Dokumentets metadata

Dokumentets dato:13-10-2014
Offentliggjort:05-02-2015
SKM-nr:SKM2015.102.BR
Journalnr.:Retten på Frederiksberg, BS E-2365/2012
Referencer.:Statsskatteloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Udeholdt omsætning - beskatning af udstedte fakturaer - udlodning til hovedanpartshaver

SKAT havde i G1X ApS' regnskabsmateriale fundet to fakturaer udstedt H1 Advokatanpartsselskab. Fakturaerne angav at være honoraret for advokat As sagsbehandling, herunder for diverse rådgivning. Fakturaerne var ikke forsynet med påtegning om at være udkast, og der var ikke udstedt kreditnotaer for dem. Retten fandt, at der var en formodning for, at H1 Advokatanpartsselskab måtte have haft et tilgodehavende svarende til fakturabeløbene, og at advokatanpartsselskabet på faktureringstidspunktet havde erhvervet ret hertil.Det påhvilede herefter advokatanpartsselskabet at godtgøre, at selskabet ikke havde erhvervet ret til de pågældende beløb, og herunder at fremkomme med objektive kendsgerninger som afkræftede den pågældende formodning. Advokatanpartsselskabet havde ikke fremlagt objektiv dokumentation, og den af advokat A afgivne forklaring kunne heller ikke anses for fornøden dokumentation.H1 Advokatanpartsselskabet blev derfor beskattet af fakturabeløbene, og som følge heraf blev advokat As aktieindkomst forhøjet tilsvarende.


Parter

H1 Advokatanpartsselskab

og

A
(advokat Simon B. Clark)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

Jacob Waage

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt ved stævning af 17. oktober 2012, angår skatteopgørelsen for 2007 for H1 Advokatanpartsselskab og A, herunder om H1 Advokatanpartsselskab i 2007 har erhvervet ret til et beløb på 3.000.000 kr., og om A, der er eneanpartshaver i selskabet, skal beskattes af aktieindkomst for et tilsvarende beløb.

H1 Advokatanpartsselskab og As påstande er:

1.

Den skattepligtige indkomst for H1 Advokatanpartsselskab for indkomståret 2007 skal nedsættes med kr. 3.000.000.

2.

Aktieindkomsten for A for indkomståret 2007 skal nedsættes med kr. 3.000.000.

Skatteministeriets påstand heroverfor er: Frifindelse.

Sagsfremstilling

Den 16. juni 2011 blev der afholdt et møde mellem As daværende advokat, MM, og SKAT. For SKAT deltog sagsbehandlerne SN og RL.

I SKATs sagsnotat, som er påstemplet ordet "KLADDE", og som er fremlagt i sagen som bilag C, er bl.a. følgende anført:

"...

MM fortalte, at A havde udført arbejder for G1X. De var blevet enige om at A skulle betales når der var penge i G1X. På et møde havde han så præsenteret de 2 regninger for G1X men han blev aldrig aflønnet for de 2 fakturaer. De to numre blev brugt til to andre kunder.

SKAT kunne oplyse, at de to fakturaer var blevet brugt i G1X for arbejder. Det blev aftalt, at nu A var direktør i G1X at der blev afholdt møde med selskabet, hvor der nærmere blev redegjort for forholdene i G1X.

MM anmoder om fristudsættelse.

Der afholdes møde i august med G1X.

..."

Mødet blev fulgt op af et møde den 25. august 2011. Af mødereferatet af 19. september 2014, der er fremlagt som bilag 9, fremgår følgende:

"...

Der blev den 25. august 2011 afholdt møde mellem selskabet og SKAT. Ejendomsselskabet G1 ApS drev tidligere virksomhed under navnet G1X ApS. A var direktør for selskabet i perioden 16.3.2006 til 25.10.2006 og er genindtrådt som direktør den 22.2.2010.

I mødet deltog direktør A og advokat MM. For SKAT deltog SN, LR samt RL.

Emnet for mødet var selskabets samhandel med advokat A i 2006/2007. Selskabet har den 10. april 2006 udbetalt kr. 1.000.000 og den 18. april 2006 kr. 2.000.000 fra sin bankkonto i F1Bank. Beløbene er overført til hhv. G2 og RN. I bogføringen lå der 2 fakturakopier (faktura 1080 og 1081) fra G2 v/advokat A som bilag til bankoverførslerne. Begge fakturaer er dateret 6. februar 2007, uanset at bogføringen allerede har fundet sted i april 2006.

De to fakturakopier har i bogføringen fået samme bilagsnummer og datering som bankudbetalingsbilagene. Beløbene er bogført som omkostning og sidenhen omposteret til tilgodehavender.

På tidspunktet for udbetalingerne var A direktør for selskabet. Det blev oplyst, at han ikke havde fuldmagt til selskabets bankkonti.

Det blev aftalt, at til brug for sagen, fremsender selskabet dokumentation til SKAT for de daværende fuldmagtforhold til selskabets bankkonti, samt dokumentation for hvem, der har foretaget overførslerne.

Det blev oplyst, at betalingen på kr. 2.000.000 var sket til en konto i Jyske Bank tilhørende G2 v/ advokat LP. Det blev på mødet oplyst, at kontoen var en klientkonto.

A oplyste på mødet, at der ikke var sket en honorering af de to fakturaer til G2, uanset at han havde udført de anførte opgaver. Fakturaerne havde karakter af udkast, som blev afleveret i forbindelse med et møde med selskabet. A har i anden forbindelse modtaget vederlag fra selskabet for ydet bistand, bl.a. i form af up-side aftaler.

A har ingen forklaring på hvorledes de to fakturaer er blevet sammenkoblet med de anførte bankoverførsler. A deltog på daværende tidspunkt ikke i den daglige drift i G1X ApS. Det blev oplyst at selskabets bogføring blev varetaget af en medarbejder LN hos R1-Revision, som måske kan huske noget herom.

