anden reol stod der en stor laserprinter. Resten af reolen indeholdt diverse kontorartikler, herunder mapper og kuverter m.v. Samtlige genstande på de to reoler var ting, som han brugte i sin erhvervsvirksomhed. Der var ingen private ting i arbejdsværelset overhovedet.

Hans virksomhed ydede bogførings- og regnskabshjælp til erhvervsvirksomheder. Der var såvel private kunder som kunder fra virksomheden G1. Den vigtigste G1-kunde var G2-computers. For denne virksomhed forestod han det bogholderimæssige som vikar, ligesom han udviklede virksomhedens lagerstyringsprogram. Sidstnævnte foregik blandt andet på virksomheden, men den væsentligste del af arbejdet foregik derhjemme. Dette skyldtes, at han havde behov for sammenhængende ro i forbindelse med udviklingen af programmet, hvilket alene var muligt derhjemme på kontoret. Udover G1-kunderne var der de private kunder, som primært bestod af enkeltmandsvirksomheder. Arbejdet for disse kunder foregik ligeledes på kontoret derhjemme. Det samme gjaldt firmaets korrespondance og udskrivning af regninger m.v.

Højesterets bemærkninger

Et kontor indrettet i en privat bolig kan normalt også benyttes til private formål, og en fradragsret for udgifter til et sådant kontor må derfor i almindelighed forudsætte, at kontoret i væsentligt omfang anvendes som skatteyderens hovedarbejdssted inden for normal arbejdstid, jf. Højesterets dom refereret i SKM2002.029.HR.

A har forklaret, at han stort set altid arbejdede "ude i byen" i tidsrummet mellem kl. 08.30 og kl. 16.30, og at arbejdet i kontoret normalt kun foregik 1-3 timer om aftenen.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at betingelserne ikke er opfyldt for undtagelsesvis at indrømme A fradragsret for udgifterne til kontoret i hans private bolig.

Efter As forklaring sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger er det tilstrækkeligt godtgjort, at reolerne højst i bagatelagtigt omfang har været benyttet privat, og han er derfor berettiget til et skattemæssigt fradrag på 1.278 kr. for indkomståret 1996, jf. § 3, stk. 2, i den dagældende afskrivningslov.

Med denne ændring stadfæster Højesteret herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at Skatteministeriet skal anerkende, at A er berettiget til et skattemæssigt fradrag på 1.278 kr. i sin personlige indkomst for indkomståret. 1996.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.