Dokumentets metadata

Pensionsindbetalinger for hovedanpartshaver og direktør - maskeret udlodning

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte et selskabs aftale med hovedanpartshaveren og direktøren om størrelsen af løn og pensionsindbetalinger.

Klagen skyldes, at pensionsindbetalinger på selskabets hovedanpartshaver og direktørs pensionskonti er anset at overstige, hvad en uafhængig tredjemand ville opnå for en lignende indsats i selskabet.

Indkomstårenr 1998, 1999 og 2000

Skattepligtig indkomst

Regionen har godkendt fradrag for indbetalinger på hovedanpartshaverens pensionsopsparing med hhv. 1.500.000 kr., 1.600.000 kr. og 1.700.000 kr.

Der er selvangivet fradrag med hhv. 2.600.000 kr., 2.600.000 kr. og 5.200.000 kr.

Landsskatteretten godkender fradrag med hhv. 2.600.000 kr., 2.600.000 kr. og 5.200.000 kr.

B er hovedanpartshaver, direktør og eneste ansatte i A ApS. A ApS var fra stiftelsen i 1995 og frem til 1999 ejet af C ApS, hvori B ejede alle anparter.

B har forklaret, at han er uddannet skibsingeniør fra 1971 og frem til 1986 blandt andet arbejdede hos et skibsværft og i en koncern, hvor han beskæftigede sig med cementcarriers – skibe, der anvendes til transport af tør cement i pulverform. Han arbejdede derefter i forskellige virksomheder med tilknytning til skibsbranchen.

Han startede som selvstændig i 1990, hvor han besluttede at udnytte sin viden om køb, salg og design af cementcarriers. De første 3 år gik med at opnå markedskendskab og knytte kontakter til rederier og cementvirksomheder. Resultaterne af virksomheden var derfor begrænsede i denne periode. I perioden 1995-1997 fungerede han efter anbefaling som konsulent for en række cementfabrikker, samtidig med at han var direktør i A ApS. Dette gav et kendskab til branchen og dens aktører. I alt eksisterer der ca. 600 nøglepersoner hos potentielle kunder – rederier, operatører og cementvirksomheder.

B har videre forklaret, at virksomheden i A ApS består i at hjælpe kunderne med at finde de cementcarriers, der egner sig til den konkrete opgave, og at knytte kontakten til rederiet og forhandle kontrakterne på plads. B udnytter i virksomheden, at han har teknisk viden og viden om markedet og logistik. Markedet for cementcarriers udgør ca. 0,4 % af den samlede globale handelsflåde og er for lille til, at de store aktører satser på det. B har anslået, at der på verdensplan er 1-2 personer, der driver samme type virksomhed som ham. Han er dog den eneste, der er alene koncentrerer sig om skibsmæglervirksomhed med cementcarriers.

I en ansættelseskontrakt af 25. december 1995 blev det mellem selskabet og B aftalt, at B skulle tiltræde som direktør pr. 1. januar 1996, og at hans løn foreløbig skulle udgøre 360.000 kr. Der skulle ikke ydes vederlag for overarbejde. I et tillæg af 7. september 1997 til ansættelseskontrakten forpligtede selskabet sig til at etablere en løbende ratepensionsordning for B. Præmieindbetalingen skulle foreløbig udgøre 2.600.000 kr., men med mulighed for justering. Selskabets egenkapital skulle dog som minimum forrentes med 15 % set over en årrække før præmieindbetaling fandt sted.

I indkomståret 1997 indbetalte selskabet 1.600.000 kr. på B’s ratepension. Pensionen blev tegnet som to policer. I indkomstårene 1998, 1999 og 2000 indbetalte selskabet 2.600.000 kr., 2.600.000 kr. og 5.200.000 kr.

Udbytte og resultater har i perioden 1995 – 2001 udgjort følgende:

1. januar 1999 fusionerede de to selskaber. Egenkapitalen pr. 1. januar 1999 udgjorde derfor 2.588.344 kr. I en fax af 19. september 2002 har det engelske selskab D Ltd. blandt andet oplyst, at en enkeltmands skibsmæglervirksomhed, der omsætter for 400.000 – 700.000 engelske pund, må forventes at aflønne sin direktør med 50 – 80 % af den indtjente kommission. D Ltd. beskæftiger sig blandt andet med personalerekruttering inden for skibsbranchen.

