Dokumentets metadata

Dokumentets dato:28-04-2015
Offentliggjort:19-05-2015
SKM-nr:SKM2015.336.SR
Journalnr.:15-0611548
Referencer.:Ejendomsavancebeskatningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Ejendomsavance

Skatterådet kunne bekræfte, at den udbetalte kompensation for nedlæggelse af spørgers bolig vil være skattefri, da ejendommen er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.


Spørgsmål

  1. Vil udbetalt kompensation for nedlæggelse af spørgers bolig i sin helhed være skattefri?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ejer ejendommen N. Spørger er blevet kontaktet af repræsentanter for A i anledning af, at der arbejdes henimod gennemførelse af et større vindmølleprojekt i nærheden af ejendommen.

Spørger er blevet præsenteret for et oplæg til aftale om nedlæggelse af bolig mod udbetaling af kompensation.

Aftalen kan af vindmølleopstiller gøres gældende indenfor en 6 årig periode, såfremt projektet realiseres på en placering, der medfører, at vindmølleopstiller skal/ønsker at gøre aftalen gældende og nedlægge boligen af hensyn til afstands- og støjkrav.

Det er en del af aftalen, at vindmølleopstiller er forpligtet til at nedrive bolig m.v., såfremt aftalen gøres gældende.

Af aftalen fremgår, at der tinglyses en deklaration på ejendommen om nedlæggelse af ejendommens beboelse i forbindelse med opførelse af nye vindmøller i området. Det fremgår også, at beboelsen ikke på noget tidspunkt må genopføres og at der ikke må opføres en ny beboelse, således at denne på nogen måde kan komme i strid med gældende afstandsregler og støjgrænser for områdets vindmøller.

Aftalen er uopsigelig i vindmøllernes levetid, men de påtaleberettiget kan dog i enighed ophæve aftalen og slette deklarationen fra tingbogen.

Spørgerne vil efter gennemførelsen af aftalen stå tilbage med en grund på ca. 0,96 Ha, hvorpå der alene resterer nogle tilstødende bygninger i form af garage og hestestald.

Der har ikke været udøvet nogen form for erhverv på ejendommen i spørgers ejertid, og benyttelsen er jf. vurderingsoplysninger anført som beboelse.

Der er i forbindelse med sagen indhentet en udstykningserklæring fra B Kommune. Af denne fremgår at:

"B Kommune vurderer, at ejendommen ikke kan udstykkes yderligere.

Vurderingen er sket efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Ejendommen er beliggende i landzone, hvor der jævnfør planlovens § 35

gælder, at der ikke må foretages udstykning uden en landzonetilladelse fra

Kommunen.

Planlovens formål er at friholde områderne i landzone for anden bebyggelse,

end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri."

Spørgers opfattelse og begrundelse

Efter spørgers opfattelse kan kompensationen sidestilles med salg af beboelsesejendom, som er skattefri efter parcelhusreglen i EBL § 8, idet spørger er nødsaget til at fraflytte ejendommen og anskaffe sig en ny bolig såfremt aftalen effektueres.

Kompensation for nedlæggelse af boligretten på ejendommen er derfor skattefri.

Da den aftalte erstatning udbetales som kompensation for nedlæggelse af boligen på ejendommen, og idet erstatningssummer sidestilles med det, de træder i stedet for, bør spørgsmålet besvares med et "JA"

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at en udbetalt kompensation for nedlæggelse af spørgers bolig i sin helhed vil være skattefri.

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningslovens § 2, stk. 1:

Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med salgssummer, jf. dog §§ 10 og 11.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1:

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

1)ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m² eller

2)der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse eller

3) udstykning ifølge erklæring fra told- og skatteforvaltningen vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.

Praksis

Den Juridiske Vejledning, afsnit C.H.2.1.5.2.2 Afståelse af en varig middelbar rettighed over fast ejendom

Definition af middelbar, varig rettighed over fast ejendom

Se afsnit (C.H.2.1.3 ) om definition af middelbare, varige (begrænsede) rettigheder.

Middelbare varige rettigheder over den faste ejendom indskrænker typisk ejerens rådighed over ejendommen, fx pante- eller servitutrettigheder over ejendommen. Da tredjemand ikke har en umiddelbar rettighed til ejendommen, kaldes sådanne begrænsede rettigheder også for middelbare rettigheder.

