Dokumentets metadata

Dokumentets dato:19-05-2014
Offentliggjort:17-04-2015
SKM-nr:SKM2015.265.BR
Journalnr.:Retten i Lyngby, BS 160-1657/2013
Referencer.:Vurderingsloven
Dokumenttype:Dom


Ejendomsvurdering - grundværdi - fradrag for forbedringer - kloakanlæg

Sagen angik, hvorvidt skatteyderen var berettiget til yderligere fradrag for forbedringer efter vurderingslovens dagældende § 17 for udgifter til etablering af kloakforsyningsledninger internt på skatteyderens ejendom.Landsskatteretten havde ved kendelse af 17. juni 2013 givet skatteyderen fradrag for nogle af de på ejendommen værende kloakforsyningsledninger. Sagen drejede sig således om, hvorvidt skatteyderen også var berettiget til fradrag for de resterende kloakforsyningsledninger på ejendommen.Skatteyderen fik ikke medhold i, at skatteyderen var berettiget til yderligere fradrag for de interne kloakforsyningsledninger. Retten slog indledningsvist fast, at det afgørende for, om skatteyderen var berettiget til yderligere fradrag var, om ledningerne, hvis ejendommen blev solgt som en ubebygget grund, ville forøge ejendommens værdi. På baggrund af kloakforsyningsledningernes forløb langs de på ejendommen opførte bygninger, fandt retten ikke, at de omhandlede kloakforsyningsledninger ville kunne anvendes, hvis ejendommen blev solgt som ubebygget grund til brug for et ikke kendt kommende byggeri.Retten fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter kloakforsyningsledningerne ikke havde bevirket en stigning i grundværdien.Skatteministeriet blev derfor frifundet.


Parter

Andelsboligforeningen H1
(Adv.fm. Lars Johannesen)

mod

Skatteministeriet
(Adv.fm. Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Ulrik Finn Jørgensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 16. september 2013, vedrører prøvelse af en kendelse fra Landsskatteretten om fradrag i grundværdien for forbedringer i form af spildevands- og regnvandsledninger.

Sagsøgerens påstand er, at sagsøgte skal anerkende, at også en eller flere af de på bilag 1 med rød farve markerede spildevandsledninger og med blå farve markerede regnvandsledninger har karakter af hovedanlæg, og at sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af fradragsansættelsen ved vurderingerne 2001-2003 af ejendommen beliggende ...1, nr. a og b.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten afsagde den 17. juni 2013 en kendelse, hvoraf det blandt andet fremgår:

"...

Klagen vedrører fastsættelse af fradrag for forbedringer for genoptagelsesårene 2001, 2002 og 2003. Der klages over, at vurderingsankenævnet ikke har godkendt fradrag for en række byggemodningsudgifter.

Vurderingsankenævnet har godkendt fradrag for udgifter til forbedringer med 1.863.700 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for forbedringer

Fradragspost

Vurderingsnævnets afgørelse

Repræsentantens påstand

Landsskatterettens afgørelse

Kloakforsyning

255.550 kr.

417.486 kr.

Stadfæstes

Stikledning

Ej behandlet

1 kr.

Afvises

Projektering og tilsyn

Ej behandlet

126.199 kr.

Afvises

Ikke påklaget

1.320.014 kr.

Sagens oplysninger

Ejendommen er opført i 1991, som beboelsesejendom på 8.417 m2 grund.

Der er samlet 19 boliger og organiseret som en privat andelsboligforening.

Vurdering efter byggeretsværdiprincippet i genoptagelsesårene:

Ejendomsværdi

Grundværdi

2001

18.500.000 kr.

5.795.900 kr.

2002

18.700.000 kr.

6.829.700 kr.

2003

19.900.000 kr.

7.640.400 kr.

Vurderingsankenævnets afgørelse

Vurderingsankenævnet har godkendt fradrag for udgifter til intern kloakforsyning med 255.500 kr., jf. vurderingslovens §§ 17 og 18. Vurderingsankenævnet har ikke behandlet klagepunktet "stikledninger" eller "projektering og tilsyn".

