Dokumentets metadata

Dokumentets dato:29-04-2014
Offentliggjort:13-05-2014
SKM-nr:SKM2014.339.SR
Journalnr.:14-0660013
Referencer.:Kildeskatteloven
Dokumenttype:Bindende svar


Skattepligt - tilflytning sommerhus

Skatterådet kan bekræfte, at spørgers deltagelse i bestyrelsesarbejde ca. 7 - 10 gange årligt i et dansk selskab, ikke vil medføre fuld skattepligt til Danmark, uagtet at han har rådighed over et sommerhus i Danmark. Spørger har ikke rådighed over en helårsbolig i Danmark.


Spørgsmål:

  1. Kan SKAT bekræfte, at spørgers deltagelse i A´s bestyrelse som menigt medlem eller formand/næstformand ikke vil medføre fuld skattepligt til Danmark, uagtet at han har rådighed over et sommerhus i Danmark?

Svar:

  1. Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger overvejer at indtræde i A´s bestyrelse som enten menigt bestyrelsesmedlem eller som formand/næstformand ved næstkommende generalforsamling i april 2014.

Bestyrelsen mødes normalt 7-10 gange årligt. Ved hvert bestyrelsesmøde vil spørger som udgangspunkt flyve ind fra udlandet om morgenen og ud igen om aftenen. Det kan dog ikke afvises, at der kan være behov for overnatning, som i bekræftende fald vil ske på et hotel.

Spørger har en betydelig aktiepost i A, der er børsnoteret på Københavns Fondsbørs.

Spørger fraflyttede Danmark sammen med sin ægtefælle i 1998, for at bosætte sig i udlandet. Spørgers fulde skattepligt ophørte ved fraflytningen. Spørger og hans ægtefælle bor i dag fortsat i udlandet, og parrets to børn på 10 og 14 år går i skole i familiens nuværende hjemland.

Spørger ejer et landsted i familiens nuværende hjemland, som han selv og familien bebor. Herudover ejer han to helårsboliger, der er udlejet.

Spørger ejer og driver et selskab i hjemlandet med pt. tre ansatte. Selskabet tilbyder assistance til familier, der ønsker at flytte dertil. Selskabet dækker udelukkende dette område, fordi spørger netop har indgående lokalkendskab, da han selv bor der. Assistancen kan omfatte alt fra hjælp til at finde bolig, indretning af bolig, leje af biler, lystyachts og fly, skolevalg, introduktion til lokalområdet, rengøring, havearbejde og daglig vedligehold, catering ved fester og lignende, assistance med at arrangere ferier, m.v.

Sideløbende hermed er spørger beskæftiget med to byggeprojekter i hjemlandet, hvori han har investeret et trecifret millionbeløb i DKK.

Selskabet og byggeprojekterne optager langt hovedparten af spørgers tid. Omfanget af spørgers erhvervsinvesteringer og erhvervsinteresser i hjemlandet overstiger væsentligt beløbsmæssigt hans erhvervsinvesteringer og erhvervsinteresser i Danmark.

Spørger ejer følgende ejendomme i Danmark:

  1. Ejerlejlighed - Lejligheden er udlejet på langtidslejekontrakt og er således ikke til rådighed for spørger.
  2. Andelslejlighed - Lejligheden er udlejet på langtidslejekontrakt, og er således ikke til rådighed for spørger.
  3. Sommerhus 1: Huset har gennem længere tid været sat til salg via en ejendomsmægler. Da det har vist sig svært at finde en køber, er der indgået aftale om udlejning af huset til en ikke nærtstående lejer fra april til september 2014. Spørger kan derfor ikke disponere over huset. Det er dog hensigten at huset skal sælges snarest.
  4. Sommerhus 2: En renovering af husets køkken og toiletter/badeværelser påbegyndes i slutningen af februar/begyndelsen af marts 2014. Parallelt med renoveringen sættes huset til salg via en ejendomsmægler. Huset vil derfor være ubeboeligt og spørger kan ikke disponere over det.
  5. Sommerhus 3: Ejendommene sættes til salg via en ejendomsmægler inden udgangen af februar 2014. Spørger kan derfor ikke disponere over husene.
  6. Sommerhus 4: Denne ejendom er erhvervet i 2012 og huset er bygget i 2013. Huset har status som sommerhus, og det er hensigten, at huset skal fungere som sommerhus for spørger og familie i nogle uger hvert år primært i sommerperioden.
  7. Minoritetsejerandel ejes i et lejlighedsprojekt i København. Hverken spørger eller familien har mulighed for at benytte, eller har rådighed over nogen af lejlighederne i dette projekt.