Selskabet havde i den periode en del ejendomshandler som gik via G2, Det blev aftalt, at selskabet vil forsøge at fremskaffe dokumentation i form af bogføringen på selskabets klientkonto hos G2 i den omhandlede periode. Det blev aftalt at advokat MM retter henvendelse til LP herom. Såfremt klientbogføringen ikke længere er tilgængelig, må oplysningerne søges indhentet i form af kontoudskrifter vedr. klientbankkontoen i Jyske Bank.

MM begærede aktindsigt, og SKAT har pr. mail tilsendt det ønskede den 25.8.2011.

..."

Ved brev af 7. november 2011, der er fremlagt som sagens bilag 18, til H1 Advokatanpartsselskab meddelte SKAT, at selskabets skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, var forhøjet med 3.000.0000 kr. I brevet anførte SKAT bl.a.:

"...

Ændringen skyldes, at [...] SKAT har modtaget kontroloplysninger om, at selskabet har udstedt 2 fakturaer [sagens bilag 3 og 4] på i alt 3 millioner kr. som ikke er medtaget i den skattepligtige opgørelse.

I kan læse mere om vores begrundelse i den sagsfremstilling, jeg har vedlagt. I får senere en ny årsopgørelse, hvor I kan se, hvad ændringerne betyder for den samlede skat.

Hvis selskabet ikke tidligere har udnyttet alle muligheder for af- og nedskrivning, kan I udligne indkomstændringen efter reglerne i Skatterådets bekendtgørelse nr. 1287 af 13. december 2005.

..."

Af sagsfremstillingen, som var vedlagt brevet af 7. november 2011, havde SKAT desuden bl.a. anført:

"...

1.1 Sagens faktiske forhold

Selskabet har den 6. februar 2007 udstedt faktura 1080 på kr. 2.000.000. Af fakturaen fremgår det at fakturabeløbet vedrører ejendommen ...1. Fakturatekst angiver "Mit honorar for sagens behandling, herunder for finansiel rådgivning e.o. fastsat til kr. 2.000.000"

Selskabet har samme dag udstedt faktura 1081 på kr. 1.000.000. Af fakturaen fremgår det at fakturabeløbet vedrører ejendommen ...2. Fakturatekst angiver "Mit honorar for sagens behandling, herunder for finansiel rådgivning e.o. fastsat til kr. 1.000.000"

Begge fakturaer - som vedlægges i kopi - er udstedt på brevpapir med navnet G2, men med cvr-nummer ...3, som tilhører H1 Advokatanpartsselskab. Det anføres på fakturaerne, at beløbet skal overføres til selskabets konto i Jyske Bank .... Begge fakturaer er udstedt til G1X A/S. I perioden 16. marts - 25. oktober 2006 og igen fra 8. januar 2010 er A direktør i G1X A/S. A er underskriver på begge fakturaer samt direktør og hovedanpartshaver i H1 Advokatanpartsselskab.

Af selskabets regnskaber for indkomståret 2007 fremgår det, at selskabet har bogført en omsætning på kr. 732.405. Ved gennemgang af selskabets bogføring ses det ikke, at faktura 1080 og 1081 er indtægtsført i selskabets bogføring.

Det fremgår af teksten, at selskabet har ydet finansiel rådgivning. Finansiel rådgivning er ikke en momspligtig ydelse med hjemmel i momslovens § 13, punkt 11.

1.2. Begrundelse for forslag til ændring

Selskabet er skattepligtig af den fakturerede indkomst med hjemmel i statsskattelovens § 4. Af ligningsvejledningens E.A. 3.1.1. fremgår det, at beskatningstidspunktet som hovedregel er retserhvervelsestidspunktet. Af teksten på de to udstedte fakturaer anføres det, at selskabet har udført arbejder for G1X A/S i forbindelse med 2 af selskabets ejendomme ...1 og ...2.

Der anføres i teksten følgende "Mit honorar for sagens behandling, herunder finansiel rådgivning." Det må fra teksten antages, at honoraret vedrører en allerede udført ydelse, hvorfor retserhvervelsestidspunktet indtræder ved udstedelse af fakturaen. Der er således ikke noget der angiver, at fakturaerne er betaling for ydelser, selskabet skal levere i fremtiden, og erhvervelsestidspunktet således skulle være et senere tidspunkt.

I SKM2006.569.LSR blev en bokser anset skattepligtig af beløbet på retserhvervelsestidspunktet selvom honoraret for en boksekamp ikke var udbetalt. Bokseren blev anset for skattepligtig af beløbet da han havde erhvervet endelig ret til beløbet.

På begge fakturaer er anført cvr-nummer ...3, som tilhører selskabet. Dette underbygger, at de leverede ydelser er sket af selskabet og ikke G2 eller anden virksomhed.

[...]

1.2.2. Foreløbig afgørelse

Med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1, litra a forhøjes selskabets indkomst med kr. 3.000.000 for faktura 1080 og 1081 udstedt til G1X A/S den 6. februar 2007.

Beløbet anses for maskeret udlodning til selskabets hovedanpartshaver med hjemmel i Ligningslovens § 16A stk. 1.

1.3. Selskabets opfattelse og begrundelse

Selskabet har i skrivelse af 17. juni og 4. juli 2011 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 anmodet om fristforlængelse til den 1. november 2011 til, at komme indsigelse mod SKATs forslag for ændring af selskabets skattepligtige indkomst for 2007.

SKAT fik frist for, at afsige kendelse til den 1. december 2011.

Selskabet har ikke inden den 1. november 2011 fremsendt indsigelse mod SKATs forslag til forhøjelse af den skattepligtige indkomst for 2007.

