Dokumentets metadata

Dokumentets dato:06-01-2015
Offentliggjort:07-05-2015
SKM-nr:SKM2015.301.BR
Journalnr.:Retten i Herning, BS 7-14/2014
Referencer.:Skatteforvaltningsloven
Dokumenttype:Dom


Genoptagelse - skatteankenævn - kort ligningsfrist - begrundelsesmangel - ugyldighed

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt Skatteankenævnet var forpligtet til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for 2007 og 2008, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 37.SKAT havde inden for den ordinære ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26 - men efter udløbet af den korte ligningsfrist i § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 - genoptaget skatteyderens skatteansættelser for 2007 og 2008 og havde i den forbindelse forhøjet skatteyderens skatteansættelse, idet skatteyderen ikke kunne fremlægge dokumentation for en række renteudgifter, som skatteyderen havde selvangivet. Forhøjelsen af skatteansættelserne blev stadfæstet af Skatteankenævnet.Skatteyderen anmodede herefter Skatteankenævnet om at genoptage skatteansættelserne for 2007 og 2008, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 37, hvilket Skatteankenævnet afslog. Denne afgørelse blev stadfæstet af Landskatteretten.Til støtte for sin genoptagelsespåstand gjorde skatteyderen for byretten bl.a. gældende, at SKATs oprindelige afgørelse var truffet efter udløbet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, og at afgørelserne led af en væsentlig mangel, idet SKAT og Skatteankenævnet havde undladt at henvise til bekendtgørelsens § 3, der angiver hjemlen til at fravige den korte ligningsfrist.Retten fandt ikke, at der var grundlag for genoptagelse efter dagældende skatteforvaltningslovs § 37, idet skatteyderen bl.a. ikke havde sandsynliggjort, at der ved en genoptagelse var grundlag for en for skatteyderen mere gunstig skatteansættelse.Retten fandt endvidere, at skatteyderen ved at have selvangivet rentefradrag, der var højere end hvad skatteyderen kunne dokumentere, havde handlet mindst groft uagtsomt. Betingelserne for anvendelse af § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 var derfor opfyldt.Det forhold, at SKAT og Skatteankenævnet ved deres materielle afgørelser om skatteansættelsen ikke havde henvist til § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 kunne ikke medføre afgørelsernes ugyldighed. Skattemyndighederne havde ikke tilsidesat officialprincippet eller i øvrigt begået sagsbehandlingsfejl, der kunne medføre afgørelsernes ugyldighed. Der var derfor ikke grundlag for genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37


Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.7.4.3

Henvisning
Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.8.2.2
Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.8.2.3.7

Henvisning
Den juridiske vejledning 2015-1 A.A.7.4.7
Henvisning

Parter

A
(advokat Trine Svenstrup)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv.fm. Bo Ruby Nilsson)

Afsagt af byretsdommer

Henning Færmann

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet, om sagsøger uretmæssigt er blevet nægtet fradragsret for renteudgifter og om der i forbindelse med behandlingen af hans skattesag er sket sagsbehandlingsfejl, så afgørelser truffet af SKAT er ugyldige.

Sagsøgerens påstand er at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 skal genoptages ved Skatteankenævnet.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Forklaringer

Sagsøger, A, forklarede, at han i 2007 indgik en aftale sin daværende hustru om, at hun efter skilsmissen i januar 2005, skulle betale 140.000 kr. på et fælles pantebrevslån. Det var 1/2 af den pålydende gæld.

Hun skulle derudover indbetale 35.000 kr. på et fælles forbrugslån svarende til 1/2 af gælden. Det var gæld til F1-Sparekasse. Aftalen faldt på plads i starten af 2007 efter en afgørelse i retten. Han havde i fogedretten foretaget udlæg i hendes værdier. Han skulle også selv rejse penge.

Foreholdt bilag E, 3. sidste side mail fra hustruens advokat til sparekassen forklarede han, at de 175.000 kr. er de penge, hustruen skulle betale. Aftalen faldt reelt på plads i maj 2007. Han udleverede herefter de effekter, han havde tilbageholdt. De 140.000 kr. var der aftale om skulle afdrage på pantebrevslånet. Der var ikke tilskrevet renter på det tidspunkt, så det var gælden, der blev afdraget.

