Dokumentets metadata

Administrationsvederlag - driftsomkostning

Et selskab indgik i 1990 aftale med et interesseforbundet selskab om levering af nærmere bestemte administrationsydelser.Selskabet, der havde regnskabsår 1. maj - 30. april, fratrak i regnskabsårene 1990/91, 1991/92 og 1992/93 (til og med juni 1992) det aftalte administrationshonorar, der var fastsat til kr. 300.000,- årligt.I regnskabsårene 1993/94, 1994/95 og 1995/96 fratrak selskabet ikke administrationshonoraret, angiveligt fordi selskabet savnede likviditet og afventede resultatet af en erstatningssag mod en kunde.I regnskabsåret 1996/97 fratrak selskabet - efter afslutningen af erstatningssagen - et administrationshonorar på kr. 1.500.000,- med tillæg af renter vedrørende 1992/93, 1993/94, 1994/95 og 1995/96.Landsretten bemærkede, at selskabet som udgangspunkt havde bevisbyrden for, at administrationsvederlaget udgjorde en fradragsberettiget driftsomkostning. Da administrationsvederlaget var afholdt over for interesseforbundne selskaber, var bevisbyrden skærpet.Efter den konkrete bevisførelse fandt landsretten, at udgiften til administrationsvederlaget alene måtte anses for afholdt til at tilgodese hovedaktionærens og ikke selskabets driftsmæssige interesser. Selskabet kunne derfor ikke fratrække beløbet efter statsskattelovens § 6, stk. 1, a).Højesteret henviste til selskabets regnskaber, hvorefter der i 1992/93 alene blev udgiftsført et administrationshonorar på kr. 50.000,-, medens der i 1993/94 og 1994/95 ikke blev udgiftsført noget administrationshonorar. Videre anførte Højesteret, at der i regnskabet for 1995/96, som blev afgivet efter landsrettens tilkendegivelse i erstatningssagen, var bogført en ekstraordinær udgift, som bl.a. omfattede et administrationshonorar på kr. 300.000,- for hvert af årene 1992/93, 1993/94, 1994/95 og 1995/96 med tillæg af renter.Med henvisning hertil og i øvrigt af de grunde, der var anført af landsretten, stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Parter

H1 A/S
(advokat Peter Krarup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Jon Stokholm og Vibeke Rønne

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 12. afdeling den 8. juni 2005.

Påstande

Appellanten, H1 A/S, har gentaget sin påstand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse og har gentaget sin subsidiære påstand.

Supplerende sagsfremstilling

I H1 A/S' årsregnskab for 1995/96 er optaget en ekstraordinær udgift på 2.119.948 kr., som bl.a. omfatter et: "Hensat administrationsvederlag" på 1.671.750 kr. I en note hertil er bl.a. anført:

"Selskabet har siden 1992 ført en erstatningssag, der efter regnskabsårets afslutning nu er ved at være færdigbehandlet.

Vestre Landsret har den 18. november 1996 tilkendegivet et erstatningsbeløb på kr. 3.000.000 med renter. Dette kan beregnes til i alt kr. 4.481.979, der ikke er indtægtsført jfr. det almindelige regnskabsmæssige anvendte forsigtighedsprincip.

Selskabet er dog forpligtet til, når erstatningen modtages, at udrede et aftalt vederlag til administrator på kr. 300.000 p.a. inkl. rente for årene 1992/93, 1993/94, 1994/95 og 1995/96, idet selskabet grundet den særlige situation ikke har haft mulighed for at opfylde sine forpligtelser, hvilket administrator har accepteret i forventning om at kunne modtage de manglende vederlag ved sagens afslutning."

