Dokumentets metadata

Dokumentets dato:15-06-2006
Offentliggjort:15-06-2006
SKM-nr:SKM2006.393.SKAT
Journalnr.:06-062436
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:SKAT-meddelelse


Ophævelse af personfradraget for studerende - visse begrænsede skattepligtige personer - genoptagelse af skatteansættelsen - indkomståret 2004 og 2005

Skatteministeriet har udsendt notits af 15. juni 2006 om ophævelse af personfradraget for studerende for indkomståret 2004 og 2005 for visse begrænsede skattepligtige personer. Notitsen omhandler også muligheden for genoptagelse af skatteansættelsen hos SKAT


Af Skatteministeriets notits fremgår følgende:

Ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 (L 119) blev personfradraget ophævet for begrænset skattepligtige personer, som kun er skattepligtige til Danmark i en del af et år, og som ikke opfylder betingelserne for at blive omfattet af grænsegængerreglerne, dvs. ikke har mindst 75 pct. af årets samlede globale indkomst fra Danmark i form af løn, SU m.v.

Lovændringen har primært haft betydning for udenlandske sæsonarbejdere, dvs. personer, der bor i udlandet og arbejder i Danmark en del af året, uden at opfylde betingelserne for at blive omfattet af grænsegængerreglerne. Herudover er der muligvis et lille antal studerende, der med lovændringen i 2004 heller ikke opfylder betingelserne for at få et dansk personfradrag.

Skattepligt

Der vil i det følgende blive redegjort nærmere for, hvilke studerende, der kan risikere at miste deres personfradrag med lovændringen i 2004, og hvilke muligheder disse studerende har for eventuelt at søge om genoptagelse af deres skatteansættelse.

Når en person, herunder en studerende, tager ophold i udlandet, må skattemyndighederne ud fra de konkrete omstændigheder afgøre, om den pågældende har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark. Er der tale om egentlig udvandring, hvor den på gældende flytter "sig og sine" til udlandet og ikke længere har et tilknytningsforhold til Danmark, er det klart, at den pågældende ikke har bevaret sin fulde skattepligt til Danmark. Er der derimod tale om midlertidige udlandsophold, må den pågældendes skattepligtsforhold bero på en konkret vurdering.

Fuldt skattepligtig

Man er fuldt skattepligtig til Danmark, hvis man har en bolig til sin rådighed her i landet. Der er ingen nærmere definition på, hvad der forstås ved en bolig, og en studerende i udlandet kan sagtens have en bolig til rådighed i Danmark i form af eksempelvis et kollegieværelse eller en lejlighed, som er fremlejet til en anden. Et værelse i forældrenes hus kan også være en bolig. Hvis den fulde skattepligt til Danmark er bevaret, er der ikke noget problem i forhold til personfradraget, da afskaffelsen af personfradraget ved delårsindkomst som før nævnt kun gælder for de begrænset skattepligtige.

Begrænset skattepligtig

En studerende, der har opgivet sin fulde skattepligtig til Danmark, og som modtager dansk SU, er begrænset skattepligtig til Danmark. Studerer den pågældende i udlandet hele året, har vedkommende adgang til personfradrag på samme måde som fuldt skattepligtige.

Det er således kun i de tilfælde, hvor den studerende er begrænset skattepligtig til Danmark en del af året, at den studerende risikerer, at miste sit danske personfradrag. De situationer, hvor der kan opstå problemer for studerende vil typisk være i udrejseåret, hvis den studerende eksempelvis påbegynder uddannelsesopholdet ved efterårssemesterets begyndelse, og tilsvarende i hjemrejseåret, hvis den studerende eksempelvis afslutter uddannelsesforløbet ved forårssemestrets udløb.

Grænsegængerregler

I disse tilfælde vil den studerende dog som regel kunne gøre brug af de såkaldte grænsegængerregler. Betingelsen er, at den pågældende har mindst 75 pct. af sin indkomst i løbet af et år fra Danmark. Det drejer sig om 75 pct. af indkomsten i hele året - også den del af året, hvor den på gældende bor i Danmark. Hvis man opfylder denne betingelse, kan man opgøre sin indkomst på stort set samme måde som fuldt skattepligtige personer, og man får således også adgang til personfradrag.

Fra og med indkomståret 2006

Den 2. juni 2006 vedtog et enigt folketing, at begrænset skattepligtige personer med delårsindkomst fra og med indkomståret 2006 igen får mulighed for at få et dansk personfradrag. Formålet med lovændringen var at styrke integrationen i det dansk-tyske grænseområde og i Øresundsregionen. Loven er givet tilbagevirkende kraft fra og med indkomståret 2006. Loven ændrer således ikke på, at studerende og andre personer, der kun er begrænset skattepligtige en del af 2004 og/eller 2005, og som ikke opfylder betingelserne for at vælge grænsegængerbeskatning fortsat ikke vil kunne få et dansk personfradrag for den del af 2004 og/eller 2005, hvor de har været begrænset skattepligtige.

Genoptagelse

Opmærksomheden skal for disse personer henledes på, at alle personer, herunder studerende, efter skatteforvaltningslovens regler har mulighed for at få skatteansættelsen for tidligere år genoptaget, når grundlaget herfor er til stede. Dette gælder også i spørgsmålet om, hvorvidt den fulde skattepligt til Danmark er bevaret. Hvis studerende eller andre vurderer, at deres skatteansættelse er foregået på et ufuldstændigt grundlag kan og bør de derfor rette henvendelse til SKAT.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal anmodning om genoptagelse ske senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og være vedlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af skatteansættelsen. Det er ikke et krav, at de oplysninger, der fremlægges, er nye i objektiv forstand. Afgørende er, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen.

Det er SKAT, der ud fra en konkret bedømmelse vurderer, om der er grundlag for en genoptagelse.