Bilag 9 bekræfter, at der ikke er tilskrevet renter på inkassokontoen.

Hele engagementet var ekshustruens. Da han indledte et nyt forhold, indgik han aftale med F2-Finans om finansiering af et hus. Firmaet ønskede, at hans ny kæreste af rent tekniske grunde skulle med på gælden. Kreditor indkaldte også hans far som kautionist. Kæresten blev registreret som medlåner. Han har ikke teknisk indsigt i, hvad det betyder. Pantebrevet har pant i det hus, han alene ejer og har skøde på. Kæresten står ikke på skødet. Han har en broder, der er statsaut. revisor og skatteekspert. Han siger, at de ikke kan aftale på pantebrevet, hvem der skal have rentefradraget. Derfor skrev de til SKAT, at hun fraskrev sig rentefradraget. Da han forskudsregistrerede for 2008 tog han hele rentefradraget, og hun fraskrev sig fradragsretten. Han betalte også alle renter.

Bilag 12: Heri afregnes lånene i F1-Finans. Kæresten står også som modtager af afregningen.

Han har manuelt indberettet rentefradragene. Pr. automatik fordeles renter mellem ham og den tidligere hustru og nuværende kæreste. Der var også renter, som ikke var indberettet, men som han havde betalt. Det var ikke fordi, han troede at bankerne havde begået fejl, men bankerne skrev, at de ikke havde indberettet renterne, og at han selv skulle gøre det. Sagsøger kan ikke længere finde de bilag, hvori bankerne har skrevet dette.

Han havde en del skriverier med SKAT på både breve og mails. Han talte også i telefon med dem. Han forstod ikke, hvad det var, de ønskede, han skulle indsende. Han afleverede alle bilag personligt til sagsbehandleren hos SKAT. Da OP så den stak bilag, han kom med, sagde OP, at han ikke kunne tage et møde med ham, da han først skulle gennemgå akterne. Senere skrev OP, at der ikke kunne afholdes møde. Han prøvede at ringe til OP og spurgte, hvad han mente med brevet. Han kan bedst forklare sig face to face, men OP mente, at han havde brugt tid nok på den sag, så han ville ikke holde møde med ham. Herefter startede han på klagesagen.

Svarskriftet side 3 og 4: de 4 ikke godkendte poster til F1-Sparekasse i 2007 dækker over: post 1 er pantebrevet, som ekshustruen var medlåner på. Post 2 er diverse gældsposter, som sparekassen indberettede. Det er sammenlægning af flere gældsposter jf. bilag 17. Post 14 husker han ikke hvad dækker. Post 15 er beskrevet i bilag 17.

Post 19 i 2008 er renter tilskrevet inkassokontoen. Støttebilag og bilag 12 viser, hvad banken fik svarende til 480.000 kr.

Vidnet, MN, forklarede, forevist bilag 12, at det var sagsøger og ekskonen, der havde en hel masse gæld. Hun blev tvunget til at skrive under. Hun havde ikke noget med huskøbet at gøre, og sagsøger skulle betale det hele. Hun har aldrig trukket renter fra. Det har sagsøger gjort. Han ejer også ejendommen, de bor i.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentlige gjort det gældende, de har anført i deres påstandsdokumenter.

Sagsøgeren har i sit påstandsdokument gjort gældende,

at,

SKATs afgørelser er behæftet med en række mangler for så vidt angår sagsøgers skatteansættelser for 2007 og 2008,

at,

sagsøgers skatteansættelser for henholdsvis 2007 og 2008 er sket efter den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2010, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt.,

at,

afgørelserne i strid med forvaltningslovens § 24, og SKATs egen juridiske vejledning, A.A.7.4.7 , ikke er behørigt begrundet med hensyn til overskridelsen af den korte ligningsfrist,

at,

afgørelserne ikke indeholder lovpligtige henvisninger til de retsregler, hvorpå afgørelserne hviler,

