Dokumentets metadata

Begrundelse - skøn - ugyldighed

Spørgsmålet i sagen var, om Landsskatterettens afgørelse vedrørende fradrag for tilslutningsafgift i henhold til vurderingslovens dagældende § 17 var ugyldig som følge af begrundelsesmangler.Landsretten udtalte bl.a., at myndighedernes anvendelse af ordet "tilslutningsafgift", dels for den samlede tilslutningsafgift bestående af tilslutningsbidrag og stikledningsbidrag, dels for tilslutningsbidraget, alene kunne give anledning til misforståelse vedrørende beregningen af det skønsmæssige fradrag. Imidlertid fremgik det af Landsskatterettens kendelse, at Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det skønsmæssigt opgjorte beløb til stikledninger, og at fradraget derefter skønsmæssigt var opgjort til 50 % af restbeløbet.Da Landsskatteretten således i sin kendelse havde redegjort for retsgrundlaget og sagens væsentlige, faktiske omstændigheder samt havde tiltrådt de hovedhensyn, der var bestemmende for det af vurderingsankenævnet udøvede skøn, fandt landsretten, at begrundelsen i Landsskatterettens kendelse opfyldte kravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24 og kravene i § 17, stk. 1, i den dagældende forretningsorden for Landsskatteretten.Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom (SKM2015.342.BR).

Parter

H1

(advokat Hans Elgaard ved advokat Claus Rosenkilde)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten ved advokat Mattias Chor)

Afsagt af landsdommerne

Henrik Bitsch, Anne Birgitte Fisker og Annette Dam Ryt-Hansen (kst.)

Byrettens dom af 17. februar 2015 (BS 5-486/2014) (SKM2015.342.BR ) er anket af H1 med påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Landsskatteretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Ved mail af 31. oktober 2013 svarede SJ fra Fjernvarmeforsyningen A/S, på en forespørgsel fra NM fra Advokatanpartsselskabet R1 om, hvad tilslutningsafgiften på 760.920 kr. var gået til, og hvad beløbet dækkede over. Af mailen fremgår blandt andet:

"...

Baseret på diverse tidligere tilmeldinger er følgende min forståelse af Fjernvarmeforsyningens praksis fra før 1. januar 2009:

Fjernvarmeforsyningen har for nye brugere i forsyningsområdet anlagt varmeanlæg både indenfor og udenfor den enkelte udstykning, således at der ikke i forsyningsområdet er udstykninger, hvor bygherre selv har anlagt fjernvarme.

Der er blevet opkrævet en tilslutningsafgift og en stikledningsafgift af den enkelte nye bruger desuagtet om det var en enkeltparcel med én bruger eller storparcel med flere brugere. Bidragene er fastsat med udgangspunkt i det i henhold til varmeforsyningslovens fastsatte "hvile i sig selv" princip, og dækker således kun Y1 Kommunale Fjernvarmes faktiske omkostninger til distribution.

Stikledningsbidraget udgjorde en pris pr. m3 ledning og vedrørte Y1 Kommunale Fjernvarmes etablering af ledningerne inde på den enkelte brugers egen grund. I tilfælde af storparceller, hvor en ledning kunne tjene flere brugere blev stikledningsbidraget i almindelighed kun opkrævet for ledningen fra afgrening fra fællesledningen til den enkelte brugers bolig.

Tilslutningsbidragudgjorde en pris pr. m3 og vedrørte nye brugers betaling for faste anlæg udenfor den enkelte brugers bolig (med undtagelse af stikledninger).

..."

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

H1 har for landsretten yderligere gjort gældende, at hverken Vurderingsankenævnets eller Landsskatterettens afgørelser på nogen måde giver mulighed for at forholde sig til de hovedhensyn, der måtte være indgået ved skønsudøvelsen. Der er ikke i forbindelse med sagens behandling i byretten eller i landsretten skabt klarhed over, hvilke hovedhensyn, der ligger til grund for det udøvede skøn. Der er tværtimod henvist til administrativ praksis, som ikke er fulgt. Skatteministeriet er selv af den opfattelse, at skattemyndighederne har en praksis om at godkende fradrag med 50 % af den udgift, der hævdes afholdt, når der ikke foreligger dokumentation for udgiftens størrelse og sammensætning. Denne praksis understøttes af de fremlagte afgørelser fra Landsskatteretten. Hverken Vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten har nærmere begrundet, hvorfor praksis er fraveget i den foreliggende sag. Landsskatteretten har bekræftet, at der ikke er foretaget opmålinger eller beregninger til støtte for det skønsmæssigt fastsatte fradrag.

