Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - løn - maskeret udlodning - regnskabsgrundlag

I denne sag havde skattemyndighederne forhøjet sagsøgernes skattepligtige indkomst for indkomstårene 1997 og 1998. Sagsøgerne var henholdsvis direktør og hovedanpartshaver i et selskab, hvor skattemyndighederne havde tilsidesat regnskabsgrundlaget. Betingelserne for tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget for selskabet var opfyldt.Landsretten fandt ikke, at skattemyndighedernes foretagne skønsmæssige ansættelse hvilede på et urigtigt grundlag eller havde ført til åbenbart urimelige resultater. Landsretten bemærkede herved, at det af sagsøgerne efterfølgende udarbejdede regnskabsmateriale ikke sandsynliggjorde, at sagsøgerne ikke havde modtaget beløb til privat forbrug fra selskabet. Disse beløb var sagsøgerne blevet beskattet af, henholdsvis som løn og som maskeret udlodning. Skatteministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge.

Parter

A
(advokat Michael Elkiær Andersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Henrichsen v/advokatfuldmægtig Gunvor Sundgaard Larsen (proceduretilladelse))

og

B
(advokat Michael Elkiær Andersen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Henrichsen v/advokatfuldmægtig Gunvor Sundgaard Larsen (proceduretilladelse))

Afsagt af landsdommerne

Ejler Bruun, Frosell og Benedikte Holberg (kst.)

Under disse sager, der er anlagt den 20. februar 2004 og senere genanlagt den 20. september 2006, har sagsøgerne, A og B, over for sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt påstande om, at opgørelsen af sagsøgernes skattepligtige indkomster for indkomstårene 1997 og 1998 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Sagsøgte har påstået frifindelse og har subsidiært tilsluttet sig sagsøgernes påstande.

Sagernes omstændigheder

Landsskatteretten stadfæstede ved kendelse af 21. november 2003 skatteregionens afgørelse vedrørende A, ifølge hvilken hans indkomst for 1997 og 1998 var forhøjet med henholdsvis 144.000 kr. og 198.000 kr. svarende til henholdsvis 8 og 11 måneders løn á 18.000 kr. Kendelsen er sålydende:

"...

Det fremgår af sagens oplysninger, at A med virkning fra 1. juni 1998 var direktør i selskabet H1 Rejsecenter. Selskabet var stiftet den 16. maj 1997 af H2 ApS, som var ejet af As ægtefælle, B. Ved stiftelsen var B anmeldt som direktør, mens A var den daglige leder. Den erhvervsmæssige aktivitet i H1 Rejsecenter ApS ophørte den 30. september 1998. Hverken A eller B fik i selskabets levetid udbetalt løn.

Selskabets indtægter bestod i provisioner fra andre rejsebureauer og flyselskaber. Disse provisioner blev givet som en procentdel af prisen på de flyrejser, som selskabet solgte. Andelen lå typisk mellem 9 pct. og 11 pct. Selskabet solgte endvidere hotelophold, såfremt kunderne ønskede dette. Selskabet havde kontor i Danmark, samt et i Sverige. Hovedparten af selskabets salg foretoges telefonisk på baggrund af annoncer i dagbladene.

Selskabet har på intet tidspunkt været registreret for lønsumsafgift eller indeholdelse af A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag. Der har ikke været foretaget løbende bogføring og selskabet har ikke indsendt regnskab, idet konkursen forelå inden for det første regnskabsårs udløb. Der har ikke efterfølgende været udarbejdet regnskab for selskabet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A i 1997 og 1998 kun har modtaget iværksætterydelse på henholdsvis 19.062 kr. og 1.598 kr. B var i 1997 og 1998 ansat ved kommunen og tjente derved henholdsvis 189.298 kr. og 189.958 kr.

Den stedlige ToldSkat har skønnet, at A i selskabet har hævet henholdsvis 144.000 kr. og 198.000 kr. i 1997 og 1998 til privat brug, hvilket klageren har været skattepligtig af som lønindkomst. Skønnet har ifølge regionen været baseret på en samlet vurdering af sagens omstændigheder.

