Dokumentets metadata

Virksomhedsskatteloven - kapitalafkast - obligationer

En skatteyder, der anvendte virksomhedsordningen, havde erhvervet en obligationsbeholdning, som indgik i virksomhedsordningen. Da der var tale om finansielle aktiver, der ikke vedrørte virksomhedens varedebitorer m.v., skulle det beregnede kapitalafkast vedrørende obligationsbeholdningen anses for hævet i virksomhedsordningen.

Klagen vedrører det forhold, at skatteankenævnet har anset et kapitalafkast på 438.239 kr. for hævet i virksomhedsordningen. Overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen er ændret i konsekvens heraf.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger

Klageren (A) var til og med indkomståret 2000 den ene af 2 interessenter i virksomheden "Hotel B". Klageren har herudover drevet konsulent- og udlejningsvirksomhed samt handel med vin og tæpper. Interessentskabet blev ved skattefri virksomhedsomdannelse primo 2001 omdannet til Ejendomsselskabet C A/S. Klagerens andel af interessentskabet er således erstattet af en post aktier i selskabet.

Klageren havde en positiv kapitalkonto pr. 1. januar 2000 på 6.533.337 kr., og den anden interessent havde en negativ kapitalkonto på ¸4.504.063 kr. Interessentskabet optog et banklån på 10.381.331 kr., og klageren hævede 11.368.413 kr. Begge interessenters kapitalkonti udgjorde ¸3.971.015 kr. pr. 31. december 2000.

Klagerens likvide midler pr. 31. december 2000 på 10.422.240 kr., blev i 2001 for størstedelen vedkommende placeret i obligationer på nom. 6.474.562 kr. Placeringen i obligationer skyldes ifølge klageren, at banken ønskede sikkerhed for udbetaling af lånet til interessentskabet. Ved virksomhedsomdannelsen er gælden overtaget af selskabet.

Klageren har ved opgørelsen af indkomsten i sine virksomheder anvendt virksomhedsordningen. Den likvide beholdning pr. 31. december 2000 og senere obligationsbeholdningen pr. 31. december 2001 og 31. december 2002, og renteindtægterne i 2001 og 2002 indgår således i virksomhedsordningen.

Skatteforvaltningen er af den opfattelse, at klageren ikke kunne opspare afkastet af de finansielle aktiver, jf. værnsreglen i virksomhedsskattelovens § 4, sammenholdt med § 7 og § 10 og forarbejderne til L-47 vedrørende lov 1115 af 22. december 1993. Det opgjorte kapitalafkast på 438.239 kr. i 2002 er derfor anset for hævet. Overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen er ændret i konsekvens heraf.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet afgørelsen. Til støtte herfor har nævnet anført, at klagerens obligationer, der købes i løbet af 200l, er en del af aktiverne i virksomhedsskatteordningen. Obligationerne udgør størstedelen af virksomhedens kapitalafkastgrundlag pr. 1. januar 2002, hvorfor kapitalafkastet således skal hæves, jf. virksomhedsskattelovens §§ 4, 7 og 8. Kapitalafkastet beregnes som 6 % af kapitalafkastgrundlaget primo, jf. virksomhedsskattelovens §§ 7 og 8. Det er ikke frivilligt, om man vil beregne kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens § 7, men det er frivilligt, om man vil hæve kapitalafkastet, medmindre kapitalafkastet vedrører finansielle aktiver, jf. virksomhedsskattelovens § 4. Nævnet mener ikke, jf. bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, at virksomhedsskattelovens § 4 skal fortolkes indskrænkende i den forstand, at den erhvervsdrivendes baggrund for placeringen af finansielle aktiver i virksomhedsskatteordningen skal vurderes ved afgørelsen af, om kapitalafkast skal hæves.

