Dokumentets metadata

Fri bil - eneanpartshaver - rådighed - kommissionsaftale - fristregler

Sagen handlede om, hvorvidt en eneanpartshaver og direktør i et selskab havde fået stillet en Bentley til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4. Derudover handlede sagen om, hvorvidt SKAT ved sin afgørelse havde overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt.Skatteyderen gjorde under landsretssagen gældende, at det påhvilede Skatteministeriet at godtgøre, at der var grundlag for beskatning af værdien af rådighed over fri bil, eftersom bilen ikke havde befundet sig på skatteyderens privatadresse, men derimod havde været i Spanien, hvor den havde været underlagt en kommissionsaftale.Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at bilen ikke havde været til rådighed for hans private benyttelse i 2007 og 2008. Til støtte herfor henviste Landsretten bl.a. til, at der var tale om en endog særdeles kostbar luksusbil, og at sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, som havde ejendomsinvestering som hovedaktivitet. Herudover bemærkede Landsretten, at den fremlagte forretningsplan om udlejning af luksusbiler angik et andet selskab, og at bilen ikke blev hverken solgt eller lejet ud i 2007 eller 2008. Derfor kunne skatteyderens forklaring om formålet med indkøbet af bilen ikke lægges til grund.Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden, uanset, at der var adgang til andre biler i hans hustand, og uanset at den bolig, som hustruens selskab ejede i Spanien, på dette tidspunkt muligt ikke var beboelig.For så vidt angik overholdelsen af fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, tiltrådte landsretten det af byretten anførte herom.På baggrund heraf stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2015.345.BR), hvorefter Skatteministeriet blev frifundet.Modparten har den 8. marts 2016 anmodet Procesbevillingsnævnet om 3-instansbevilling.

Parter

A
(advokat Martin Bekker Henrichsen)

mod

Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Kirsten-Marie Fog Pedersen)

Afsagt af Landsdommerne

Olaf Tingleff, Taber Rasmussen og Niels Kirketerp (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 10. februar 2015 (BS 10G-707/2014) (SKM2015.345.BR ) er anket af A med påstand som for byretten om principalt, at hans personlige indkomst for indkomståret 2007 skal nedsættes med 683.307 kr. og med 911.077 kr. for indkomståret 2008, subsidiært at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skat.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at den tyske autoklub sørgede for at få bilen transporteret fra Tyskland til G2 i Danmark. Han har ikke på noget tidspunkt i 2007 eller 2008 kørt i bilen. Han ved ikke præcist, hvordan aflæsningen af bilens kilometerstand i december 2011 foregik. Det er rigtigt, at bilfirmaet i Spanien var forpligtet til, at bilen blev brugt en gang i mellem. Det er vel sket ved, at der har været sat prøveplader på bilen.

Han var i maj 2015 til møde med SKAT sammen med sin advokat. SKAT jager ham. Han har blandt andet været nødt til at flytte til udlandet på grund af SKAT.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Den i 2007 i Spanien som fabriksny indkøbte Bentley var en endog særdeles kostbar luksusbil. I købekontrakten af 2. februar 2007 med den spanske sælger blev A anført som køber, men købesummen på modværdien af i alt ca. 1,5 mio. kr. blev den 12. februar og 30. marts 2007 betalt af H1 ApS med knap 1,4 mio. kr. og af A personlig med godt 100.000 kr. Der er enighed om, at bilen herefter skal anses som ejet af H1 ApS. Bilen blev efter det oplyste indregistreret den 24. april 2007 og forsikret i Spanien midlertidigt på turistnummerplader.

H1 ApS var stiftet i 2006 af A, og selskabets formål var at drive handel og industri. Ifølge årsrapporten for regnskabsåret 2007, hvori selskabet blev omdannet til et A/S, bestod selskabets hovedaktivitet i ejendomsinvestering. Selskabet ejede i 2007 og 2008 to ejendomme her i landet.

Der foreligger en forretningsplan for H2 A/S, et selskab ejet af As hustru, BA. Planen, der er dateret den 2. januar 2007, angår udlejning, baseret på reglerne for danske "valutabiler", af tysk indregistrerede køretøjer med henblik på "køreoplevelser med specielle biler som fx Ferrari". For H1 A/S foreligger ingen tilsvarende forretningsplan, som kan underbygge forklaringen om, at også dette selskab ville optage denne aktivitet.

Af en kommissionsaftale af 23. april 2007 - dagen før indregistreringen af bilen - fremgår, at selskabet satte bilen til salg og eventuel udlejning gennem den tyske G4. Af denne aftale fremgår endvidere, at personer i selskabet ikke havde forhåndsråderet over bilen. Denne aftale blev den 1. maj 2007 afløst af en anden kommissionsaftale, nu med en spansk aftalepart, men i øvrigt med tilsvarende indhold.

A var i 2007 og 2008 direktør og eneindehaver af selskabet.

Efter det oplyste blev bilen i disse år hverken afhændet eller udlejet.

De foreliggende oplysninger om bilens kilometerstand er modstridende. Ifølge en faktura af 9. maj 2007 fra G2 var bilen til reparation i Danmark med en kilometerstand på 5.225 km, hvorimod kilometerstanden ved en vurdering i Spanien den 31. december 2009 blev angivet til 3.700 km. Der er ikke ført kørselsregnskab, der kan belyse kørselen med bilen i 2007 og 2008, hverken med hensyn til omfang eller formål.

Det er efter ligningslovens § 16, stk. 4, selve rådigheden over en bil, der beskattes. Under de ovenfor anførte omstændigheder tiltræder landsretten, at det påhviler A at godtgøre, at bilen ikke har været til rådighed for hans private benyttelse i indkomstårene 2007 og 2008, og at A ikke har løftet denne bevisbyrde, uanset at der var adgang til andre biler i hans husstand, og uanset at den bolig, som hustruens holdingselskab ejede i Spanien, på dette tidspunkt muligt ikke var beboelig.

Herefter, og da landsretten tiltræder det af byretten anførte om fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stadfæstes byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 75.000 kr. inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, varighed og udfald.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 75.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.