Som begrundelse er anført:

"...

6.1.2. Kloakanlæg, regnvand og spildevand samt tilslutningsafgift til kloakanlæg

Klager har anmodet om fradrag til kloakanlæg internt med 766.650 kr. SKAT har godkendt 0 kr. Der er ikke fremlagt nogen form for dokumentation for beløbets afholdelse, og det er ikke dokumenteret, at udgiften på 766.650 kr. er gået til grundforbedrende foranstaltninger. Der er henvist til en lignende bebyggelse, og de begærede fradrag er et estimat, med udgangspunkt i ...2.

Vurderingsankenævnet skønner, at 1/3 af beløbet kan fradrages. Dvs. 1/3 internt kloakanlæg 766.650 kr. = 255.550 kr. kan fradrages.

Vurderingsankenævnet foreslår fradrag med 255.550 kr. til kloakanlæg internt.

Repræsentantens indsigelser af 17. januar 2011 til nævnets forslag af 20. december 2010.

"...

Vi har noteret os ankenævnets skøn på 1/3 af de anvendte estimater fra sagen i ...2. Vi mener dette er et lavt skøn og at det ikke afspejler udgifterne i sagen. Derfor kan vi ikke tiltræde forslaget i sagen.

..."

Nævnets bemærkninger til repræsentantens indsigelser af 17. januar 2011. Vurderingsankenævnet har iagttaget klagers indsigelse til nævnets forslag. Ankenævnet fastholder skønnet på 1/3 af de anvendte estimater fra sagen i ...2.

Herunder bemærker nævnet, at klager selv har anmodet om estimater fra sagen i ...2. Herunder er det ikke frafaldet i påstandsspecifikationen af 12. november 2010.

Således fastholder ankenævnet et skøn med 1/3 af de anmodede beløb.

Vurderingsankenævnet anerkender fradrag med 255.550 kr. til kloakanlæg internt.

..."

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om fradrag for følgende udgifter:

Arbejdets karakter

Indrømmet af VAN

Påstand

Intern kloakforsyning

255.550 kr.

417.486 kr.

Subsidiært er der fremsat påstand om, at klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter forhøjes mest muligt efter Landsskatterettens skøn.

Til støtte for påstanden er anført:

"...

Sagens faktiske omstændigheder

Klager erhvervede ifølge skødet ovennævnte ejendom som et ubebygget areal fra Kommunen med overtagelsesdag 1. juni 1990. Efter overtagelsen byggemodnede klager ejendommen og opførte en boligbebyggelse med 19 lejligheder ved bygge- og anlægsarbejder, der blev påbegyndt i 1990 og afsluttet i 1991, hvor byggeriet ifølge BBR-registret blev færdigmeldt. Klager er desværre ikke længere i besiddelse af byggeregnskab fra byggeriet.

..."

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Vurderingslovens § 13, stk. 1 har følgende ordlyd:

"...

§ 13. Ved grundværdien forstås værdien af grunden (med grundforbedringer) i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse.

..."

Af dagældende bestemmelser i vurderingslovens §§ 17 og 18 fremgår følgende:

"...

§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

Stk. 2. Fradrag må ikke gives for forbedringer, som er fuldført længere tilbage end 30 år - for skov, der vurderes i henhold til § 15, stk. 1-3, dog 60 år - før vurderingen.

..."

Det fremgår ikke af ordlyden af dagældende § 17 i vurderingsloven, hvad der nærmere skal forstås ved grundforbedring.

Ifølge praksis skal der være tale om en foranstaltning af materiel karakter, der forøger grundens handelsværdi, jf. Højesterets dom af 25. maj 2012, offentliggjort i SKM2012.350.HR . Det er en betingelse, at den pågældende foranstaltning ikke er anlagt til brug for det konkrete byggeri, men er knyttet til den ubebyggede grund, jf. Vestre Landsrets dom af 6. februar 2012, offentliggjort i SKM2012.112.VLR .