Herudover er spørger hovedaktionær i det danske selskab X, som er et holdingselskab, hvis formål er at eje kapitalandele i datterselskaberne Y og Z. X har ingen bestyrelse og tegnes af selskabets direktør. De to datterselskabers formål er investering og handel med/udlejning af fast ejendom. Ingen af selskaberne har bestyrelser og begge tegnes af deres direktør.

Om ophold i forbindelse med arbejde oplyser spørger, at han forventer at der vil blive tale om 8 - 12 arbejdsrelaterede møder årligt fordelt ud over hele året. Disse møder vil hovedsagelig være i forbindelse med bestyrelsesarbejdet i A.

I forbindelse med et møde vil spørger flyve ind om morgenen og ud om aftenen i den udstrækning, dette kan lade sig gøre. Alternativt vil spørger tage en overnatning på hotel. Alt i alt forventes der maksimalt at kunne forekomme 15-20 dage årligt med arbejdsrelateret aktivitet i Danmark.

Om ophold i forbindelse med ferier oplyser spørger, at han og hans ægtefælle og børn har planer om at holde cirka 35 dages ferie i Danmark i løbet af sommeren 2014. Ferien vil ligge fra sidst i juni måned og en til to uger ind i juli. I løbet af juli måned planlægger han og familien at rejse 2-3 uger sydpå. Efter ferien sydpå, er det planen at tilbringe yderligere to til tre ugers ferie i Danmark, således at spørger og familien rejser tilbage til hjemlandet i midten af august.

Spørger oplyser, at han og familien også efter 2014 forventer at tilbringe cirka 35 dages ferie hver sommer i Danmark. Herudover er det muligt at spørger og familien nogle år tilbringer 9 dage i forbindelse med påskeferien samt 1 uges efterårsferie i Danmark. Spørger holder dog ikke påskeferie i Danmark i 2014.

Om øvrige ophold oplyser spørger, at han og familien herudover vil komme til Danmark i forbindelse med fødselsdage og mærkedage for andre familiemedlemmer, der er bosat i Danmark. Disse besøg forventes ikke at overstige 20 dage årligt.

Sammenlagt forventer Spørger at tilbringe maksimalt 80-90 dage i Danmark i løbet af et kalenderår. Der vil være tale om opholdsvarighed, hvor det længste vil være af nogle ugers varighed i forbindelse med sommerferien.

Forventede ophold i Danmark efter indtrædelse i A´s bestyrelse.

Datoerne ligger ikke endelig fast, men kan dog lægges til grund ved denne anmodning om bindende svar, da antallet af dage ikke forventes at blive højere end angivet i oversigten.

Måned

Antal dage i alt pr. måned

ArbejdsrelateretFerieAndet

Januar

4

22
Februar3

1

2

Marts

312
April

4

22

Maj

4

2

2
Juni11

1

10

Juli

14

14

August

17

1142

September

3

1

2

Oktober

10

1

72

November

3

1

2
December422
Total80154520

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er repræsentantens vurdering, at der skal svares ja til spørgsmålet.

Repræsentanten anfører:

"Spørger har siden 1998 ikke haft bopæl i Danmark, og siden 2004 har han haft bopæl i sit nuværende hjemland. Ved fraflytningen i 1998 var der ingen fraflytterskat i henhold til den nuværende aktieavancebeskatningslov § 38. Spørger har optjent sin formue i udlandet efter fraflytningen i 1998.

Spørgsmålet om hvorvidt spørger vil blive anset for at være hjemmehørende i Danmark som følge af en bestyrelsespost i A skal afgøres i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO) mellem Danmark og hjemlandet artikel 4.