at,

afgørelserne allerede derfor er ugyldige, jf. den juridiske vejledning A.A.7.4.7 . og SKM2007.160.LSR ,

at,

afgørelserne i øvrigt er mangelfulde på en række områder herunder,

at,

sagsøger i strid med skatteforvaltningslovens § 20 er blevet nægtet et møde med SKAT, og derfor ikke har fået afgang til at fremsætte sine bemærkninger til SKAT mundtligt,

at,

SKAT har tilsidesat officialprincippet ved bl.a. ikke at inddrage sagsøgers kærestes selvangivelser i sagsbehandlingen samt ved ikke at afholde det pågældende møde med sagsøger,

at,

tilsidesættelsen af officialprincippet endvidere medfører afgørelsernes ugyldighed,

at,

det er en skærpende omstændighed at ikke en, men to garantiforskrifter er tilsidesat ved udarbejdelsen af afgørelserne,

Om det materielle forhold gøres det endvidere gældende,

at,

sagsøgers afholdelse af renteudgifter og indberetning af rentefradrag for samtlige renter på fælleslån er sket retmæssigt, jf. SKATs oprindelige afgørelse og SKATs egen juridiske vejledning, C.A.11.2.2.4 ,

at,

det generelt er vanskeligt at håndtere rentelovens bestemmelser om nødlidende engagementer, herunder ligningslovens § 5, stk. 8,

at,

det er helt undskyldeligt, hvis - der i forbindelse med sagsøgers indberetning af renter på det nødlidende engagement - er sket fejl,

at,

sagsøger ikke har handlet groft uagtsomt,

at,

Landsskatterettens kendelse derfor er ugyldig og skal tilsidesættes,

at,

sagen skal hjemvises til fornyet behandling hos Skatteankenævnet eller SKAT.

Sagsøgte har i sit påstandsdokument blandt andet gjort følgende gældende:

Anbringender til støtte for frifindelsespåstanden

Det fremgår af dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 1, 1. pkt., at Skatteankenævnet efter anmodning fra en part kan genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af Skatteankenævnet, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

A har i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning ikke fremlagt faktiske oplysninger, der ikke tidligere har været taget i betragtning ved SKATs og Skatteankenævnets behandling af sagen.

Genoptagelsesanmodningen hviler således på det forhold, at SKAT og Skatteankenævnet i afgørelserne ikke har forholdt sig udtrykkeligt til dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Sagsøgeren gør endvidere gældende at SKAT og Skatteankenævnets afgørelser er ugyldige, idet myndighederne har tilsidesat officialprincippet.

Manglende udtrykkelig henvisning til bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005

Inddragelsen af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 fører ikke til, at Skatteankenævnets afgørelse ville have fået et væsentligt ændret udfald.

Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal skattemyndighederne afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer med enkle økonomiske forhold, jf. § 2, inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Den varslede ansættelse skal herefter foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 2.

SKAT har udsendt agterskrivelse den 17. juni 2010 og igen den 30. september 2010 vedrørende indkomstårene 2007 og 2008. Afgørelserne er herefter truffet den 25. oktober 2010. SKAT har dermed utvivlsomt ikke overholdt fristen i bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Ifølge bekendtgørelsens § 3 finder fristerne i § 1 dog ikke anvendelse, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, giver skattemyndighederne adgang til at foretage en ekstraordinær ansættelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

A har ved sin selvangivelse handlet mindst groft uagtsomt. Dette skyldes bl.a., at han - på trods af at hans selvangivelser vedrørende tidligere indkomstår er ændret af skattemyndighederne på baggrund af samme forhold som i nærværende sag - har selvangivet rentefradrag, som ikke tilkommer ham, eller som vedrører udgifter, som han allerede har faet fradrag for.

A har derudover ikke dokumenteret, at han er berettiget til fradrag i større omfang end ansat af skattemyndighederne. A har således undladt at efterkomme Skatteministeriets opfordringer (2-4) om at fremlægge dokumentation for en række af renteposterne samt til at redegøre for posternes sammensætning.