I øvrigt er det praksis, at det er den, der ønsker et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse. Dette følger bl.a. af Højesterets afgørelse af den 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR .

Kloakforsyning

Som hovedregel gives fradrag for udgifter til anlæg af forsyningsanlæg kun for udgifter, som vedrører anlæg uden for ejendommen. Er ejendommen imidlertid så stor, at det vil være naturligt at betragte en del af det på ejendommen værende anlæg som et hovedanlæg til betjening af dele af ejendommen i tilfælde af udstykning, kan der være grundlag for at give fradrag for dette anlæg.

Denne praksis er tiltrådt af Østre Landsret i dom af 14. februar 2011, offentliggjort i SKM2011.790.ØLR og af Vestre Landsret i dom af 6. februar 2012, offentliggjort i SKM2012.112.VLR .

Det er rettens opfattelse, at hovedanlægsbetragtningen, der er en undtagelse til hovedreglen om, at der kan gives fradrag for forbedringer for udgifter afholdt til anlæg udenfor grunden, bør fortolkes snævert.

Vurderingsankenævnet har godkendt 255.550 kr. for anlæg af kloak på baggrund af estimater fra en anden udstykning, idet repræsentanten ikke har fremlagt byggeregnskab eller anden dokumentation.

Landsskatteretten har foretaget en opmåling af kloaknettets hovedanlæg på det af repræsentanten fremlagte ledningskort og skønner på baggrund heraf, at udgifter til etablering af hovedanlægget udgør i underkanten af det af vurderingsankenævnet godkendte fradrag på 255.500 kr., hvorfor vurderingsankenævnets afgørelse stadfæstes.

..."

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"...

Der er i sagen enighed om, at sagsøger har anlagt og bekostet ledningerne på bilag 1. Uenigheden går udelukkende på, hvor stor en del af kloakforsyningen der er fradragsberettigende i henhold til vurderingslovens § 17.

Det er sagsøgers opfattelse, at samtlige ledninger markeret på bilag 1 er fradragsberettigende.

På ledningskortet fremlagt som sagens bilag B er det markeret hvilke ledninger, Landsskatteretten har anerkendt som fradragsberettigende. Der er ikke tvist om, at fradraget for denne del af ledningsnettet passende kan ansættes til 255.500 kr.

Overordnet gøres det gældende, at Landsskatterettens skøn er udøvet på et åbenbart urigtigt grundlag og fører til et åbenbart urimeligt resultat, idet der er flere fradragsberettigende ledninger på ejendommen, end Landsskatteretten har anerkendt.

Såfremt Retten måtte tiltræde, at en eller flere af ledningerne markeret på bilag 1 er fradragsberettigende, skal sagen hjemvises til vurderingsmyndighederne til foretagelse af det korrekte fradrag ud fra samme principper som anvendt i bilag 2.

Vurderingslovens §§ 17 og 18 havde ved de af sagen omfattede vurderinger følgende ordlyd:

"...

§ 17. Såfremt de fornødne oplysninger foreligger, skal der ved vurderingen med de af §§ 18 og 21 følgende begrænsninger gives fradrag i grundværdien for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringen består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde.

§ 18. Fradrag i grundværdien for forbedringer må kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelse af grundværdien, og må ikke overstige de af ejeren anvendte bekostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde.

..."

Det overordnede formål med bestemmelserne var, at der skulle ske friholdelse af grundforbedringer for beskatning. Dette havde været formålet med loven siden indførelsen i 1922. Formålet var således at fremme, at der gennemførtes sådanne grundforbedringer.

Af § 18 fremgår det, at fradraget er underlagt to begrænsninger. For det første gælder det, at fradraget skal have virket værdiforøgende ved grundværdiansættelsen, og derudover gælder det, at fradraget ikke kan overstige de af ejeren afholdte bekostninger. I nærværende sag er der enighed om, at sagsøger har bekostet kloakforsyningsanlægget internt på ejendommen. Ligeledes er der enighed om, at kloakforsyningsanlægget har virket værdiforøgende for grunden i ubebygget stand, såfremt dette kan karakteriseres som et "hovedanlæg".

