Dokumentets metadata

Sagsomkostninger - delt - særlige grunde

Sagen vedrørte, om sagsøgeren - et boligselskab - havde dokumenteret, at nogle grundforbedrende foranstaltninger var foretaget forud for vurderingstidspunktet den 1. januar 2002. Landsskatteretten havde fundet, at boligselskabet ikke havde godtgjort, at foranstaltningerne var foretaget forud for den 1. januar 2002 og havde derfor alene godkendt fradrag fra og med vurderingsåret 2004. Under sagens behandling ved byretten dokumenterede boligselskabet, at de grundforbedrende foranstaltninger var foretaget forud for den 1. januar 2002. På baggrund af en konkret vurdering tog Skatteministeriet derfor bekræftende til genmæle over for boligselskabets hjemvisningspåstand.Skatteministeriet gjorde gældende, at ingen part skulle betale sagsomkostninger til den anden, idet det alene beroede på boligselskabets forhold, at der først under byretssagen fremkom dokumentation for de omhandlede foranstaltningers etableringstidspunkt.Landsrettens flertal (to dommere) fandt på baggrund af sagens forløb, at der forelå sådanne særlige grunde, at hver part burde bære egne udgifter til advokat, og at parterne skulle dele retsafgiften, alt som bestemt af byretten, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3. Flertallet lagde herved bl.a. vægt på, at det påhvilede boligselskabet at fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kunne begrunde en ændring og genoptagelse af ejendomsvurderingerne, og at sagsanlægget efter flertallets opfattelse var et resultat af boligselskabets ufuldstændige oplysninger over for Skatteankestyrelsen og undladelse af at berigtige disse under høringen over styrelsens forslag til afgørelse, samt at boligselskabet først sent under retssagens forberedelse fremlagde de nødvendige oplysninger.Landsrettens mindretal (1 dommer) fandt, at der ikke var grundlag for at anvende bestemmelsen i retsplejelovens § 312, stk. 3, og at Skatteministeriet derfor skulle betale sagens omkostninger til boligselskabet efter hovedreglen i stk. 1. Mindretallet lagde bl.a. vægt på, at det efter det oplyste ikke var ganske klart, at det alene beroede på boligselskabets fejlagtige oplysninger over for Skatteankestyrelsen, at sagen ikke har kunnet finde sin afslutning under den administrative behandling af sagen. Mindretallet stemte derfor for at tilkende boligselskabet sagsomkostninger på kr. 18.000,-, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1

Parter

H1

(v/advokat Hans Elgaard)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsdommerne

Peter Thønnings, Ole Dybdahl og Peter Mørk Thomsen

Sagens oplysninger

Ingen var mødt eller indkaldt.

Der fremlagdes kæreskrift af 17. december 2015, hvorved H1 med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 7. december 2015 har kæret Byrettens bestemmelse om sagsomkostninger i dom af 14. september 2015 (BS 5A-2338/2014).

Endvidere fremlagdes dommerens fremsendelsesbrev af 21. december 2015 og udskrift af dombogen indeholdende den kærede afgørelse.

Der fremlagdes endvidere processkrift af 5. januar 2016 fra Skatteministeriet.

Dommeren har ved sagens fremsendelse henholdt sig til den trufne afgørelse.

De modtagne bilag var til stede.

Efter votering afsagdes

K e n d e l s e:

Efter retsplejelovens § 312, stk. 1, skal den tabende part erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten. Retten kan dog efter stk. 3 bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det.

Det følger af forarbejderne til bestemmelsen (FT 2004-05, Tillæg A, s 5552), at der kan blive tale om hel eller delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger til den vindende part, hvis denne part ved sin ageren har fremtvunget sagen, hvis resultat lige så vel kunne være opnået uden retssag. Det følger endvidere, at der er lagt op til en fleksibel praksis, navnlig således at delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger anvendes oftere end nu. Delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan anvendes som mellemform i tilfælde, hvor omstændighederne i nogen, men ikke meget høj, grad taler for at fritage for betaling af sagsomkostninger. En delvis fritagelse for betaling af sagsomkostninger kan rent praktisk gennemføres på den måde, at det beløb, som den vindende part almindeligvis skulle have tilkendt, divideres med to.

Om sagens behandling ved de administrative myndigheder bemærker landsretten, at Skatteankestyrelsen den 23. maj 2014 oplyste over for H1s advokat, at styrelsens forslag til afgørelse var, at man ville nægte at genoptage fradrag i grundværdien for forbedringer for 2002 og 2003. I brevet var der givet en begrundelse herfor, der var baseret på de oplysninger, som boligselskabets advokat havde givet - nemlig at forbedringerne var udført i 2002. Boligselskabets advokat fremkom i sin svarmail med bemærkninger til andre dele af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, men kommenterede ikke på, at forbedringerne var angivet udført i 2002.

Landsskatteretten traf herefter den 12. september 2014 afgørelse i overensstemmelse med indstillingen. Landsskatteretten henviste herved til den dagældende Skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, hvoraf det fremgår blandt andet, at en klager, der ønsker ejendomsvurderingen genoptaget inden en nærmere frist, skal fremlægge faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ændringen.

H1 har om det efterfølgende forløb oplyst, at boligselskabet herefter fremlagde nyt materiale for Landsskatteretten, og at boligselskabet indledte en dialog med Landsskatteretten om genoptagelse af sagen. I den forbindelse blev Landsskatteretten ifølge boligselskabet gjort opmærksom på materiale, der dokumenterede etableringstidspunktet for de grundforbedrende foranstaltninger.