Artikel 4 fastsætter, hvornår en person i skattemæssig henseende anses for at være hjemmehørende i en af de to stater. Udtrykket "hjemmehørende" betyder en person, der er fuldt skattepligtig til den ene stat på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller lignende. I DBOens forstand kan en person kun være hjemmehørende i én af staterne på én og samme tid.

For fysiske personer afgøres spørgsmålet om hvor en person er hjemmehørende i henhold til kriterierne i artikel 4 stk. 2, litra a - d. Kriterierne skal anvendes i den rækkefølge, de står anført i DBOen, og er som følger:

han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

hvis det ikke kan afgøres, i hvilken af staterne han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvori han sædvanligvis har ophold;

hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;

er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Spørger ejer landstedet i hjemlandet, hvor han har fast bolig sammen med sin familie. Som beskrevet ovenfor i afsnittet om sagens faktiske forhold, ejer spørger en række beboelsesejendomme i Danmark. Ingen af disse ejendomme, med undtagelse af sommerhus 4 (se nærmere nedenfor), står til spørgers rådighed eller dispositionsret som bolig, da hver ejendom enten er udlejet, sat til salg via en ejendomsmægler eller ubeboelig på grund af renovering.

Sommerhus 4, skal dog efter hensigten fungere som sommerhus i nogle uger hvert år for spørger og hans familie. Huset har status som sommerhus, men spørgers rådighed over huset er ubegrænset.

Ifølge DBOens artikel 4 stk 2. litra a. 2. pkt., skal spørger anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser, det vil sige midtpunkt for sine livsinteresser.

Som oplyst ovenfor i afsnittet om sagens faktiske forhold, fraflyttede spørger og hans ægtefælle Danmark i 1998 og har siden ikke haft centeret for deres livsinteresser her i landet. Spørger har en ejerbolig i hjemlandet, hans ægtefælle bebor denne bolig sammen med ham og parrets to børn, som går i skole i nærheden af boligen.

Spørgers erhvervsmæssige virke er hovedsagelig knyttet til aktiviteter i hjemlandet, hvor han som anført ovenfor, ejer og driver et selskab, hvis forretningside netop hviler på spørgers lokalkendskab til området, hvor hans egen bolig ligger. Spørger har derudover de to ovenfor nævnte byggeprojekter. Disse tre aktiviteter er af en sådan beskaffenhed og beløbsmæssig størrelse, at de må betragtes som spørgers hovedbeskæftigelse og deres omfang overstiger i betydelig grad spørgers erhvervsinteresser i Danmark.

På baggrund af dette, er det vores vurdering, at centeret for spørgers livsinteresser er i hjemlandet, og, at han derfor efter DBOen mellem Danmark og hjemlandet skal betragtes som hjemmehørende i hjemlandet, uagtet at han har rådighed over en sommerbolig i Danmark.

Til yderligere støtte for dette, vil vi henvise til følgende to afgørelser: TfS 2013.130 og TfS 2010.278, som begge på grundlag af faktum førte til det modsatte resultat:

I TfS 2010.278 blev skatteyderen anset for fuldt skattepligtig til Danmark på følgende grundlag:

han ejede et sommerhus i Danmark, som han havde rådighed over det meste af året, hans opretholdt et forhold til sin datters mor, som boede i Danmark,

den væsentligste del af hans erhvervsindtægt stammede fra et selskab, som var indregistreret i Danmark og havde forretningslokaler på datterens mors adresse, og han opholdt sig i Danmark i et betydeligt omfang.

På dette grundlag tiltrådte Landsretten, at skatteyderen i henhold til artikel 4 stk. 2, litra a i DBOen mellem Danmark og Tyskland måtte anses for hjemmehørende i Danmark, da han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser her til landet.

Faktum (der er beskrevet ovenfor) i spørgers tilfælde adskiller sig markant fra faktum i TfS 2010.278, idet det eneste sammenlignelige element er rådigheden over et sommerhus. Spørger har hverken sine børn, børnenes mor eller den væsentligste af sin erhvervsindtægt i Danmark. Derfor kan denne afgørelse anføres til støtte for, at centeret for spørgers livsinteresser ikke er i Danmark.