1.4. Endelig afgørelse

Selskabet har ikke fremsendt indsigelse mod SKATs forslag til forhøjelse af selskabets skattepligtige indkomst for 2007, hvorfor der afsiges kendelse.

Med hjemmel i Statsskattelovens § 4, stk. 1 litra a forhøjes selskabets indkomst med kr. 3.000.000 for faktura 1080 og 1061 udstedt til G1X A/S den 6. februar 2007.

Beløbet anses for maskeret udlodning til selskabets hovedanpartshaver med hjemmel i Ligningslovens § 16A stk. 1.

..."

Ved brev ligeledes af 7. november 2011, der er fremlagt som sagens bilag 19, skrev SKAT til A personligt og anførte i den forbindelse bl.a.:

"...

Vi har ændret din skat

SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2007 sådan:

Din aktieindkomst forhøjes med maskeret udlodning for indkomst ej medtaget i dit selskab H1 advokatanpartsselskab med hjemmel i ligningslovens § 16A stk. 1.

3.000.000 kr.

Sagsfremstilling og begrundelse:

Du er hovedanpartsanpartshaver i selskabet H1 Advokatanpartsselskab. Dit selskab har den 6. februar 2007 udstedt hhv. faktura 1080 på kr. 2.000.000 og faktura 1081 på kr. 1.000.000 til G1x A/S for rådgivning i forbindelse med ejendommene ...1 og ...2.

Du har været direktør for selskabet i 2 perioder fra den 16. marts - 25. oktober 2006 og fra 8. januar 2010 til dato.

SKAT har ved gennemgang af bilag og bogføringen for dit selskab konstateret, at man ikke har bogført indkomsten fra arbejder udført for G1X A/S og medtaget denne i selskabets skattepligtige indkomst. SKAT har derfor sendt forslag til dit selskab om, at selskabets indkomst forhøjes med kr. 3.000.000 som er det samlede beløb på det to udstedte faktura 1080 og 1081.

SKAT har anset for tidspunktet for retserhvervelsen for værende datoen for udstedelsen af fakturaen. I SKM2010.452.BR fandt byretten, at skattemyndighederne med rette havde forhøjet en hovedanpartshavers aktieindkomst med maskeret udlodning som følge af at myndighederne med rette havde forhøjet omsætningen i selskabet med udeholdt omsætning. Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at den udholdte omsætning ikke var tilgået hovedanpartshaveren som maskeret udbytte, jf. ligningslovens § 16A.

SKAT er derfor af den opfattelse, at du skal beskattes af maskeret udlodning med hjemmel i ligningslovens § 16A stk.1, af beløbet da SKAT er af den opfattelse, at beløbet er tilfaldet din private økonomi ved at du har undladt at indtægtsføre beløbet i selskabet.

Din aktieindkomst skal således forhøjes for indkomståret 2007 med hjemmel i ligningslovens § 16A, stk. 1, med kr. 3.000.000 for maskeret udlodning for faktura 1080 og 1081 udstedt af dit selskab men ikke medregnet i selskabets skattepligtige indkomst.

Kopi af faktura 1080 og 1081 vedlægges i kopi.

Skatteyders indsigelse:

Din advokat har i skrivelser af 17. juni og 4. juli 2011 med hjemmel i Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, anmodet om fristforlængelse for indsigelse. I skrivelse af 5. juli 2011 har SKAT imødekommet din anmodning og du fik frist til den 1. november 2011 til at fremsende indsigelse. SKAT fik frist til den 1. december 2011, at afsige kendelse.

Du har ikke inden udløb af fristen den 1. november 2011 fremsendt indsigelse mod SKATs forslag til forhøjelse af din skattepligtige indkomst for 2007.

SKATs endelige afgørelse:

Du har ikke fremsendt ny dokumentation eller indsigelse for SKATs forslag til forhøjelse for 2007.

Din aktieindkomst skal således forhøjes for indkomståret 2007 med hjemmel i ligningslovens § 16A, stk. 1, med kr. 3.000.000 for maskeret udlodning for faktura 1080 og 1081 udstedt af dit selskab men ikke medregnet i selskabets skattepligtige indkomst.

...

[Klagevejledning mv.]

..."

SKATs afgørelser blev af såvel H1 Advokatanpartsselskab som A indbragt for Landsskatteretten. Landsskatteretten traf kendelser i sagerne den 26. september 2012.

For så vidt angår den afgørelse, der angik H1 Advokatanpartsselskab, og som er fremlagt som sagens bilag 1, anførte Landsskatteretten følgende bemærkninger og begrundelse:

"...

Selskaber er skattepligtige af deres samlede årsindtægter. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Det er ubestridt, at Selskabet den 6. februar 2007 har udstedt fakturanr. 1080 og 1081 til G1X på henholdsvis 2 mio. kr. og 1 mio. kr. på G2s brevpapir, og at beløbene ikke er indtægtsført i Selskabet, ligesom der ikke efterfølgende er udstedt kreditnota på beløbet. Det er endvidere ubestridt, at G1X allerede - medens Selskabets hovedanpartshaver var direktør i G1X - henholdsvis den 10. april 2006 og 18. april 2006 - har overført henholdsvis 1 mio. kr. til RNs bankkonto og 2 mio. kr. til G2s bankkonto.

Selskabet kan således på det foreliggende grundlag ikke anses for at have dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at det forholder sig som forklaret af repræsentanten over for Landsskatteretten, at der er tale om fakturaudkast, og at Selskabet ikke har erhvervet endelig ret til beløbet.