Da sagen ikke blev genoptaget, udtog boligselskabet den 14. december 2014 stævning mod Skatteministeriet. I stævningen påberåbte boligselskabet sig med henvisning til Landsskatterettens kendelse og vurderingsmyndighedens afgørelse, at en del af de omhandlende forbedringsarbejder blev udført i 2001, hvilket blev uddybet i replikken af 15. februar 2015, hvorved der tillige blev fremlagt finanskontogruppekort fra boligselskabet med forskellige markeringer og to bilag fra G1 vedrørende tilslutningsafgifter afholdt i 2001. Boligselskabet anførte i replikken, at finanskontogruppekortet viser, at byggemodningen af grunden og eksterne forbedringer blev påbegyndt i 2001, og at vurderingsmyndigheden og dermed også Landsskatteretten havde været bekendt med dette materiale. Efter at have indhentet en udtalelse fra G1 vedrørende byggemodningen af ejendommen, og efter at boligselskabet den 11. og 21. maj 2015 havde afgivet processkrift 1 og II vedlagt yderligere bilag vedrørende byggeriets påbegyndelse og anmeldelse af kloakarbejde, begge dele i september 2001, tog Skatteministeriet - der indtil dette tidspunkt havde påstået frifindelse under henvisning til, at det ikke var godtgjort, at der var blevet foretaget fradragsberettigede forbedringer inden den 1. januar 2002 - den 12. august 2015 bekræftende til genmæle over for boligselskabets påstand. Skatteministeriet havde under skriftvekslingen for byretten fastholdt, at boligselskabet ikke havde fremlagt oplysninger, som behørigt underbyggede, at de fradragsberettigede forbedringer var blevet foretaget inden den 1. januar 2002, men at det fremgik af sagens oplysninger, at forbedringerne var udført i 2002.

Ole Dybdahl og Peter Thønnings finder på baggrund af det beskrevne forløb, at der foreligger sådanne særlige grunde, at hver part bør bære egne udgifter til advokat, og at parterne skal dele retsafgiften, alt som bestemt af byretten, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3.

Vi lægger herved vægt på, at det påhvilede boligselskabet at fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kunne begrunde en ændring og genoptagelse af ejendoms- vurderingerne, jf. den daværende skatteforvaltningslov § 33, stk. 2.

Som fremhævet af byretten, må det lægges til grund, at boligselskabet undlod at kommentere Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse vedrørende spørgsmålet om fradrag i grundværdien for forbedringer i 2002 og 2003, og vi finder på denne baggrund, at det har beroet på forhold hos boligselskabet og dennes advokat, at Landsskatte retten ved sin afgørelse af 12. september 2014 nægtede at genoptage fradrag i grundværdi en for forbedringer i 2002 og 2003. Hertil kommer, at boligselskabet ikke har dokumenteret, at det i forbindelse med den efterfølgende anmodning til Landsskatteretten om genoptagelse er fremkommet med oplysninger, der har været væsentlige i relation til spørgsmålet om genoptagelse, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at boligselskabet er frem kommet med sådanne oplysninger. Endelig har boligselskabet efter det oplyste først ved afgivelsen af processkrift I af 11. maj 2015 fremlagt oplysninger, der begrundede, at forbedringerne var udført i 2001, og at vurderingerne derfor skulle ændres.

Sagsanlægget er således efter vores opfattelse et resultat af boligselskabets ufuldstændige oplysninger over for Skatteankestyrelsen og undladelse af at berigtige disse under høringen over styrelsens forslag til afgørelse. Hertil kommer, at boligselskabet først sent under rets- sagens forberedelse har fremlagt de nødvendige oplysninger, og at Skatteministeriet herefter har taget bekræftende til genmæle.

Peter Mørk Thomsen finder, at der ikke er grundlag for at anvende bestemmelsen i retsplejelovens § 312, stk. 3, og at Skatteministeriet derfor skal betale sagens omkostninger til boligselskabet efter hovedreglen i stk. 1.

Efter det oplyste er det ikke ganske klart, at det alene beror på boligselskabets fejlagtige oplysninger over for Skatteankestyrelsen og undladelsen af at berigtige disse under høringen over styrelsens forslag til afgørelse, at sagen ikke har kunnet finde sin afslutning under den administrative behandling af sagen. Som sagen er oplyst for landsretten, må det lægges til grund, at vurderingsmyndigheden allerede tidligt i sagsforløbet var gjort bekendt med en del af det materiale, der viste, at byggemodningen af grunden og eksterne forbedringer blev påbegyndt i 2001, ligesom det må lægges til grund, at disse oplysninger i hvert fald blev bragt i spil i forbindelse med anmodningen om genoptagelse over for Landsskatteretten. I en sådan situation bør der udvises betydelig forsigtighed med over for en privat part at anvende bestemmelsen i § 312, stk. 3, også selv om parten ved en fejl utilsigtet medvirker til, at sagen blev afgjort af Landsskatteretten med afsæt i et forkert faktuelt grundlag.

Det helt afgørende for ikke at anvende retsplejelovens § 312, stk. 3, ved vurderingen af sagens omkostninger i denne sag er imidlertid, at det i stævningen tydeligt er angivet, at en del af forbedringsudgifterne er afholdt i 2001, hvilket blev bestridt af Skatteministeriet, der senere måtte erkende dette og tage bekræftende til genmæle i sagen.

Jeg stemmer derfor for at pålægge Skatteministeriet at betale sagens omkostninger med 18.000 kr. til boligselskabet efter hovedreglen i § 312, stk. 1.

Der afsiges kendelse i overensstemmelse med stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

Bestemmelsen om sagsomkostninger i Byrettens dom stadfæstes.

H1 skal i kæremålsomkostninger betale 1.000 kr. til Skatteministeriet.

Retten hævet.