Det har været regionens opfattelse, at selskabet kort tid efter det havde fået en bestilling af en rejse modtog betaling fra kunderne, samt at selskabet først senere skulle afregne med samhandelspartnerne, G1 Ekspress, G2, G3-kontoret og G4 Tours. Regionen har tillige været af den opfattelse, at A har brugt af de penge, som burde have været sendt videre til samhandelspartnerne. Regionen har beregnet selskabets skattepligtige indkomst, og har derved konstateret, at denne var negativ både i 1997 og 1998. Samtidig har man konstateret, at ikke hele omsætningen har været medtaget, men det nærmere omfang heraf har ikke kunnet fastlægges nærmere på grund af den manglende bogføring. Med henvisning hertil har regionen fundet, at selskabets skattepligtige indkomst ville have været positiv, såfremt der ikke var udtaget betydelige beløb til privat brug af A og B. Regionen har endvidere lagt vægt på, at det efter gennemgang af selskabets konti er konstateret, at der i alt er hævet 980.825 kr., som ikke har kunnet dokumenteres eller forklares på anden vis. Regionen har endvidere henset til, at klageren for regionen har forklaret, at flere af hans samhandelspartnere ville have kontant betaling, hvorfor han hævede pengene i automater mv., men i samme forbindelse tog han gerne noget til sig selv, idet han ikke fik løn fra selskabet.

Til bestemmelsen af størrelsen af skønnet over de hævede beløb til privat forbrug har regionen tillige medtaget en beregning af A og Bs privatforbrug. Dette har ifølge regionen udgjort henholdsvis -139.776 kr., 280.123 kr. og-47.741 kr. i årene 1996-1998. Privatforbruget for 1997 var forholdsvist højt, men dette har udelukkende været baseret på et lån optaget i 1997. Den del af privatforbruget, som ikke har været baseret på lånte midler udgjorde ifølge regionen omkring -100.000 kr. Regionen har endvidere påpeget, at lånet formentlig har været anvendt i forbindelse med stiftelsen af H1 Rejsecenter ApS.

Under hensyn til ovenstående, samt at en del af udgifterne i selskabet har været af privat karakter, har regionen konkluderet, at A ikke har holdt sin egen økonomi adskilt fra selskabets. Endelig har regionen henset til, at en skønnet månedsløn på 18.000 kr. måtte anses for at svare til, hvad en medarbejder ville have fået i løn ved et rejsebureau.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelserne af klagerens skattepligtige indkomst nedsættes til det selvangivne. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at der ikke ligger afstemte pengestrømme til grund for regionens anbringender. Endvidere har opgørelsen af ægteparrets privatforbrug været behæftet med fejl. Samtidig har repræsentanten udarbejdet bogføring for H1 Rejsecenter ApS for hele dets eksistensperiode. Endvidere har repræsentanten fremlagt en balance for H1 Rejsecenter ApS. På baggrund heraf har repræsentanten konkluderet, at der blev udtaget et beløb fra selskabet, men at klageren agtede at indbetale dette til konkursboet, således at dette ingen skattemæssige konsekvenser ville få.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at der ikke er foretaget egentlig bogføring eller udarbejdet regnskab for H1 Rejsecenter i årene 1997-1998, samt at selskabet ikke var registreret for A-skatter eller arbejdsmarkedsbidrag. Retten bemærker endvidere, at der i alt er hævet 980.825 kr. fra selskabets konti, som ikke har kunnet henføres til selskabets drift. Under hensyn til det oplyste om As privatforbrug, sammenblandingen af klagerens og selskabets økonomi, samt at klageren har erkendt at have hævet penge til eget brug, finder Landsskatteretten herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af regionen foretagne skøn over de beløb, som A er blevet beskattet af som løn i de pågældende indkomstår.

..."

Samtidig hermed stadfæstede Landsskatteretten regionens afgørelse vedrørende B, ifølge hvilken hendes indkomst for 1997 og 1998 var forhøjet med henholdsvis 64.799 kr. og 146.358 kr., jf. ligningslovens § 16 A. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende:

"...