Da det fremgår af fakturaerne, at der er tale om “Mit honorar for sagens behandling, herunder finansiel rådgivning" må det antages, at honorarerne vedrører allerede udført ydelse, hvorfor retserhvervelsestidspunktet indtræder ved udstedelse af fakturaerne. Selskabet anses herefter for at have erhvervet endelig ret til beløbet, hvorfor det er med rette, at SKAT har anset Selskabet for at være skattepligtig af det samlede beløb på 3 mio. kr., som udeholdt omsætning, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Det forhold, at Selskabet ikke er stiftet på tidspunktet for overførslerne i april 2006, ændrer ikke ved, at fakturaerne skal medregnes ved indkomstopgørelsen for 2007, da fakturaerne er udstedt dette år.

Bevisbyrden for, at de fakturerede beløb er Selskabets indkomstopgørelse uvedkommende er ikke løftet ved det af repræsentanten anførte om, at det samlede beløb på 3 mio. kr. er blevet beskattet hos G1X' anpartshavere.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse.

..."

For så vidt angår den afgørelse, der angik A personligt, og som er fremlagt som sagens bilag 2, anførte Landsskatteretten følgende bemærkninger og begrundelse:

"...

Alt hvad der udloddes til hovedanpartshaveren henregnes til dennes skattepligtige indkomst. Det fremgår af ligningslovens 16 A, stk. 1.

Det er ubestridt, at Selskabet har udstedt to fakturaer, fakturanr. 1080 og 1081 på henholdsvis 2 mio. kr. og 1 mio. kr. den 6. februar 2007 til G1X på G2s brevpapir, og at der ikke foreligger kreditnotaer herpå. Det er endvidere ubestridt, at beløbene fra disse fakturaer ikke er indtægtsført i Selskabet, men at der allerede 10 måneder før har været foretaget pengeoverførsler i forhold til fakturaerne af beløb til henholdsvis G2s og RNs bankkonto på samme beløb som fakturaerne efter aftale mellem klageren og RN, og at klageren på tidspunktet for overførslerne var direktør i G1X.

Det er ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det forholder sig som forklaret af repræsentanten over for Landsskatteretten, at der er tale om fakturaudkast, og at Selskabet ikke har erhvervet endelig ret til beløbet. Der er bl.a. henset til, at det fremgår af fakturaerne, at der er tale om "Mit honorar for sagens behandling, herunder finansiel rådgivning" hvorfor det antages, at honorarerne vedrører allerede udført ydelse, og at retserhvervelsestidspunktet indtræder ved udstedelse af fakturaen. Selskabet må således på det foreliggende grundlag anses for at have erhvervet ret til beløbet i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, og beløbet skal medregnes ved Selskabets indkomstopgørelse.

Da beløbet er udeholdt ved Selskabets indkomstopgørelse, påhviler det derfor klageren som hovedanpartshaver i Selskabet - at dokumentere eller tilstrækkelig sandsynliggøre, at de i Selskabet udeholdte indtægter ikke er tilgået ham.

Klageren har ikke løftet denne bevisbyrde, hverken over for SKAT eller Landsskatteretten, hvorfor det er med rette, at SKAT har anset klageren at være skattepligtig af beløbene som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Den maskerede udlodning er endvidere med rette henført til indkomståret 2007 for tidspunktet for Selskabets udstedelse af fakturaerne til G1X ApS, da Selskabet må anses at have erhvervet endelig ret til beløbet på faktureringstidspunktet.

Det af repræsentanten anførte om, at det fakturerede beløb på 3 mio. kr. vedrører indkomstopgørelse for G1X' anpartshavere, ses ikke dokumenteret eller sandsynliggjort.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse.

..."

H1 Advokatanpartsselskab og A har under sagen som bilag 3 fremlagt en faktura med en betalingsfrist på 8 dage, betegnet "FAKTURA 1080" af 6. februar 2007, hvoraf følgende fremgår:

"...

Vedr.: Ejendommen ...1

Mit honorar for sagens behandling, herunder for diverse finansiel rådgivning e.o. fastsat til

kr. 2.000.0000,00

Saldo i min favør

kr. 2.000.0000,00

Indbetaling kan, såfremt det måtte ønskes, ske via min konto i Jyske Bank A/S, reg.nr. ..., kontonr. ... med angivelse af navn og j.nr....-001.

..."

H1 Advokatanpartsselskab og A har under sagen som bilag 4 endvidere fremlagt en faktura med en betalingsfrist på 8 dage, betegnet "FAKTURA 1080" af 6. februar 2007, hvoraf følgende fremgår:

"...

Vedr.: Ejendommen ...2

Mit honorar for sagens behandling, herunder for diverse finansiel rådgivning e.o. fastsat til

kr. 1.000.0000,00

Saldo i min favør

kr. 1.000.0000,00

Indbetaling kan, såfremt det måtte ønskes, ske via min konto i Jyske Bank A/S, reg.nr. ..., kontonr. ... med angivelse af navn og j.nr. ...-008.

..."

Herudover har H1 Advokatanpartsselskab og A som bilag 5 fremlagt en faktura af 13. februar 2007 på 1.000 kr., som er udstedt til en SI, A/B G4. Fakturaen er ligesom fakturaen fremlagt som bilag 3 betegnet faktura 1080. H1 Advokatanpartsselskab og A har som bilag 6 fremlagt en faktura af 13. februar 2007, som er udstedt til OS og RM. Fakturaen er ligesom fakturaen fremlagt som bilag 4 betegnet faktura 1081.

Det fremgår endvidere af sagens bilag 7, at erhvervsrådgiver NL, F3 Bank, den 22. februar 2011 orienterede SN, SKAT, om, at banken den 18. april 2006 overførte 2.000.000 kr. til G2 Advokaters konto i Jyske Bank ifølge aftale med A og den 10. april 2006 overførte 1.000.000 kr. til RNs konto i F1Bank ifølge aftale med RN.

