C.A.5.17.3.5 Ændring af aftale i forbindelse med omstrukturering

Dette afsnit beskriver muligheden for efterfølgende at ændre i en aftale i forbindelse med omstrukturering, uden det betragtes som afståelse.

Afsnittet indeholder:

Regel

Den ansatte skal ikke beskattes af værdien af aktierne eller købe- eller tegningsretterne, hvis det selskab, der har ydet vederlaget, eller det selskab, hvori den ansatte kan erhverve aktier mv., indgår i en selskabsretlig omstrukturering eller foretager en selskabsretlig disposition, og der som følge heraf foretages ændringer af den oprindelig indgåede aftale. Se LL § 7 P, stk. 7.

Reglens anvendelsesområde

Mulighederne for at ændre i aftalerne gælder ved kapitalforhøjelse, fondsaktieudstedelse, kapitalnedsættelse, udbytteudlodning, aktieombytning, aktiesplit, rekapitalisering, fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver.

Både for så vidt angår aftaler om retserhvervede og ikke-retserhvervede aktier mv. opretholdes beskatningen efter LL § 7 P.

Reglen anvendes, når den selskabsretlige omstrukturering medfører en ændring af aftalens parter eller aftalens genstand, mængde, pris eller leveringstidspunkt.

Der vil for det første kunne ske ændring af det selskab, der i forbindelse med omstruktureringen bliver den forpligtede part til at opfylde købe- eller tegningsretten. For det andet kan der ske ændring af den genstand i aftalen, som den ansatte efter omstruktureringen modtager. Eksempelvis kan den ansattes ret til at erhverve aktier i selskab A i kraft af en fusion afløses af en ret til at modtage aktier i selskab B. For det tredje kan der ske ændring af det antal aktier, som den ansatte kan modtage, eksempelvis fordi det selskab, hvori der kan erhverves aktier på grundlag af en købe- eller tegningsret, er større eller mindre end det selskab, hvori der efter den oprindelige aftale kunne erhverves aktier. For det fjerde kan omstruktureringen indebære, at der sker ændring af udnyttelsestidspunktet for den købe- eller tegningsret, som den ansatte er tildelt, eller ændring af udnyttelseskursen, eksempelvis som følge af en ændring af markedskursen siden udstedelsen af købe- eller tegningsretten.

Reglen gælder alene i forbindelse med omstruktureringer, hvor der som følge af omstruktureringen foretages en ændring af den aftale om vederlaget, som den ansatte og selskabet har indgået. Afgørende er, at omstruktureringen fører til en ændring af aftalen. Det er altså uden betydning, om aftalen ændres, fordi dette er nødvendigt, eller fordi parterne finder dette hensigtsmæssigt.

Betingelse om indgåelse af ny aftale

Det er en betingelse, at det selskab, som den ansatte efter den selskabsretlige omstrukturering er ansat i, og den ansatte, indgår en ny aftale om, at LL § 7 P skal finde anvendelse for det vederlag, som den ansatte modtager efter omstruktureringen. Det indebærer, at vederlaget kun er omfattet af LL § 7 P, hvis betingelserne i LL § 7 P, stk. 2, er opfyldt. Der indtræder ikke et nyt tidspunkt for vurdering af, om beløbsgrænsen i LL § 7 P, stk. 2, nr. 2, er opfyldt. Beløbsgrænsen på 10 pct. af årslønnen er opfyldt i det omfang, værdien af aktielønnen før og efter omstruktureringen er ens. Se LL § 7 P, stk. 7, 4. pkt.

Hvis der i forbindelse med en selskabsretlig omstrukturering ikke foretages ændring af aftalen om vederlaget, er det ikke nødvendigt, at selskabet og den ansatte indgår en ny aftale. Visse omstruktureringer som eksempelvis en fusion, hvor det selskab, der har udstedt købe- eller tegningsretten, før og efter omstruktureringen er det udstedende selskab, kræver som udgangspunkt ikke ændring af aftalen.