Klagerens revisor har anført, at det i bemærkningerne til bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 4 fremgår klart, at hensigten alene har været at forhindre ren spekulation/omgåelse, og at bestemmelsen uanset ovennævnte blev lavet bredere end beregnet, og derfor skal fortolkes indskrænkende. Der er dog ikke henvist til, hvilke formuleringer i bemærkningerne, der skulle underbygge påstanden. Der ses ikke i hverken selve lovteksten eller bemærkningerne til lovforslaget at være grundlag for at skulle vurdere den erhvervsdrivendes hensigt med placeringen af de finansielle aktiver ved vurderingen af, om virksomhedsskattelovens § 4 skal finde anvendelse eller ej. Kapitalafkastet for 2002 skal derfor hæves.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelse for 2002 nedsættes med 438.239 kr. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren ikke er pligtig at tvangshæve den del af virksomhedens overskud, der anses som kapitalafkast, idet kravene om tvangshævning af kapitalafkast blev ophævet ved lov nr. 1115 af den 22. december 1993, lovforslag L47. Den nugældende virksomhedsskattelovs § 4 skal fortolkes indskrænkende, idet den nugældende virksomhedsskattelovs § 4, alene omfatter den situation, hvor der forligger egentlig spekulation fra skatteyderens side. Bestemmelsens ordlyd giver umiddelbart ikke anledning til fortolkningstvivl, men ifølge lovens forarbejder er bestemmelsen alene tænkt som en værnsregel med henblik på at undgå utilsigtede virkninger af, at kapitalafkast kan spares op i virksomhedsordningen.

Virksomhedsskatteloven blev indført ved lov nr. 144 af den 19. marts 1986, hvor det i lovens § 4 blev bestemt, at kapitalafkastet altid skulle beskattes i indkomståret. Ved lov nr. 1115 af den 22. december 1993, lovforslag L 47 blev virksomhedsskatteloven ændret. Formålet med lovændringen var nærmere, at give den selvstændige større mulighed for at spare op i virksomheden og i den forbindelse lade det beregnede kapitalafkast indgå i opsparingsordningen på lige fod med det resterende overskud i virksomheden. I bemærkningerne til § 4 i lov nr. 1115 af 22. december 1993, lovforslag L47, er anført følgende:

"Efter de gældende regler i virksomhedsskattelovens § 4, skal den del af virksomhedens overskud, der anses for kapitalafkast, altid hæves af den skattepligtige. Kapitalafkastet kan således ikke spares op i virksomheden mod betaling af den foreløbige virksomhedsskat, men skal altid beskattes endeligt ved indkomståret. Kapitalafkast, der ikke er overført fra virksomheden til den skattepligtige (hævet) inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse, anses for indskudt i virksomheden.

I lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at ændre virksomhedsskattelovens § 4, således at kapitalafkastet ikke skal hæves, men kan spares op i virksomhedsordningen på samme måde som den resterende del af årets overskud. Dette sker ved at ophæve bestemmelsen om, at kapitalafkastet anses for indskudt, hvis det ikke er overført til den skattepligtige inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse.

For at undgå utilsigtede virkninger i forbindelse med de foreslåede regler om, at kapitalafkastet ikke skal hæves, foreslås indsat en værnsregel. Værnsreglen går ud på, at den del af kapitalafkastet, der vedrører finansielle aktiver, bortset fra fordringer erhvervet ved varesalg (varedebitorer), altid skal hæves og dermed beskattes som kapitalindkomst. Hvis beløbet ikke hæves, anses det for indskudt. Herved undgås, at den erhvervsdrivende f.eks. kan indskyde en stor post obligationer i virksomhedsordningen med den virkning, at opsparede renter kun beskattes med den foreløbige virksomhedsskat på 34 pct.

Hvis det samlede kapitalafkast begrænses som følge af, at det ikke kan overstige virksomhedens overskud, eller at virksomhedens regnskabsperiode er kortere eller længere end 12 måneder, beregnes den del af det begrænsede kapitalafkast, der skal tvangshæves, forholdsmæssigt. Den forholdsmæssige del af kapitalafkastet beregnes efter forholdet mellem værdien af de finansielle aktiver, bortset fra fordringer erhvervet ved varesalg (varedebitorer), og kapitalafkastgrundlaget ved indkomståret begyndelse.

Kapitalafkastet skal dog som hidtil beregnes på baggrund af en generel fastsat kapitalafkastprocent, jf. virksomhedsskattelovens § 7. Hvis der hæves af årets overskud, skal der altid beregnes kapitalafkast som efter de hidtil gældende regler. Hvis det beløb, der hæves af årets overskud, overstiger det beregnede kapitalafkast efter virksomhedsskattelovens § 7, vil det overskydende beløb blive beskattet som personlig indkomst.

Når kapitalafkastet spares op i virksomhedsordningen på samme måde som den resterende del af årets overskud, vil dette betyde, at det beskattes som personlig indkomst, når det hæves. Dette betyder også, at der skal betales bidrag efter lov om arbejdsmarkedsfonde af de hævede beløb."