Som sagens bilag 11 har H1 Advokatanpartsselskab og A fremlagt en erklæring af 8. april 2013 fra RN, som har følgende indhold:

"...

Undertegnede, RN, cpr. nr. ..., skal herved afgive følgende erklæring til brug for den verserende sag ved byretten mellem H1 Advokatanpartsselskab og A mod Skatteministeriet.

Jeg har i en periode været hovedanpartshaver i G1X, og har således haft et klientforhold til H1 Advokatanpartsselskab og A.

Jeg skal herved bekræfte, at faktura 1080 på kr. 2.000.000 og faktura 1081 på kr. 1.000.000 udarbejdet den 6. februar 2007 alene er udkast, og der således ikke var nogen ret til at oppebære betalinger i henhold fakturaudkastene.

Beløbene var “succes fee", for salg at to ejendomme, og der var først ret til at modtage honorar, når ejendommen var solgt. Ejendommen blev ikke solgt, og der er heller ikke ret til at kræve honorar.

Herudover skal jeg bekræfte, at der ikke er nogen sammenhæng mellem fakturaudkastene og en pengeoverførsel fra G1X A/S næsten 1 år tidligere til min konto i F1Bank på 1 mio. kr, den 10. april 2006, og en overførsel på 2 mio. kr. den 19. april 2006 til min konto i England.

Jeg kan derfor også bekræfte, at disse beløb hverken helt eller delvist er tilgået H1 Advokatanpartsselskab og A personligt.

Jeg vil under vidneansvar under sagens hovedforhandling ved byretten vedstå ovennævnte forklaring, idet jeg tillige vil kunne besvare på uddybende spørgsmål.

..."

Som sagens bilag 17 er der fremlagt skatteoplysninger vedrørende RNs skat for 2008-2011.

Desuden er der som sagens bilag 22 fremlagt en erklæring af 9. september 2014 fra ML, hvori denne anfører følgende:

"...

Jeg skal herved på given foranledning bekræfte at jeg ikke på noget tidspunkt har godkendt eller på anden vis medvirket til at godkende betaling fra G1X til As advokatkontor af fakturaudkast for i alt 3 mio DKK tilbage i 2007.

Jeg har desværre ikke mulighed for at give møde i retten d. 10/9 2014 og bekræfte dette, da jeg rejser til i Baltimore i USA i aften.

..."

Endelig er der som sagens bilag A fremlagt en fuldstændig rapport fra Erhvervsstyrelsen vedrørende Ejendomsselskabet G1 ApS (tidligere G1X A/S), hvoraf det fremgår, at advokat A den 16. marts 2006 indtrådte i direktionen, at han den 25. oktober 2006 udtrådte af direktionen, og at han den 8. januar 2010 indtrådte i direktionen igen. Det fremgår endvidere, at selskabet fra den 22. november 2005 tegnedes af en direktør eller af et bestyrelsesmedlem.

Forklaringer

A har forklaret, at han blev ansat som advokat i G2 i januar 2006. Han medbragte en klientportefølje fra sit tidligere virke. Han var således lønmodtager, indtil han startede sig eget firma.

Den 1. juni 2006 stiftede han advokataktieselskabet H1, som har specialiseret sig i fast ejendom, herunder navnlig ejendomsberigtigelser og ejendomsadministration. I den periode, sagen omhandler, omsatte advokataktieselskabet H1 nok gennemsnitligt for 40.000 - 50.000 kr. pr. måned. Der var nok en samlet omsætning på 1.000.000 kr. i perioden. Selskabet indgik fra starten i kontorfællesskab med G2. Samarbejdet er stadigt eksisterende.

For så vidt angår sit forhold til RN har han forklaret, at de kendte hinanden fra gymnasietiden, og at de siden har bevaret kontakten. Deres mødre havde tidligere boet på samme vej, og A er gudfar til et af RNs børn. De har også boet sammen i England. Indtil for et stykke tid siden var de således meget nære venner. Det forretningsmæssige samarbejde gik tilbage til den tid, hvor A som ung advokatfuldmægtig i 1990-erne hjalp RN med ejendomshandler. Efter at A startede i G2, mødtes de oftere end før. RN, der gennem sit selskab G5 ApS sammen med ML ejede G1X, kom tit forbi kontoret. Han havde sågar en stol på kontoret. Alle kendte ham. A begyndte lidt efter lidt at udføre arbejde for ham. Da RN boede i Frankrig, var A nærmest at betragte som RNs mand i Danmark og bistod RN med mange forskellige ting, også ting, der ikke nødvendigvis relaterede sig til advokatarbejde. Herudover var A direktør i mange af RNs selskaber.

Foreholdt sagens bilag 3 og 4 har A forklaret, at det er ham, der har udarbejdet disse. Der er alene tale om fakturaudkast. RN havde kontaktet ham med henblik på, at han kunne sælge to ejendomme på hhv. ...1 og ...2 for ham. Der var tale om to ejendomme, som G1X allerede ejede. Ejendommen på ...1 var erhvervet lang tid forinden og i fri handel. Ejendommen i ...2 var erhvervet på tvangsauktion. Han administrerede allerede ejendommene. Det var meningen, at han skulle skaffe købere, og hvis det lykkedes, ville han få en succesfee på 2 millioner kroner. Han ved ikke, hvad ejendommene skulle sælges for, men ejendommen på ...1 var vist købt for ca. 50 millioner. RN havde belånt den til 65 millioner, så det ville selvfølgelig være rart at få solgt den til mindst dette beløb.