I Den Juridiske Vejledning 2014-1 (afsnit H,A.3.3.2) er hovedanlægsbetragtningen beskrevet således:

Hvornår gives der fradrag

Efter SKATs praksis gives fradrag for vej- og forsyningsanlæg mv. i fx et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for grunden. Udgifter til anlæg samt til pladsbelægning mv. på selve grunden anses derimod for at være en del af byggeomkostningerne. Der gives fx fradragsret for kloak frem til skel, men ikke fra skel til hus.

Efter praksis gælder der en undtagelse fra denne hovedregel for større ejendomme, der er udlagt til fx tæt, lav bebyggelse med andelsboliger. For sådanne ejendomme kan der gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, der betjener en større del af ejendommen. Baggrunden for dette er, at der alternativt ved en udstykning til fx traditionel rækkehusbebyggelse ville være fradragsret for udgifter til fællesanlæg, som befinder sig uden for de enkelte udstykkede ejendommes skel. Der kan efter praksis gives fradrag for hovedanlæg på linje med den adgang til at give fradrag for foranstaltninger uden for grunden, som øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer.

Det betyder, at der kan gives fradrag for et hovedanlæg bestående af fx en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg. Udgifter vedrørende fx veje eller hovedstier, der tjener adgangen til grunden, kan også være fradragsberettigede, mens stikveje eller stier, der betjener de enkelte bygninger eller boliger, ikke kan føre til fradrag.

Denne udlægning af hovedanlægsbetragtningen er tillige anerkendt i retspraksis, hvilket bl.a. fremgår af afgørelserne SKM2011.790.ØLR , SKM2013.369.HR samt SKM2013.879.HR .

For traditionelle parcel- og rækkehuskvarterer gælder det således, at der gives fradrag for anlæg uden for de enkelte ejendommes respektive skel, idet anlæg inden for skel anses for nært knyttet til den på enkeltparcellen opførte bebyggelse og følgelig betragtes som en del af byggeomkostningerne. Anlæg inden for skelgrænsen medregnes således ikke i den del af ejendomsvurderingen, der udgøres grundværdien, men derimod til den del, der udgøres af forskelsværdien, jf. vurderingslovens § 5, stk. 2.

På storparceller, hvor der er opført flere rækkehuse eller boliger, vil der typisk være anlagt sådanne anlæg inde på grunden, som ville være fradragsberettigende efter vurderingslovens regler, såfremt der havde været tale om et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter, hvor hver enkelt bolig var udstykket som en selvstændig ejendom. I dette tilfælde ville anlæggene netop have lagt uden for de enkelte ejendommes skel.

Formålet med hovedanlægsbetragtningen er at sikre parallelitet mellem traditionelle parcel- og rækkehusudstykninger og storparceller, således at disse ligestilles i en skattemæssig henseende.

Indholdet af hovedanlægsbetragtningen er således, at der for storparceller skal foretages en vurdering af, om et anlæg ville være fradragsberettigende, såfremt der var tale om en traditionel parcel- eller rækkehusudstykning, dvs. om der i dette tilfælde ville være tale om et fællesanlæg uden for de enkelte ejendommes skel.

Såfremt der er tale om et anlæg inden for skel (en stikledning), vil anlægget udgøre en del af forskelsværdien (bygningsværdien), jf. vurderingslovens § 5, stk. 2, hvorfor anlægget ikke kan berettige til fradrag i grundværdien efter vurderingslovens §§ 17-18.

I forhold til anlæg uden for skel er tilknytningen til bygningerne ikke længere relevant, idet sådanne anlæg ikke kan udgøre en del af forskelsværdien, men alene kan relatere sig til grundværdien, jf. vurderingslovens § 5, stk. 2, 9 og 13.

