Dokumentets metadata

Reduktion af skattefri godtgørelse

Skatterådet fandt ikke, at man kunne undlade at reducere de skattefri rejsegodtgørelser med 15 eller 30 pct., hvis medarbejderen ikke tåler den serverede mad, hvis kvaliteten er så dårlig at man kan risikere at blive syg eller hvis mængden er for ringe til at blive mæt. Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad den pågældende medarbejder. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger.Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse.

Spørgsmål

1. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke kan tåle maden, der serveres til hovedmåltiderne?
2. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at kvaliteten af maden der serveres til hovedmåltiderne, er så dårlig, at der er risiko for at blive syg ved at spise det?
3. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at den serverede mængde af mad, ikke er tilstrækkeligt til at udgøre et måltid.

Svar:

1. Nej
2. Nej
3. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

X er en international virksomhed, hvorfor vi ofte sender medarbejdere til andre lande i arbejdsrelateret regi.

Når X sender medarbejdere til udlandet for at arbejde på en midlertidig arbejdsplads, opfylder medarbejderne betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse. I den forbindelse kan medarbejderne få skattefri godtgørelse for kost efter den - på det givne tidspunkt - fastlagte sats for skattefri kostgodtgørelse i overensstemmelse med rejsereglerne.

X´s medarbejdere arbejder både offshore og onshore i udlandet, hvilket betyder, at medarbejderne enten flyver eller sejler til den midlertidige arbejdsplads.

Når medarbejderne hos X arbejder onshore i udlandet, flyver de ofte til deres destinationer. I visse tilfælde indeholder flyveturene servering af flymad, og afhængig af tidspunktet for flyvningen, kan flyveturen indeholde et eller flere af hovedmåltiderne - morgenmad, frokost og aftensmad.

I de tilfælde hvor medarbejderne har fået serveret mad ombord på flyet, har kvaliteten af maden ikke altid været god, og i særlige tilfælde, har maden været under standard i en sådan grad, at medarbejderne ikke har kunnet spise maden.

I andre tilfælde har medarbejderne ikke kunne tåle den serverede mad ombord på flyveren, hvilket resulterede i, at medarbejderen ikke spiste undervejs på turen.

Når X´s medarbejdere arbejder offshore, bliver der altid serveret mad på arbejdspladsen (fx boreplatform). Medarbejderne har i den forbindelse oplevet, at de har fået serveret mad, som blot indeholdte en skål ris og ikke meget andet. I andre tilfælde har maden været af så ringe kvalitet, at der var risiko for at blive syg ved at spise den.

Det har resulteret i, at medarbejderne selv medbringer sin egen mad/madpakker, for dermed at undgå at spise maden, der serveres gratis på arbejdspladserne offshore.

X bestemmer ikke, om medarbejderne spiser den serverede mad, eller om de selv vælger at medbringe deres egen mad, det er helt op til den enkelte medarbejder.

Hvis der serveres hovedmåltider for medarbejderne, hvad enten det er ombord på flyveren eller på en platform offshore, skal der beregnes skattefri kostgodtgørelse med en reduktion på 15% for morgenmad, 30% for frokost og 30% for aftensmad afhængig af, hvilke af disse hovedmåltider, der er til rådighed for medarbejderne.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Medarbejderne finder det ikke rimeligt, at deres skattefri kostgodtgørelse nedsættes med ovennævnte procenter, hvis ikke den serverede mad kan spises, eller de ikke kan tåle den, eller den er for beskeden.

Endvidere fremfører medarbejderne, at flymaden ikke kan karakteriseres som et hovedmål, da de ikke kan blive mætte af maden, hvis de overhovedet kan spise den. De er derfor nødsaget til at købe et hovedmåltid, når de lander i det pågældende land.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke kan tåle maden, der serveres til hovedmåltiderne.

Lovgrundlag

§ 9 A. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.