De renteudgifter, som SKAT har nægtet fradrag for, kan i hovedtræk opdeles i to kategorier:

1)

udgifter, som A allerede har fået fradrag for, og

2)

udgifter, som A ikke er berettiget til at fradrage som følge af, at fradraget tilfalder As samlever (eller tidligere ægtefælle).

For så vidt angår den første udgiftstype er det åbenbart, at skatteydere ikke er berettiget til dobbelt fradrag for den samme udgift. For så vidt angår den anden udgiftstype er der heller ikke tvivl om, at ugifte samlevende ikke kan overføre rentefradrag til hinanden.

Det bestrides således, at A for så vidt angår lån optaget med sin samlever, MN, har selvangivet rentefradrag for indkomståret 2008 i overensstemmelse med Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C,A.1 1.2.2.4, og dermed ikke har handlet groft uagtsomt. Det fremgår således netop af Den juridiske vejledning, at ugifte samlevende ikke ved erklæring kan overføre rentefradrag til hinanden.

Rentefradraget følger således hæftelsen, og da MN hæfter solidarisk for gælden, er hun - og ikke A - berettiget til rentefradraget, uanset om A faktisk har betalt renterne. Dette gælder, uanset MN i meddelelse af 12. marts 2009 fraskriver sig retten til rentefradrag (bilag 18).

Det bestrides endvidere, at reglerne om rentefradrag skulle være så komplicerede, at A ikke har handlet groft uagtsomt ved gentagne gange at forsøge at opnå dobbelt fradrag.

Det må herefter lægges til grund, at A har selvangivet rentefradrag, som han ikke er i stand til at dokumentere, endsige redegøre for sammensætningen af. Dette er utvivlsomt groft uagtsomt. Bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold finder dermed ikke anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 3, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Begrundelseskravet

SKAT har ikke ved at undlade at henvise til bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 i afgørelserne af 25. oktober 2010 tilsidesat det forvaltningsretlige begrundelseskrav med den virkning, at afgørelserne er ugyldige.

SKATs afgørelser vedrørende indkomstårene 2007 og 2008 blev truffet inden for den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og skattemyndighederne påberåber sig reglen i § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

SKATs begrundelsesmangel består alene i, at SKAT ikke har henvist til § 3 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005. I afgørelse af 25. oktober 2010 (bilag L) redegjorde SKAT imidlertid for baggrunden for forhøjelsen af ansættelsen, og de faktiske omstændigheder, der begrundede anvendelsen af bestemmelsen, var dermed angivet.

SKAT angav derfor en passende begrundelse i afgørelserne af 25. oktober 2010. Den manglende henvisning til bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 har ikke påvirket As muligheder for at anfægte afgørelsen og udgør dermed ikke en væsentlig mangel, som kan medføre afgørelsernes ugyldighed.

Sagsbehandlingsfejl i øvrigt

A gør gældende, at SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten har begået en række sagsbehandlingsfejl.

Skatteministeriet forstår anbringenderne således, at A gør gældende, at han (også) på baggrund heraf er berettiget til genoptagelse, da der er tale om nye oplysninger, der ville have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 1.

Sagen vedrører genoptagelse af Skatteankenævnets afgørelse. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Landsskatteretten. Allerede af denne grund er Landsskatteretten uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt A er berettiget til genoptagelse.

Skatteankenævnet (og SKAT) har derudover ikke begået sagsbehandlingsfejl, endsige sagsbehandlingsfejl der skulle være af en sådan betydning, at de kunne berettige til genoptagelse efter dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 1.

Officialprincippet

Særligt for så vidt angår den påståede manglende overholdelse af officialprincippet skal jeg bemærke, at A gentagne gange er anmodet om at dokumentere de påståede renteudgifter (bilag S-AD). På trods heraf har han ikke fremlagt fyldestgørende dokumentation for udgifterne. Skattemyndighederne har som følge heraf baseret afgørelserne på oplysninger indberettet af de i sagen involverede pengeinstitutter, og skattemyndighederne har dermed haft et tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse. Der foreligger med andre ord ikke en tilsidesættelse af officialprincippet.

