Dokumentets metadata

Momsfradrag - Delvis fradragsret - Pengeinstitutternes adgang til at modregne renteudgifter i renteindtægter ved opgørelsen af omsætningen

Styresignal om betydningen af SKM2013.372.HR for pengeinstitutter

Sammenfatning

Højesteret har i SKM2013.372.HR slået fast, at retningslinjerne i SKM2004.464.SKAT (nu SKM2010.446.SKAT ) må forstås sådan, at de giver pengeinstitutter adgang til at modregne renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder i pengeinstituttets renteindtægter ved opgørelsen af omsætningen. Derimod er der ikke adgang til at modregne renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån.

Sagen for Højesteret omhandlede imidlertid en factoringvirksomhed. SKAT har derfor på given foranledning vurderet, om dommen også har betydning for pengeinstitutter. SKAT finder, at SKM2013.372.HR skal tillægges betydning for pengeinstitutterne. Efter omstændighederne finder SKAT dog, at dommen først skal tillægges betydning for pengeinstitutterne fra og med 1. januar 2014.

Baggrund og problemstilling

Told- og Skattestyrelsen ophævede ved TSS-cirkulære 2003-20 af 9. juli 2003 den finansielle sektors adgang til med en standardsats at fradrage købsmomsen af varer og ydelser, der delvis indkøbes til brug for virksomhedens momsfritagne del og for de momspligtige pengeinstitutydelser.

I SKM2004.464.TSS fastsatte Told- og Skattestyrelsen på baggrund af drøftelserne med Finansrådet retningslinjer for opgørelsen af pengeinstitutternes momsfrie omsætning og samlede omsætning, jf. momslovens § 38, stk. 1. Retningslinjerne blev videreført ved styresignalet SKM2010.446.SKAT .

En factoringvirksomhed ønskede at støtte ret på SKM2004.464.TSS . Factoringvirksomheden ønskede således, at SKAT og Skatteministeriet skulle anerkende, at selskabet ud fra et nettorenteprincip var berettiget til at modregne renteudgifter til et pengeinstitut, som også var selskabets moderselskab, i renteindtægter i selskabets momsfri omsætning i form af renteindtægter fra indlåns- og udlånsvirksomheden under selskabets factoringvirksomhed ved opgørelse af momsfradragsretten i henhold til momslovens § 38, stk. 1.

SKAT havde allerede i forbindelse med den afgørelse, der var påklaget til Landsskatteretten, anerkendt, at renteudgifter i forbindelse med indlånsvirksomheden, dvs. renter til factoringkunderne for de delperioder, hvor deres kundekonti var positive, kunne modregnes i renteindtægter ved opgørelsen af omsætningen.

Højesteret fastslog i SKM2013.372.HR , at der hverken i momsloven, det bagvedliggende momssystemdirektiv (tidligere 6. momsdirektiv), eller EU-Domstolens praksis var holdepunkter for en forståelse af det momsretlige vederlagsbegreb, hvorefter der ved opgørelsen af den samlede omsætning i den af selskabet drevne fakturabelåningsvirksomhed skulle ske nedsættelse af renterne betalt af factoringkunderne med de renter, som appellanten havde betalt for lån i pengeinstitutter, uanset at disse lån muliggjorde appellantens udlånsvirksomhed.

Højesteret bemærkede, at ifølge SKATs meddelelse af 24. november 2004 om retningslinjer for beregning af pengeinstitutters delvise fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1 (SKM2004.464.TSS - videreført ved styresignal af 6. juli 2010, SKM2010.446.SKAT ) kan et pengeinstitut modregne sine renteudgifter i sine renteindtægter ved opgørelsen af den samlede omsætning efter § 38, stk. 1. Højesteret fastslog, at efter den begrundelse, der gives for nettorenteopgørelsesmetoden i meddelelsen (meddelelsens pkt. 4.1), må meddelelsen forstås således, at modregningsadgangen sigter til renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder, og ikke renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån. En sådan grænsedragning kunne efter den givne begrundelse i meddelelsen ikke anses for usaglig. Meddelelsen gav derfor ikke grundlag for at indrømme appellanten en adgang til at fradrage selskabets renteudgifter til selskabets lån i pengeinstitutter i renteindtægterne fra selskabets factoringkunder.

Efter afsigelsen af SKM2013.372.HR har SKAT på given foranledning overvejet spørgsmålet, om dommen havde betydning også for pengeinstitutter, og spørgsmålet om, hvorvidt dommen evt. alene skulle have fremadrettet virkning for pengeinstitutterne.

SKATs opfattelse

SKAT finder ikke, at det forhold, at dommen omhandlede en factoringvirksomhed, ændrer ved, at dommen også har betydning for pengeinstitutter, da Højesteret i dommen netop fortolker Momssystemdirektivets og momslovens bestemmelser og retningslinjerne i SKM2010.446.SKAT (tidligere SKM2004.464.TSS ) om opgørelsen af omsætningen i pengeinstitutter.

Det følger af Højesterets dom i SKM2013.372.HR , at pengeinstitutterne ved opgørelsen af den samlede omsætning og den momsfrie omsætning har adgang til at modregne renteudgifter i forhold til pengeinstituttets egne indlånskunder i pengeinstituttets renteindtægter. Derimod har pengeinstitutter ikke adgang til at modregne renteudgifter til andre pengeinstitutter, der stiller likviditet til rådighed for pengeinstituttets udlån.

Efter omstændighederne, herunder særligt dialogen mellem SKAT og Finansrådet ved udarbejdelsen af SKM2004.464.TSS og senere SKM2010.446.SKAT , finder SKAT dog, at dommen i SKM2013.372.HR først skal tillægges betydning for pengeinstitutterne fra og med 1. januar 2014. For så vidt angår regnskabsåret 2013 og tidligere regnskabsår vil SKAT derfor acceptere, at pengeinstitutterne modregner regnskabsposten Renteudgifter i pengeinstitutternes resultatopgørelse (udarbejdet i overensstemmelse med Finanstilsynets bekendtgørelser om finansielle rapporter) i sin helhed i posten Renteindtægter. Ved pengeinstitutter forstås banker, sparekasser og andelskasser.

Ophævelse

Styresignalet ophæves ved indarbejdelsen i Den juridiske vejledning 2014-2.