Omkring den 6. februar 2007 var han blevet bedt om at deltage i et møde med ML på dennes adresse i ...4 I mødet deltog også revisoren IS og RN. Mødet drejede sig ikke om fakturaerne, men RN havde ikke desto mindre ringet samme dag eller dagen før og bedt ham om at tage fakturaerne med. Indtil mødet havde han aldrig mødt ML, hvilket må tilskrives RNs bestræbelser på at sikre, at de to aldrig mødtes.

RN forklarede på mødet, at hvis ejendommene blev solgt, skulle der være en succesfee til A. RN bad ham derfor om at udarbejde en faktura. A ved ikke, hvorfor fakturaen skulle opdeles i to, men det var RNs ønske. A udarbejdede på den baggrund to fakturaudkast, som han gav til RN, der gav dem videre til ML. Det var RN, der dikterede, hvad der skulle stå på fakturaerne. Fakturaerne er skrevet som almindelige word-dokumenter på As PC, og hans sekretær var aldrig inde over. Der blev ikke påtrykt "udkast" på fakturaerne, idet RN nok ikke ville have været interesseret i dette. Han har efterfølgende fået et sådant stempel, hvorpå der står "udkast", men det havde han ikke den gang.

Han fandt efterfølgende ud af, at fakturaerne skulle være med til at snyde ML, men det vidste han ikke noget om på daværende tidspunkt. Der var i øvrigt ikke nogen skriftlig aftale om, hvad han skulle gøre for de anførte salærer. Meningen var bare, at han skulle stå for at sælge ejendommene. Efter mødet tænkte A ikke på udkastene, indtil de mange år efter dukkede op hos SKAT. Han har aldrig udskrevet fakturaer på så store beløb, og han rykkede naturligvis ikke for betalingen, da ejendommene aldrig blev solgt, og han derfor ikke på noget tidspunkt havde erhvervet ret over for G1X. Han husker i øvrigt ikke, hvornår RN oplyste over for ham, at ejendommene ikke blev solgt alligevel. Han har aldrig udført arbejde, som kunne berettige til et honorar for salgsbestræbelserne.

Foreholdt sagens bilag 5 og 6 forklarede han, at der er tale om fakturaer, som hans sekretær rutinemæssigt udsendte på eget initiativ. Selv om fakturaerne havde samme fakturanummer som de udkast, han havde givet til RN, var der ikke tale om dobbeltfakturering. Fakturaerne til RN var jo kun udkast, og det var ikke hensigten, at de skulle udstedes. Han anså det derfor ikke for noget problem at udarbejde udkastene.

Vedrørende G1X forklarede han, at selskabet i de gode tider erhvervede rigtig mange ejendomme, og at erhvervelserne var finansieret af F1Bank. I de gode tider købte RN og ML en ny ...5 eller en ...6 hver tredje måned og fløj med privatfly, når de skulle rejse.

Foreholdt sagens bilag A, Erhvervsstyrelsens fuldstændige rapport for G1 ApS under konkurs (tidligere G1X), forklarede han, at ML var direktør i 2007. A havde også selv tidligere været direktør, men da han pga. andre opgaver ikke havde ressourcer til at varetage opgaverne, var han trådt ud af direktionen. Han genindtrådte som direktør i 2010, hvor han bl.a. samarbejdede med Finansiel Stabilitet for at forsøge at redde stumperne. Det var alene ML og RN, som tegnede G1X. Det var det også, dengang A var direktør. Når det fremgår af Erhvervsstyrelsens rapport over selskabet, at selskabet fra 22. november 2005 tegnedes af en direktør eller af et bestyrelsesmedlem, er det således ikke korrekt.

Både han selv og ML er blevet snydt af RN. ML er også meget indebrændt over det, som er foregået.

Foreholdt bilag 7, e-mail fra F3 Bank til SKAT har han forklaret, at kontoen med kontonummeret ... .....-. var G2s klientkonto. Han kunne godt tage imod 2.000.000 kr., men ikke udbetale regninger. Det var alene bogholderne og sekretærerne, der havde adgang til G2s konto. Det siger sig selv, at hvis RN havde et beløb stående på klientkontoen, da ville han kunne få det udbetalt.

Foreholdt bilag 8, nota til kontopostering, har han forklaret, at det, der er skrevet i hånden, sikkert stammer fra G2s bogholder. Det er i hvert fald ikke ham selv, der har skrevet det.

Det undrer A, at SKAT mener, at han skulle have modtaget 3 millioner kr. SKAT har jo i 2012 begæret ham konkurs, og han måtte låne penge for at betale fordringen ud.

Foreholdt sagens bilag C, sagsnotat fra møde med SKAT, side 1, hvor det er anført, at han skulle have udført arbejde for G1X, har han forklaret, at dette ikke er korrekt.

Foreholdt sagens bilag 12 har han forklaret, at han ikke ved, hvad G6 er. Nummeret ...-008 siger ham heller ikke noget.

Endelig har A forklaret, at RN er ved at gå konkurs, men at man regner med, at han godt kan være solvent, idet han nok er god for 90 millioner kr. Hvis G7, som er en medicinalvirksomhed, RN og ML ejer, bliver en succes, bliver de begge meget velhavende.

Parternes synspunkter

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med de anbringender, der er indeholdt i et påstandsdokument af 16. oktober 2013, og hvori følgende anføres:

"...

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at sagsøger 1, H1 Advokatanpartsselskab, har udeholdt indtægter på i alt 3 mio. kr., som sagsøger 1 er skattepligtig af, jf. statsskattelovens § 4. Endvidere gøres det gældende, at sagsøger 2, A, er skattepligtig af beløbene som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.

Selskaber er skattepligtige af deres samlede årsindtægter. Jf. statsskattelovens § 4. Indtægterne skal tidsmæssigt placeres på det tidspunkt. hvor der er erhvervet ret hertil (retserhvervelsesprincippet).

