D.A.16.2.3 Særligt om EU-ordningen

Afsnittet indeholder:

Identifikationsmedlemsland

Hvis den afgiftspligtige person, der anvender (ønsker at anvende) EU-ordningen, har etableret hjemstedet for den økonomiske virksomhed i EU, er det medlemsland, hvori hjemstedet er etableret, identifikationsmedlemsland. Se momsforordningens artikel 57b, stk. 1.

Har en afgiftspligtig person, der ikke har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i EU, men som anvender EU-ordningen, mere end ét fast forretningssted i EU, er identifikationsmedlemslandet det land med et fast forretningssted, hvor den afgiftspligtige person angiver at gøre brug af særordningen. Den afgiftspligtige person kan vælge et hvilken som helst medlemsland, hvor vedkommende har et fast forretningssted, som identifikationsmedlemsland. Den afgiftspligtige person er bundet af denne beslutning for det pågældende kalenderår og de 2 efterfølgende kalenderår. Se ML § 66 d, stk. 2, artikel 359 i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, og artikel 57b, stk. 2, i momsforordningen.

Omfattede leverancer

Når en afgiftspligtig person har tilsluttet sig EU-ordningen, finder ordningen anvendelse på alle virksomhedens leverancer af elektroniske ydelser, teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester til ikkeafgiftspligtige personer i EU-lande, hvor den afgiftspligtige person ikke er etableret. Se ML § 66 e, stk. 3, artikel 369b i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF, og artikel 57c, i momsforordningen.

Momssats

De leveringer, der er omfattet af EU-ordningen, beskattes med forbrugsmedlemslandets afgiftssats. Se ML § 66 e, stk. 4.

Momsgodtgørelse eller fradrag i den ordinære angivelse

Afgiftspligtige personer, der har et andet EU-land end Danmark som identifikationsmedlemsland, kan få godtgjort købsmoms efter reglerne i § 45, stk. 1, om godtgørelse til virksomheder i andre EU-lande. Har den afgiftspligtige person imidlertid aktiviteter her i landet, som ikke er omfattet af særordningen, og for hvilke der kræves momsregistrering her i landet, skal moms af udgifter i forbindelse med aktiviteterne i særordningen fradrages i momsangivelsen, der skal indgives i forbindelse med denne momsregistrering. Se ML § 66 f, og artikel 369j i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 5 i Direktiv 2008/8/EF.

Bemærk

Bemærk, at der er en meningsforstyrrende fejl i artikel 369j, stk. 2, i den danske sprogudgave af Direktiv 2008/8/EF. Se i stedet f.eks. den engelske sprogversion.

Bemærk, at tredjelandsvirksomheder, der af andre årsager er momsregistreret i Danmark eller et andet EU-land, hverken kan benytte EU-ordningen eller Ikke-EU-ordningen. Se omtalen af begrebet "afgiftspligtig person" i D.A.16.2.1.4 Definitioner.

Se også