Afholdelse af et møde mellem SKAT og A kan ikke antages at have ændret på dette forhold. Dette understreges af, at A den 16. juni 2011 under et møde med Skatteankenævnet oplyste, at han ikke havde mulighed for at fremskaffe yderligere dokumentation. Det må derfor lægges til grund, at SKAT ikke havde fået belyst sagen yderligere ved at have afholdt et møde med A, inden afgørelserne blev truffet.

Officialprincippet indebærer ikke et krav om fysiske møder, hvis skattemyndighederne vurderer, at sagen belyses bedst på anden måde - i dette tilfælde ved indhentelse af faktisk dokumentation for As angivelser.

Dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 2

Dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 2, giver Skatteankenævnet adgang til at genoptage en skatteansættelse, hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Denne - helt særlige - genoptagelsesadgang er ganske snæver, jf. f.eks. SKM2006.619.VLR og SKM2006.39.ØLR , og den anvendes i praksis primært i de tilfælde, hvor der umiddelbart efter afsigelsen af en kendelse fremkommer en landsskatterets- eller en domstolsafgørelse, der går Skatteankenævnets afgørelse imod. Dette er dog ikke tilfældet i nærværende sag.

Skrivelsen fra Skatteministeriets Borgerambassadør (bilag 4) udgør heller ikke en "ganske særlig omstændighed", idet Borgerambassadøren ikke kan - eller har - forholdt sig til, hvorvidt A var berettiget til genoptagelse, eller om SKATs og Skatteankenævnets afgørelser var ugyldige. Borgerambassadøren har således alene oplyst A om, hvilke midler han kunne forsøge at anvende, såfremt han ønskede en stillingtagen til betydningen af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Da der i øvrigt ikke foreligger omstændigheder, der kan føre til genoptagelse, er betingelsen i den dagældende skatteforvaltningslovs § 37, stk. 2, ikke opfyldt.

Rettens begrundelse og afgørelse

Sagsøger har for indkomståret 2007 fratrukket en samlet renteudgift på 177.640,52 kr. Kun en mindre del, 12 poster ud af 17 men kun et beløb på 40.505,60 kr. er godkendt af SKAT.

På tilsvarende vis har SKAT i 2008 kun godkendt 63.253,20 kr. af en fratrukket renteudgift på 136.563,63 kr.

De væsentligste beløb af de ikke-godkendte er renter af gæld til F1-Sparekasse, som sagsøger i 2007 har fratrukket med henholdsvis 20.361,63 kr., 7.410,74 kr., 10.180,00 kr. og 76.463,02 kr. og hvor SKAT ikke har godkendt nogen del af beløbene. SKAT har dog godkendt renter til Sparekassen udover de nævnte med 657,00 kr. og 6.750,00 kr. Derudover er det en renteudgift på 22.516,97 kr., til F3-Finans, som SKAT heller ikke har godkendt.

I indkomståret 2008 har sagsøger fået godkendt et rentefradrag på renter til F1-Sparekasse med henholdsvis 7.440,00 kr. og 6.844,85 kr. Han har dog derudover fratrukket yderligere 32.729,76 kr., som SKAT ikke godkendte.

Vedrørende engagementet mellem sagsøger og F1-Sparekasse har sagsøger i et støttebilag opgjort gælden til 448.398,70 kr., som var gæld på en budgetkonto, inkassokonto og pantebrevsgæld og en mindre gæld på en lønkonto. Derudover mente sparekassen at have et rentekrav på tilbageførte renter med 54.163,49 kr. samt ikke tilskrevne renter på 30.795,49 kr. Sparekassens samlede krav udgjorde derfor den 8. februar 2008 derfor 533.357,68 kr., da sparekassen tilbød, at mellemværende kunne indfries ved indbetaling af 480.000 kr.