Af bemærkningerne til lovændringen fremgår det klart, at kravet om tvangshævning af kapitalafkastet fjernes, medmindre kapitalafkastet omfatter finansielle aktiver, bortset fra fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser forbundet hermed. De hidtidige regler omkring tvangshævning af kapitalafkastet blev ført videre for så vidt angår finansielle aktiver, idet det ikke skulle være muligt for den selvstændige bevidst indskyder en stor post obligationer i virksomhedsordningen med den følge, at renterne herfra alene blev beskattet med den foreløbige virksomhedsskat på dengang 34 pct.

Formålet med værnsreglen i virksomhedsskattelovens § 4, er således alene, at undgå egentlig spekulation fra skatteydere, dvs. hvor skatteyderen bevidst placerer en stor post obligationsbeholdning eller anden type finansielle aktiver i virksomhedsskatteordningen og ikke den situation, hvor placeringen af obligationsbeholdningen eller en anden type finansielle aktiver er sket af erhvervsmæssige årsager, herunder påtvunget skatteyderen af långiveren. Dette fremgår klart af forarbejderne til loven. Uanset hensigten fra lovgivers side må det konstateres, at bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 4, er lavet bredere end beregnet fra lovgivers side. Herved rammes tillige de skatteydere, der reelt ikke burde være omfattet af bestemmelsen henset til, at der ikke foreligger en omgåelseshensigt / spekulation fra skatteyderens side. Dette er ikke formålet med loven.

I nærværende sag blev obligationsbeholdningen alene placeret i virksomhedsskatteordningen som følge af bankens krav om sikkerhedsstillelse. Klageren havde således ikke andre muligheder, idet banken ellers ville have afvist at optage lånet på ca. kr. 8 mio. Placeringen af obligationsbeholdningen skete dermed udelukkende af erhvervsmæssige årsager, betinget af bankens krav. Der er således i nærværende sag ikke tale om omgåelse/spekulation fra klagerens side. Henset til formålet med lov nr. 1115 af den 22. december 1993, herunder nærmere formålet med virksomhedsskattelovens § 4, skal værnsreglen i nærværende sag fortolkes indskrænkende således at den ikke finder anvendelse i nærværende sag. Under hensyntagen til ovennævnte er klageren ikke pligtig at hæve kapitalafkast i indkomståret 2002.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Virksomhedsskatteloven blev indført ved lov nr. 144 af den 19. marts 1986, hvor det i lovens § 4 blev bestemt, at kapitalafkastet altid skulle hæves og beskattes i indkomståret. Ved lov nr. 1115 af den 22. december 1993 blev virksomhedsskatteloven ændret således, at det fra og med indkomståret 1993 blev muligt at opspare hele eller dele af kapitalafkastet i virksomhedsordningen. Lovens § 4, stk. 1 fik følgende ordlyd:

"Den del af kapitalafkastet efter § 7, der vedrører finansielle aktiver, bortset fra fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed (varedebitorer m.v.), anses for indskudt, hvis det ikke er overført fra virksomheden til den skattepligtige inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse."

Bestemmelsens ordlyd giver umiddelbart ikke anledning til fortolkningstvivl, idet der blot skal sondres mellem omsætningsdebitorer og andre finansielle aktiver. Ifølge lovens forarbejder er bestemmelsen en værnsregel med henblik på at undgå utilsigtede virkninger af, at kapitalafkast kan spares op i virksomhedsordningen. Formålet med bestemmelsen er at undgå, at den erhvervsdrivende f.eks. indskyder en stor post obligationer i virksomhedsordningen med den virkning, at opsparede renter kun beskattes med den foreløbige virksomhedsskat. Det forudsættes ikke i bemærkningerne til lovforslaget, at der skal ske en vurdering af årsagen til placeringen af de finansielle aktiver. Forarbejderne indeholder ingen definition af, hvad der skal forstås ved finansielle aktiver. På den baggrund må bestemmelsen fortolkes i overensstemmelse med ordlyden således, at alene fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser i forbindelse hermed er undtaget fra tvangshævning. Klagerens obligationsbeholdning kunne ligge til sikkerhed for låneforholdet uanset om beholdningen var placeret i privatsfæren eller i virksomhedsskatteordningen. Obligationsbeholdningen, der ikke kan sidestilles med fordringer erhvervet ved salg af varer og tjenesteydelser, udgør størstedelen af virksomhedens kapitalafkastgrundlag pr. 1. januar 2002. Afgørelsen stadfæstes derfor.