Skatteministeriet har for landsretten yderligere gjort gældende, at det er Landsskatterettens afgørelse og begrundelsen herfor, der foreligger til prøvelse. Landsskatterettens afgørelse om, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets skøn over fradragets størrelse, beror ikke på et administrativt skøn. Om der er grundlag for at tilsidesætte et skøn beror på en retlig vurdering, hvorfor forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. er uden relevans. H1 har ikke før indlevering af påstandsdokumentet til landsretten gjort gældende, at Landsskatterettens kendelse er materielt forkert. Det afgørende for, om en sagsbehandlingsfejl er konkret væsentlig, er, om afgørelsen er materielt forkert. Skatteministeriet har under hele sagen bestridt, at det er dokumenteret om og i givet fald, hvilket beløb der er betalt i tilslutningsafgift, og hvad beløbet dækker over. En ikke underskrevet og ikke revisionspåtegnet skema 3-ansøgning udgør ikke tilstrækkeligt bevis for, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter. Det er ikke godtgjort, at skønnet over den afholdte udgift til fjernvarmeledninger er udøvet på forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsskatterettens afgørelse, som afsagt ved kendelse af 20. december 2013, er truffet i medfør af vurderingslovens dagældende § 17, hvorefter der gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der medfører en stigning af værdien af grunden i ubebygget stand. Der gives således alene fradrag for foranstaltninger, der ikke er anlagt til brug for det konkrete byggeri på grunden, men er knyttet til den ubebyggede grund som sådan.

Af Landsskatterettens kendelse af 20. december 2013 fremgår, at der i tilknytning til gennemgang af retsgrundlaget er redegjort for, at der efter praksis gives fradrag for udgifter til tilslutning til forsyningsværkerne, hvis tilslutningsafgiften vedrører betaling af foranstaltninger, som sikrer forsyning af den konkrete ejendom, og det udførte arbejde vedrører en grundforbedring, som bidrager til en stigning af grundens værdi i ubebygget stand, samt at bevisbyrden for, at afholdte udgifter vedrører et fradragsberettiget anlæg, påhviler den skattepligtige.

Herudover fremgår det af kendelsen, at Landsskatteretten fandt det dokumenteret, at H1 havde afholdt udgifter i form af tilslutningsafgift vedrørende varme, men at der ikke var fremlagt dokumentation for tilslutningsafgiftens størrelse og hvor stor en andel af tilslutningsafgiften, der måtte antages at dække materielle foranstaltninger foretaget med henblik på at forsyne den konkrete ejendom.

Landsskatteretten tiltrådte derfor, at der var udøvet et skøn over fradragets størrelse. Y1 Vurderingsankenævns afgørelse af 20. august 2012 er refereret i kendelsen, og der henvises til grundlaget for det af Vurderingsankenævnet udøvede skøn, herunder at fradraget er beregnet på grundlag af oplysninger fra Fjernvarmeforsyningen A/S om de faktiske udgifter til stikledninger på adressen ...1a i Y1.

Af kendelsen fremgår tillige, at Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Vurderingsankenævnets skøn over fradragets størrelse på 275.000 kr., da der ikke var fremlagt nye oplysninger, der dokumenterede eller sandsynliggjorde, at udgiften i større omfang vedrørte grundforbedrende arbejde. Det bemærkes, at myndighedernes anvendelse af ordet "tilslutningsafgift", dels for dem samlede tilslutningsafgift bestående af tilslutningsbidrag og stikledningsbidrag, dels for tilslutningsbidraget, alene kan give anledning til misforståelse vedrørende beregningen af det skønsmæssige fradrag. Imidlertid fremgår det af kendelsen, at Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte det skønsmæssigt opgjorte beløb på 212.000 kr. til stikledninger, og at fradraget derefter skønsmæssigt var opgjort til 50 % af restbeløbet. Da Landsskatteretten således ved kendelsen af 20. december 2013 har redegjort for retsgrundlaget og sagens væsentlige, faktiske omstændigheder samt har tiltrådt de hovedhensyn, der var bestemmende for det af Vurderingsankenævnet udøvede skøn, finder landsretten, at begrundelsen i Landsskatterettens kendelse opfylder kravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24 og kravene i § 17, stk. 1, i den dagældende forretningsorden for Landsskatteretten. Skatteministeriets påstand tages herefter til følge.

Efter de nedlagte påstande, sagens forløb, herunder hovedforhandlingens varighed, og sagens udfald skal H1 betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 25.000 kr. Beløbet omfatter udgift til advokatbistand inklusive moms.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

SKM2015.342.BR