Forklaringer

A har supplerende forklaret, at overlæge BB ejede halvdelen af H1 A/S. BB var passiv investor. De skulle være enige om at afholde udgitter i selskabet. Det var nødvendigt, at der var to personer til stede samtidig for at udføre børsforretningerne, idet der skulle kunne handles på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Det var hensigtsmæssigt, at den ene medarbejder kunne tale med kunden, mens børsforretningerne blev gennemført. Hvis kunden ønskede det, kunne der laves prissikringskontrakt både vedrørende landbrugsproduktet og valutaen. Det var endvidere hensigtsmæssigt, at der var to på kontoret, så der kunne handles, selv om den ene var væk fra kontoret. Hvis telefonerne ikke blev taget på den danske adresse, blev samtalen viderestillet til kontoret i Luxembourg, hvor han sad. Til sidst blev alle telefonsamtaler viderestillet til kontoret i Luxembourg, hvor også KS sad i 2-3 år. Selskabet skulle have en dansk adresse og skulle dengang også have en i Danmark bosiddende direktør. SN var direktør, og han fik et relativt beskedent honorar for at lægge navn og kontor til selskabet.

Vedrørende aktionæroverenskomstens punkt 9.2 har han forklaret, at administrationsudgifterne på i alt 300.000 kr. vedrørte administration og rådgivning, som han varetog. Han uddannede SN og KS, og udgiftsposten på 35.000 kr. til dealeruddannelsen er honoraret herfor. KS var i starten den eneste ansatte i H1. KS og han tog rundt og talte med landmænd og organisationer for at skaffe kunder. Det var meget svært at skaffe kunder, fordi H1 var ukendt, og fordi selskabet havde anlagt sag mod G1 A/S, som er et af Danmarks største .... Det var vigtigt for dem at skaffe kunder også for at kunne anvende oplysningen herom i retssagen. De skaffede i alt ca. 30 kunder og havde formentligt 15 kunder ad gangen. I forhold til det, han fik andre steder, var 125.000 kr. for andel i future/valutadealer i aktionæroverenskomstens punkt 9.2 ikke et højt honorar. Det samlede skyldige administrationshonorar blev først betalt i 1997, fordi der først var penge i selskabet, efter at G1 A/S havde betalt. BB havde hvert år opgjort honorarkravet, og det fremgik af et regneark. Han havde først fået kontakt med BB fire år før, H1 blev stiftet. Han kender ikke BB privat.

BB solgte sine aktier i 1997. Han ville ud af selskabet, fordi de ikke kunne få tilstrækkelig mange kunder. Da han købte BBs aktier, var der ikke taget stilling til, om Vestre Landsrets dom i sagen mellem H1 og G1 skulle ankes til Højesteret. Han ønskede ikke at anke dommen, idet Vestre Landsret ved fastsættelse af erstatningen havde taget hensyn til det skyldige administrationshonorar. BB ville kun betale for administrationsudgifter til midten af juni 1996, idet reglerne var ændret således, at der skulle søges en autorisation, og det havde selskabet ikke gjort. BB var indforstået med, at der skulle betales for administrationsudgifterne for de tidligere år. BB fik 800.000 kr. for aktierne. Forhandlingerne om prisen for aktierne var hårde og foregik over ca. en måned.

Han har ikke i Østre Landsret forklaret, som anført i dommen, at beløbet på 800.000 kr. til BB var anslået for ikke at få problemer med det danske skattevæsen vedrørende fremført underskud. Beløbet på 800.000 kr., som han forklarede om i Østre Landsret, var det beløb, der blev betalt af G2 Ltd. til H2 A/S for overtagelse af administrationsaftalen. Disse 800.000 kr. kom dermed til beskatning i Danmark. Efter hans opfattelse var det årlige administrationsvederlag forretningsmæssigt begrundet og i øvrigt billigt.

Vedrørende punkt 9.2 i aktionæroverenskomsten har han endvidere forklaret, at der blev betalt 260.000 kr. til Reuter for adgangen til de oplysninger, der var nødvendige for H1. Han mener, at Børscustom dengang kostede ca. 50.000 kr. årligt. Hvis H1 ikke havde kunnet få oplysninger via de systemer, som han havde adgang til, ville selskabets udgifter til informationer have været væsentligt højere. Han havde via systemerne adgang til realtidspriser, det vil sige den løbende direkte adgang til de priser, der handles til på børsen. Der betales et abonnement til børserne for at få adgang til priserne. Det var H2 A/S, der i 1990-1991 havde abonnementer på Reuter, TeleRate, Børscustom og nogle systemer, der var stillet til rådighed af enkelte børser. Da han i 1991 flyttede til Luxembourg, overtog H4 Management i Luxembourg abonnementerne fra 1991 til 1997 og stillede dem til rådighed for G2 Ltd. mod betaling af omkostninger med tillæg af 12 %. Det ville have kostet H1 mindst 500.000 kr. i dagældende priser, såfremt hans selskaber ikke havde stillet abonnementerne til rådighed for H1.