Ved vurderingen af, hvornår der er tale om en storparcel, må der henses til, at formålet med hovedanlægsbetragtningen er at sikre skattemæssig lighed mellem beboere af traditionelle parcel- og rækkehuse og beboere af lejligheder, rækkehuse eller lignende opført på en storparcel, hvorfor en storparcel i relation til hovedanlægsbetragtningen nødvendigvis må defineres som en ejendom, som kan udstykkes til to eller flere selvstændige ejendomme. Følgelig vil hovedanlægsbetragtningen kunne finde anvendelse på ejendomme, som kan udstykkes til to eller flere selvstændige ejendomme.

Med henblik på at foretage en vurdering af, om et anlæg i tilfælde af storparcellens udstykning i mindre, selvstændige ejendomme, ville udgøre et hovedanlæg (dvs. et fællesanlæg uden for skel), skal der indledningsvist foretages en vurdering af, hvordan storparcellen kunne tænkes udstykket.

Dernæst skal der foretages en vurdering af, om det konkrete anlæg udgør et fradragsberettigende fællesanlæg uden for skel (dvs. en vurdering af om anlægget betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, jf. SKM2013.369.HR samt SKM2013.879.HR ).

Ved en større del af ejendommen må forstås to eller flere af de "fiktive" udstykninger, idet et anlæg, der betjener mere end én ejendom i et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter netop vil være et fradragsberettigende anlæg uden for skel, jf. vurderingslovens § 17, jf. SKM2013.819.BR samt SKM2013.845.BR .

Når der ses på de kloakledninger, der er omtvistet under denne sag (bilag 1 og 8), så forekommer det på baggrund af ovenstående gennemgang af hovedanlægsbetragtningen åbenbart, at flere end de ledninger, der er markeret med grøn farve på bilag 8, udgør hovedanlæg.

Forestiller man sig, at de enkelte boliger udstykkes til selvstændige matrikler, så kan der næppe være tvivl om, at de på bilag 1 markerede ledninger vil være beliggende uden for skel og betjene flere dele af ejendommen, jf. også bilag 8. Følgelig er der tale om fradragsberettigende hovedanlæg.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at kloakanlæggene markeret på bilag 1 ikke har karakter af hovedanlæg, idet de er anlagt således, at de nøje følger de på ejendommen opførte bygninger.

Hertil bemærkes det, at ledningernes placering i forhold til den opførte bebyggelse efter sagsøgers opfattelse er irrelevant for Rettens vurdering, idet det er ejendommen i ubebygget stand, der skal vurderes, jf. vurderingslovens § 13, og idet der er tale om anlæg, som i tilfælde af udstykning ville være beliggende uden for de nyudstykkede ejendommes skel, jf. bilag 8, hvorfor anlæggene ikke kan udgøre en del af forskelsværdien, jf. vurderingslovens § 5, stk. 2, 9 og 13.

Forsyningsledninger, veje, stier og øvrige foranstaltninger, som efter omstændighederne kan være fradragsberettigende, vil altid i et større eller mindre omfang - også i traditionelle parcel- og rækkehuskvarterer - være anlagt i forhold til den opførte bebyggelse, uden at dette dog er diskvalificerende i forhold til fradragsretten. På denne baggrund er dette heller ikke tilfældet i nærværende sag, idet det bærende hensyn bag hovedanlægsbetragtningen er, at traditionelle parcel- og rækkehusudstykninger og storparceller skal stilles lige i skattemæssig henseende.

..."

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf det fremgår:

"...

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort, at sagsøgeren ved vurderingerne for årene 2001-2003 er berettiget til yderligere fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17 for udgifter til etablering af kloakforsyningsledninger internt på sagsøgerens ejendom.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens kendelse af 17. juni 2013 (bilag 2) og sagsøgeren derfor ikke er berettiget til fradrag i henhold til vurderingslovens dagældende § 17 for udgifter til etablering af de kloakforsyningsledninger, der er markeret med blåt og rødt på det som bilag 1 fremlagte kort.

Fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17 er betinget af, at der foreligger en forbedring og at denne forbedring bevirker en stigning i grundværdien. Det er alene foranstaltninger, der påvirker værdien af den ubebyggede grund, som indgår i grundværdiansættelsen, jf. vurderingslovens § 13, stk. 1, og det er derfor også kun sådanne foranstaltninger, der er omfattet af vurderingslovens § 17. Udgifter til forbedringer, der har en sådan integreret sammenhæng med byggeriet på grunden, at det kun har værdi i forbindelse med dette, er ikke omfattet af vurderingslovens § 17, jf. bl.a. SKM2013.369.HR , SKM2013.879.HR og SKM2013.388.VLR .

Udgangspunktet er, at udgifter til anlæg på selve ejendommen ikke berettiger til fradrag efter vurderingslovens dagældende § 17. Arbejder på ejendommen henregnes således som udgangspunkt til byggeomkostningerne.

Praksis vedrørende vej- og forsyningsanlæg er i SKATs juridiske vejledning 2014-1, afsnit H,A.3.3.2. sammenfattet således:

"...

Foranstaltninger, der ikke er fradragsberettigede grundforbedringer

Vejanlæg- og forsyningsanlæg på selve grunden

...

Fradrag for vej- og forsyningsanlæg gives som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for ejendommen. Udgifter til anlæg på selve grunden samt til pladsbelægning mv. anses for at være en del af byggeomkostningerne, fx i et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter. Se dog nedenfor i afsnittet "Hvornår der gives fradrag" om større ejendomme udlagt til tæt/lav bebyggelse.

...

Stikledninger

Udgifter til stikledninger betragtes altid som en del af byggeomkostningerne og giver ikke grundlag for fradrag.

...

Hvornår og hvilke grundforbedringsudgifter gives der fradrag for

Hvornår gives der fradrag

Efter SKATs praksis gives fradrag for vej- og forsyningsanlæg mv. i fx et traditionelt parcel- eller rækkehuskvarter som hovedregel kun for udgifter til anlæg uden for grunden. Udgifter til anlæg samt til pladsbelægning mv. på selve grunden anses derimod for at være en del af byggeomkostningerne. Der gives fx fradragsret for kloak frem til skel, men ikke fra skel til hus.

Efter praksis gælder der en undtagelse fra denne hovedregel for større ejendomme, der er udlagt til fx tæt, lav bebyggelse med andelsboliger. For sådanne ejendomme kan der gives fradrag for udgifter til hovedanlæg, der betjener en større del af ejendommen. Baggrunden for dette er, at der alternativt ved en udstykning til fx traditionel rækkehusbebyggelse ville være fradragsret for udgifter til fællesanlæg, som befinder sig uden for de enkelte udstykkede ejendommes skel. Der kan efter praksis gives fradrag for hovedanlæg på linje med den adgang til at give fradrag for foranstaltninger uden for grunden, som øger værdien af grunde i traditionelle parcel- eller rækkehuskvarterer.

Det betyder, at der kan gives fradrag for et hovedanlæg bestående af fx en hovedforsyningsledning, der betjener eller fremover vil betjene en større del af ejendommen, mens stikledninger fra hovedledningen og til de enkelte bygninger eller boliger ikke udgør et hovedanlæg. Udgifter vedrørende fx veje eller hovedstier, der tjener adgangen til grunden, kan også være fradragsberettigede, mens stikveje eller stier, der betjener de enkelte bygninger eller boliger, ikke kan føre til fradrag.

...

Kloakering og etablering af vand-, gas-, varme- og elforsyning

Udgifter til kloakering og etablering af vand-, gas-, varme- og elforsyning kan berettige til fradrag for forbedringer ud fra de netop beskrevne regler. Det gælder også den del af udgifterne til landinspektør, projektering og tilsyn, som vedrører kloak, vand og el.

..."

