Dokumentets metadata

Dokumentets dato:23-01-2001
Offentliggjort:01-03-2001
SKM-nr:SKM2001.15.HR
Journalnr.:I 421/1999
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Dom

Ejendomsavanceskat

Ikke grundlag for antagelse om skattefri fusion (succession) i forbindelse med overdragelse af en fast ejendom. Ikke grundlag for fravigelse fra parternes aftale ved avanceopgørelsen.

Parter:

A A/S
(advokat B)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten)

Tidligere instans:

Østre Landsrets dom af 6. september 1999

Afsagt af dommerne:

5 dommere

Parternes påstande

Appellanten,A A/S, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Det er ubestridt, at omdannelsen i 1985 af C G/S til A A/S ikke var omfattet af den dagældende lov om beskatning ved fusion af aktieselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 495 af 24. september 1981.

For Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Begrundelse og konklusion

Ved den ekstraordinære generalforsamling i C G/S den 23. januar 1985 blev det besluttet at overdrage selskabets virksomhed som indskud i det nystiftede A A/S. Beslutningen blev bekræftet ved den ekstraordinære generalforsamling den 20. maj 1985. I overensstemmelse hermed skulle alle selskabets aktiver overdrages til A A/S. Som modydelse for overdragelsen af selskabets aktiver modtog C G/S de tegnede aktier i A A/S. Overdragelsen blev for ejendommen xx-vej x's vedkommende gennemført ved skøde af 8. november 1985. C G/S' aktiepost i A A/S blev ombyttet med aktier i D A/S, og herefter blev C G/S likvideret og aktierne i D udloddet til medlemmerne.

Højesteret finder ikke grundlag for at antage, at der før 1967 var en almindelig ulovbestemt adgang til skattefri succession for selskaber eller foreninger, hvor det ophørende selskab m.v. blev likvideret. Ved lov nr. 143 af 2. maj 1967 om beskatning af sammenslutning af aktieselskaber m.v. blev der skabt adgang til, at sammenslutning af nærmere angivne typer af selskaber og foreninger skattemæssigt kunne behandles efter et successionsprincip. Sammenslutninger, der ikke udtrykkeligt var omfattet af loven, skulle "behandles efter de hidtil gældende regler" (Folketingstidende 1966/67, 2. samling, tillæg A, spalte 1551). Ved lovændringer i 1972, 1975 og 1976 blev yderligere nogle typer af foreninger og sammenslutningsformer inddraget, men først ved lov nr. 362 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige skattelove blev der indført lovhjemmel for skattefri omdannelse af gensidige forsikringsforeninger til aktieselskaber. På denne baggrund var der ikke i 1985 grundlag for at lade omdannelsen af C G/S til aktieselskab og den hertil hørende ejendomsoverdragelse behandle efter et ulovbestemt successionsprincip.

Højesteret tiltræder, at skattemyndighedernes afgørelser om stempel-, børsstempel- og realrenteafgift i forbindelse med den samlede selskabsomdannelse ikke indebærer anerkendelse af, at omdannelsen af det gensidige forsikringsselskab til et aktieselskab skal bedømmes med udgangspunkt i et skatteretligt successionsprincip. Disse afgørelser kan allerede af denne grund ikke medføre, at ejendommen skal anses for erhvervet på tidspunktet for det gensidige selskabs erhvervelse af ejendommen i 1974. Forsikringsselskabets erhvervelse i 1985 kan heller ikke - som hævdet af Forsikringsselskabet - frakendes betydning ud fra et skatteretligt realitetsprincip.

Højesteret tiltræder herefter, at A A/S' erhvervelse af ejendommen er sket i 1985. Idet bemærkes, at § 6 i ejendomsavancebeskatningsloven også findes at omfatte et tilfælde som det foreliggende, hvor erhvervelsen er sket i form af indskud i selskabet til opfyldelse af en tegningsforpligtelse, tiltræder Højesteret, at selskabet efter afståelsen i 1987 er skattepligtigt af den fulde fortjeneste, og at selskabets principale påstand derfor ikke kan tages til følge.

Højesteret tiltræder endvidere af de grunde, der er anført af landsretten, at fortjenesten må beregnes på grundlag af den aftalte anskaffelsespris, 118.550.000 kr. Heller ikke selskabets subsidiære påstand kan derfor tages til følge.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A A/S, betale 1 mio. kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.