Alt hvad der af selskabet udloddes til hovedanpartshaveren er skattepligtigt, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.

Sagsøger 1 har udstedt to fakturaer, faktura nr. 1080 og 1081 (bilag 3 og 4), på henholdsvis 2 mio. kr. og 1 mio. kr. til G1X A/S den 6. februar 2007. Fakturaerne er ikke forsynet med påtegning om, at der skulle være tale om udkast. Tværtimod er fakturaerne forsynet med fakturanummer, ligesom fakturaerne efter såvel deres indhold som ordlyd fremstår som en endelig afregning af en allerede leveret ydelse. jf. bl.a.: "Mit honorar for sagens behandling, herunder finansiel rådgivning". Fakturaerne er desuden kommet den angivne adressat, G1X A/S, i hænde.

Der er ikke efterfølgende udstedt kreditnotaer (replikken, side 2, ad opfordring 3).

Det påhviler sagsøger 1 at godtgøre, at selskabet ikke har erhvervet ret til fakturabeløbene.

Det gøres gældende, at bevisbyrden er skærpet som følge af interesse- og personsammenfaldet mellem G1X A/S og sagsøger 1 og 2 m.v. Denne bevisbyrde har sagsøger 1 ikke løftet.

Det fremhæves særligt, at sagsøger 2s daværende repræsentant, advokat MM, på et møde den 16. juni 2011 (bilag C) oplyste:

"...

at A havde udført arbejder for G1X de var blevet enige om at A skulle betales når der var penge i G1X. På et møde havde han så præsenteret de 2 regninger for G1X men han blev aldrig aflønnet for de 2 fakturaer. De to numre blev brugt til to andre kunder.

..."

Samtidig blev det på mødet aftalt, at der, da sagsøger 2 var direktør i G1X A/S, skulle afholdes et møde med aktieselskabet, hvor der nærmere blev redegjort for forholdene heri.

På dette møde, som blev afholdt den 25. august 2011 (bilag 9), oplyste sagsøger 2:

"...

at der ikke var sket en honorering af de to fakturaer til G2, uanset at han havde udført de anførte opgaver. Fakturaerne havde karakter af udkast, som blev afleveret i forbindelse med et møde med selskabet. A havde i anden forbindelse modtaget vederlag fra selskabet for ydet bistand, bl.a. i form af up-side aftaler.

..."

Det ligger dermed fast, at sagsøgerne har udført arbejde for G1X A/S, og at sagsøgerne anså sig for berettiget til honorar herfor.

Dette har sagsøgerne efterfølgende fragået for Landsskatteretten (bilag 2, side 4) og for domstolene, men der foreligger intet som på objektivt grundlag understøtter den ændrede forklaring. Eksempelvis er det helt udokumenteret, at sagsøger 1/sagsøger 2 har udført arbejde med henblik på salg af 2 ejendomme, som i øvrigt ikke er nærmere identificerede, samt at arbejdet var forgæves, idet ejendommene ikke blev solgt.

De omtvistede fakturaer har - tilsyneladende - tjent som grundlag for økonomiske transaktioner hos G1X A/S, hvilket dog ikke er fyldestgørende belyst. Dette understøtter i givet fald, at fakturaerne ikke er uden realitet, men er i øvrigt ikke af selvstændig betydning for sagens afgørelse.

Ligeledes er det uden betydning for beskatningen af sagsøger 1 og 2, om sagsøgerne fysisk, faktisk har modtaget fakturabeløbene. Ex tuto bestrides det, at bankoplysningerne fremlagt som bilag 7 og 8 godtgør, at de heri nævnte beløb på i alt 3 mio. kr. ikke er tilgået sagsøger 1 og/ eller sagsøger 2.

Det bestrides, at fakturaerne fremlagt som bilag 5 og 6, som har tilsvarende fakturanr., godtgør, at de omtvistede fakturaer (bilag 3 og 4) er uden realitet.

Sammenfattende bestrides det, at de omtvistede fakturaer (bilag 3 og 4) skulle være udkast uden reelt indhold. Det gøres derimod gældende, at sagsøger 1 har erhvervet ret til fakturabeløbene, og da det er ubestridt, at fakturabeløbene ikke er indtægtsført i sagsøger 1, skal sagsøger 1's indkomst forhøjes med 3 mio. kr. som udeholdt omsætning. jf. statsskattelovens § 4.

Det påhviler herefter sagsøger 2, som hovedanpartshaver i sagsøger 1, at godtgøre, at de udeholdte indtægter i selskabet ikke er tilgået ham, jf. f.eks. SKM2008.85.HR .

Det er ubestridt, at sagsøger 2's indkomst, såfremt sagsøger 1's skattepligtige indkomst forhøjes, som konsekvens heraf ligeledes skal forhøjes, jf. ligningslovens § 16A, stk. 1.

Det gøres gældende, at sagsøgernes manglende og/eller mangelfulde besvarelse af sagsøgtes opfordringer, herunder opfordring (2), (5), (6), (8) og (9), skal tillægges processuel skadevirkning, jf. retsplejelovens § 344. stk. 2.

..."