I praksis vil middelbare rådighedsindskrænkninger på fast ejendom typisk vedrøre en bestemt del af den faste ejendom. Hvis fx rådighedsindskrænkningen vedrører et naturopretningsprojekt, vil erstatningen være tilknyttet jorden, mens et erstatningsbeløb som følge af, at der opstilles en vindmølle på naboejendommen, normalt vil være tilknyttet boligdelen.

Fortjeneste ved afståelse af middelbar, varig rettighed over fast ejendom

Fortjeneste ved afståelse af middelbare varige (begrænsede) rettigheder over fast ejendom er omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

(...)

Afståelsessum

Vederlag eller erstatninger, der modtages ved pålæg af en varig rådighedsindskrænkning over den faste ejendom, anses således skattemæssigt som en afståelsessum ved anvendelse af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Delafståelse

Da der er tale om varige rådighedsindskrænkninger og ikke overdragelse af den fulde ejendomsret til den faste ejendom, skal fortjeneste ved modtagelse af sådanne erstatninger opgøres efter reglerne om delsalg af fast ejendom. Det gælder uanset, om rådighedsindskrænkningen vedrører hele den faste ejendom eller kun en nærmere angiven del af ejendommen.

Den Juridiske Vejledning, afsnit C.H.2.1.6.5 Erstatnings- og forsikringssummer

Regel

En modtagen erstatning behandles skattemæssigt som det tab, erstatningen ydes for.

(...)

Bemærk

Det fremgår ikke af ordlyden af EBL § 2, stk. 1, at det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at hele eller dele af ejendommen er afstået.

Pålæg af varige middelbare rådighedsindskrænkninger over fast ejendom

Det fremgår af retspraksis, at fortjeneste ved modtagelse af vederlag for pålæg af varige middelbare rettigheder over fast ejendom skattemæssigt anses for vederlag for delafståelse af den faste ejendom. Fortjeneste ved modtagelse af sådanne vederlag er derfor omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Se afsnit C.H.2.1.5.2.2 om afståelse af en middelbar varig rettighed over fast ejendom.

Da erstatninger sidestilles med salgssummer ved anvendelse af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven, skal fortjeneste ved modtagelse af sådanne erstatninger beskattes efter lovens regler. Se EBL § 2, stk. 1.

Begrundelse

En erstatning beskattes, ifølge praksis, som det, den træder i stedet for.

En udbetalt kompensation for opgivelse af boligen på ejendommen vil være et pålæg af en varig middelbar rettighed over den faste ejendom, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.5.2.2 . Der tinglyses en deklaration på ejendommen, som hindrer genopførelse af boligen eller placering af en anden bolig på grunden, som kan komme i strid med gældende afstandsregler og støjgrænser for områdets vindmøller.

Fortjeneste, der knytter sig til modtagelse af vederlag for pålæg af varige middelbare rettigheder over fast ejendom, anses skattemæssigt for at være et vederlag for delafståelse af den faste ejendom, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.H.2.1.5.2.2 og afsnit C.H.2.1.6.5 .

Fortjeneste ved modtagelse af sådanne vederlag er derfor omfattet af reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom og hermed kan ejendommen være omfattet af skattefritagelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, såfremt ejendommen har tjent til bolig for ejerene og ejendommen opfylder arealkravene i § 8, stk. 1.

Ejendommen er over 1400 kvadratmeter og opfylder derfor ikke umiddelbart betingelserne for, at kunne sælges skattefrit efter parcelhusreglen.

Spørger har imidlertid indhentet en erklæring fra B Kommune om, at ejendommen ikke kan udstykkes. Ejendommen opfylder dermed kriterierne for skattefrihed efter parcelhusreglen. Den fortjeneste, der knytter sig til modtagelsen af kompensationen (delafståelsen af ejendommen), vil derfor være skattefri.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom uden mulighed for udstykning. Ved besvarelsen er det endvidere forudsat, at kompensationen alene kan henføres til opgivelse af boligen/rådighedsindskrænkningen over ejendommen.

Det skal vejledende oplyses, at et efterfølgende salg af den ubebyggede grund vil være skattepligtig for spørgerne, da denne ikke kan være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, efter nedrivningen af boligen.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.