Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-12-2006
Offentliggjort:21-12-2006
SKM-nr:SKM2006.798.SKAT
Journalnr.:06-134206
Referencer.:
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Fritagelse for beskatning af udenlandske studerendes underhold for indkomståret 2007 (Færøfradraget)

I meddelelsen beskrives fradragets størrelse for indkomståret 2007 samt hvilke landes studerende, der har ret til fradraget. Hvis der tages fradrag efter rejsereglerne i ligningslovens § 9 A, vil dette bevirke en reduktion af færøfradraget med et tilsvarende beløb.


A. Fradrag for underhold for indkomståret 2007

1) Færøske studerende, der opholder sig i Danmark udelukkende i studieøjemed, er fritaget for beskatning af arbejdsvederlag, som er nødvendigt for opholdet her. Særligt for overenskomsten med Færøerne gælder, at fritagelse opnås, uanset om arbejdsvederlaget er indtjent i udlandet (herunder på Færøerne) eller i Danmark, jf. afsnit IX, stk. 3, i protokollen til den fællesnordiske dobbeltbeskatningsaftale af 23. september 1996.

Det beløb, der er nødvendigt for en studerendes ophold, er for indkomståret 2007 fastsat til 68.000 kr.

Beløbet beregnes efter arbejdsmarkedsbidrag og bidrag til særlig pensionsopsparing. Fradraget ydes i den personlige indkomst og begrænses ikke af personfradrag eller af ligningsmæssige fradrag.

2) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for filippinske studerendes ophold i Danmark. Den studerende er fritaget for beskatning af ethvert vederlag, forudsat at tjenesten udføres i forbindelse med eller i tilknytning til oplæringen, og at vederlaget er nødvendigt som supplement til de midler, som den studerende har til rådighed til sit underhold, jf. artikel 21, litra b), i overenskomsten af 30. juni 1995 med Filippinerne. Fradraget gives kun i et tidsrum, der sammenlagt ikke overstiger 2 år fra datoen for den første ankomst.

3) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for grønlandske studerendes ophold i Danmark, jf. artikel 18, stk. 2, i aftalen af 18. oktober 1979 med Grønlands hjemmestyre.

4) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for indonesiske studerendes underhold i Danmark, jf. artikel 20, stk. 2, i overenskomsten af 28. december 1985 med Indonesien.

5) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for islandske studerendes ophold i Danmark, jf. afsnit IX, stk. 4, i protokollen til den fællesnordiske overenskomst af 23. september 1996.

6) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for israelske studerendes ophold i Danmark. Det er en betingelse, at studierne ikke er af underordnet betydning i forhold til de tjenesteydelser, for hvilke det omhandlede vederlag er ydet, jf. artikel 19 i overenskomsten af 27. juni 1966 med Israel.

7) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for kinesiske studerendes underhold i Danmark. Fritagelsen gælder dog kun for arbejde, der ikke har forbindelse med den pågældendes studieophold, jf. artikel 21, stk. 1, litra (iii), i overenskomsten af 26. marts 1986 med Kina. En fritagelse skal dog, jf. artikel 21, stk. 2, kun vedvare i en sådan periode, som med rimelighed og efter sædvane er nødvendig for at fuldføre uddannelsen. En fysisk person kan aldrig opnå begunstigelsen i mere end 5 år fra begyndelsen af et sådant studium eller uddannelse at regne.

8) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for marokkanske studerendes underhold i Danmark. Fritagelsen gælder for studiets normale varighed med tillæg af et år, jf. artikel 20 i overenskomst af 8. maj 1984 med Marokko.

9) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for pakistanske studerendes underhold i Danmark, jf. artikel 21 i overenskomsten af 22. oktober 1987 med Pakistan.

10) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for rumænske studerendes underhold. Fritagelsen gælder for en periode, der er begrænset til 5 år fra ankomsten til Danmark, jf. artikel 22, stk. 2, i overenskomsten af 13. december 1976 med Rumænien.

11) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for spanske studerendes ophold i Danmark. Det er en betingelse, at studierne ikke er af underordnet betydning i forhold til de tjenesteydelser, for hvilke det omhandlede vederlag er ydet, jf. artikel 21 i overenskomsten af 3. juli 1972 med Spanien.

12) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for thailandske studerendes underhold i Danmark. Fritagelsen gælder for en periode på højst 5 år, jf. artikel 20 (iii) i overenskomsten af 23. februar 1999 med Thailand.

13) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for ophold for studerende fra Trinidad og Tobago. Begunstigelsen kan kun strække sig over et sådant tidsrum, som kan anses for rimeligt eller sædvanligt for at fuldføre formålet med besøget, men i intet tilfælde skal nogen fysisk person nyde godt af begunstigelsen i mere end fem skatteår, jf. artikel XVIII i overenskomsten af 20. juni 1969 med Trinidad og Tobago.

14) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for tunesiske studerendes underhold i Danmark, jf. artikel 20, stk. 2, i overenskomsten af 5. februar 1981 med Tunesien. Fritagelsen gælder for en periode af højst 5 år.

15) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for tyrkiske studerendes underhold i Danmark, jf. artikel 20, stk. 2, i overenskomsten af 30. maj 1991 med Tyrkiet.

16) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for ukrainske studerendes underhold, studium eller uddannelse, jf. artikel 20, stk. 2, i overenskomsten af 5. marts 1996 med Ukraine.

17) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for venezuelanske studerendes underhold, uddannelse eller oplæring jf. artikel 20, stk. 2, i overenskomsten af 3. december 1998.

18) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt for vietnamesiske studerendes underhold eller uddannelse, forudsat vederlaget er nødvendigt for at supplere de midler, der står til rådighed for den studerendes underhold, jf. artikel 20, stk. 2 i overenskomsten af 31. maj 1995 med Vietnam.

19) Det samme beløb skal for indkomståret 2007 lægges til grund som nødvendigt underhold for zambiske studerende, jf. artikel XX, stk. 3, i overenskomsten af 13. september 1973 med Zambia.

B. Reduktion af fradraget

De under A. nævnte beløb reduceres med beløb, der modtages fra udlandet til den studerendes underhold eller uddannelse, samt med beløb, der er skattefrie her i landet, herunder i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis der tages fradrag efter rejsereglerne i ligningslovens § 9 A, vil dette bevirke en reduktion af det under A. nævnte fradrag med et tilsvarende beløb.