I hvert af indkomstårene har B modtaget 10.000 kr. i honorar som menigt bestyrelsesmedlem i K/S E. Selskabets repræsentant har oplyst, at B’s arbejde

som bestyrelsesmedlem har bestået i deltagelse i to årlige møder på 1-1½ times varighed

Frem til 2000 har B været hovedanpartshaver og direktør i F ApS. Der er ikke udbetalt løn fra selskabet.

Der er godkendt fradrag for pensionsindbetalingerne i 1998, 1999 og 2000 med henholdsvis 1.500.000 kr., 1.600.000 kr. og 1.700.00 kr. De dele af indbetalingerne, der overstiger de godkendte beløb, er anset for udbytte.

B’s løn under et er antaget at overstige, hvad der ville være godkendt som indbetaling til en pensionsordning i et pensionsforsikringsselskab. Det er usandsynligt, at en uafhængig tredjemand ville kunne opnå samme pensionsordning. Aflønningen overstiger en rimelig aflønning for hans indsats i selskabet.

Der er fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for pensionsindbetalingerne.

Til støtte for påstanden er det anført, at aftalen om betaling af løn og pension mellem A ApS og B er civilretligt bindende og må accepteres af skattemyndighederne. Skattemyndighederne har bevisbyrden for, at en uafhængig tredjemand ikke kunne have opnået en tilsvarende indbetaling til en pensionsordning. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Aftalen er alene begrundet i forretningsmæssige forhold, og der ligger på ingen måde skattemæssige spekulationer bag.

Den eksplosive udvikling i A ApS er alene affødt af B’s meget store arbejdsindsats og evne til at skabe kontakter inden for markedet for cementtankskibe. Der er ikke og har ikke været andre ansatte, ligesom der ikke er eller har været et kapitalapparat af betydning. Hvis B i stedet havde fortsat med at drive virksomheden i personligt regi efter 1994, ville overskuddet tilfalde ham direkte. En armslængdevurdering af lønnens størrelse må tage udgangspunkt i netop dette faktum.

Der er henvist til Eskofot-dommen, UfR 1975.215 H, som er kommenteret i UfR 1975 B 382, hvor det anføres, at der må være vide rammer for lønfastsættelsen, når ”virksomheden er manden”. I dommen havde direktørens personlige indsats bevirket en ekstraordinær stigning i selskabets omsætning og overskud, og selskabets kapitalinteresser var tilstrækkeligt varetaget.

Af overskuddet i 1998 blev 988.452 kr. overladt til kapitalinteresserne, hvilket rigeligt tillader en forrentning og risikopræmie til selskabets egenkapital. I 1998 blev der udloddet 1.360.000 kr. Der er ikke grundlag for at antage at en uafhængig aktionærkreds ville have fastsat et endnu højere udbytte. Egenkapitalen er vokset fra 582.710 kr. i 1995 til 6.460.713 kr. i 2001.

A ApS har alene begrænsede udgifter og forpligtelser, hvorfor der må regnes med en relativt lav risikopræmie. Selskabets indtægter består hovedsagligt af formidlingsprovisioner, og de kontrakter selskabet indgår, udsætter derfor ikke selskabets egenkapital for risiko for et eventuelt ansvar, således som f.eks. en entreprenørvirksomhed ofte vil gøre det. Det er derfor ikke nødvendigt med en høj egenkapital. Alligevel har egenkapitalen været støt stigende. Den kraftige stigning i 1999 skyldes fusionen med C ApS.

B startede virksomheden alene på grundlag af iværksætterydelse og opsparet kapital. Først fra 1995, hvor A ApS blev stiftet, oppebar han en beskeden løn for sit arbejde. Den beskedne løn skyldes ønsket om, at virksomheden skulle konsolideres og udbygges. Af samme årsag blev der ikke udbetalt udbytte fra C ApS. B’s samlede vederlag har i en årrække været beskedent trods en meget stor arbejdsindsats.

