Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-03-2007
Offentliggjort:21-03-2007
SKM-nr:SKM2007.217.DEP
Journalnr.:2005-78-1714 og 1715
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Kommentar


Ministeriets kommentar til retssager om skattefrihed ved afståelse af supplerende helårsejendom (SKM2007.147.HR)

Skatteministeriet kommenterer SKM2007.147.HR. Skatteministeriet tog for Højesteret bekræftende til genmæle overfor skatteydernes påstand. Ministeriets beslutning om at tage bekræftende til genmæle i sagerne betyder, at en supplerende helårsejendom vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i ejerperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot den supplerende ejendom faktisk har tjent til bolig for ejeren af arbejdsmæssige årsager.


Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk.1, kan ejeren af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skattefrit afstå huset eller lejligheden, hvis ejendommen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen (parcelhusreglen).

I sagen havde et ægtepar været tilmeldt folkeregisteret i Grønland siden 1995. Manden var direktør i et større grønlandsk selskab. I 1996 købte ægteparret en ejendom i Danmark. Parret ønskede at anvende ejendommen som eneste bolig, når de efter en kort årrække forventede at vende tilbage til Danmark fra Grønland.

Parret udlejede ejendommen i de første to år. Efter at lejeforholdet ophørte, benyttede parret ejendommen til ferie i Danmark og især i forbindelse med mandens mødeaktivitet i Danmark. Hans grønlandske arbejdsgiver undersøgte mulighederne for opstart af en butikskæde i Danmark og etablerede en butik i Danmark i nærheden af den af ægteparret ejede ejendom.

På baggrund af beregnet vandforbrug, oplysning om oliekøb og erklæringer lagde ministeriet til grund, at manden i ca. 2 måneder årligt havde benyttet ejendommen til overnatning i forbindelse med arbejdsmæssige arbejdsopgaver. Herudover måtte det antages, at hustruen og parrets hjemmeboende børn havde været på ejendommen i forbindelse med ferie-/weekendophold.

Ægteparret solgte ejendommen i 2000. De lokale skattemyndigheder anså ægteparrets fortjeneste for skattepligtig, men fik ikke medhold heri i Landsskatteretten. Landsskatteretten fandt det efter en konkret vurdering godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for manden, uanset at han ikke var tilmeldt folkeregisteret på adressen i Danmark. Landsskatteretten lagde vægt på oplysningerne om, at manden i en periode omkring årsskiftet 98/99 havde udført arbejdsopgaver i lokalområdet, samt at der var påvist et ikke uvæsentligt varmeforbrug på ejendommen i den omhandlede periode.

Ministeriet indbragte de to kendelser for domstolene. Baggrunden herfor var, at SKAT (tidl. Told- og Skattestyrelsen) ifølge det oplyste hidtil kun havde anset en supplerende helårsbolig for omfattet af parcelhusreglen, hvis ejeren udelukkende af arbejdsmæssige forhold midlertidigt havde erhvervet den supplerende ejendom. Kendelserne ville medføre en udvidelse af praksis, så en supplerende helårsejendom, hvis den anvendtes af arbejdsmæssige årsager, ville være omfattet af parcelhusreglen, uanset at ejendommen var erhvervet med et andet formål end at skulle anvendes i forbindelse med skatteyderens arbejde. Kendelserne ville også kunne have afsmittende virkning i forhold til de såkaldte "forældrekøb".

Vestre Landsret fandt, at ægteparrets gevinst ved salg af ejendommen var skattepligtig. Landsretten fandt ikke, at to ejendomme, som en skatteyder råder over, begge samtidig kan tjene som bolig for skatteyderen.

Ægteparret gjorde som noget nyt for Højesteret gældende, at beskatning af dem ville være i strid med fast administrativ praksis, hvorefter en skatteyder på samme tid kan råde over to ejendomme, der kan tjene til bolig for ham. Samtidig havde professor Niels Winther-Sørensen i TfS 2006,700 kritiseret Vestre Landsrets dom. Han oplyste i den forbindelse, at han var bekendt med, at der også før Landsskatterettens kendelser i sagerne var truffet ikke-offentliggjorte afgørelser af Ligningsrådet (nu: Skatterådet) og Landsskatteretten, hvor skatteydere havde fået medhold i, at en skatteyder på samme tid kan råde over to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren.

Praksis bestod foruden de to indbragte landsskatteretskendelser i to landsskatteretskendelser og to bindende forhåndsbeskeder fra Ligningsrådet afsagt i perioden 2001 til 2003.