Sagsøger og hans fraskilte hustru indfriede gælden med de tilbudte 480.000 kr. efter sagsøgers forklaring i maj 2008. Ved forliget har sagsøger og hustruen derfor betalt renter på differencen mellem de 480.000,00 kr. og 448.398,70 kr., som var gælden opgjort uden renter. De betalte renter har derfor udgjort 31.601,30 kr., som formentlig skulle deles mellem sagsøger og hustruen og fordeles på indkomstårene 2007 og 2008.

Sagsøger har fået godkendt renter til F1-Sparekasse med i alt 7.407 kr. i 2007 og 14.284,85 kr. i 2008 eller i alt 21.691,85 kr.

Intet tyder derfor på, at sagsøger har betalt renter til F1-Sparekasse, som han ikke har fået fradrag for.

Henset til forskellen mellem det rentebeløb, sagsøger søgte at få fradrag for og det rentebeløb, som han har kunnet dokumentere at have betalt er så stor, så sagsøger, må have vidst, at han forsøgte at få et uberettiget rentefradrag, og han har derfor i hvert fald udvist grov uagtsomhed.

I indkomståret 2008 har sagsøger ikke fået godkendt et rentefradrag på hele renteudgiften til F2-Finans.

Det er dokumenteret, at der er 2 debitorer på gælden - sagsøger og samleversken MN. Som det er beskrevet i den juridiske vejledning afsnit C.A.11.2.2.4 kan samlevende ugifte ikke under samlivet fordele renteudgifterne, som de vil, uanset hvordan de internt har fordelt hæftelsen og betalingen af renterne. Hvis de faktisk har aftalt, at alene den ene betaler renterne, må de derfor internt fordele skatteværdien af det rentefradrag, som den anden får uden at have betalt renterne.

Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte afvisningen fra SKAT om at fordele rentefradraget, så sagsøger alene fik fradraget.

På denne baggrund finder jeg, at sagsøger ikke har sandsynliggjort endsige bevist, at der ved en genoptagelse af hans skatteansættelser for 2007 og 2008 vil kunne komme et resultat, der er mere gunstigt for ham.

Spørgsmålet er herefter, om der af andre grunde bør gives sagsøger medhold. SKAT og Skatteankenævnet har ikke overholdt fristen i § 1 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 og har ikke henvist til § 3, hvorefter der er hjemmel til ikke at overholde den korte frist. Som beskrevet ovenfor finder jeg, at sagsøger selv har udvist i hvert fald grov uagtsomhed ved at indberette væsentlig højere rentefradrag end han var berettiget til. Derfor var der hjemmel til ikke at overholde den korte frist.

Tilsidesættelsen af begrundelseskravet medfører dog ikke, at afgørelserne er ugyldige. Som beskrevet ovenfor er afgørelserne i hvert fald ikke forkerte til skade for sagsøger. Han fik også påklaget afgørelserne, og derfor er den manglende henvisning til bekendtgørelsens § 3 ikke en så væsentlig mangel, så afgørelsen er ugyldig.

Sagsøger har ifølge det forelagte modtaget mange opfordringer til at dokumentere sine påståede renteudgifter. Sagen bærer da heller ikke præg af, at sagsøger ikke har fremsendt bilag i forbindelse med behandlingen af hans skattesag. På denne baggrund finder jeg ikke, at afholdelse af flere møder mellem sagsøger og en sagsbehandler ved SKAT kunne have givet et andet resultat. Jeg skal her også henvise til, at sagsøger fik foretræde for Skatteankenævnet og har været mødt under hovedforhandlingen i nærværende retssag, uden at der herved kom nye oplysninger frem.

Derfor mener jeg ikke, at der har været tilsidesættelser af officialprincippet, som kan betegnes som så væsentlige, så afgørelserne af den grund er ugyldige.

Der er heller ikke dokumenteret andre sagsbehandlingsfejl, som kan betegnes som så væsentlige, så afgørelserne er ugyldige, og der kan herefter gives sagsøgte medhold i påstanden om frifindelse.

Da sagsøgte i det hele har vundet sagen, skal sagsøger betale sagsomkostninger til dækning af sagsøgtes udgift til advokatbistand.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, betaler i sagsomkostninger inden 14 dage 31.250 kr. til sagsøgte.