Dokumentets metadata

Dokumentets dato:09-08-2011
Offentliggjort:30-09-2011
SKM-nr:SKM2011.642.LSR
Journalnr.:11-00767
Referencer.:Registreringsafgiftsloven
Dokumenttype:Kendelse


Fritagelse for betaling af registreringsafgift af varebil

En varebil der var indregistreret på gule plader, og som var indrettet med sædearrangementer bag førersædet, ansås ikke som utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.


Klagen vedrører, hvorvidt en varebil med 4 siddepladser, indregistreret på gule plader, er utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport samt privat anvendelse.

Landsskatterettens afgørelse
SKAT har anset klageren for at skulle betale registreringsafgift med 93.558 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Sagens oplysninger
Den 11. maj 2007 købte klageren et køretøj, varevogn af mærket Nissan af selskabet G1 A/S.

Ifølge registreringsattesten af 11. maj 2007 er køretøjet indregistreret til godstransport med privat og erhvervsmæssig anvendelse med 2 siddepladser, idet bilen på den medsendte typeattest for køretøjet har angivet bilen som en variantbetegnelse 2.

Den 23. juli 2010 blev køretøjet stoppet af politiet, hvor det blev konstateret, at varebilen, der er på gule plader, var registreret med nedsat afgift med anvendelse til godstransport privat /erhverv, og at der i varerummet var fastmonteret bagsæder, og at der var monteret sikkerhedsseler til afbenyttelse i varerummet. Stolene var af klapstolsmodellen med tilhørende seler af originale oprindelse, og havde været i brug gennem længere tid. Der var ridser i selebeslagene, og skomåtterne bar tydeligvis præg af at have været brugt og var med skospor. Det ene sæde bar ikke præg af længere tids brug. Nakkestøtterne til bagsædet var ikke monteret. Der er vedlagt billeder heraf.

Føreren af køretøjet var SK, som havde bilen til rådighed, da han skulle tilse klagerens ægtefælle, NA's båd, mens bilens ejer, klageren og dennes ægtefælle var på ferie. SK var ikke vidende om, hvor længe sæderne havde været monteret.

Klagerens ægtefælle har efterfølgende rettet telefonisk henvendelse til politiet, hvor han forklarede, at han ejede køretøjet, men at han ikke havde monteret sæderne. Det blev endvidere oplyst, at sæderne ikke var benyttet, og at han havde fjernet nakkestøtterne pga. de tog udsigten. Ægtefællen var ikke vidne om, at sæderne var ulovlige og forhandleren, hvor bilen var købt fra ny, havde ikke oplyst, at sæderne skulle fjernes.

Repræsentanten har oplyst over for Landsskatteretten, at bilen ikke er ombygget, da bilen står præcist, som den var købt, med fastmonteret bagsæder og sikkerhedsseler, og at bilen ikke er født med en adskillelse mellem førerrummet og varerummet. Der er efterfølgende til Landsskatteretten fremsendt billeder, der viser, at sikkerhedsselerne bagtil ikke er slidte som følge af brug, som anført i politirapporten, da man har forvekslet førerselerne med bagsædeselerne.

Der er endvidere til retten fremsendt instruks fra selskabet G2 dateret den 15. juli 2007 til forhandleren, hvoraf det fremgår med en stjernemarkering ud fra visse biltyper, at "sæde placeret i anden række skal lovmæssigt korrekt fjernes før registrering som varebil".

Klageren er i afgørelse af 7. december 2010 fra SKAT blevet opkrævet registreringsafgift med i alt 93.558 kr. (opgjort til 122.179 kr. fratrukket med den betalte registreringsafgift på bilen med 28.621 kr.)

SKATs afgørelse
SKAT har anset klageren for at skulle betale registreringsafgift med 93.558 kr. jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4, lovbekendtgørelse nr. 1112 af 21. september 2010.

Ved SKATs og politiets kontrol af klagerens bil, der er indregistreret som varebil på gule plader, blev det konstateret, at bilen ikke længere var utvivlsomt indrettet som varebil. Ved kontrollen af bilen var der fastmonterede bagsæder, dog uden nakkestøtter, og dertil hørende sikkerhedsseler.

Køretøjet er ombygget til personmotorkøretøj og omfattet af reglerne for personmotorkøretøjer og skulle derfor have været indregistreret på hvide nummerplader i Danmark inden brug, jf. registreringsbekendtgørelsens § 46.

Der betales afgift af tidligere registrerede køretøjer, som efter reparation, genopbygning eller ombygning ikke i afgiftsmæssig henseende er identisk med det køretøj, der tidligere er registreret og betalt afgift af.

Om bilen er "født" med disse bagsæder, eller at der på et senere tidspunkt er blevet monteret bagsæder med dertilhørende seler, er sagen underordnet, idet bilen på kontroltidspunktet var forsynet med bagsæder, der bar tydeligt præg af at være brugt til persontransport.

Det forhold, at bilen er blevet født med bagsæderne og selebeslag må bero på en aftale indgået mellem køberen og bilforhandleren.

I SKATs udtalelse til Landsskatteretten er der henvist til, at køretøjet utvivlsomt skal være konstrueret og indrettet til godstransport. Der må ikke bag førersædet findes sædearrangementer af nogen art eller indretning, der er egnede til anbringelse af sæder e.l. til personbefordring. Varerummet må heller ikke være forsynet med fordybninger og lignende, som kan benyttes ved anbringelse af bagsæde, eller håndstropper, askebærer eller andet personvognudstyr.