I det bindende svar TfS 2013.130 udtalte Skatterådet, at skatteyderen ville blive anset for fuldt skattepligtig til Danmark, på følgende grundlag:

Skatteyderen og dennes ægtefælle var bosat i Hong Kong, hvor begge var fuldt skattepligtige, hans hustru havde erhvervet en ejerlejlighed i København, han havde til hensigt at benytte denne lejlighed under besøg i Danmark i forbindelse med ferier og lignende, og han ville muligvis under sine ophold i Danmark deltage i enkelte arbejdsrelaterede møder.

På dette grundlag fandt Skatterådet, at skatteyderen ville blive fuldt skattepligtig til Danmark fra det øjeblik, hvor han første gang under et ophold i Denmark udførte arbejde.

Skattepligten ville indtræde i henhold til kildeskattelovens § 7 stk. 1. Vurderingen af skattepligten blev ikke foretaget på grundlag af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, da overenskomsten mellem Danmark og Hong Kong kun omfatter indkomst fra skibs- og luftfart og denne indeholder ikke en artikel om fysiske personers hjemsted.

I tilfælde, som det foreliggende, hvor der foreligger en DBO, der indeholder en hjemstedsartikel, har denne forrang for national lov. Derfor kan kildeskattelovens § 7 stk. 1 ikke danne hjemmel for at anse spørger for at have skattemæssigt hjemsted i Danmark.

Vurderingen i henhold til DBOens artikel 4 stk. 2 litra a - d af hvor en fysiske person er hjemmehørende omfatter en række yderligere kriterier, hvilket også fremgår af TfS 2010.278, end det blotte faktum at spørger har rådighed over et sommerhus og deltager i møder som bestyrelsesmedlem i A.

På baggrund af de foreliggende oplysninger, er det vores vurdering, at spørger ikke vil kunne anses for at være hjemmehørende i Danmark og dermed ikke være fuldt skattepligtig til Danmark, såfremt han indtræder i bestyrelsen i A. Det er derfor vores vurdering, at der skal svares et "JA" til spørgsmålet."

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgers deltagelse i bestyrelsesarbejde ikke vil medføre at spørger bliver fuldt skattepligtig til Danmark, uagtet at han har rådighed over et sommerhus i Danmark.

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Praksis

Den Juridiske Vejledning afsnit C.F.1.2.1 og C.F.1.2.2 .

Begrundelse

Der foreligger fuld skattepligt for personer der har bopæl her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved afgørelsen af, om betingelsen for bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om den pågældende ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet.

I praksis vil statuering af bopæl efter kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl.

Fuld skattepligt indtræder ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her, idet kildeskattelovens § 7, stk. 1, fastslår, at personer, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, først bliver fuldt skattepligtige, når de tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Hvis man ikke har helårsbolig i Danmark, indtræder der som udgangspunkt ikke skattepligt, hvis man i begrænset omfang arbejder i sit sommerhus i ferie eller weekender. Skattepligten indtræder dog, hvis benyttelsen af sommerhuset ikke længere har karakter af kortvarig ferie eller lignende, f.eks. pga. udøvelse af erhvervsmæssige aktiviteter. Dette forudsætter, at man rent faktisk anvender sommerhuset i forbindelse med arbejde her i landet.

SKAT har lagt vægt på, at det er oplyst, at spørger ikke vil anvende sommerhuset i forbindelse med sit bestyrelsesarbejde her i landet, hvor han som udgangspunkt vil flyve fra og til hjemlandet samme dag som møderne.

Videre har SKAT lagt vægt på, at spørgers ophold i Danmark i sommerhuset kun vil være i forbindelse med ferier eller lignende.

Det forudsættes ved nærværende besvarelse, at spørger ikke har tilladelse til at benytte sommerhuset som helårsbolig, samt at spørger ikke opfylder betingelserne i planlovens § 41 for at benytte sommerhuset til helårsbeboelse.

SKAT finder på denne baggrund, at spørger ikke bliver omfattet af fuld skattepligt ved deltagelse i bestyrelsesarbejde i Danmark i det beskrevne omfang, uagtet at han har rådighed over et sommerhus.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.