Dokumentets metadata

Dokumentets dato:13-05-2003
Offentliggjort:13-05-2003
SKM-nr:SKM2003.202.TSS
Journalnr.:99/99-354-00030
Referencer.:Kuldioxidafgiftsloven
Dokumenttype:Meddelelse


Godtgørelse af kuldioxidafgift vedrørende proceslistens pkt. 4

Fældning af kartoffelprotein, anvendt som dyrefoder, er omfattet af kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, og bilaget til kuldioxidafgiftsloven pkt. 4.


Landsskatteretten har den 22. december 2000 behandlet en klage fra en kartoffelmelsfabrik. Klagen skyldtes, at told- og skatteregionen ikke har anset proteinfældning/kartoffelsafthåndtering som en del af den tunge proces ved fremstilling af kartoffelstivelse, jf. pkt. 18 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven.

Kartoffelsaft er et biprodukt fra den direkte fremstilling af kartoffelstivelse. Ved håndteringen af kartoffelsaften kan der ske fældning (udskilning) af kartoffelsaftens protein. Det fældede kartoffelprotein kan anvendes som dyrefoder.

Det følger af kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2, at virksomheder, der er registreret efter momsloven, kan få tilbagebetalt 75% af afgiften af afgiftspligtige varer, der anvendes som nævnt i nr. 15-35 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven.

Bilaget til kuldioxidafgiftsloven omfatter i pkt. 18 varer, der anvendes direkte ved fremstilling af stivelse henhørende under position 11.08 i EUs kombinerede nomenklatur, hvis tørstofindhold er på mindst 80%.Kartoffelstivelse henhører under denne position.

Landsskatteretten stadfæstede regionens afgørelse.

Landsskatteretten bemærkede, at ifølge bilagets ordlyd kan alene forbrug medgået direkte ved fremstillingen af kartoffelstivelse henregnes til tung proces. Ud fra de foreliggende oplysninger fandt retten således, at energien anvendt til fældning af kartoffelprotein ikke kan anses for omfattet af pkt. 18 i bilaget, idet denne energi ikke er medgået direkte ved fremstillingen af kartoffelstivelse, men må anses for energi med gået til håndtering af et biprodukt. Uagtet at den mest hensigtsmæssige håndtering af kartoffelsaften efter det oplyste sker ved fældning af kartoffelprotein, findes der ikke at være hjemmel til at henføre energiforbruget hertil under den tunge proces.

Kartoffelmelsfabrikken indbragte kendelsen for landsretten. Der blev nedlagt påstand om, at energiforbruget til fældning af kartoffelprotein er omfattet af principalt pkt. 18, subsidiært pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed omfattet af godtgørelsesreglen for tung proces i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2.

Den 7. november 2002 blev der i landsretten indgået forlig mellem Skatteministeriet og kartoffelmelfabrikken.

Af forliget fremgår det, at det anerkendes, at energiforbruget - bortset fra elektricitet - ved fældning af kartoffelprotein, som er anvendt som dyrefoderstof/dyrefodertilsætning, er omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og dermed af tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2. Energiforbruget til fældning af kartoffelprotein, som er solgt til en anden virksomhed og anvendt i fermentationsprocesser, er således ikke omfattet af pkt. 4 i bilaget til kuldioxidafgiftsloven og tilbagebetalingsreglen i kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 2.