Stk. 2. Følgende satser kan anvendes til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb:

1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 455 kr. (2010-niveau) pr. døgn til kost og småfornødenheder. Skatterådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satsen efter 1. pkt. med et grundbeløb på 142 kr. (2010-niveau) pr. døgn ved overnatning i lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark.

2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn.

3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn.

4) Ved rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 195 kr. (2010-niveau) pr. døgn til logi, medmindre den ansatte i sit hverv medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer), arbejder på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der modtages godtgørelse med satsen til logi.

Stk. 3. Satserne i stk. 2, nr. 1-3, udbetales pr. døgn, og derefter kan der udbetales 1/24 af satserne pr. påbegyndt time. Hvis der modtages fri kost, reduceres satsen efter stk. 2, nr. 1, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for morgenmad, frokost og aftensmad. Uanset reduktionen i foregående punktum kan arbejdsgiveren dog altid til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse.

Stk. 4. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan arbejdsgiveren til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted.

Stk. 6. En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Stk. 7. ¹¹⁾ Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Begrænsningen af fradraget efter 4. pkt. omfatter også fradrag for dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. § 9, stk. 1. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der foretages fradrag med satsen til logi.

Stk. 8. ¹¹⁾ Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i stk. 2 og 3 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter. Fradrag med satserne i stk. 2 og 3 kan dog ikke overstige et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår.

Stk. 9. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på rejsegodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. , hvad enten de er ulønnede eller aflønnes med et vederlag, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. , der modtager vederlag herfor, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a.

Stk. 10. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for modtagere af tilskudsbevillinger til forskning, som er A-indkomst. Det er en betingelse, at den skattepligtige på grund af afstanden mellem bopæl og det sted, hvor den pågældende midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Stk. 11. Personer, der modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9. Tilsvarende gælder for personer, der kan foretage fradrag efter § 3 i lov om beskatning af søfolk, jf. § 4, stk. 2, og for personer, der kan anvende § 5, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, jf. § 5, stk. 4. Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, kan ikke foretage fradrag med standardsatserne. Reglerne i stk. 1-8 finder ikke anvendelse for personer, der for et indkomstår har valgt fradrag efter § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Stk. 12. Grundbeløbene i stk. 2, 7 og 8 reguleres årligt efter personskattelovens § 20. De regulerede beløb i stk. 2 afrundes opad til nærmeste kronebeløb.

Praksis

I den juridiske vejledning Afsnit C.A.7.2.5.1beskrives reglen for reduktion for fri kost på følgende måde:

"Reduktion for fri kost

Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL § 9 A , stk. 3.

Selv om der skal ske en reduktion af standardsatsen for kost og småfornødenheder med værdien af fri kost på rejsen, kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL § 9 A , stk. 3, 3. pkt.

Hvis fx en lønmodtager i 2014 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse af arbejdsgiveren på 25 pct. af 503 kr. (regnet ud som 26/24 af 464 kr.).

Den særlige kostsats for turistchauffører i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på rejsen. Det står i LL § 9 A , stk. 3, 2. pkt.

Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker logiudgiften som udlæg efter regning, er dette ikke til hinder for, at arbejdsgiveren kan udbetale kostgodtgørelse med standardsatsen. Arbejdsgiveren skal blot reducere med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL § 9 A , stk. 3, 2. pkt. Hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at spise morgenmad skal der dog ikke ske reduktion. Se TfS.1997.659.

Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal arbejdsgiveren også reducere for fri kost. Se TfS.1996, 697."

Begrundelse

Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad den pågældende medarbejder ikke kan tåle. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger.

Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at kvaliteten af maden der serveres til hovedmåltiderne, er så dårlig, at der er risiko for at blive syg ved at spise det?

Lovgrundlag

Se under besvarelsen af spørgsmål 1.

Praksis

Se ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 1.

Begrundelse

Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad af ringe kvalitet. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger.

Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Spørgsmål 3

Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at den serverede mængde af mad, ikke er tilstrækkeligt til at udgøre et måltid.

Begrundelse

Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad i for ringe mængde til at den pågældende medarbejder ikke kan blive mæt. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger.

Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.