H1 Advokatanpartsselskab og A har procederet i overensstemmelse med de anbringender, der er indeholdt i et påstandsdokument af 16. oktober 2013, og hvori følgende anføres:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende

at

de som bilag 3 og 4 fremlagte fakturaer er uden reelt indhold,

at

fakturaerne alene er udkast og uden sammenhæng med faktiske foretagne indbetalinger,

at

fakturanumre er brugt i anden sammenhæng, jf. bilag 5 og bilag 6, hvorfor det er godtgjort, at bilag 3 og 4 alene er udkast uden realitet, og at der således ikke er erhvervet ret til beløbene på henholdsvis 1.000.000 kr. og 2.000.000 kr.

at

den fremlagte dokumentation viser, at hverken sagsøger 1 eller sagsøger 2 har modtaget nogle betalinger, der kan henføres til de ovennævnte fakturaer,

at

bogføring og betalingsoverførsler entydigt dokumenterer, at sagsøgerne på ingen måde har modtaget beløb, der ligger til grund for den af SKAT foretagne forhøjelse, idet bilag 7 og bilag 8 tydeligt godtgør, at pengene er videreoverført og at de desuden er modtaget før sagsøger 1 blev stiftet,

at

de som bilag 1 og 2 fremlagte afgørelser fra SKAT på ingen måde har inddraget den indhentede dokumentation eller i øvrigt inddraget den af sagsøger 2 afgivne forklaring,

at

SKATs eget mødereferat (bilag 9) øjensynligt slet ikke er indgået i SKATs sagsbehandling og de som bilag 1 og 2 fremlagte afgørelser,

at

SKAT selv i bilag 10 og bilag 14 tydeligt angiver, at der ikke kan ske beskatning af både sagsøger 1 og sagsøger 2 såvel som RN,

at

der er foretaget beskatning af beløbene hos RN, hvorfor der efter SKATs eget udsagn ikke skal ske beskatning hos hverken sagsøger 1 eller sagsøger 2,

at

det med den fremlagte dokumentation og den samstemmende forklaring er dokumenteret, at hverken Sagsøger 1 eller Sagsøger 2 har oppebåret nogle midler fra de fremlagte fakturaer, og at der på intet tidspunkt er erhvervet ret til at modtage betaling i henhold til fakturaerne,

at

den skattepligtige indkomst for Sagsøger 1 og aktieindkomsten for Sagsøger 2 følgelig skal nedsættes med 3.000.000 kr.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

Indledningsvis bemærkes det, at A var direktør for G1X A/S i perioden fra den 16. marts 2006 og til den 25. oktober 2006. Det må således lægges til grund, at der - i hvert fald i denne periode - har været et interessefællesskab mellem A og GX1 A/S. Retten finder endvidere på baggrund af bl.a. vidneforklaringen fra A, at det må lægges til grund, at A også i den efterfølgende periode havde en meget tæt tilknytning til G1X A/S.

Det er under sagen dokumenteret, at H1 Advokatanpartsselskab den 6. februar 2007 udstedte to fakturaer på henholdsvis 2.000.000 kr. og 1.000.000 kr. til G1X-BYG A/S. Fakturaerne, som var i G1X A/S' besiddelse, angav at være honorar for A s sagsbehandling, herunder for diverse rådgivning. Fakturaerne var ikke forsynet med påtegning om at være udkast, og der var ikke udstedt kreditnotaer for dem. Hertil kommer, at A s daværende advokat, MM, i et mødereferat fra et møde den 16. juni 2011 med SKAT er citeret for at have oplyst, at "A havde udført arbejder for G1X A/S", og at "de var blevet enige om, at A skulle betales, når der var penge i G1X ", samt at A på mødet med SKAT den 25. august 2011 ifølge referatet forklarede, at "der ikke var sket en honorering af de to fakturaer til G2, uanset at han havde udført de anførte opgaver".

På denne baggrund finder retten, at der er en formodning for, at H1 Advokatanpartsselskab må have haft et tilgodehavende over for G1X A/S på de pågældende beløb og således på dette tidspunkt havde erhvervet ret til beløbene.

Som anført af sagsøgte påhviler det herefter H1 Advokatanpartsselskab at godtgøre, at selskabet ikke har erhvervet ret til det pågældende beløb og herunder fremkomme med objektive kendsgerninger, som afkræfter den pågældende formodning. Der henvises i den forbindelse til SKM2009.37.HR .

Henset til at H1 Advokatanpartsselskab ikke under sagen har kunnet fremlægge kreditnotaer for de pågældende fakturaer, eller i øvrigt har kunnet fremlægge nogen objektiv dokumentation for, at H1 Advokatanpartsselskab ikke skulle have erhvervet ret til de pågældende beløb, finder retten, at det ikke er godtgjort, at den af SKAT udarbejdede skatteansættelse for selskabet har været fejlagtig. Der kan i den forbindelse henvises til SKM2009.708.ØLR , hvor landsretten lagde vægt på, at en skatteyder ikke havde ført "et fyldestgørende dokumentbevis" til støtte for sine forklaringer under sagens forløb.

Retten finder på endvidere, at de af A afgivne forklaringer i Landsskatteretten og i byretten, heller ikke kan anses for fornøden dokumentation for, at H1 Advokatanpartsselskab ikke erhvervede ret til de pågældende beløb som anført af Skatteministeriet. Desuden finder retten ikke, at RNs skatteansættelser har nogen relevans for H1 Advokatanpartsselskabs skatteansættelse. Endelig finder retten, at der ikke kan lægges afgørende vægt på erklæringerne fra A s tidligere samarbejdspartnere RN og ML.

Herefter frifindes Skatteministeriet for den af H1 Advokatanpartsselskab nedlagte påstand.

Det er ubestridt, at As aktieindkomst skal forhøjes tilsvarende, hvis H1 Advokatanpartsselskabs skattepligtige indkomst forhøjes. Herefter frifindes sagsøgte også over for den af A nedlagte påstand.

Efter sagens udfald skal H1 Advokatanpartsselskab og A betale sagsomkostninger på 150.000 kr. (inklusiv moms) til sagsøgte til dækning af advokatomkostninger. Ved fastsættelsen af beløbet er der navnlig lagt vægt på sagens værdi. Retten har endvidere lagt vægt på omfanget af processkrifterne og sagens karakter.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

H1 Advokatanpartsselskab og A skal inden 14 dage in solidum betale 150.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.