BB har supplerende forklaret, at han havde møder med A mere end en gang om året, og de havde også telefonisk kontakt. Der var mange diskussioner. En gang om året havde de en grundigere gennemgang af selskabet. Administrationshonoraret blev ikke drøftet, idet det var aftalt. Endvidere hang det hele på A. Da G1 brød kontrakten med H1, var det kun i kraft af As stædighed og professionalisme, at selskabet kørte videre. Selv ønskede han at være så passiv i selskabet, som han kunne være. Administrationsaftalen i aktionæroverenskomstens punkt 9.2 blev indgået efter forhandlinger på flere møder mellem ham og A. SN og KS kom ind i selskabet, efter at det var startet. Han husker ikke at have haft kontakt med SN, men KS har han mødt mange gange i den tidlige fase, hvor de troede på idéen.

I 1997 solgte han sine aktier til A. De havde været nødt til at holde liv i selskabet under retssagen mod G1. Han var ikke interesseret i aktierne, idet han ikke længere troede på selskabet, fordi det var svært at skaffe kunder. Han forhandlede med A om prisen på aktierne. Han ville have en højere pris end den, som A først tilbød. Han inddrog derfor sin advokat i forhandlingerne. Han husker ikke, om administrationshonoraret blev nævnt som argument i forhandlingerne om prisen for aktierne. Han accepterede, at administrationshonoraret skulle betales. Værdien af hans aktier i H1 var erstatningen i henhold til Vestre Landsrets dom i sagen mod G1 med fradrag af udgifterne i henhold til administrationsaftalen. A foretog i henhold til reglerne i aktionæroverenskomsten en beregning, der førte til, at hans andel var i størrelsesordenen 400.000 - 500.000 kr. Det syntes han var for lidt, idet han ville have sine penge tilbage samt forrentning. De forhandlede sig herefter frem til, at han skulle have 800.000 kr.

KS har supplerende forklaret, at administrationsvederlaget på 300.000 kr. var billigt for H1, idet der var udgifter til hardware og analysesystemer fra råvareanalytikere og handelssystemer m.v. og således mange abonnementer, der skulle betales. Han og A kørte H1. A havde den finansielle viden, og han havde den landsbrugsfaglige viden. Det var nødvendigt at have begge kompetencer i selskabet. BB var investor i selskabet. Han har mødt BB sammen med A på møder vedrørende selskabets drift. A betalte selskabets driftsomkostninger og skulle have betaling, når der kom penge i kassen. Administrationsomkostningerne blev brugt til at holde selskabet i gang. Den anslåede udgift på 125.000 kr. til andel i future/ valutadealer i aktionæroverenskomstens punkt 9.2 var meget billig for H1, idet det dengang kunne have kostet selskabet 750.000-1.000.000 kr. Også den anslåede udgift på 75.000 kr. til andel i informationssystemer var billigt for H1, idet udgiften til et årligt abonnement dengang kunne være mellem 500.000 kr. og 1.000.000 kr.

Højesterets begrundelse og resultat

Af H1 A/S' regnskaber fremgår, at der i 1992/93 alene blev udgiftsført e administrationshonorar på 50.000 kr., mens der i 1993/94 og 1994/95 ikke blev udgiftsført noget administrationshonorar. I regnskabet for 1995/96, som blev afgivet, efter at Vestre Landsrets tilkendegivelse i retssagen mod G1 A/S forelå, er bogført en ekstraordinær udgift på godt 2 mio. kr., som bl.a. omfattede et administrationshonorar på 300.000 kr. for hvert af årene 1992/93, 1993/94, 1994/95 og 1995/96 med tillæg af renter.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 A/S betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.

Sagsomkostningsbeløbet for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.