Den stedlige told- og skatteregion har efter gennemgang af sagens bilag konstateret, at H1 Rejsecenter ApS har betalt opkrævninger på Bs Mastercard og F2-kort, samt overført penge til Bs konto i F1 Bank i et enkelt tilfælde. Dette har i indkomstårene 1997 og 1998 beløbet sig til henholdsvis 64.799 kr. og 146.358 kr. Klageren er blevet beskattet af beløbene som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Regionen har beregnet selskabets skattepligtige indkomst, og har derved konstateret, at denne var negativ både i 1997 og 1998. Samtidig har man konstateret, at ikke hele omsætningen har været medtaget, men det nærmere omfang heraf har ikke kunnet fastlægges nærmere på grund af den manglende bogføring. Med henvisning hertil har regionen fundet, at selskabets skattepligtige indkomst ville have været positiv, såfremt der ikke havde været udtaget betydelige beløb til privat brug af A og B. Regionen har endvidere lagt vægt på, at det efter gennemgang af selskabets konti er konstateret, at der i alt er hævet 980.825 kr., som ikke har kunnet dokumenteres eller forklares på anden vis.

Regionen har tillige henset til en beregning af A og Bs privatforbrug ...

Under hensyn til ovenstående, samt at en del af udgifterne i selskabet var af privat karakter, har regionen konkluderet, at B ikke har holdt sin egen økonomi adskilt fra selskabets, hvorfor klageren er blevet anset for skattepligtig af beløbene.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelserne af klagerens skattepligtige indkomst nedsættes til det selvangivne. Til støtte herfor har repræsentanten anført, at Bs kontokort blev anvendt af selskabet til at betale for flybilletter mm. Herefter overførte selskabet penge til B til dækning af disse udgifter. Samtidig har repræsentanten udarbejdet bogføring for H1 Rejsecenter ApS for hele dets eksistensperiode. Endvidere har repræsentanten fremlagt en balance for H1 Rejsecenter ApS.

Landsskatteretten skal udtale

Landsskatteretten bemærker, at H1 Rejsecenter ApS i indkomstårene 1997-1998 har betalt opkrævninger på Bs Mastercard og F2-kort på henholdsvis 64.799 kr. og 146.358 kr. Henset til, at klagerens økonomi ikke har været holdt adskilt fra selskabets, samt der ikke i selskabet er foretaget egentlig bogføring eller udarbejdet regnskab i årene 1997-1998, må disse betalinger anses for at have dækket Bs private udgifter. Under hensyn hertil, samt det oplyste om ægteparrets privatforbrug, finder Landsskatteretten beløbene må anses for maskeret udlodning til B.

..."

Regnskabsmaterialet for H1 Rejsecenter ApS, der senere gik konkurs, blev beslaglagt i november 1998 og beroede hos skattemyndighederne indtil et tidspunkt i 2002. Sagsøgerne har efter udlevering af materialet ladet deres revisor opstille et regnskab.

A har oplyst, at han i 1996 optog forskellige lån på i alt 259.000 kr., og sagsøgerens revisor har på det grundlag opstillet ændrede beregninger vedrørende privatforbrug.

I juli og august 1998 er overført i alt 60.692,38 kr. fra Bs Eurocard-konto til G1 Express.

Procedure

Sagsøgerne har anerkendt, at betingelserne for skønsmæssig ansættelse er opfyldt, men har gjort gældende, at de af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige ansættelser dels hviler på et urigtigt grundlag, dels har ført til åbenbart urimelige resultater.

De for selskabet efterfølgende udfærdigede regnskaber viser en nettogæld i selskabet på ca. 580.000 kr., hvilket harmonerer med, at de samlede anmeldte beløb i selskabets konkursbo, er opgjort til ca. 650.000 kr. Det er usandsynligt, at denne talmæssige overensstemmelse skulle bero på en tilfældighed, og regnskabernes tal levner ikke mulighed for, at der skulle være udbetalt de påståede beløb til A.

Revisorens bearbejdelse af bilag viser i øvrigt, at de kontante hævninger er sket til selskabsrelevante formål.

Det er i sagen ubestridt, at selskabets regnskabsmateriale uden nogen form for forudgående varsel blev beslaglagt af politiet og var så godt som fuldstændigt. Der mangler nu bilag for en kortere periode i 1997, og dette kan udelukkende bero på, at enten politi eller skattemyndigheder under deres årelange undersøgelser og flytning frem og tilbage af materialet formentlig uforsætligt har ladet disse bilag gå til grunde.