En uafhængig direktør kan også tænkes at udvise løntilbageholdenhed i en virksomheds opstartsfase under den forudsætning, at lønnen tilsvarende forøges, når virksomheden har konsolideret sig. At der kan indrømmes fradrag i dette tilfælde, fremgår af Højesterets dom i UfR 1963.954 og Landsskatterettens kendelse i TfS 1988.250. Princippet fremgår endvidere af Ligningsrådets bindende forhåndsbesked i TfS 1994.188 og af to ikke offentliggjorte afgørelser fra Ligningsrådet af 18. november 2003 og af 16. december 2003.

D Ltd. er en af shippingbranchens mest anerkendte headhuntervirksomheder. Deres udtalelse giver en korrekt beskrivelse af lønningerne i skibsbranchen generelt. Det fremgår af D Ltd.’s fax, at selskabets aflønning af B ligger inden for rammerne af, hvad en uafhængig tredjemand kunne have fået udbetalt for den samme arbejdsindsats.

Af Eskofot-dommen fremgår det, at skattemyndighederne har bevisbyrden for, at en aftale ikke svarer til, hvad en uafhængig tredjemand kunne have opnået. Dette er ikke ændret efter indførelsen af ligningslovens § 2. Skattemyndighedernes skøn over en rimelig aflønning er tilfældig og er ikke understøttet af nogen form for undersøgelser. Skønnet forekommer usagligt og ubegrundet.

Udgangspunkt for aflønningen af en direktør i en virksomhed som A ApS er ikke tidsforbruget, men de resultater, som direktøren kan skabe.

I TfS 1988.250 slår Landsskatteretten fast, at det er afgørende, at kapitalinteresserne har opnået en rimelig del af det indtjente overskud, og at det naturligvis er ligegyldigt, om kapitalinteresserne har valgt at lade afkastet blive udbetalt som udbytte eller har ladet afkastet indestå i selskabet og således udløse en egenkapitalstigning. Der skal ikke nødvendigvis foreligge en stigning i egenkapitalen for at kapitalinteresserne tilgodeses. Imidlertid foreligger der faktisk en væsentlig stigning i egenkapitalen i 1998 – 2000. Afkastet til kapitalinteresserne udgør i disse år 1.597.473 kr., 2.923.577 kr. og 2.790.224 kr., svarende til 260 %, 113 % og 62 % af primokapitalen.

Hvis der ses på afkastet efter skat, opgjort til 160 %, 73 % og 40 %, er der stadig også for 2000 tale om et særdeles fornuftigt afkast.

Et selskab og dets hovedanpartshaver, der er ansat som direktør i selskabet, kan som udgangspunkt med skattemæssig virkning aftale det vederlag, de finder passende. Der kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi en direktørs løn er meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.

Ved bedømmelsen af, om der foreligger maskeret udbytte, må der lægges væsentlig vægt på, om selskabets kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, dvs. om det deklarerede udbytte og de henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af selskabets egenkapital. Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, er der en formodning imod, at der foreligger maskeret udbytte. Overstiger det samlede beløb efter en konkret vurdering et beløb, som en ikke-aktionær kunne have opnået for en tilsvarende indsats i samme selskab, må det overskydende beløb efter omstændighederne anses som udbytte.

Der er ikke grundlag for at tilsidesætte A ApS’ og B’s aftale om størrelsen af løn og pensionsindbetalinger. Der lægges afgørende vægt på, at selskabets kapitalinteresser er blevet tilstrækkeligt tilgodeset, idet der i hvert af de påklagede indkomstår enten er udloddet væsentlige beløb i udbytte eller er sket en væsentlig vækst i egenkapitalen. Ved denne vurdering har retten henset til, at selskabets indtjening er resultatet af B’s kontakter inden for branchen og hans personlige kompetencer i form af hans viden om cementcarriers. Det er endvidere ud fra oplysningerne om virksomhedens karakter lagt til grund, at kapitalbehovet i selskabet er meget begrænset. Det må derfor lægges til grund, at en uafhængig tredjemand ville kunne opnå lignende løn- og pensionsforhold.

Landsskatteretten godkender derfor fradrag med 2.600.000 kr., 2.600.000 kr. og 5.200.000 kr. i indkomstårene 1998, 1999 og 2000.