Til det af repræsentanten oplyste om, at bagsæderne ikke har været brugt til personbefordring, skal det bemærkes, at køretøjet er indrettet som en personbil, idet der er monteret bagsæder og dertil hørende, ligesom adskillelsen mellem førerrummet og varerummet er fjernet.

I henhold til den originale omregistreringsattest fremgår det, at klageren med sin underskrift har anmeldt køretøjet til registrering som en varevogn ved anskaffelsen, og at bilen var typegodkendt med 2 siddeplader.

SKAT har den 8. marts besigtigede en varevogn af mærket Nissan hos en bilforhandler for at se, hvordan en Nissan varevogn er ombygget som varebil. Der er taget billeder af dette køretøj, som henstod til salg hos forhandleren for at belyse, hvordan køretøjet skulle have været indrettet, inden det blev taget i brug på færdselslovens område.

Klagerens påstand og argumenter
Repræsentanten har nedlagt principal påstand om, at klageren ikke skal betale yderligere registreringsafgift med 93.558 kr. Subsidiært at klageren var i god tro med hensyn til bilens lovlighed set i forbindelse med betaling af registreringsafgiften.

Repræsentanten har anført, at klageren har købt bilen - som den fremstod på tidspunktet for politikontrollen - som ny fra en autoriseret forhandler, og at der, udover at nakkestøtterne er fjernet, ikke er foretaget ændringer af bilen.

De i bilen på leveringstidspunktet monterede sæder kan efter repræsentantens bedste overbevisning ikke anvendes til persontransport, da der ikke er plads til selv mindre børn. Repræsentanten har oplyst, at klageren ingen børn har, og sæderne ikke har været anvendt til persontransport. Den manglende tilstedeværelse af nakkestøtter bekræfter netop, at bagsæderne ikke er anvendt til persontransport.

Det forhold, at sæderne bar tydelig præg af at være brugt gennem længere tid kan kun skyldes, at klagerens ægtefælle bruger bilen i forbindelse med sit fiskerierhverv og anbringer f.eks. pumper og redskaber bag forsæderne samt andre effekter såvel på sæderne som på gulvet.

Med hensyn til ridser i selebeslag, kan denne iagttagelse ifølge repræsentanten sandsynligvis henføres til, at politiet har undersøgt de seler og beslag, der hører til forsæderne, da disse seler umiddelbart er tilgængelige, når fordøren står åbent, og derfor er blevet forvekslet med bagsædeselen. Der er vedlagt billeder af selerne.

For så vidt angår bemærkningen om skomåtter har repræsentanten oplyst, at måtterne var gamle og hidrører fra en tidligere bil, og såvel slid som skospor kan ligeså vel hidrøre fra brug i tidligere bil.

Repræsentanten har til grund for den subsidiære påstand gjort gældende, at klageren har været i god tro med hensyn til køretøjets lovlighed og registreringsforhold, da klageren ikke har haft noget med indregistreringen af køretøjet at gøre, og således ikke havde kendskab til, at køretøjet ikke var korrekt afgiftsberigtiget i forhold til køretøjets indretning. Klageren har derfor ikke angivet nogen form for forkerte oplysninger, men det er derimod forhandleren/fabrikanten, som har givet forkerte oplysninger i relation til typeattesten.

Dette understøttes af den nu til retten fremsendte instruks fra selskabet G2 til forhandleren om, at sæder placeret i anden række skal fjernes, før bilen registreres som varebil. Det er således forhandleren, der mod bedre viden ikke har afmonteret sæderne før levering og er skyld i, at der i forbindelse med registrering af bilen har været afgivet urigtige oplysninger.

Selskabet G2 har endvidere over for repræsentanten oplyst, at den i sagen omhandlende bil aldrig har været forsynet med adskillelse mellem førersæde og varerum, hvorefter det bestrides, at de billeder, der er optaget af SKAT hos en forhandler viser et køretøj, der er identiske med det i sagen omhandlende.

Repræsentanten har i brev af 7. juli 2011 til Landsskatteretten vedlagt selskabet G2's brev af 1. juli 2011, hvoraf det fremgår, at bilen på registreringstidspunktet ikke kunnet indregistreres på hvide plader.

Repræsentanten er derfor af den opfattelse, at hvis Landsskatteretten finder, at klageren skal betale fuld registreringsafgift for hvidplade bil, at klageren komme til at betale en afgift, som relaterer sig til en registrering, som ikke har kunnet været foretaget, hvilket er stødende. Det gælder også, hvis Landsskatteretten måtte lægge til grund, at klageren har benyttet de i bilen installerede "bagsæder", hvorefter klageren pålægges en afgift og ved betaling af denne alligevel ikke vil kunne geninstallere de to bagsæder.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 216 af 12. marts 2007, at:

"Afgiften beregnes for nye køretøjer og køretøjer, der har mistet deres identitet, af køretøjets afgiftspligtige værdi med følgende satser:

(...)

2) andre køretøjer, jf. dog stk. 2 og 5 og § § 5, 5a og 6, 105 pct. af 64.500 kr. og 180 pct. af resten."

Det bemærkes, at det af politiet ved kontrollen den 23. juli 2010 er konstateret, at køretøjet er indrettet med sædearrangementer bag førersæde. Køretøjet kan derfor ikke anses som utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, hvorfor det er med rette, at der er opkrævet registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 4.

Det er således uden betydning, om køretøjet fejlagtigt var indregistreret efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, eller sædearrangementet bag førersæder er monteret efterfølgende, ved vurderingen af om der skal betales fuld registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 4.

Det af repræsentanten anførte, har således ikke givet grundlag for at ændre på SKATs afgørelse, som hermed stadfæstes.