Den omstændighed, at der forekommer en lang række kontante hævninger på selskabets konto, sandsynliggør ikke, at sådanne hævninger er sket til privat forbrug. Forholdet er tværtimod det, at en lang række betalinger fra selskabet til dets forretningsforbindelser skete på kontantbasis efterhånden, som der skulle afregnes for solgte rejser. Det er usandsynligt, at sagsøgerne skulle kunne bruge sådanne beløb til private formål, idet de stort set ingen private udgifter havde - bortset fra betaling af husleje og almindelig fortæring.

For så vidt angår B gøres det gældende, at de beløb, som er overført til hende, ikke har karakter af udlodninger til hende. Samtlige de af hende afholdte udgifter har været virksomhedsrelaterede, og i denne forbindelse gøres det endvidere gældende, at de rejser, som hun har foretaget, har været nødvendige for at sikre hoteller og aftaler med disse. Sagsøgte har ikke dokumenteret, at selskabet har tilført Bs Eurocard- og F2-kortkonti midler, der overstiger beløb, som hun har afholdt til fordel for selskabet.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte de skatteansættelser, der følger af landsskatterettens kendelser af 21. november 2003.

Der har ikke foreligget et fyldestgørende grundlag for ansættelsen af indtægter og udgifter i selskabet, og da A trods sin fuldtidsbeskæftigelse som reel leder af H1 Rejsecenter ApS ikke har selvangivet nogen lønindtægt, er der for hans vedkommende foretaget en skønsmæssig ansættelse af hans løn for arbejdet i virksomheden. Der er i den forbindelse også taget hensyn til, at A har haft adgang til at disponere over selskabets penge, og at der i selskabet er foretaget hævninger af betydelige beløb, som ikke modsvares af tilsvarende udgiftsbilag. Det er således lagt til grund, at en del af disse hævninger er anvendt til dækning af sagsøgernes privatudgifter og derfor bør kvalificeres som løn til A ved skatteansættelsen. Yderligere er der taget hensyn til ægteparrets privatforbrug ved skønnet over størrelsen af de beløb, der anses for overført til A. Der er tale om et efter omstændighederne meget moderat skøn.

For Bs vedkommende har det kunnet konstateres, at selskabet har betalt privatudgifter for hende med henholdsvis 64.799 kr. i 1997 og 146.358 kr. i 1998. Det må lægges til grund, at en uoverskuelig sammenblanding af selskabets økonomi og ægteparrets privatøkonomi har fundet sted, og at sagsøgerne ikke har været i stand til at føre bevis for, at selskabets betalinger af diverse privatudgifter for ægtefællerne modsvares af tilsvarende betalinger fra ægtefællernes side af selskabets udgifter.

Betingelserne for tilsidesættelse af skattemyndighedernes skøn er således ikke opfyldt. I mangel af bevis for, at skønnet hviler på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, må skønnet opretholdes. Dette indebærer, at skønnet over yderligere løn til A ikke kan tilsidesættes, og at han derfor med rette er beskattet af de omhandlede beløb, jf. statsskattelovens § 4.

Der er ej heller grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af Bs indkomst med de beløb på henholdsvis 64.799 kr. for 1997 og 146.358 kr. i 1998, som af selskabets midler er anvendt til betaling af privatudgifter for hende. Da hun er eneanpartshaver i moderselskabet, bliver der for hendes vedkommende tale om maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16A.

Det bestrides i øvrigt som udokumenteret, at regnskabsmateriale er bortkommet, medens det har været i myndighedernes varetægt.

Hvis sagsøgerne får medhold, bør det klart fremgå af dommen, hvad der er årsagen til hjemvisningen, således at der ikke opstår fornyet konflikt.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som Landsskatteretten har anført, og da sagsøgerne ikke har godtgjort, at ansættelserne var åbenbart urimelige eller at skønnet bygger på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. Det bemærkes herved, at det af sagsøgerne fremlagte regnskabsmateriale, der er udarbejdet efterfølgende, ikke sandsynliggør, at sagsøgerne ikke har modtaget beløb til privat brug.

Sagsøgerne har efter afvisning af sagerne den 6. september 2006 betalt sagsomkostninger med 24.000 kr.

Til dækning af sagsøgtes omkostninger til advokatbistand samt ekstrakt og materialesamling på henholdsvis 351 og 124 sider, skal sagsøgerne betale yderligere omkostninger som nedenfor bestemt.

T h i k e n d e s f o r r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal A og B in solidum betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.