Hovedanlægsbetragtningen er således en undtagelse til udgangspunktet om, at der kun gives fradrag for udgifter til anlæg uden for ejendommen. Højesteret har ved SKM2013.369.HR anerkendt skattemyndighedernes praksis på området, som Landsskatterettens kendelse af 17. juni 2013 (bilag 2) også er udtryk for. Der er ikke med SKM2013.369.HR indført nye eller udvidede kriterier for bedømmelsen af, om der foreligger et fradragsberettiget hovedanlæg. Dette bekræftes også derved, at Højesteret efterfølgende i SKM2013.879.HR vedrørende interne stier har fastslået, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering, der var baseret på den af Højesteret i SKM2013.369.HR anerkendte praksis og de principper, den hviler på.

Højesterets dom, offentliggjort i SKM2013.879.HR viser, at et anlæg ikke kan karakteriseres som et hovedanlæg, blot fordi det ville betjene mere end en bolig, hvis grunden blev udstykket i mindre parceller.

Det ligger endvidere efter retspraksis fast, at der ved bedømmelsen af, om et anlæg har selvstændig værdi for den ubebyggede grund, lægges vægt på anlæggets placering i forhold til den på grunden opførte bebyggelse, jf. eksempelvis SKM2013.388.VLR og SKM2013.879.HR .

Af retspraksis følger også, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at en given foranstaltning har karakter af et fradragsberettiget hovedanlæg, jf. eksempelvis SKM2013.879.HR og SKM2013.388.VLR . Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Landsskatteretten har foretaget en vurdering i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne praksis, og retten har herefter fundet, at kloakforsyningsledningerne markeret på bilag B udgør et fradragsberettiget hovedanlæg, hvorfor sagsøgeren har fået fradrag for disse ledninger, mens kloakforsyningsledningerne markeret med blåt og rødt på bilag 1 ikke udgør et fradragsberettiget hovedanlæg, hvorfor sagsøgeren ikke har fået fradrag for disse ledninger. Der er således ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens kendelse og sagsøgeren er derfor ikke berettiget til yderligere fradrag for udgifter til anlæg af kloakforsyningsledninger internt på den i sagen omhandlede grund.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at de kloakforsyningsledninger, der er markeret med blåt og rødt på bilag 1, udgør et fradragsberettiget hovedanlæg. Kloakforsyningsledningerne er anlagt således, at de nøje følger de på ejendommen opførte bygninger, og de har således ikke nogen selvstændig værdi for grunden i ubebygget stand.

Kloakforsyningsledningerne har kun reel værdi i forbindelse med byggeriet. De kloakforsyningsledninger, der er markeret med blåt og rødt på bilag 1, har derfor karakter af stikledninger, og berettiger derfor ikke til fradrag, SKM2013.369.HR , SKM2013.879.HR og SKM2013.388.VLR .

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten finder ikke, at det i sig selv er afgørende, om de omhandlede ledninger i tilfælde af udstykning af storparcellen ville ligge udenfor de enkelte udstykkede parceller, eller om ledningerne aftager spildevand fra flere ejendomme.

Det afgørende er derimod, om ledningerne, hvis ejendommen blev solgt som en ubebygget grund, ville forøge ejendommens værdi. Det skal i den forbindelse tillægges vægt, om anlægget er anlagt til brug for det konkrete byggeri eller kunne have været udført som led i byggemodning inden placeringen af det konkrete byggeri var kendt. Ved vurderingen af dette spørgsmål har det betydning, hvordan ledningerne er placeret i forhold til det konkrete byggeri.

Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at ledningerne, der er lagt, så de følger placeringen af det konkrete byggeri, ville kunne anvendes, hvis ejendommen blev solgt som ubebygget grund, til brug for et ikke kendt kommende byggeri.

Retten finder derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn, hvorefter de pågældende ledninger ikke har bevirket en stigning i grundværdien.

Af disse grunde frifindes Skatteministeriet.

Sagens værdi er er sagsøger opgjort til 10.887 kr. Sagsøger skal betale sagsomkostninger til sagsøgte opgjort som et passende beløb til dækning af advokatudgifter. Beløbet fastsættes i overensstemmelse med de vejledende satser til 17.500 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

Andelsboligforeningen H1 skal inden 14 dage i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 17.500 kr.