Den første afgørelse var en landsskatteretskendelse af 23. maj 2001. Her havde et ægtepar fast bolig i Svendborg. Hustruen erhvervede en ejendom i Kolding, fordi mandens arbejdsplads var beliggende her, og denne ejendom skulle benyttes, når det ikke var muligt eller hensigtsmæssigt for ham at tage tilbage til ejendommen i Svendborg. Parret oplyste, at manden havde anvendt ejendommen i Kolding 1-2 dage ugentligt. Landsskatteretten fandt, at fortjenesten var skattefri, da ejendommen havde tjent til bolig for den ene af ægtefællerne. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at ejendommen blev købt, fordi den ene ægtefælle arbejdede i Kolding og benyttede ejendommen 1-2 dage ugentligt igennem de fire år, ejendommen blev ejet.

En bindende forhåndsbesked og en landsskatteretskendelse omhandlede et søskendepar, som havde arvet et parcelhus i Middelfart efter deres mor. Halvdelen af huset blev lejet ud til faderen, mens en anden halvdel blev benyttet af den ene søskende til ophold og overnatning ca. 1-2 dage om ugen i en 2-års periode. Den anden søskende benyttede også denne del af huset. Det blev oplyst, at parcelhuset blev brugt til fritidsformål, ferie og overnatning i forbindelse med varetagelse af opgaver som bestyrelsesmedlem og som direktør i et familieselskab. Her antog Told- og Skattestyrelsen, at den ene søskende kunne sælge ejendommen skattefrit i medfør af parcelhusreglen, idet ejendommen ved hans ophold og overnatninger i ejendommen i perioden 1997-1999 tjente som bolig for ham, uanset at han havde sin folkeregisteradresse og sit daglige arbejde i Odense. Ligningsrådet fulgte styrelsens indstilling i den bindende forhåndsbesked af 23. oktober 2001.

Den anden søskende fik ved en bindende forhåndsbesked afslag på, at hendes andel kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen. Hun påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, der gav hende medhold i en kendelse af 13. september 2002. Landsskatteretten henså bl.a. til, at vanskelighederne i familieselskabet havde nødvendiggjort søsterens tilstedeværelse i samme omfang som hendes bror, der havde fået en bindende forhåndsbesked besvaret med "ja".

I den fjerde afgørelse - en bindende forhåndsbesked af 15. juli 2003 - var forholdet det, at en skatteyder i 1973 havde erhvervet en landbrugsejendom. Frem til 1984 havde stuehuset været delvist udlejet, og efter denne dato havde ægteparret selv benyttet stuehuset uden nogen form for udlejning. Ægteparret havde en anden ejendom. Told- og Skattestyrelsen indstillede under sagen, at stuehuset kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen. Styrelsen henviste bl.a. til, at skatteyderen havde opholdt sig på ejendommen ca. 1/3 af tiden årligt siden 1984.

På baggrund af denne ikke offentliggjorte praksis fandt Skatteministeriet, at en beskatning af skatteyderne i retssagerne ville være i strid med fast administrativ praksis. Departementet tog derfor bekræftende til genmælde for Højesteret over for ægteparrets påstand.

Ministeriets beslutning om at tage bekræftende til genmæle i sagerne betyder, at en supplerende ejendom vil kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen, hvis ejendommen i salgsperioden har været anvendt af ejeren af arbejdsmæssige årsager. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot han faktisk har anvendt ejendommen af arbejdsmæssige årsager.

Det er ikke enhver anvendelse af ejendommen, som bevirker, at ejendommen kan sælges skattefrit. Det er fortsat en betingelse, at varigheden af den arbejdsmæssige anvendelse af ejendommen har haft en sådan karakter, at det kan siges, at den supplerende ejendom har tjent til bolig for ejeren. At ophold ikke er tilstrækkeligt, viser Højesterets dom i SKM2005.404.HR , hvor skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig i den ejerlejlighed, som var blevet solgt, men hvor dette ikke førte til, at skatteyderen havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham i en 2½ måneders periode. Det bemærkes, at dommen ikke omhandler en situation, hvor spørgsmålet var, om der forelå to boliger på én gang.

Det må kræves, at der er tale om længerevarende eller regelmæssigt tilbagevendende ophold f.eks. som i en af landsskatteretskendelserne 1-2 overnatninger hver uge. Ophold i et mindre omfang vil næppe kunne betragtes som om, at ejendommen tjener til bolig for ejeren eller dennes husstand. Et ophold på samlet ca. 2 måneder, som i SKM2007.147.HR må betragtes som et minimum, for at ejendommen kan siges at have tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand. Overnatningerne i den supplerende ejendom skal være forårsaget af arbejdsmæssige årsager.